Et barsk liv for børn i JV
http://www.google.dk/url?sa=t&source=web&ct=res&cd=14&ved=0CA4QFjADOAo&url=http%3A%2F%2Fwww.fyens.dk%2Farticle%2F986861%3AAssens----Jeg-savner-mine-boern&rct=j&q=en+eks+jehovas+vidne+fort%C3%A6ller&ei=g_7PS--EGeKTONDKpbIP&usg=AFQjCNEaFpm6kw2DANEmhbZRr49zx5Mp5w
Sonja Nyby blev udstødt af Jehovas Vidner. I dag må hun ikke have kontakt til tre af sine børnTURUP: - Hvor mange gange har du været i seng med den mand?
Tre ældste fra menigheden sidder i Jehovas Vidners rigssal i Assens og kigger på Sonja Nyby.
Deltag i debatten
3 anbefaler denne artikel
Hun har netop fortalt dem, at hun har været sammen med en mand, der ikke er Jehovas Vidne.
Nu har hun reelt to valg. Det ene er, at hun kan angre og forsikre de ældste om, at hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at blive et godt vidne igen.
- Er du ikke ked af det?
De ældste ser på Sonja Nyby. Den anden mulighed er, at hun ikke angrer. Det er lig med udstødelse, ved hun. Og udstødelse betyder også, at hun mister kontakten til sine børn - og som om det ikke er slemt nok også til sine venner. Alligevel vil hun ikke angre.
- Jeg ville ikke fortsætte med kun at være Jehovas vidne for mine børns skyld. Jeg følte mig som en hykler, og det kan Gud jo se. Jeg vidste, at prisen var, at jeg mistede mine børn. Men jeg kunne heller ikke holde ud at være Jehovas vidne længere. Det føltes som en spændetrøje, og jeg ville bare væk. Men jeg havde det også meget dårligt psykisk i den tid, fortæller Sonja Nyby om de svære overvejelser.
-Jeg brød mig heller ikke om at forkynde længere. Jeg følte, at jeg pressede noget ned over hovedet på andre mennesker, og jeg havde fået lyst til at leve blandt andre mennesker end Jehovas Vidner.
Sonja Nyby fingererer ved sin halskæde. Det var i 2003, at hun indledte forholdet til en mand, der ikke var Jehovas vidne. Og hun var udmærket klar over, hvilke konsekvenser det ville få - men hun havde anelse om, hvor hårde de næste år skulle blive at komme igennem.
I dag har hun det godt igen. Livet er ved at blive lysere igen efter de mørke år, og til september skal hun giftes med sin nye kæreste.
Men inden vi når så vidt, skal vi en tur tilbage i tiden. Til dobbeltliv, en bitter skilsmisse og angstanfald.
Den perfekte familie
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at Sonjas liv skulle tage så drastisk en vending. Hun blev født i Ringe for 53 år siden af forældre, der også var Jehovas vidner.
Familien flyttede til Ebberup, og her gik Sonja Nyby også i skole.
Der var ingen, der så skævt til hende i skolen. Heller ikke selv om hun som Jehovas vidne ikke fejrede hverken fødselsdag eller jul.
- Mine søskende og jeg blev altid inviteret med, selv om de andre godt vidste, at vi ikke kom. Men det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Sådan var det jo bare.
Kristendomsundervisningen deltog hun heller ikke i.
- Så satte jeg mig ind i et andet lokale og lavede lektier eller læste i en bog.
I Jehovas Vidner må man hverken drikke sig fuld eller gå på diskoteker. Heldigvis for Sonja havde hun ikke lyst til den slags som teenager. Hos vidnerne er det heller ikke velset at tage en uddannelse.
- Dommedag er jo snart, sagde de, så vi skulle hellere bruge tiden på at forkynde. Det betyder, at jeg aldrig har taget en uddannelse. Det har jeg været meget ked af i mit voksenliv.
Hun drømte om at blive enten kontorassistent eller fotograf - men i stedet kom hun til at arbejde i et bageri, hos en købmand i Sønderby og i huset hos en læge i Assens, indtil hun mødte sin mand.
- Jeg mødte ham, da jeg var 16, og han var 17. Han var en utrolig flot mand, han var god til at holde foredrag i menigheden, og han var pioner. Han var et meget godt eksempel for os andre, husker hun om sin eksmand.
- Han lavede ingen ballade, og han gik ikke på diskoteker. Jeg så op til ham og tænkte, at det skulle nok blive godt.
Men alting blev ikke godt.
De blev gift, da Sonja var 18 år.
- I Jehovas Vidner må man ikke have et seksuelt forhold, før man er blevet gift. Det tror jeg betyder, at de unge bliver tidligt gift, siger Sonja Nyby.
De første år var parret lykkelige, og ægteskabet gav dem fire børn. Og de havde gode venner, som de blandt andet tog på ferie sammen med.
Socialt sammenhold
- Der er et stærkt socialt sammenhold i Jehovas Vidner, fortæller Sonja.
Hun husker sin mand som værende en meget god far, men snart viste han også en anden side af sig selv, som ikke er velset i Jehovas Vidner - eller nogle andre steder for den sags skyld. Han havde nemlig slet ingen økonomisk sans, og det er jo ikke så heldigt, når man har et rengøringsfirma.
Udadtil passede familien perfekt ind i Jehovas Vidner. De boede i et stort hus, Sonja var hjemmegående med børnene, hun missionerede i perioder mange timer om ugen, og manden knoklede i sit firma og var tilmed en af menighedens ældste, som er menighedens mest respekterede mænd. Det er for eksempel dem, der dømmer et vidne til udstødelse. Men bag facaden levede Sonja et dobbeltliv. Eftersom hendes mand ingen sans havde for økonomi, så gik firmaet ned to gange. Én gang startede han det op igen i Sonjas navn.
- Han kunne godt finde på at købe en helt ny gulvvaskemaskine, selv om vi slet ikke havde råd. Vi havde mange skænderier om det, og hver gang fik jeg at vide, at jeg bare kunne gå hjem til mine kødgryder.
Mandens dårlige forretninger betød, at parret havde gæld til op over begge ører.
- Fogeden hentede mange gange vores fjernsyn, radio og malerier. Jeg lærte ikke at binde mig til materielle ting, fordi jeg jo ikke kunne være sikker på, hvor længe jeg havde dem, fortæller Sonja.
På et tidspunkt begyndte familien at leje fjernsyn, fordi så kunne fogeden eller forhandleren i det mindste ikke hente det tilbage igen.
- Jeg husker, at min mand havde købt en stor lædersofa. Den kom forhandleren og tog tilbage, fordi han ikke havde betalt den. Da børnene kom hjem fra skole, spurgte de, hvor sofaen var, og jeg var nødt til at lyve og sige, at den havde været i stykker i lang tid, og nu endelig var sendt til reparation.
Jehovas vidner må ikke lyve - og ligesom alle andre, skal de også betale deres gæld og regninger til tiden.
- Der står i bibelen, at man skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er, argumenterer Sonja.
Parret voksede langsomt fra hinanden, og så en dag fandt Sonja en seddel på køkkenbordet.
- Der stod, at han forlod mig til fordel for en anden kvinde. Det havde jeg ikke troet om ham. Det var en, han havde mødt igennem sit arbejde, og hun var ikke Jehovas vidne. Det var så hårdt. Han var jo min eneste form for tryghed - jeg var bare konen i huset, fortæller Sonja.
Det var også hende, som måtte informere børnene om, at deres far var smuttet efter 26 års ægteskab - og svigerforældrene måtte hun også overbringe nyheden til.
Derefter flyttede hun ind i en lejlighed i Kindhestegade i Assens sammen med det yngste af børnene. Manden havde giftet sig med sin nye kone, som nu også var blevet Jehovas vidne. Men det største chok for Sonja kom, da datteren fortalte hende, at hun ville flytte hjem til sin far.
- Det er noget af det værste, der nogensinde er overgået mig. Han havde gjort noget forkert, og nu tilranede han sig også hende. Vi havde kæmpet sammen, og hun var mit faste holdepunkt. Nu mistede jeg også hende.
I 2003 blev Sonja kæreste med en mand, der ikke var Jehovas vidne, selv om hun udmærket godt vidste, at det var forbudt. Derefter var udstødelsen en realitet, som absolut ikke gjorde hendes mentale tilstand bedre.
- Jeg var blevet bange for at gå uden for. Jeg turde ikke tage telefonen, og jeg turde heller ikke handle ind.
Diagnosen hed "generaliseret angst", og Sonja blev behandlet i dagbehandlingen på psykiatrisk afdeling i fire år. Pludselig måtte hun ikke længere have kontakt med tre af børnene, fordi Jehovas Vidner nu betragter hende som død, da hun ikke længere er en af deres. Det betyder, at de selv i dag fire år efter udstødelsen lader som om, de ikke ser hende, når hun går på gaden.
- For dem var jeg død. Forestil dig 60 vidner, som havde været dine bedste venner, og når du mødte dem på gaden, gik de bare over på det modsatte fortov. Jeg husker en gang, hvor jeg var inde at handle i Brugsen. Foran mig i køen stod en lille pige og hendes mor. Pigen vendte sig om, fik øje på mig og sagde til sin mor, at det var mig, der stod bag dem. Derefter tog moren barnets hoved og drejede det frem igen. Hun sagde ingenting.
- Vidnerne tager din selvtillid fra dig. Man er fanget, og man får hele tiden at vide, at man ikke kan noget selv. Det man kan, kan man i kraft af Gud. Når man så er udstødt, er man ingenting. Man føler sig som et meget dårligt menneske og fuldstændig alene i verden. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor skal jeg i det hele taget være her? Hvis ikke min læge havde sendt mig til daghospitalet i Middelfart, havde jeg gjort en ende på mig selv.
Det gjorde Sonja heldigvis ikke. I dag har hun taget kontakt til sin mor, som også blev udstødt af Jehovas Vidner for mange år siden. En af hendes døtre er heller ikke Jehovas vidne længere, og også to børnebørn har datteren bragt ind i Sonjas "nye familie". Hun har fået nye venner, og hun har heller ikke så meget angst længere. Hun synger i kirkekor i Gamtofte Kirke, og så er vi tilbage ved brylluppet, som er til september. I netop Gamtofte Kirke.
Sonja er ikke selv medlem af folkekirken, og det har hun heller ingen planer om at blive foreløbig.
- Nej, jeg har vist fået religion nok.
Alligevel tror hun stadig på Gud.
- Når jeg ser på nyfødte børn, naturen og stjernehimlen, så tænker jeg, at der må stå en Gud bag det hele.
Men indimellem kan hun stadig tvivle på de valg, hun har taget.
- Nogle gange tvivler jeg på rigtigheden af det, jeg gør nu. Dommedag sidder i baghovedet hele tiden, siger hun.
Men det, som hun forstår mindst af alt, er, hvorfor hun ikke må se tre af sine børn og et af sine børnebørn, bare fordi de stadig er Jehovas Vidner og hun ikke.
- Det er ikke Guds skyld, at jeg ikke må se dem og mit barnebarn. Det er nogle menneskers gudsopfattelses skyld, siger hun.
Hvis man er interesseret i flere fortællinger om, hvilke omkostninger en udstødelse fra Jehovas Vidner har, så anbefaler Sonja Nyby på det varmeste filmen "To verdener."
- Den fortæller præcist, hvordan det er. Den er meget autentisk, og jeg har set den to gange i biografen allerede, siger hun.
Sonja Nyby blev udstødt af Jehovas Vidner. I dag må hun ikke have kontakt til tre af sine børnTURUP: - Hvor mange gange har du været i seng med den mand?
Tre ældste fra menigheden sidder i Jehovas Vidners rigssal i Assens og kigger på Sonja Nyby.
Deltag i debatten
3 anbefaler denne artikel
Hun har netop fortalt dem, at hun har været sammen med en mand, der ikke er Jehovas Vidne.
Nu har hun reelt to valg. Det ene er, at hun kan angre og forsikre de ældste om, at hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at blive et godt vidne igen.
- Er du ikke ked af det?
De ældste ser på Sonja Nyby. Den anden mulighed er, at hun ikke angrer. Det er lig med udstødelse, ved hun. Og udstødelse betyder også, at hun mister kontakten til sine børn - og som om det ikke er slemt nok også til sine venner. Alligevel vil hun ikke angre.
- Jeg ville ikke fortsætte med kun at være Jehovas vidne for mine børns skyld. Jeg følte mig som en hykler, og det kan Gud jo se. Jeg vidste, at prisen var, at jeg mistede mine børn. Men jeg kunne heller ikke holde ud at være Jehovas vidne længere. Det føltes som en spændetrøje, og jeg ville bare væk. Men jeg havde det også meget dårligt psykisk i den tid, fortæller Sonja Nyby om de svære overvejelser.
-Jeg brød mig heller ikke om at forkynde længere. Jeg følte, at jeg pressede noget ned over hovedet på andre mennesker, og jeg havde fået lyst til at leve blandt andre mennesker end Jehovas Vidner.
Sonja Nyby fingererer ved sin halskæde. Det var i 2003, at hun indledte forholdet til en mand, der ikke var Jehovas vidne. Og hun var udmærket klar over, hvilke konsekvenser det ville få - men hun havde anelse om, hvor hårde de næste år skulle blive at komme igennem.
I dag har hun det godt igen. Livet er ved at blive lysere igen efter de mørke år, og til september skal hun giftes med sin nye kæreste.
Men inden vi når så vidt, skal vi en tur tilbage i tiden. Til dobbeltliv, en bitter skilsmisse og angstanfald.
Den perfekte familie
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at Sonjas liv skulle tage så drastisk en vending. Hun blev født i Ringe for 53 år siden af forældre, der også var Jehovas vidner.
Familien flyttede til Ebberup, og her gik Sonja Nyby også i skole.
Der var ingen, der så skævt til hende i skolen. Heller ikke selv om hun som Jehovas vidne ikke fejrede hverken fødselsdag eller jul.
- Mine søskende og jeg blev altid inviteret med, selv om de andre godt vidste, at vi ikke kom. Men det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Sådan var det jo bare.
Kristendomsundervisningen deltog hun heller ikke i.
- Så satte jeg mig ind i et andet lokale og lavede lektier eller læste i en bog.
I Jehovas Vidner må man hverken drikke sig fuld eller gå på diskoteker. Heldigvis for Sonja havde hun ikke lyst til den slags som teenager. Hos vidnerne er det heller ikke velset at tage en uddannelse.
- Dommedag er jo snart, sagde de, så vi skulle hellere bruge tiden på at forkynde. Det betyder, at jeg aldrig har taget en uddannelse. Det har jeg været meget ked af i mit voksenliv.
Hun drømte om at blive enten kontorassistent eller fotograf - men i stedet kom hun til at arbejde i et bageri, hos en købmand i Sønderby og i huset hos en læge i Assens, indtil hun mødte sin mand.
- Jeg mødte ham, da jeg var 16, og han var 17. Han var en utrolig flot mand, han var god til at holde foredrag i menigheden, og han var pioner. Han var et meget godt eksempel for os andre, husker hun om sin eksmand.
- Han lavede ingen ballade, og han gik ikke på diskoteker. Jeg så op til ham og tænkte, at det skulle nok blive godt.
Men alting blev ikke godt.
De blev gift, da Sonja var 18 år.
- I Jehovas Vidner må man ikke have et seksuelt forhold, før man er blevet gift. Det tror jeg betyder, at de unge bliver tidligt gift, siger Sonja Nyby.
De første år var parret lykkelige, og ægteskabet gav dem fire børn. Og de havde gode venner, som de blandt andet tog på ferie sammen med.
Socialt sammenhold
- Der er et stærkt socialt sammenhold i Jehovas Vidner, fortæller Sonja.
Hun husker sin mand som værende en meget god far, men snart viste han også en anden side af sig selv, som ikke er velset i Jehovas Vidner - eller nogle andre steder for den sags skyld. Han havde nemlig slet ingen økonomisk sans, og det er jo ikke så heldigt, når man har et rengøringsfirma.
Udadtil passede familien perfekt ind i Jehovas Vidner. De boede i et stort hus, Sonja var hjemmegående med børnene, hun missionerede i perioder mange timer om ugen, og manden knoklede i sit firma og var tilmed en af menighedens ældste, som er menighedens mest respekterede mænd. Det er for eksempel dem, der dømmer et vidne til udstødelse. Men bag facaden levede Sonja et dobbeltliv. Eftersom hendes mand ingen sans havde for økonomi, så gik firmaet ned to gange. Én gang startede han det op igen i Sonjas navn.
- Han kunne godt finde på at købe en helt ny gulvvaskemaskine, selv om vi slet ikke havde råd. Vi havde mange skænderier om det, og hver gang fik jeg at vide, at jeg bare kunne gå hjem til mine kødgryder.
Mandens dårlige forretninger betød, at parret havde gæld til op over begge ører.
- Fogeden hentede mange gange vores fjernsyn, radio og malerier. Jeg lærte ikke at binde mig til materielle ting, fordi jeg jo ikke kunne være sikker på, hvor længe jeg havde dem, fortæller Sonja.
På et tidspunkt begyndte familien at leje fjernsyn, fordi så kunne fogeden eller forhandleren i det mindste ikke hente det tilbage igen.
- Jeg husker, at min mand havde købt en stor lædersofa. Den kom forhandleren og tog tilbage, fordi han ikke havde betalt den. Da børnene kom hjem fra skole, spurgte de, hvor sofaen var, og jeg var nødt til at lyve og sige, at den havde været i stykker i lang tid, og nu endelig var sendt til reparation.
Jehovas vidner må ikke lyve - og ligesom alle andre, skal de også betale deres gæld og regninger til tiden.
- Der står i bibelen, at man skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er, argumenterer Sonja.
Parret voksede langsomt fra hinanden, og så en dag fandt Sonja en seddel på køkkenbordet.
- Der stod, at han forlod mig til fordel for en anden kvinde. Det havde jeg ikke troet om ham. Det var en, han havde mødt igennem sit arbejde, og hun var ikke Jehovas vidne. Det var så hårdt. Han var jo min eneste form for tryghed - jeg var bare konen i huset, fortæller Sonja.
Det var også hende, som måtte informere børnene om, at deres far var smuttet efter 26 års ægteskab - og svigerforældrene måtte hun også overbringe nyheden til.
Derefter flyttede hun ind i en lejlighed i Kindhestegade i Assens sammen med det yngste af børnene. Manden havde giftet sig med sin nye kone, som nu også var blevet Jehovas vidne. Men det største chok for Sonja kom, da datteren fortalte hende, at hun ville flytte hjem til sin far.
- Det er noget af det værste, der nogensinde er overgået mig. Han havde gjort noget forkert, og nu tilranede han sig også hende. Vi havde kæmpet sammen, og hun var mit faste holdepunkt. Nu mistede jeg også hende.
I 2003 blev Sonja kæreste med en mand, der ikke var Jehovas vidne, selv om hun udmærket godt vidste, at det var forbudt. Derefter var udstødelsen en realitet, som absolut ikke gjorde hendes mentale tilstand bedre.
- Jeg var blevet bange for at gå uden for. Jeg turde ikke tage telefonen, og jeg turde heller ikke handle ind.
Diagnosen hed "generaliseret angst", og Sonja blev behandlet i dagbehandlingen på psykiatrisk afdeling i fire år. Pludselig måtte hun ikke længere have kontakt med tre af børnene, fordi Jehovas Vidner nu betragter hende som død, da hun ikke længere er en af deres. Det betyder, at de selv i dag fire år efter udstødelsen lader som om, de ikke ser hende, når hun går på gaden.
- For dem var jeg død. Forestil dig 60 vidner, som havde været dine bedste venner, og når du mødte dem på gaden, gik de bare over på det modsatte fortov. Jeg husker en gang, hvor jeg var inde at handle i Brugsen. Foran mig i køen stod en lille pige og hendes mor. Pigen vendte sig om, fik øje på mig og sagde til sin mor, at det var mig, der stod bag dem. Derefter tog moren barnets hoved og drejede det frem igen. Hun sagde ingenting.
- Vidnerne tager din selvtillid fra dig. Man er fanget, og man får hele tiden at vide, at man ikke kan noget selv. Det man kan, kan man i kraft af Gud. Når man så er udstødt, er man ingenting. Man føler sig som et meget dårligt menneske og fuldstændig alene i verden. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor skal jeg i det hele taget være her? Hvis ikke min læge havde sendt mig til daghospitalet i Middelfart, havde jeg gjort en ende på mig selv.
Det gjorde Sonja heldigvis ikke. I dag har hun taget kontakt til sin mor, som også blev udstødt af Jehovas Vidner for mange år siden. En af hendes døtre er heller ikke Jehovas vidne længere, og også to børnebørn har datteren bragt ind i Sonjas "nye familie". Hun har fået nye venner, og hun har heller ikke så meget angst længere. Hun synger i kirkekor i Gamtofte Kirke, og så er vi tilbage ved brylluppet, som er til september. I netop Gamtofte Kirke.
Sonja er ikke selv medlem af folkekirken, og det har hun heller ingen planer om at blive foreløbig.
- Nej, jeg har vist fået religion nok.
Alligevel tror hun stadig på Gud.
- Når jeg ser på nyfødte børn, naturen og stjernehimlen, så tænker jeg, at der må stå en Gud bag det hele.
Men indimellem kan hun stadig tvivle på de valg, hun har taget.
- Nogle gange tvivler jeg på rigtigheden af det, jeg gør nu. Dommedag sidder i baghovedet hele tiden, siger hun.
Men det, som hun forstår mindst af alt, er, hvorfor hun ikke må se tre af sine børn og et af sine børnebørn, bare fordi de stadig er Jehovas Vidner og hun ikke.
- Det er ikke Guds skyld, at jeg ikke må se dem og mit barnebarn. Det er nogle menneskers gudsopfattelses skyld, siger hun.
Hvis man er interesseret i flere fortællinger om, hvilke omkostninger en udstødelse fra Jehovas Vidner har, så anbefaler Sonja Nyby på det varmeste filmen "To verdener."
- Den fortæller præcist, hvordan det er. Den er meget autentisk, og jeg har set den to gange i biografen allerede, siger hun.