Et dybt frustrerende familieproblem(langt)
Jeg er en pige på 17 år.
Jeg bor hjemme hos mine forældre - min far har arbejde og min mor er førtidspensionist - hun er depressiv.
Nu ved jeg godt det jeg siger kan lyde som en typisk teenager-ting - men det det gør det umuligt at kommunikere med dem.
I min familie er det sådan at jeg skal have skylden for hver en konflikt der opstår mellem mig og mine forældre.
Er JEG sur på dem er det min skyld(og det er selvfølgelig sandt). Er DE sure på mig er det min skyld. Er vi sure på HINANDEN er det min skyld.
Jeg kan ikke argumentere for at det måske ikke kun er mig - det bliver kastet tilbage med en ny bebrejdelse som en boomerang.
Et eksempel er at min far altid har været en smule voldelig. Ikke med blå mærker og den slags, mere med at han skubber og giver lussinger osv.
Det er overhovedet ikke så slemt som da jeg var barn men hver gang han gør det reagerer jeg virkelig underligt. Det begyndte da jeg var 13 med at jeg blev sådan. Jeg begynder at ryste, svede, græde, rokke frem og tilbage og hvis jeg tænker på for længe tidligere gange det er sket(hvor det har været meget værre) begynder jeg også at græde. Nogle gange kommer jeg til at tænke på det om natten.
Grunden til at han slår varierer meget. Han snakker selv grimt og nedsættende men kan gå amok over at jeg siger 'hold kæft'. Andre gange skal der værre til ting som fx hvis jeg nægter at gøre en ting som jeg har lovet.
Da mine forældre ikke tager mig alvorligt('Nu ævler du igen!', 'Du tror du er så klog, du tror du er voksen', 'Du finder på dine egne fantasier', 'Du overdramatiserer', 'Gå med dig') er jeg begyndt at stikke af hjemmefra hver gang han gør det.
Men det har aldrig hjulpet. De mener at det er min egen skyld hvis min far reagerer sådan som han gør. Så begynder de på den samme smøre som de gør når der er en konflikt mellem os. 'Du kunne da også bare...', 'Det er fordi du hele tiden skal...'
Det samme med min mor. Jeg må ikke være vred på hende, svare igen eller noget fordi hun er syg og vi skal vise 'hensyn'. Min mor er ret følsom og hvis vi skændes ender hun tit med at græde - altså når min far kommer! Så bliver han stiktosset på mig og siger at jeg er egoistisk fordi jeg 'gør min mor ked af det'. Hvis jeg svarer igen efter at hun har kaldt mig hensynsløs og modbydelig mener min far stadig at jeg skal tage mig sammen og tale ordentligt til min mor.
Jeg kan ikke sige noget til dem der faktisk kan overbevise dem om at jeg er værd at lytte til. De kan finde på at grine eller skifte emne. Tit ender vores skænderier med at jeg begynder at græde og at de står og prøver på at 'tale mig til fornuft'. Som om jeg er et lille barn der skal have forklaret hvorfor jeg ikke må få et Kinderæg eller sådan noget...
Selvfølgelig er jeg forkert på den nogle gange men ifølge dem er det ALTID mig. Jeg er træt af alle de bebrejdelser og den kritik - jeg føler mig slet ikke værdsat hos dem. Jeg er altid blevet kaldet sløv - det har jeg også været overfor dem siden jeg var 12 år gammel.
Jeg ved ikke hvad det er! Jeg har gået på efterskole og der var jeg frisk og i det store og hele glad men så snart jeg kom hjem gik der 2 timer og så faldt jeg tilbage i den der dystre stemning igen.
Stemningen er netop problemet. Der er SÅ dårlig stemning i familien at det i perioder gør mig smådeprimeret. Hvis jeg påpeger det siger de at jeg da heller ikke selv gør noget for det - og mener at jeg burde hjælpe mere til i huset.
Det har jeg så gjort. Jeg prøver at rydde op efter mig når jeg har spist, jeg vasker nogle gange tøj og støvsuger selvom de ikke beder mig om det.
Men stemningen er jo ikke blevet bedre? Jeg får et tak og sådan men jeg synes ikke deres adfærd har ændret sig.
Jeg var rigtig slem inden jeg kom på efterskole. Jeg var tit hysterisk og fik udbrud - jeg slog endda min søster! Da jeg var lille kom jeg ud i slagsmål, jeg har begået butikstyveri, skåret i mig selv, haft bulimi...
Det stoppede efter efterskolen. Tro det eller ej jeg har det meget meget bedre og når jeg er sammen med venner og sådan får jeg det meget sjældent dårligt. Inden efterskolen sagde de at hvis jeg ændrede mig - så ville stemningen også.
Jeg kan huske at jeg forsøgte selvmord som 15-årig. De sagde derefter at de ikke troede jeg mente det alvorligt, det var for opmærksomhed(men jeg ville gerne dø, jeg havde faktisk opgivet!) og derefter at det var egoistisk. Og jeg har aldrig været så såret i hele mit liv! Jeg tænker at selv HVIS det var for opmærksomhed så er det da alvorligt alligevel?!
De tager til gengæld ansvar for min mad, mine penge, alt materielt faktisk!
Jeg har overkommet de fleste af mine personlige problemer og tænker mere positivt end det måske ser ud til i teksten her xD Men jeg synes jeg skal kæmpe for både at have overskud til at komme gennem dagen og min selvrespekt.
Hvad skal jeg gøre for at få mine forældre til at stoppe med det her? Hvad kan jeg sige?
Vi har prøvet familieterapi og jeg har været ved 3 psykologer. Uden held. De nikker og smiler og ser engagerede ud men ser ud til at have glemt det hele når de kommer hjem igen. Min psykiater troede engang at jeg havde empati-forstyrrelse(godt hjulpet på vej af mine forældres beskrivelse). Det blev jeg kritiseret for('Det er jo det hun fejler') men alligevel krævede de at jeg skulle ligge mere mærke til deres behov - lidt a la det at skælde en dreng i kørestol ud fordi han ikke kan løbe.
P.S: Mine forældre er ikke onde. De elsker mig(trods alt det der står skrevet) men de er umulige at diskutere med og jeg bliver ikke respekteret. De kan være gode, vi kan have det sjovt og jeg får også kram og sådan... De ligger mærke til mig og hvordan jeg har det og om jeg er træt og lytter til mig - bare ikke når det har noget med dem at gøre.
Jeg bor hjemme hos mine forældre - min far har arbejde og min mor er førtidspensionist - hun er depressiv.
Nu ved jeg godt det jeg siger kan lyde som en typisk teenager-ting - men det det gør det umuligt at kommunikere med dem.
I min familie er det sådan at jeg skal have skylden for hver en konflikt der opstår mellem mig og mine forældre.
Er JEG sur på dem er det min skyld(og det er selvfølgelig sandt). Er DE sure på mig er det min skyld. Er vi sure på HINANDEN er det min skyld.
Jeg kan ikke argumentere for at det måske ikke kun er mig - det bliver kastet tilbage med en ny bebrejdelse som en boomerang.
Et eksempel er at min far altid har været en smule voldelig. Ikke med blå mærker og den slags, mere med at han skubber og giver lussinger osv.
Det er overhovedet ikke så slemt som da jeg var barn men hver gang han gør det reagerer jeg virkelig underligt. Det begyndte da jeg var 13 med at jeg blev sådan. Jeg begynder at ryste, svede, græde, rokke frem og tilbage og hvis jeg tænker på for længe tidligere gange det er sket(hvor det har været meget værre) begynder jeg også at græde. Nogle gange kommer jeg til at tænke på det om natten.
Grunden til at han slår varierer meget. Han snakker selv grimt og nedsættende men kan gå amok over at jeg siger 'hold kæft'. Andre gange skal der værre til ting som fx hvis jeg nægter at gøre en ting som jeg har lovet.
Da mine forældre ikke tager mig alvorligt('Nu ævler du igen!', 'Du tror du er så klog, du tror du er voksen', 'Du finder på dine egne fantasier', 'Du overdramatiserer', 'Gå med dig') er jeg begyndt at stikke af hjemmefra hver gang han gør det.
Men det har aldrig hjulpet. De mener at det er min egen skyld hvis min far reagerer sådan som han gør. Så begynder de på den samme smøre som de gør når der er en konflikt mellem os. 'Du kunne da også bare...', 'Det er fordi du hele tiden skal...'
Det samme med min mor. Jeg må ikke være vred på hende, svare igen eller noget fordi hun er syg og vi skal vise 'hensyn'. Min mor er ret følsom og hvis vi skændes ender hun tit med at græde - altså når min far kommer! Så bliver han stiktosset på mig og siger at jeg er egoistisk fordi jeg 'gør min mor ked af det'. Hvis jeg svarer igen efter at hun har kaldt mig hensynsløs og modbydelig mener min far stadig at jeg skal tage mig sammen og tale ordentligt til min mor.
Jeg kan ikke sige noget til dem der faktisk kan overbevise dem om at jeg er værd at lytte til. De kan finde på at grine eller skifte emne. Tit ender vores skænderier med at jeg begynder at græde og at de står og prøver på at 'tale mig til fornuft'. Som om jeg er et lille barn der skal have forklaret hvorfor jeg ikke må få et Kinderæg eller sådan noget...
Selvfølgelig er jeg forkert på den nogle gange men ifølge dem er det ALTID mig. Jeg er træt af alle de bebrejdelser og den kritik - jeg føler mig slet ikke værdsat hos dem. Jeg er altid blevet kaldet sløv - det har jeg også været overfor dem siden jeg var 12 år gammel.
Jeg ved ikke hvad det er! Jeg har gået på efterskole og der var jeg frisk og i det store og hele glad men så snart jeg kom hjem gik der 2 timer og så faldt jeg tilbage i den der dystre stemning igen.
Stemningen er netop problemet. Der er SÅ dårlig stemning i familien at det i perioder gør mig smådeprimeret. Hvis jeg påpeger det siger de at jeg da heller ikke selv gør noget for det - og mener at jeg burde hjælpe mere til i huset.
Det har jeg så gjort. Jeg prøver at rydde op efter mig når jeg har spist, jeg vasker nogle gange tøj og støvsuger selvom de ikke beder mig om det.
Men stemningen er jo ikke blevet bedre? Jeg får et tak og sådan men jeg synes ikke deres adfærd har ændret sig.
Jeg var rigtig slem inden jeg kom på efterskole. Jeg var tit hysterisk og fik udbrud - jeg slog endda min søster! Da jeg var lille kom jeg ud i slagsmål, jeg har begået butikstyveri, skåret i mig selv, haft bulimi...
Det stoppede efter efterskolen. Tro det eller ej jeg har det meget meget bedre og når jeg er sammen med venner og sådan får jeg det meget sjældent dårligt. Inden efterskolen sagde de at hvis jeg ændrede mig - så ville stemningen også.
Jeg kan huske at jeg forsøgte selvmord som 15-årig. De sagde derefter at de ikke troede jeg mente det alvorligt, det var for opmærksomhed(men jeg ville gerne dø, jeg havde faktisk opgivet!) og derefter at det var egoistisk. Og jeg har aldrig været så såret i hele mit liv! Jeg tænker at selv HVIS det var for opmærksomhed så er det da alvorligt alligevel?!
De tager til gengæld ansvar for min mad, mine penge, alt materielt faktisk!
Jeg har overkommet de fleste af mine personlige problemer og tænker mere positivt end det måske ser ud til i teksten her xD Men jeg synes jeg skal kæmpe for både at have overskud til at komme gennem dagen og min selvrespekt.
Hvad skal jeg gøre for at få mine forældre til at stoppe med det her? Hvad kan jeg sige?
Vi har prøvet familieterapi og jeg har været ved 3 psykologer. Uden held. De nikker og smiler og ser engagerede ud men ser ud til at have glemt det hele når de kommer hjem igen. Min psykiater troede engang at jeg havde empati-forstyrrelse(godt hjulpet på vej af mine forældres beskrivelse). Det blev jeg kritiseret for('Det er jo det hun fejler') men alligevel krævede de at jeg skulle ligge mere mærke til deres behov - lidt a la det at skælde en dreng i kørestol ud fordi han ikke kan løbe.
P.S: Mine forældre er ikke onde. De elsker mig(trods alt det der står skrevet) men de er umulige at diskutere med og jeg bliver ikke respekteret. De kan være gode, vi kan have det sjovt og jeg får også kram og sådan... De ligger mærke til mig og hvordan jeg har det og om jeg er træt og lytter til mig - bare ikke når det har noget med dem at gøre.