Er det ok at hævne sig?

Jeg har gennem længere tid haft en mistanke om at min mand havde noget kørende ved siden af vores ægteskab, men hver gang jeg konfronterede ham med det fik jeg af vide at det var inde i mit hoved det hele foregik!! Har ellers aldrig været jaloux anlagt. Men det var ting som tlfnr jeg ikke kendte, sms beskeder fra andre kvinder, og dankortnota fra cafebesøg, hvor han burde have været et andet sted.
vores forhold gled længere og længere ud, og jeg trak mig længere og længere væk fra ham rent følelsesmæssigt, og tilsidst så jeg ikke anden udvej end skilsmisse.
Men han var ked af at jeg ville skilles, han vil gerne prøve at redde forholdet, men jeg føler det er mig der skal bidrage med det hele, han er utilfreds med vores sexliv, så det er mere eller mindre op til mig at ændre min adfærd så han ikke "behøver" at gå ud i byen og få dækket sine behov. Det er selvfølgelig min fortolkning af det han har sagt, men det er sådan jeg føler hans udmeldning er.
Han indrømmer idag at han gennem lang tid har været mig utro og at det nok var en uhensigtsmæssig måde at håndtere vores problemer på. Men han indrømmer ikke sin del af ansvaret for at det er gået galt. Han vil heller ikke fortælle om sit utroskab. Jeg forventer altså ikke detaljer, bare hvornår, hvor meget og med hvor mange? er det så urimeligt?
Det vil han ikke fortælle, for det mener han ikke at jeg har behov for at vide.
Men når jeg ikke ved hvornår han har dyrket andre kvinder, så har jeg jo ingen mulighed for at vide om mønstret gentager sig.
Lige nu er vi blevet enige om at forsøge at redde forholdet, men jeg kan mærke at jeg ikke har sjælen med mig, føler at jeg har "solgt" for meget af mig selv for hans skyld.
Jeg sidder med en smerte og hævnfølelse, har mest lyst til bare at flytte, rive hele gulvtæppet væk under han. Bare være væk, en dag når han kommer hjem fra arbejde, uden grund og uden varsel. moralsk er det forkert, men behøver man at handle moralsk korrekt når man føler sig svigtet?
den svigtede

Har prøvet noget der ligner og står midt i noget der bare er blevet MEGET værre, forsi jeg ikke tog mig sammen og gjorde noget før NU. Så det er så nemt at råde andre - hvis jeg vidste hvad jeg kunne have undgået i trusler, usikkerhed og følgt mig gjort til grin, så havde jeg skyndt mig væk. SÅ FLYT FRA HAM, livet er for kort til dårlige forbindelser. Du skylder dig selv en der er dig tro og dig værdig.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Til "Den svigtede". Du har levet et liv i bedrag. Tror på beskyttelse af "det stærke køn". Glem det. Det findtes ikke i virkeligheden. Det 21. århundrede betragter kønnenes kamp, nærmest som var vi hinandens engangslightere, man bare smidder ud. Nej vel!.
Kjeld og Hilda Heick kan. Og Peter belli & June ditto.
Men du ser kun facaden - ikke virkeligheden. Og netop den er smertefuld. Nogle skjuler den bedre, end andre.
Og her har du altså tabt tråden, og føler dig alene. men det er du sku ikke - tro mig!. Hver andet bryllup ender med - om end ikke begravelse - så skilsmisse!.
Finger et rollespild med nogle af dine venner. Sørg for at arrangere en "beundrer til dig". Modtag således blomster fra "en beundrer". Iagttag din kæreste/mands udtryk i ansigtet. Forstår du hvad jeg mener ???
Gak hen og gør lige så. Hvis han elsker dig - så må han sku da gøre sig fortjent til dig, ikk

Og mest æresfulde...er den man IKKE tager`......(kinesisk ordsprog)
(Og tro mig...Kender godt fornemmelsen af svig..
Jeg kan selv være rigtig GRUM....
men med tiden vil du se at jeg har ret...)

Ved godt du har ret, jeg er jo et voksent, veluddannet og fornuftigt menneske....
den værste hævn er den der ikke virker (mit ordsprog)
den svigtede

det bragte os blot længere fra hinanden.....

Hævn kommer altid tilbage i en eller anden form..gammelt ordsprog siger : "Det du smider ud gennem vinduet kommer tilbage med vinden."
Det jeg læser er, at du har opgivet troen på at det skal være jer, du har meget forståeligt mistet tilliden til ham.
Det bedste du kan gøre for dig selv er, at gå ud af det på en ordentlig måde.
Husk på du skal se dig selv i spejlet hver dag, og helst kunne li´ det du ser..fordi din mand måske har båret sig tåbeligt ad, så behøver du ikke gøre ham kunsten efter..ret ryggen og stop forholdet med din selvrespekt i behold..
Det var så min mening..uanset hvad, så ønsker jeg dig held og lykke med det
Marianne

..som jeg ikke kendte, er ellers vild med ordsprog og citater.
Tak for dit bidrag..*S*
Vh. Marianne

så skal du da læse denne tråd :

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=118&posting=49739#49739

Så elsker du ham nok noget alligevel eller er i megen tvivl.
I din situation ville jeg nok vælge, at konfrontere ham meget direkte om, hvorledes landet ligger, vedr. hans upålidenhed, fra din side. Og, atdet ER sidste chance for ham,- til at vise dig og jeres forhold, at det er det han vil.
Jeg ved af egen erfaring,- at man kan komme videre. Ikke glemme,- men komme videre. Men man skal ville det.
Men først må du give dig tid til, at finde ud af om DU vil jeres forhold. Om du vil, kan og føler for det.
Og hvis det viser sig, at der derefter ikke er mere, at bygge videre på, så.......
Knus til dig

Det vil jeg gøre, med stor glæde og fornøjelse...
vh..Marianne

Damn, hvor jeg føler med dig! Ikke sådan at forstå at jeg har "ondt" af dig. Ud fra din måde at formulere dig på, giver du indtryk af at være en kvinde af en vis kaliber og har som sådan ikke brug for empati på den ufede måde... Men jeg følger dig og din frustration.
At du skrider, uden at lukke døren og river hans verden i laser er ikke nødvendigvis hævn, min ven. Jeg mener det er en direkte afledning af hans, mildest talt, uhensigtsmæssige måde at være gift på!! - For det VIL ske, ligegyldigt om du informerer ham at du gør det eller om du foretager et overraskelsesangreb. Han går ned. Og det er ikke dit ansvar! Ikke ud fra mit synspunkt ihvertfald, men der er sgu nok nogle derude der mener jeg er forkert på den.
Du SKAL have sjælen med i det du foretager dig udesagtet hvad du laver!! Du må ikke gå på kopromis med dit hjerte, søde du. Men hvis du elsker ham og vil give det flere chancer, er du nødt til at gøre det 100%. Ellers vil det kun være at trække tiden ud for dig selv. Og jeg synes ærlig talt du skal være varsom med at udsætte dig selv for flere tårer end højst nødvendigt.
Du fortæller ikke om du har børn... Vil du fortælle os om du har og hvis, hvordan reagerer de så på jeres P.T. ikke særlig stabile forhold?
knus og mange tanker

Tak for det rigtig gode indlæg, jeg kan sagtens se du har ret. Jeg anser mig selv for at være en voksen, veluddannet og fornuftig kvinde, og det ender sansynligvis også med at jeg gør det "rigtige" selvom jeg har lyst til at sårer ham i samme grad som han har ramt mig.
Jeg har tror inderst inde ikke på en fælles fremtid med ham, og jeg brænder ikke rigtig for at åbne min sjæl for ham, vil ikke lukke ham ind igen, der hvor han kan gøre skade.
ja vi har et barn sammen, som ikke reagere ret meget på det her, det bliver nok gemt væk indeni.... desværre
den svigtede

Er ked af at jeg først har set dit svar nu... Har haft alt for travlt.
Prøv lige at høre... Jeg blev selv alt alt for længe i et forhold, hvor mine unger led kraftig under vore dårlige "vibes". Da jeg endelig gik, havde jeg for det første INGEN føleleser tilbage; Kunne ikke engang blive ked af det - Og dét er frygteligt. Dét der satte tingene på spidsen for mig, var da jeg kom til at tænke på dét vi giver vores børn med i rygsækken til deres liv som voksne. De spejler sig jo i os - De har ikke andet at spejle sig i!
Ved at blive i et usundt forhold (ligesom dit) viste jeg mine piger, at man bare skal finde sig i hvad som helst. Så længe man bliver, accepterer man jo for fanden omstændighederne.
Jeg kan godt forstå at du har lyst til at ramme ham, det må du ikke tvivle på. MEN vær sikker på at du rammer ham ved bare at gå. Han har jo allerede givet udtryk for at han ikke vil skilles. Ved blot at følge dit hjerte og gøre det rigtige for dig OG DIT BARN vil du ramme der hvor det gør mest ondt. Og det her skriver jeg ikke fordi jeg synes du skal hævne dig! Det må du ikke.
Alle de slag vi slynger efter vores partner, går direkte ned igennem vores børns hjerter, FØR det rammer der hvor det skal, så lad vær med. Men hvis du gør hvad DU skal for at overleve, vil du skabe en balance i dig selv, som vil smitte af på dit barn. Og så er sagen jo en ganske anden, kan du se det?
Lad mig høre hvordan det går med dig - mange tanker.

Hej SVIGTEDE
Jeg synes ikke at det hjælper noget som helst at hævne sig, for det forværrer bare situationen.
Hvis i vil prøve at redde jeres forhold, så lad være med at tænke negativt, men i stedet prøv og se fremad, og tænk positivt.
Men du siger at du må bidrage det hele, snak med din mand, så i sammen kan komme til en løsning, for det hjælper ikke hvis det hele tiden er dig der skal ordne alting, det ville nok blive irriterende efterhånden.
Håber i finder udaf det.
Jeg synes ikke i skal lade jer skille hvis i ikke har prøvet at redde jeres forhold. Gør et forsøg, og hvis det stadig ikke virker for jer, så må i tage den derfra.
Med venlig hilsen Alisia

Dine svar rammer lige der hvor smerten sidder....
Der er ikke nogen nem løsning, det ledte jeg egentligt heller ikke efter, men jeg skifter mellem håb, total håbløshed, sorg og vrede. i min afmagt og vrede havde jeg lyst til at ramme ham med samme mur som han har ramt mig med og den følelse er vist ikke helt unormal. Når vreden letter og bliver til sorg og håbløshed, at hævn ikke er den rette måde at slutte et forhold. Og jeg ved agså at der mellem alle mine følelser ikke finde ret meget kærlighed til ham længere.
Ja vores børn spejler sig i os, men jeg mener også at man bør finde en balance mellem hvornår man lære dem at finde sig i alt eller lære dem at flygte så snart der er de mindste problemer!
Jeg mener at jeg har både styrke og indre balance, kom bare lige ud af kurs et øjeblik. men uanset styrke så er det ufatteligt svært at give slip, træffe det valg som ingen andre vil træffe, kors hvor gør det ondt. men det ved du jo.
Jeg ved godt hvad den rigtige løsning er men når den er truffet så er det lidt det samme som at sige at jeg har givet op, noget jeg sjældent gør.
den svigtede

Ja, jeg ved hvad du mener. Som før skrevet, så har jeg været dér. Jeg blev bare 10 år for længe (når jeg ser tilbage). Og jeg blev netop, fordi jeg ikke ville give op!!
Og jeg blev og holdt ud og fandt mig i hans mærkelige aftaler som ikke inkluderede mig og venner som jeg ikke kendte og kvindelige bekendtskaber som jeg aldrig mødte ... Så jeg kender alt til at holde ud.
Men dilemmaet; Kæmp eller giv op, forsvandt for mit vedkommende da jeg fandt ud af at det ikke kun er en talemåde; "At tabe krigen og vinde freden"!
Jeg er ikke tvivl om at du nok skal få styr på hvad der er det rigitge for dig og din familie... Jeg har planer om at tjekke denne tråd jævnligt, i håbet om at du vil give lyd fra dig, når du enten får brug for opbakning, en sludder eller vil fortælle om udfaldet omkring din fremtid. De allerbedste hilsner anonym (man er vel diskret ;o) )

min var også utro
jeg flyttede en dag, uden varsel, en minitrans hentede alle mine ting - lejligheden så helt forfærdelig ud, tom og ke4delig..
og inden jeg smakkede døren lukkede jeg for varmen
ik så hygligt at komme hjem til
han fik en velfortjent nedtur på det, men ikke om jeg vil have ham tilbage

Sikker en søsterklub - i trænger til at se lidt mere nuanseret på det.
Det vigtigste spørgsmål står ligesom tilbage - hvorfor var han utro. Som du skriver - han følte/føler ikke at det seksuelt fungerede -måske har fokus været for meget på børnene og arbejdet.
Hverdagen med børn, arbejde og øvrige familie suger overskudet ud af kroppen - hvis ikke man har et kærlighedsliv.
Andet væsentlig spørgsmål er - har jeres sexliv nogenside fungerede optimalt - hårdt spørgsmål som udgangspunkt bør være Ja.
Efterfølgende er det vigtigt at der i samlivet sker en ændring hvis i skal have en chance - sidder selv som din mand. Og kæmper en kamp for at få det til at fungere - og det er ikke suppe steg og is - nej der skal tages radikalt fat - ændre samliv - og det skal være noget man vil -ellers drop det - for der går langt tid før skyldfølelsen, som man har - forsvinder og ligesom i disse tilfælde kvindes tilgivelse bliver helstøbt, det ligger og nager mistroen usikkerhed og den opdragelse som vi modernet tid har fået "skal jeg finde mig i det" - og det skal du kun hvis det er ham du bare elsker. OG glem hævn og andre dumme måder - har man børn sammen er der spilleregler som bør overholdes - intet er vigtigere end at ens børn har det godt - de er uforskyldt kommet til verdenen og har krav på at få det optimale liv.
Men hvis ikke sexlivet fungere vil han højst sandsynlig få lettet trykket ude - så det SKAL fungere og det kommer ikke fra dag et - men tag nogle turer - kroturer - weekend turer til Paris - dyrk det som gjorde at i valgte at få børn sammen.