Ensomme i døden

Jeg læste forleden, at antallet af danskere, som dør uden at have familie eller venner at sige farvel til, er stigende. Antallet af offentlige begravelser er vokset med 10 procent de seneste fem år. Det vil sige, at udover de er døde i biologisk forstand, så har de i en årrække forinden været døde i social forstand.
Jeg synes, det er uhyggeligt, at vi lever i et samfund, hvor så forholdsvist et stort antal mennesker dør, uden at andre ved det, deltager, sørger over dem. Ensomheden er deres mest trofaste ven. Hvordan er det lige, at vi kan lade det ske? Jeg synes, det er sørgeligt. Jeg synes, det er skidt, at vi har den form for ensomhed i Danmark.

så udviklingen er vel samfundsbetinget ?
vh anonym

abu laban fik da sin opmærksomhed.

Men konsekvensen kan meget vel være ensomheden.

Der er altså mange der nyder at være alene.
Det er lækkert at leve uden hensyn til ret mange andre end sig selv.
Konsekvensen er så at man er alene i døden og tak for det, det skulle efter sigende være meget ubehageligt for den døende at se mange venner og slægninge stå og være kede af det uden at kunne stille noget op.
På den måde bliver den døende til et offer og det er ikke rimeligt at en døende skal føle skyld.
Ensomhed er en konsekvensen af nogle fravalg....mange mennesker er dog ikke selvstændige nok til at kunne være meget alene, ensomheden følte jeg fornylig til en fest med 50 personer jeg kedede mig ad helvede til fra start til slut.
Hjem "alene" og læse i en god bog gud hvor var det dog en befrielse...............