Er politik en videnskab?
Er politik en videnskab?
Eller rettere sagt: Burde det være det?
Søger den enkelte politiker at finde ’sandheden’, som fysikeren forsøger at finde naturens love, eller går de i videst mulig omfang efter egen vinding, eller sit partis største indflydelse, på bekostning af den dybere tanke?
Straks efter anden verdenskrigs afslutning, opstod der en global enighed om, at Europa ikke havde brug for flere krige. Og bortset Nordirland, Balkan, Baskerlandet, og lidt mere, så har det holdt stand lige siden. Gudskelov for det. Og en dags tid kommer man vel også frem til, at resten af verden lever bedst i fred og frihed.
Men hvad med al det andet, som politikerne beskæftiger sig med? Hvilken strategi går de efter? De fleste politikere skifter standpunkter gennem deres karriere. Er det fordi, at de ikke har nogen strategi, eller fordi de følger tidens populistiske trends? Ikke at dette nødvendigvis er negativt. Se blot på Anders Fogh, der har fået øjnene op for vedvarende energi og miljørigtig atmosfære.
Gennem de sidste 150 år har verdenen været inde i en rivende udvikling. Vi kunne umuligt udelukkende leve efter nogle regler skrevet midt i det attende århundrede. Det er jeg på det rene med. Men på et tidspunkt må vi vel komme til et punkt, hvor det ikke længere er muligt at opfinde flere ting og sager. Altså en form for maksimal stabilitet. Vil politikerne til den tid også finde den maksimale stabilitet, og dermed overflødiggøre sig selv, så at sige; idet enhver ændring i reglerne ville være en forringelse?
I starten af 1990’erne fik det næsten hedengangne parti CD gennemtrumfet to bemærkelsesværdige love. Den ene gik ud på, at man om søndagen måtte købe kaffe men ikke kaffefiltre. Den anden gik ud på, at man kunne købe billig petroleum i 5-liters dunke; hvorved der for eftertiden blev produceret en overflødig stor mængde dunke af den størrelse.
Den slags kuriositeter hører man ikke så meget til mere, men de findes garanteret stadigvæk, blot er det en mindre udpluk af befolkningen, der rammes af dem; og derfor bliver de ikke så opblæste i medierne.
Lærer politikerne af disse fejl? ... eller tænker de mere på mandaterne ved det næste valg?
Eller rettere sagt: Burde det være det?
Søger den enkelte politiker at finde ’sandheden’, som fysikeren forsøger at finde naturens love, eller går de i videst mulig omfang efter egen vinding, eller sit partis største indflydelse, på bekostning af den dybere tanke?
Straks efter anden verdenskrigs afslutning, opstod der en global enighed om, at Europa ikke havde brug for flere krige. Og bortset Nordirland, Balkan, Baskerlandet, og lidt mere, så har det holdt stand lige siden. Gudskelov for det. Og en dags tid kommer man vel også frem til, at resten af verden lever bedst i fred og frihed.
Men hvad med al det andet, som politikerne beskæftiger sig med? Hvilken strategi går de efter? De fleste politikere skifter standpunkter gennem deres karriere. Er det fordi, at de ikke har nogen strategi, eller fordi de følger tidens populistiske trends? Ikke at dette nødvendigvis er negativt. Se blot på Anders Fogh, der har fået øjnene op for vedvarende energi og miljørigtig atmosfære.
Gennem de sidste 150 år har verdenen været inde i en rivende udvikling. Vi kunne umuligt udelukkende leve efter nogle regler skrevet midt i det attende århundrede. Det er jeg på det rene med. Men på et tidspunkt må vi vel komme til et punkt, hvor det ikke længere er muligt at opfinde flere ting og sager. Altså en form for maksimal stabilitet. Vil politikerne til den tid også finde den maksimale stabilitet, og dermed overflødiggøre sig selv, så at sige; idet enhver ændring i reglerne ville være en forringelse?
I starten af 1990’erne fik det næsten hedengangne parti CD gennemtrumfet to bemærkelsesværdige love. Den ene gik ud på, at man om søndagen måtte købe kaffe men ikke kaffefiltre. Den anden gik ud på, at man kunne købe billig petroleum i 5-liters dunke; hvorved der for eftertiden blev produceret en overflødig stor mængde dunke af den størrelse.
Den slags kuriositeter hører man ikke så meget til mere, men de findes garanteret stadigvæk, blot er det en mindre udpluk af befolkningen, der rammes af dem; og derfor bliver de ikke så opblæste i medierne.
Lærer politikerne af disse fejl? ... eller tænker de mere på mandaterne ved det næste valg?