Er aborten stadigvæk frivillig ?

eller er det noget vi kvinder bilder os ind ?
Hvor mange er "tvunget" til abort, fordi manden ellers ville gå eller fordi man ellers
ville blive enlig mor dvs. manden ikke ville have samvær og omgivelserne derfor forventede det ?
Er den frivillige abort egentlig så frivillig, når det kommer til stykket ?
Hvordan ser du på den sag og hvad er din erfaring - hvor frivillig er aborten ?
Anonym

en alle andre beslutninger kvinder tager. Det afhænger ikke af emnet men af kvinden.

kvinder.
Jeg hører mænd ytre sig om, at hvis kvinden ikke får abort, så er ungen hendes ansvar, hvis ikke de vil have barnet.
Min veninde blev presset af abort af hendes forældre og kæreste....
Jeg synes, at når man er presset i en sårbar situation og bliver truet med at blive forladt, så er abort ikke et frivilligt valg, men ..... tvunget...

abort er frivillig og kvindens valg. Hun kan dog ikke bestemme hvordan manden reagere på hendes valg. Klart at det sætter hende under pres men valget er stadig hendes og frit.

overskue at være alene ?
ja, det er vel afhængigt af hvor godt kvinden er udrustet til at magte omgivelsernes pres..især hvis hun er udsat for psykisk vold.

at sige, at man forlanger og kræver en abrot ellers skrider man ?
Er abort et frivilligt valg, hvis man vælger at sætte partneren under pres med trusler ?
Anonym

iorden men hvis han siger sådan så lad ham skride .... også selvom du vælger en abort.
Det er stadig frivilligt ja ... men kan godt se det ikke er behageligt.

Lige så meget som en kvinde har ret til at sige, at hun ikke ønsker et barn, lige så meget har en mand ret til det samme. At det så ikke er op til ham, er en anden sag.
Jeg synes, at det er meget vigtigt at faderen til barnet er ærlig og melder sine intentioner ud. Så kan kvinden på dén baggrund træffe den beslutning der er rigtigst for hende.
Og hvis faderen ved, at han hverken er klar til eller gider være far, med det ansvar det indebærer, så er det bedre at han melder det ud end at kvinden står med et nyfødt barn alene, når hun havde satset på at have en samarbejdsvillig mand ved sin sige (om de er i forhold eller ej er underordnet).
Man kan godt se det som et pres for kvinden at vide, at hun kommer til at stå alene med barnet.
Men samtidig synes jeg ikke at der er en løsning på problemet. For vi kan jo omvendt heller ikke tvinge mænd til at være noget, de ikke gider. Og hvis de siger, at de intet gider have med barnet at gøre, så er man nødt til at respektere/acceptere den udmelding - præcis ligesom man skal, hvis det er moderen der melder det ud efter fødslen (f.eks. ved bortadoption).
Vi kan aldrig slippe fra vores omgivelsers pres om, at "gøre det rigtige". Det er en utopi. Set påden måde, er intet vi gør særligt frivilligt, for vi vælger måske at læse på universitetet selvom vi drømmer om at være pædagog, fordi det i vores specifikke kultur måske er et 'must' at være akademiker.
Eller vi går i noget bestemt tøj, fordi vores omgivende samfund ikke ville finde andet rigtigt.
Det er vores eget ansvar, at hæve os op over samfundets normer og tænke på, hvad der er bedst for os selv. Hvad gør OS lykkelige?
Man er altså sin egen lykkes smed.

- Når man skal tage så vigtig en beslutning, abort eller ej, så synes jeg er det er MEGET essentielt at man har AL viden man kan opspore om emnet, for det er kun når man er fuldt opdateret at man kan tage en velovervejet og gennemtænkt beslutning, baseret på dels hvad man ved men også hvad man føler.
Og hvis en del af denne viden er, at manden ikke gider barnet, så er det jo en meget vigtig del af beslutningsprocessen. Kan jeg stå med ansvaret alene? Hvad er mine muligheder for støtte, både fra familie og venner, men også fra systemet - rent økonomisk?
Det er da bedre, at fyren er ærlig end at man tager en livsvarig beslutning på falsk grundlag!

Jeg beklager at høre om din veninde.
Til andre der læser dette og står i situationen - eller måske en dag kommer til det:
Jeg kan på det kraftigeste anbefale at kontakte Mødrehjælpen og få en snak med dem. De har nemlig HELT tjek på, hvad man har ret til som enlig mor, hvilke tilbud der er, hvad man kan forvente sig osv. OG de har meget viden og erfaring om abort, og kan dele ud af dette.
Samtidig er samtalerne omfattet af tavshedspligt, hvilket vil sige, at hvad man snakker om ikke kommer ud til andre - heller ikke ens kæreste eller forældre, endda selvom de ringer ind og spørger ad.

Mødrehjælpens hjemmeside:
http://www.mhj1983.dk/

med spørgsmål❓Der ligger jo ingen antagelser i dem.
Men nu har jeg læst dit indlæg og vil så spørge dig.
Mener du, at det er kvindens ansvar og hendes ansvar alene, når hun bliver gravid ?
Hun kan jo ikke gøre sig selv gravid.
ER barnet hendes ansvar, så længe manden bare melder ud ?
Abort er ikke prævention og ikke en mulighed for alle.
Anonym

Jeg mener, at hvert individ har et ansvar for sin egen lykke og at vedkommendes ønsker i det bliver mødt.
Så hvis vi har en kvinde, der ikke ønsker hverken et barn eller abort, så er det helt hendes eget ansvar at sørge for prævention.
Men det samme gælder også for mændene. Hvis vi har en mand, der ikke ønsker at være far, så er det hans eget ansvar at sørge for prævention.
Jeg har heller aldrig sagt noget om, at abort er prævention. Tværtimod er det ikke noget, man skal gå ind i med let sind. Det er noget man skal tænke over, for det kan have meget seriøse efterfølger, både fysisk og psykisk.
Og barnet er kvindens ansvar, til det punkt hvor hun selv siger fra.
Vi har et udmærket socialt system, og der er mange barnløse i Danmark, der med glæde ville adoptere et lille barn.
Både manden og kvinden har ret til at melde sig ud. Det kan man tænke om hvad man vil, men den ret HAR de altså. Enlige fædre er heller ikke et uhørt begreb. Og hvis INGEN gider barnet, så kan det som sagt adopteres væk.
Du kan ikke tvinge folk til noget de ikke vil. Det er forkert og udemokratisk. Derudover, så vil faderen aldrig kunne slippe for det økonomiske ansvar, så længe moderen angiver ham på fødselsattesten (og det er faktisk ulovligt for hende at nægte, når hun ved, hvem faderen er).
Du kan ikke tvinge folk til at udspille deres rolle som far til perfektion. Eller som bror eller søn. Hvis folk vælger at kappe forbindelsen fuldstændigt, så er der intet at gøre og det mener jeg faktisk skal respekteres. Der er i hvert fald ingen, der skal diktere over for mig, hvem jeg har i mit liv eller ej - og jeg kan forestille mig, at mange har det på samme måde.

... synes jeg, at spørgsmålende er følelsesmæssigt betonede. Ord som f.eks. "tvunget" er meget negativt ladet. Og som den famøse Dr. Phil sagde så sent som i dagens afsnit, så er 80% af alle spørgsmål faktisk bare konstateringer eller meninger forsøgt kamoufleret.

"Jeg har heller aldrig sagt noget om, at abort er prævention."
Jeg har ikke påstået i mit indlæg, at du har sagt at abort var prævention. Jeg skrev, at det ikke var prævention. Jeg taler heller ikke om, at nogen skal tvinges til at påtage sig en rolle.
Du mener, altså at kvinden skal tage konsekvensen for en graviditet og at manden ikke skal stilles til ansvar. (Faderbidrag er ikke at tage ansvar). Hm så håber jeg ikke, at du bliver efterladt højgravid, så ændre du måske mening.
At du mener, at det offentlige så bare kan overtage, når folk ikke orker konsekvenserne af deres handling... tja..nogle mener jo at det offentlige skal løse deres problemer.
Du er ikke så gammel, så jeg håber du vil få noget livserfaring, der gør at du vil ønske mere ligestilling med tiden.
Ang. Dr. phill, jeg nu ikke enig i at alle spørgsmål er følelsesbetonet og skjuler over en mening. Jeg stillede spørgsmål for at hører andres mening omkring... aborten og om den var så frivillig, som vi antager.
Anonym.

Det er under alle omstændigheder altid ærgeligt at sætte børn i verden, hvor den ene eller begge forældre ikke ønsker dem. Det er der ikke nogen der kan være tjent med - slet ikke barnet.
Men dette kan desværre ikke undgås, for det er nu engang, og kan også kun være, kvinden der bestemmer om barnet skal fødes.
Begge parter kan bruge prævention. Manden har et ansvar ligesom kvinden har, og må derfor tage konsekvenserne, men kvinden har også et valg efter prævention, og gennem dette valg træffer hun valget for manden.
Manden og kvinden kan begge bestemme om de vil gå i seng med hinanden, men det er kun kvinden der har ret til at træffe et valg efterfølgende.
Selv synes jeg i det mindste, at i tilfælde hvor barnet blev til ved en løgn om prævention, og dette fuldt ud erkendes af kvinden eller er bevisligt, burde man ikke blive påtvunget faderskab og følgerne deraf (børnebidrag, arveret osv).
Manden har jo intet efterfølgende valg.
Er selv blevet droppet netop efter have kendt en pige i 14 dage, og været i seng én enkelt gang. Det er muligvis ikke relevant, men det piner mig også at jeg ikke var seksuelt erfaren, og det var derfor hende der tog "styringen" under samlejet. Da dette skete, og inden det startede, spurgte jeg hende udtrykkeligt om hun tog p-piller, og hun svarede "Ja bare rolig jeg har styr på det". Dagene efter var hun lige pludselig mega sur (uden grund) når jeg ringede, med forskellige undskyldninger, med at hun ikke havde tid, og havde ondt i ryggen osv. Og jeg så hende aldrig igen. Efter halvanden måned får jeg en SMS med at hun er gravid, men eller ikke vil tale mere med mig. Jeg skal bare passe mit eget liv.
Idag er faderskabssagen færdig, og jeg er netop for et par dage siden blevet pålagt at betale MAXIMUM bidrag af alt hvad hun kan komme i nærheden af (børnebidrag dvs. normalbidrag+100%, dåbshjælp, osv.). Jeg har intet ønske om at se hende nogensinde igen, efter den behandling jeg har fået.
Er p.t. knust og ødelagt, det er jo officielt mig der har svigtet mit barn. Og i følge reglerne er det helt perfekt og lovligt det hun har gjort. Er dette rimeligt?

Den frie abort blev indført for at en kvinde aldrig skulle tvinges til at få fjernet et uønsket barn af en kvaksalver og sætte sit liv på spil. Desværre kan den mulighed den frie abort er nu er blevet bruges omvendt så der nærmest lægges et pres på kvinden for at få en abort hvis manden ikke vil have barnet.
Jeg har selv været igennem et skrækkeligt forløb hvor jeg var i et forhold gennem 3 år og fik en provokeret abort jeg ikke ønskede. Jeg kom fra en mand der var steriliseret til en mand der var fertil og jeg prøvede at bruge spiral men måtte få den fjernet pga smerter. Så prøvede jeg p - piller men fik blødningsforstyrrelser. Vi brugte så kondom og "sikre perioder" og havde en - synes jeg - klar verbaliseret aftale om at "kom der et barn var det velkommen"
Da jeg så blev gravid troede jeg til sidste sekund vi havde denne aftale - og jeg ville meget gerne have en efternøler.
Desværre blev jeg mødt med et klart ønske om abort. Og da jeg netop havde købt hus med denne mand, vi netop var flyttet og jeg har to andre børn som jeg var nødt til at tage hensyn til var jeg pludselig i en situation hvor jeg ikke frivilligt fik en abort. Jeg kunne ikke af økonomiske og praktiske årsager få barnet og være alene med 3 børn med to forskeligge fædre. Og jeg kunne blive med denne mand og gennemføre en graviditet når han helt klart var imod.
Derfor NEJ - alle provokerede aborter er ikke frivillige - selv for veluddannede mennesker med rimelig indkomst kan livet forme så så kompliceret at en abort er eneste udvej. Selvom kvinde ønsker barnet.

Dette er overhovedet ikke rimeligt. Jeg lider virkelig med dig. Den kvinde er jo syg i hovedet!