5tilføjet af

Et dybt frustrerende familieproblem(langt)

Jeg er en pige på 17 år.
Jeg bor hjemme hos mine forældre - min far har arbejde og min mor er førtidspensionist - hun er depressiv.
Nu ved jeg godt det jeg siger kan lyde som en typisk teenager-ting - men det det gør det umuligt at kommunikere med dem.
I min familie er det sådan at jeg skal have skylden for hver en konflikt der opstår mellem mig og mine forældre.
Er JEG sur på dem er det min skyld(og det er selvfølgelig sandt). Er DE sure på mig er det min skyld. Er vi sure på HINANDEN er det min skyld.
Jeg kan ikke argumentere for at det måske ikke kun er mig - det bliver kastet tilbage med en ny bebrejdelse som en boomerang.
Et eksempel er at min far altid har været en smule voldelig. Ikke med blå mærker og den slags, mere med at han skubber og giver lussinger osv.
Det er overhovedet ikke så slemt som da jeg var barn men hver gang han gør det reagerer jeg virkelig underligt. Det begyndte da jeg var 13 med at jeg blev sådan. Jeg begynder at ryste, svede, græde, rokke frem og tilbage og hvis jeg tænker på for længe tidligere gange det er sket(hvor det har været meget værre) begynder jeg også at græde. Nogle gange kommer jeg til at tænke på det om natten.
Grunden til at han slår varierer meget. Han snakker selv grimt og nedsættende men kan gå amok over at jeg siger 'hold kæft'. Andre gange skal der værre til ting som fx hvis jeg nægter at gøre en ting som jeg har lovet.
Da mine forældre ikke tager mig alvorligt('Nu ævler du igen!', 'Du tror du er så klog, du tror du er voksen', 'Du finder på dine egne fantasier', 'Du overdramatiserer', 'Gå med dig') er jeg begyndt at stikke af hjemmefra hver gang han gør det.
Men det har aldrig hjulpet. De mener at det er min egen skyld hvis min far reagerer sådan som han gør. Så begynder de på den samme smøre som de gør når der er en konflikt mellem os. 'Du kunne da også bare...', 'Det er fordi du hele tiden skal...'
Det samme med min mor. Jeg må ikke være vred på hende, svare igen eller noget fordi hun er syg og vi skal vise 'hensyn'. Min mor er ret følsom og hvis vi skændes ender hun tit med at græde - altså når min far kommer! Så bliver han stiktosset på mig og siger at jeg er egoistisk fordi jeg 'gør min mor ked af det'. Hvis jeg svarer igen efter at hun har kaldt mig hensynsløs og modbydelig mener min far stadig at jeg skal tage mig sammen og tale ordentligt til min mor.
Jeg kan ikke sige noget til dem der faktisk kan overbevise dem om at jeg er værd at lytte til. De kan finde på at grine eller skifte emne. Tit ender vores skænderier med at jeg begynder at græde og at de står og prøver på at 'tale mig til fornuft'. Som om jeg er et lille barn der skal have forklaret hvorfor jeg ikke må få et Kinderæg eller sådan noget...
Selvfølgelig er jeg forkert på den nogle gange men ifølge dem er det ALTID mig. Jeg er træt af alle de bebrejdelser og den kritik - jeg føler mig slet ikke værdsat hos dem. Jeg er altid blevet kaldet sløv - det har jeg også været overfor dem siden jeg var 12 år gammel.
Jeg ved ikke hvad det er! Jeg har gået på efterskole og der var jeg frisk og i det store og hele glad men så snart jeg kom hjem gik der 2 timer og så faldt jeg tilbage i den der dystre stemning igen.
Stemningen er netop problemet. Der er SÅ dårlig stemning i familien at det i perioder gør mig smådeprimeret. Hvis jeg påpeger det siger de at jeg da heller ikke selv gør noget for det - og mener at jeg burde hjælpe mere til i huset.
Det har jeg så gjort. Jeg prøver at rydde op efter mig når jeg har spist, jeg vasker nogle gange tøj og støvsuger selvom de ikke beder mig om det.
Men stemningen er jo ikke blevet bedre? Jeg får et tak og sådan men jeg synes ikke deres adfærd har ændret sig.
Jeg var rigtig slem inden jeg kom på efterskole. Jeg var tit hysterisk og fik udbrud - jeg slog endda min søster! Da jeg var lille kom jeg ud i slagsmål, jeg har begået butikstyveri, skåret i mig selv, haft bulimi...
Det stoppede efter efterskolen. Tro det eller ej jeg har det meget meget bedre og når jeg er sammen med venner og sådan får jeg det meget sjældent dårligt. Inden efterskolen sagde de at hvis jeg ændrede mig - så ville stemningen også.
Jeg kan huske at jeg forsøgte selvmord som 15-årig. De sagde derefter at de ikke troede jeg mente det alvorligt, det var for opmærksomhed(men jeg ville gerne dø, jeg havde faktisk opgivet!) og derefter at det var egoistisk. Og jeg har aldrig været så såret i hele mit liv! Jeg tænker at selv HVIS det var for opmærksomhed så er det da alvorligt alligevel?!
De tager til gengæld ansvar for min mad, mine penge, alt materielt faktisk!
Jeg har overkommet de fleste af mine personlige problemer og tænker mere positivt end det måske ser ud til i teksten her xD Men jeg synes jeg skal kæmpe for både at have overskud til at komme gennem dagen og min selvrespekt.

Hvad skal jeg gøre for at få mine forældre til at stoppe med det her? Hvad kan jeg sige?
Vi har prøvet familieterapi og jeg har været ved 3 psykologer. Uden held. De nikker og smiler og ser engagerede ud men ser ud til at have glemt det hele når de kommer hjem igen. Min psykiater troede engang at jeg havde empati-forstyrrelse(godt hjulpet på vej af mine forældres beskrivelse). Det blev jeg kritiseret for('Det er jo det hun fejler') men alligevel krævede de at jeg skulle ligge mere mærke til deres behov - lidt a la det at skælde en dreng i kørestol ud fordi han ikke kan løbe.


P.S: Mine forældre er ikke onde. De elsker mig(trods alt det der står skrevet) men de er umulige at diskutere med og jeg bliver ikke respekteret. De kan være gode, vi kan have det sjovt og jeg får også kram og sådan... De ligger mærke til mig og hvordan jeg har det og om jeg er træt og lytter til mig - bare ikke når det har noget med dem at gøre.
tilføjet af

For resten

Jeg ved godt jeg kunne flytte hjemmefra - men jeg vil gerne vente et år. For det første fordi jeg får SU om et halvt år og så kan jeg heller ikke flytte midt i et skoleår.
- Jeg vil bare gerne have at mit liv derhjemme ikke blive et helvede et år endnu. Jeg klarer mig altid elendigt i skolen når jeg er derhjemme i forhold til efterskolen så jeg vil gerne have et bedre familieklima
tilføjet af

Puha...

På trods af hvad dine forældre siger, så er intet af der her din skyld!!
Det er aldrig børnenes skyld!!
Jeg ved godt at du ikke er barn mere, men du er heller ikke voksen - selvom du garanteret er mere moden end mange på din alder - og det er dybt uretfærdigt at give dig noget som helst ansvar i den her situation!!
Du skriver at du ikke vil flytte hjemmefra, men jeg tror alligevel det er det bedste du kan gøre!!
DU ønsker en ændring, men ud fra det du skriver lader det ikke til at dine forældre ønsker en ændring, og du kan ikke lave en ændring hos mennesker som ikke ønsker den!! Det er heller ikke dit ansvar!!
Jeg flyttede selv hjemmefra som 17 årig, ca et halvt år før jeg fyldte 18, og det KAN lade sig gøre. Det er hårdt, men også fedt.
Nu ved jeg ikke hvad det er for en skole du går på, men som du selv skriver, så går det ikke så godt, når du bor hjemme. Det bliver garanteret bedre når du flytter hjemmefra.
Og så et stort TILLYKKE med at du har ændret dig, fundet gode venner og ser positivt på tilværelsen!! Det er nemlig dét livet handler om 🙂
Held og lykke med det hele!!
Mis
tilføjet af

kort og godt

FLYT!
Har du bare en smule selvrespekt tilbage -så flyt NU!
Ja - de sørger for dig materielt og det bliver hårdt at selv skal sørge for sig selv materielt - men sådan er det!
Men vil du ikke selv tager det ansvar - så stop piveriet, for så har du anbragt dig selv i en offerrrolle, på grund af materiel magelighed!
tilføjet af

Materiel magelighed

Jeg ved ikke om det kan kaldes en offerrolle når jeg selv spørger hvad jeg kan gøre for at løse problemet. Er det ikke hvis man giver op?
Men du har nok ret i at jeg er lidt doven og 'magelig' xD Spørgsmålet er bare om det overhovedet er muligt for mig at flytte hjemmefra før om et år.
SU'en er pænt lav og jeg har hørt at det er umulig at få pengene til at række uden at skulle låne penge - og jeg hader tanken om at betale gæld allerede som 25-årig...
Jeg får ikke råd til noget der bare ligner det at gå til fest, jeg skal leve af billig mad og måske får jeg ikke nok fritid til at se mine venner når jeg nu studerer på HF som praktisk talt er en gymnasieuddannelse kortet ned til 3 år.
Og så går der stadig ½ år før jeg kan få SU.
Og når jeg endelig får SU så skal jeg leje et kollegieværelse/lejlighed/whatever hvor man vistnok skal betale for huslejen et par måneder fremover allerede inden man flytter ind.
Det kræver i sig selv nogle penge!
Jeg har hørt sætningen 'få et job' og jeg prøver også at søge arbejde forskellige steder men de plejer at lukke af for en når de hører hvornår man fylder 18.
Jeg skal også se min familie resten af mit liv. Jeg spurgte bare om der var en måde jeg kunne løse det her på sådan at det ikke ender med at jeg skal stikke af igen
- Men der er en sandhed i noget af det du siger
tilføjet af

Du har ret men

Hvordan klarede du dig i forhold til omkostninger, hvor meget tid havde du og sådan?
Jeg er ikke meget for at flytte hjemmefra(selv om jeg har overvejet i årevis) men a nonym satte det hele lidt i perspektiv xD Jeg ved bare ikke hvordan og hvorledes.
Jeg var selv henne ved en lærer på min skole for ½ år siden for at spørge om jeg kunne flytte hjemmefra som 17-årig. Det sagde hun at det kunne jeg ikke medmindre jeg selv havde pengene til det. Ellers skal jeg i kontakt med kommunen og min veninde som har været igennem det siger at det tager rigtig lang tid - for hende 7 måneder(på det tidspunkt har jeg sikkert allerede fået SU i en måned). Jeg skal snakke med min sagsbehandler osv.
Sætningen 'du kan ikke lave en ændring hos mennesker som ikke ønsker den' sagde meget. Jeg er tit slem til at tro at jeg kan ændre mennesker bare ved at ville det nok. Så måske har I ret i at der ikke er nogen anden udvej end at stikke af.

Og tak for støtten🙂Jeg har aldrig fortalt det hele til nogen før så jeg var bange for hvordan folk ville reagere
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.