Er det forkert at begå selvmord?

Ifølge en nyligt afsagt dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er det en menneskeret at begå selvmord, men ikke at få hjælp til det.
Jeg vil begynde med at sige, at jeg er 100 % enig i dommen, og jeg vil i det følgende argumentere for, hvorfor jeg er det.
Der er mange argumenter imod selvmord, men her vil jeg nævne de hyppigst anvendte:
1. Selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem.
2. De fleste, der forsøger selvmord, er glade for at blive reddet.
3. Det efterlader en enorm skyldfølelse hos de pårørende.
Nu vil jeg så modargumentere hvert af oventående udsagn:
1. Der er ikke tale om midlertidige problemer hos alle selvmordere. Nogle er så fysisk eller psykisk syge, at hver dag bliver en kamp. Ander er bare blevet trætte af livet.
2. Det er meget svært at lave statistik på den slags, fordi de fleste personer, der forsøger selvmord, sjældent kun gør det én gang i deres liv. Og der er stadig en tredjedel, som gerne ville have været døde.
3. Er det ikke egoistisk af de pårørende, at de vil have, at den selvmordstruede skal leve for deres skyld? Derudover har den selvmordstruede jo ikke selv valgt at leve.
Hvad mener du? Er det forkert at begå selvmord?

Det er vel bare ord. Ville det ændre på antallet af selvmord, om nogen fik defineret, hvorvidt det var forkert eller rigtig? Jeg tvivler. Og hvad er det så værd?

og er DESVÆRRE blevet reddet ..

Tredie gang er lykkens gang

De var dybt alkoholiske, de kunne klare sig selv uden megen hjælp fra det offentlige, og den ene havde endda et fast arbejde, men de kunne ikke bære at blive kasseret 100% af familien.

Vel sandsynligvis psykisk, men hvorfor, hvad sker der?

At begå selvmord er noget af det mest egoistiske. Man efterlader alle andre tilbage med stor skyldfølelse, sorg og psykiske men for resten af livet.
Desuden er det aldrig for sent at ændre sit liv! Hvis bare man er stærk nok, er det stadig muligt at rejse sig igen! Og er man ikke stærk nok - så kan man godt blive det!
Søg hjælp! Snak med familie og venner, eller andre nære personer, eller en psykolog, om hvordan man har det. At hive fat i sig og indse "der er noget galt!". De fleste der begår selvmord ønsker slet ikke at dø. De ønsker at leve. En ting de ikke gør i forvejen, til trods for at deres hjerte pumper blod rundt. Det er lettest at give op, men det er ikke det rigtige at gøre.
Jeg læste om en mand der begik selvmord. Han var død i to minutter, hvorefter han på fantastisk vis vendte tilbage til livet. Han sagde at i øjeblikket, millisekundet, før han døde, lige der før han var helt overbevist om sin død, fortrød han. Han var ellers så sikker på at det var det han ville.

Ordet selvmords(forsøg) - bemærk parantesen - mere end antyder et skrig på hjælp. At "forsøge" er halvt begyndt og halvt fuldendt.
Hvis det man motiveres af, drivende i retning af selvmord, er begrundet i uhelbredelig sygdom, så som canser, hvor kroppen ydmygende "grilles ihjæl", eller en anden sygdom, f.eks. konstateret demens, hvor man ikke ønsker at udsætte sig selv og sine en dårlig "afslutning/erindring", ja så ok for mig.
Men at begå selvmord grundet kærestesorg er sq for dumt. Der lever 7 milliarder mennesker på jorden, så hvis ægteskabet/parforholdet ryger, så op på hesten igen. Livet er for kort til selvmord, man risikerer at fortryde, ..., og hvordan skal man så lige forklarer det til Sct Peder i Himlen.?

Jeg tror det har noget at gøre med hvordan man betragter livet. For mit vedkommende har livet altid været en opgave, og i perioder også rigtig hårdt arbejde. Hvis jeg har haft en forventning om at livet skulle være let og rosenrødt, så var jeg godt nok blevet slemt skuffet. Fordi jeg har den opfattelse, har jeg også været god til at glædes over de små ting. F.eks. Var det et fantastisk vejr i lørdags og så kan jeg være super glad for det.
Jeg har også haft perioder hvor jeg ønskede at dø, fordi jeg var træt og trist af det hele, men døden er jo en af de ting der kommer af sig selv, så om det kommer før eller siden, kan på en dårlig dag være lidt lige meget. Jeg er ikke bange for at dø, det har jeg aldrig været, men samtidig ved jeg også at der er et par mennesker der vil blive meget ked af det, hvis jeg forlod dem og jeg føler et stort ansvar for ikke at såre disse mennesker. Et eller andet sted tilhøre mit liv ikke kun mig, men også de mennesker som jeg betyder noget for og det er vigtigt.
Hvis jeg var uhelbredelig syg og jeg havde aftalt med mine nærmeste at jeg skulle udfries, så er det selvfølgelig en anden sag.
Venligst
Helene

men så gad jeg ikke længere og fik mig en uddannelse og er nu på dagpenge og det er dejlig så sig ikke at en uddannelse ikke nytter

Du er altså blevet genfødt.....eller hvad❓😃

Stor respekt for de der ønsker at dø fordi de ved at, de alligevel snart skal dø, eller fordi de er på vej til at blive så syge at de bliver fysisk ødelagte og er afhængige af hjælp på alle fronter.
Men derudover synes jeg, at det er det mest egoistiske man kan gøre! Det er da totalt uden tanke på de mennesker der bliver efterladt. Hvad med lige at tænke på¨det medlem af familie som måske finder den døde, et barn, en ægtefælle eller et andet familiemedlem. Det er sku da ikke ok. Hvad så hvis man "hopper i havet" og aldrig bliver fundet - så bliver man som pårørende måske ved med at håbe, at ens kære dukker op igen. Det er sku da ikke ok. Bare at opgive istedet for at kæmpe, det er da ikke ok.

Deres psykiske sygdomme eller problemer, sig selv, dig, mig eller os alle sammen. Kan de ikke selv være overladte eller efterladte?

afhænger absolut af grunden dertil,
der kan være mange grunde til at selvmord ikke er forkert
og andre hvor det er forkert, lige som abort,
men at begå selvmord på grund af dyb gæld er afgjort at stjæle
og mangel på ansvar, så det synes jeg nok er forkert
men mange gange ret forståeligt.

det kan man dø af.

.... og jo i mange situationer er selvmord egoistisk. Men omvendt synes jeg ikke at et menneske der påtager sig ansvar for eget liv og selv vælger at være foruden, skal fratages retten til selv at bestemme.
Naturligvis er det hårdt for pårørende (dem som evt. finder vedkomne) familie og venner, men et selvmord kan have så mange forskellige vinkler at der ikke kan siges en genrel forståelse herom.
Vi hører altid at vi er herre over eget liv, vi ligger som vi har redt og at vores udfordringer er selvforskyldt. Men når det er sagt kan jeg godt sætte mig ind i at nogle mennesker bare ser det hele som uoverskueligt.