er jeg virkelig så underlig!!!!

min kæreste har en mega omgangskreds på omkring 80-100 personer, venner, veninder og bekendte, så vi bliver hver weekend inviteret ud til div fester. Langt de fleste kender hinanden rigtig godt igennem utallige år.
de har alle sammen taget meget pænt imod mig og det er jeg glad for. jeg er rimelig udadvendt og kan tale med de fleste mennesker og har ikke svært ved at tale med fremmede mennesker i en forsamling. Jeg kan sagtens tale med min kærests venner når vi kun er nogle stykker, men underligt nok, så har jeg meget svært med at tale med min kæreste omgangskreds vel og mærke når der er rigtig mange samlet og de sidder to og to og taler tæt sammen og andre sidder og taler om nogen de sammen kender og siger noget sjovt og griner højt, så føler jeg mig udenfor fællesskabet. jeg kan nikke få mig selv til at blande mig i andres samtaler, når de taler om ting, jeg ikke ved noget om.
er vi til større arrangemanter7fester, så er pigerne ofte søde til at spørge om jeg vil med i baren, men meget hurtigt falder snakken væk og dem som tog mig med i baren er væk igen eller står og snakker med andre som de kender.
jeg har kendt min kærests omgangskreds i ca 5 måneder, nogle har jeg set et par gange, andre mange gange og mødes dog også med 2 privat..
jeg er kørt fuldstændig fast og har det sådan efterhånden, at jeg ikke har lyst til at tage med til fester længere, for jeg har så svært ved at komme ind i klikken. Min kæreste og jeg snakker lidt sammen, når vi er til fester og sidder sammen ved bordet, men bagefter går han ofte væk fra mig, når jeg lige står og snakker lidt med nogle i forbifarten, men han ved også godt, at samtalen ikke finder sted end mere end et par minutter eller deromkring. Det sker altid at jeg kan sidde op til 1/2 time og ikke have nogle at tale med ved bordet, andre gange er der ikke nogle at tale med i 5 - 10 minutter og det er ok, men hold daop hvor aftenen nogle gange laaaaaaaaaang, når jeg sidder der og føler mig udenfor, det går mig efterhånden rigtig meget på, så meget, at jeg ikke har lyst til at tage med til fester længere.... nogle gode forslag til hvad jeg kan gøre....?

Det er en helt normal situation, tror jeg.
Jeg har det i hvert fald på samme måde selv, eller havde.
Da jeg flyttede til Sverige for 8 år siden, så efterlod jeg alle mine venner og flyttede til et sted hvor det var svært at forstå hvad folk sagde, når der var høj musik og/eller mange mennesker.
Jeg anser selv at jeg er rimeligt skarp til at omgås med fremmede, og jeg har ingen problemer med blande mig i samtaler....når jeg kan tale med om det de andre taler om.
Hvis du vil forbedre din situation, så spørg til de bekendte der er med til festen, fx hvad deres fritidsinteresser er, eller hvad de arbejder med. Det vil give dig et startskud næste gang i mødes "Så hvordan går det med musikken", eller "Har du fået strikket nogle fede halstørklæder på det seneste"...du forstår sikkert hvad jeg mener.
Det gælder altså om at lægge nogle tråde ud som du kan trække i senere.
Jeg har været til 100-vis af fester og arragementer hvor jeg har kedet min r*v i laser og bare gerne villet hjem, men efter at jeg begyndte at tænke lidt længere så resulterede det faktisk i at jeg fik smaddergod kontakt med nogle stykker og fik nogle rigtigt gode venner, som var mine egne og ikke min piges.
Så, stick in there og plant nogle samtaleemner, så løser det sig i længden 😉

det du ønsker med dit liv. Har du ikke brug for at være alene med din kæreste❓Det må da være skide irriterende altid at være omgivet af hans venner og bekendte. Jeg kunne ihvertfald ikke holde det ud.

den der med at spørge ind til folk og vise interesse for dem-det har jeg også gjort mere eller mindre. men det er sgu svært når de hovedsalig taler om private ting, som jeg ikke kender til eller som sagt sidder og griner om folk de kender.... nogle af min kærestes venner har sagt, at hvor må det være svært at komme ind til sådan en stor flok, som er så sammentømret, de kan godt forstå det er svært og de ville nødig stå i samme situation.
jeg er nok nået til det punkt, at det er blevet alt for anstrængende for mig hver weekend at skulle forholde mig til nye mennesker igen og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke orker at lære flere mennesker at kende på nuværende tidspunkt.. men det er ikke let, for min kæreste kan ikke sige nej tak til alle invitationerne, som jo er hver weekend og nogle gange både fredag og lørdag...

Har du lovet nogen, at du hele tiden skal "være på"? Nej vel? 5 måneder er ikke længe og hvordan forholder man sig til 80-100 mennesker? Sæt gang i "udvidelse" af samtale og kontakt ved at spørge indtil folk. Alle elsker at tale om sig selv, så derfor er det altid en god indledning at være interesseret i, hvad det er for en person du står overfor.

Hej Føler mig udenfor.
Det, der er problemet er at omgangskredsen har en lang historie med minder at trække på, når de mødes. Det er du ikke en del af, og det kan nemt komme til at føles akavet, når man skal til at opfinde emner at tale om. Jeg kan se 2 mulige løsninger. 1) Når I er afsted til fester, så prøv at finde andre "påhæng" at tale med, I har jo allerede noget til fælles, og det er vel de det handler om. En anden ide, er at tale med kæresten, og finde ud af, hvem han egentlig bedst kan lide af omgangskredsen, og så invitere dem til en lille komsammen i jeres/dit/kærestens hjem, så I kan skabe en historie/minder, så I har noget at tale om, når I kommer ud til større fester.

ja alle elsker at snakke om sig selv. jeg kan ofte mærke, på folk om de kun er til grin og latter og er useriøse og det er fint nok med humor, andre vil bare lige sige hej i forbifarten og nogle få stykker vil gerne tale. Det allersværeste er, at min kæreste ikke er interesseret i, at vi står sammen så længe, da han jo gerne vil rundt og hilse på folk og så snart han ser der lige er en der snakker lidt til mig, så er han væk......
jeg kan da også godt se, at han ikke synes det er sjovt at hænge op ad mig hele aftenen og det forlanger jeg heller ikke, men det er bestemt ikke sjovt at glo ud i luften...

men din kæreste har sikkert et stort behov for at være sammen med andre mennesker hele tiden. Det behov tror jeg ikke du har. Og det må da også give problemer i forholdet, hvis du føler at han ikke kan klare at være alene med dig - efter det du fortæller har i ikke meget tid sammen, hvor der ikke er andre mennesker.

jo det er meget svært og efterhånden også meget irriterende at jeg er omgivet af min kærestes venner meget af tiden.
Min kæreste siger ca hver 4 gang nej til invitationer,, for ellers er vi på farten hver weekend, både fredag og lørdag og det har jeg sagt, at jeg ikke gider. det respekter han, men stadigvæk, så er der for mange fester, men min kæreste kan ikke side for meget hjemme- der er altid folk omkring os, enten børn eller venner og bekendte og det er en meget stor mundfuld..

at min kæreste har et stort behov for at være sammen med mennesker hele tiden og det behov har jeg ikke hele tiden.... jeg har det fint med, at 1 lørdag hver 14 dag, sådan cirka, er fint for mig.
ja, det giver problemer, at han har svært ved at være alene med mig, han forsøger, men det er ikke let for ham og jeg føler mig nogle gange i dårligt humør over det og især når jeg kan mærke at han ikke lige brænder for at have alenetid sammen med mig...
jeg har det fint med, at han ikke hænger på mig hele tiden, at han har sine interesser, men med den stor omgangskreds og et krævende job + børn og et stort hus, så kan de fleste nok regne ud, at hvor er tiden til os så henne....

jeg taler også med især nogle få "påhæng" når vi er ude, men det kan jeg jo ikke hele aftenen😉
Den med at invitere en lille flok folk hjem til os har vi prøvet og det har givet pote hos nogle stykker, men der er lang vej endnu og det svære i det er, at vi ofte bliver inviteret ud til en masse jeg ikke kender og så skal jeg til at starte forfra igen og igen og igen og jeg er ikke interesseret i at kende så mange flere...min kærestes problem er, at han ikke kan lide at sige nej så ofte og siger jeg fra, at jeg ikke vil med, så godtager han det kun engang imellem eller bliver han sur og prøver at overtale mig til at tage med og han er altid en af de sidste der forlader festen. han vil ikke tage selv afsted, det er ilde set her på egnen. Vi har dog prøvet at gå på kompromi, med det resultat, at han gør noget for mig2-3 gange, så skal jeg tage med til fest det dobbelte gange, ik noget vi direkte har aftalt men det ligger i luften....

og blive hjemme og lave hvad DU har lyst til, mens han fester med sine venner. Det er din ret som menneske, at sige fra, hvis der er noget du ikke har lyst til.
I lyder meget forskellige.. du vil gerne ha mere hjemmehygge?.. og han har sagt fra fester og ting, for din skyld............ det kan la sig gøre nu, men med tiden vil jeres forskellighed nok blive et problem, hvis i ikke finder en løsning sammen nu..
Og det jo ikke fedt for dig, hvis du hver evig eneste weekend skal undvære din kæreste, pga hans store behov for at se sine venner.. Så det er en fin balancegang der skal til her..
Men først og fremmest kan du tale med din kæreste om, at du altså ikke orker flere mennesker, at du har brug for hjemmetid, og hvis han vil være med til hjemmehygge, er det dejligt, hvis ikke, er det ok.. du kan ikke lave ham om jo..
Det lyder som om du har prøvet hårdt at passe ind i hans liv, og nu har du nået grænsen.....
Laver i ting sammen kun dig og ham?.. for det jo også vigtigt..
Men du behøver ikke føle dig udenfor, for du kan bare blive hjemme... selvom det også kan gøre at du føler dig udenfor.. men det kan også gi dig lyst til at komme ud igen, hvis du kun "behøver" ta med én gang om måneden..
Jeg ville føle mig i vejen og til grin ved at tilbringe mine aftener, alene, blandt fremmede mennesker, bare fordi de er min kærestes venner.. Du ku også bare drikke dig pløre stiv, og skide på det hele!, men så ville du jo få et alkohol problem, med alle de fester........ så mit råd, bliv hjemme og nyd dig selv og din tid. Og så ta den derfra.. måske begynder Han at savne Dig............
[f]

og du lyder sgu under tøflen der.. Han skal ikke blive sur over at du vælger at blive hjemme. Han skrider jo fra dig alligevel hele aftenen, hver gang han øjner chancen..
(Jeg havde droppet ham, men jeg også iskold med så noget. Droppet ham fordi han vælger fest og venner over tid med mig. Fordi hans krav om deltagelse er unfair. Fordi han simpelthen har for travlt til mig).
Han tager kun hensyn til sine egne behov, og er sur når han tilgodeser dine..... uha... Måske passer i bare ikke sammen?... Men du må elske ham meget højt, for du har virkelig givet hans livsstil en chance.....
Du må bare ikke glemme din egen, vel.. ikke undertrykke dine behov..
Men man kan ikke mødes på midten med en maratonløber, de VIL i mål........ 😉

du formulerer dig på en meget god måde.
Jeg føler ofte, at jeg står og skal vælge mellem pest eller kolera, hvis jeg tager med til de fester, så føler jeg mig udenfor og til grin, hvis jeg bliver hjemme, så skal jeg passe min kærestes børn, hvis jeg siger nej til fester prøver kæresten enten at overtale mig til at tage med eller godtager han det engang imellem, men hvis jeg siger nej til flere fester i strej, å bliver han meget vred...

det er ved at æde mig op med at jeg bør tilgodese alle hans behov, han tilgodeser kun mine behov fordi han ellers er bange for jeg smutter, sådan virker det i hvert fald, for jeg oplever ikke nogen glæde ved de ting han gør sammen med mig, men jeg oplever, at han nærmest stråler, når han får besøg af sine venner...
Din sidste linje er et meget godt billede af hele situationen, jeg kan simpelthen ikke følge med ham, jeg bliver forpustet...............
hver morgen når jeg vågner tænker jeg, åhhh nej, ikke endnu en dag med alle de konflikter....(har været ude og kigge på en lejlighed til mit barn og jeg)
mange tak for alle dine konstruktive ord🙂

For det første forstår jeg ikke, at man overhovedet kan have en omgangskreds på 80-100 mennesker. Der må HELT klart være en stor flok, som han uden problemer vil kunne drosle ned på kontakten med - man KAN ikke være nær ven med så mange.
For det andet, og det undrer mig virkelig, hvordan kan det så lade sig gøre at have børn og leve sådan et hektisk liv i fritiden?? De må jo blive passet nærmest hver weekend, når han har dem?
På mig lyder det, som om han både vil blæse og have mel i munden: Leve som i gymnasietiden med masser og masser af fester og venner og bekendte - leve i parforhold - og være far. Den kabale kunne jeg aldrig få til at gå op - og det kan han jo heller ikke.
Du skal i hvert fald ikke slå krøller på dig selv for at tilfredsstille HANS behov for at have "en million" venner. Det er ham, der må drosle markant ned - med mindre, han vil vælge ikke alene dig, men selve det at leve i et parforhold, fra.