Et liv efter mobning..

Jeg har brug for lidt hjælp, troede ikke det ville blive nødvendigt men det er det vist blevet alligevel.
Jeg er 22 år, dejlig kæreste gennem 4 år, dejlige venner, godt job, lækkert sted at bo osv osv.
Men siden jeg satte mine ben i skolen i børnehaveklassen og til jeg "stak af" til en efterskole i 9. klasse er jeg blevet mobbet, tæsket og krænket i skolen. endte på forsiden af Ekstra bladet for 5 år siden i to dage og historien kom også i godaften danmark. mobberne kunne brænde mit hår i timerne og intet blev gjordt for at forhindre det. det måtte jo være mig der var noget galt med.
I dag, langt væk fra mobberne og fortiden tror jeg at det har indhentet mig på sine egen lumske måde. jeg har en sygelig trang til at bevise at jeg er den "bedste" til alt, at jeg godt kan det hele. jeg bliver direkte syg (kvalme, utilpads) når jeg får kritik, hvis det jeg har gjort ikke er godt nok, eller jeg har glemt noget. jeg over spekuler alt, simpelthen alt. kan få ondt i maven for noget jeg sagde forkert for 3 år siden.
hvilket jeg gør hele tiden, glemmer. folk siger jeg virker lukket og svær at komme ind på, selv synes jeg at jeg er åben nok.
er der nogen der selv har haft en hård opvækst med mobning, krænkelse vold eller ligende der kan give mig et råd eller to til at komme over det. vil så gerne glemme og komme vider men det sidder bare der i baghoved og ulmer hele tiden.
har fået afvide at det er de forandringer i mig liv nu der har fået det til at bryde så meget frem. (ny uddannet, 1 år siden, ny lækkert job med gode muligheder for videruddannelse til chef stillinger (hvis jeg bliver mig selv igen). drømmen om hus og rigtigt blive voksen.
nogle tips?
mvh taz

Jeg har ikke selv oplevet at blive mobbet, men har haft andre svære oplevelser som barn og helt ung.
Og der er absolut intet underligt ved, at du reagerer, som du gør, og at din fortid så at sige indhenter dig nu, hvor det hele ellers kører - eller burde køre. Præcis det samme oplevede jeg som ca. 20-årig.
Det vil være en rigtig, rigtig god ide at ofre penge og kræfter på et forløb hos en psykolog. Du har brug for at få de gamle oplevelser vendt med en professionel og for at kunne se på din fortid med andre øjne - hjælpe det barn, du var engang, nu hvor du er voksen og kan gøre det.
Det kan blive hårdt, men hellere få skeletterne ud af skabet en gang for alle end at mærke dem rasle derinde resten af livet.
Tidligere mobbeofre kan faktisk lide af Posttraumatisk Stress-Syndrom - sådan lyder din tilstand ikke, men det er klart, at du er forvirret omkring din identitet, når du går fra at være "underdog" og offer og til at være velfungerende og "stærk".

Sådan noget er der ikke nogen, der skal leve med ubearbejdet, så vender det tilbage og ofte med forstærket kraft igen igen igen.
Jeg har det underligt med det der mobning. Jeg havde en klassekammerat, som var temmelig udsat, så hun blev en af mine "veninder". Mange år efter vi gik ud af skolen, mødte jeg en gammel klassekammerat, som jeg også mente at have hjulpet, men hun fortalte mig, at hun følte sig klemt af mig også...😖😖 Jeg var dybt rystet. Aldrig har jeg ønsket at gøre hende andet end godt. Jeg gik med hende hjem, fordi ingen ville besøge hende. De sagde hun lugtede af pis og petrolium, men hun opfattede mine besøg som spionage, trods det jeg ALDRIG har nævnt overfor andre, hvad og hvem, der var i hendes hus - kun at jeg havde været der og der var både pænt og rent. Gu var der ej, men jeg sagde aldrig andet, for jeg syntes ikke vores klassekammerater var fair.
Jeg synes det er underligt, at blive beskyldt for at være mobber, når man var en af de få, der faktisk forsøgte at være en modvægt.
Kan nogen, der er blevet mobbet forklare mig det?

Jeg er også blevet mobbet. Nevet, skubbet, drillet til det ulidelige. Min søn blev sparket, skubbet på trappen, bøgerne hevet fra ham , taget kvælertag på ham, så det sortnede for hans øjne. Lærerne gjorde INTET.
Jeg holdt ud i skolen , men havde det i baghovedet, da det gik ud over min søn. Da han begyndte at stamme og blive meget nervøs, forstod jeg der måtte gøres noget. Han blev flyttet til en betalingskole. Det var lykken for ham.
I dag mener jeg ikke, han er det mindste nervøs. Han har en virkelig god stilling.
Værre gik det mig. Jeg har kæmpet hele livet af følgerne efter mobningen.
Jeg virker også lukket, selv om jeg ikke mener, jeg er det. Jeg gennemgår også alt, hvad jeg har sagt og gjort år tilbage. Jeg bliver også syg af kritik. Jeg har det som du med den eneste forskel, jeg skal ikke bevise noget. Jeg trækker mig , kan ikke meget, når andre er tilstede. Føler, at alt hvad jeg gør ikke er godt nok. Selv om jeg ved, det måske er bedre, det jeg kan. Men følelsen kan jeg ikke slippe.
For mig kan det være ligemeget nu, men for dig, hvis du har mulighed, få psykolog hjælp. Du vil kunne få nogle "værktøjer" så du kan arbejde med dig selv. Ellers vil det forfølge dig hele livet.
Det undrer mig , at mobbere altid er "uskyldige", de kan ikke se, de gør noget. Eller også vil de ikke indrømme det. De har vel behov for at føle, de er noget. Og det vil være en dukkert, at indrømme den slags. Det kan de ikke klare. Det er meget sjældent nogen indrømmer, de har været lede.
Mobning burde være strengt forbudt. Men ingen gør noget, der virkelig batter. Lærerne kan selv være blandt mobberne. Eller også forstår de ikke at gøre noget. Men så burde der være andre, der gør noget. Ikke alt det dumme pjat de finder på, men en virkelig stopper for den slags. Hårdt og kontant.
I stedet kan man få at vide: Og hvad gør du så. De, der siger sådan noget ævl, ved ikke hvad det drejer sig om.
Jeg kunne sagtens enes med klassen , når "dronningen" ikke var i skole eller den lærerinde, som var efter mig, havde fri. Ingen problemer andet end jeg naturligvis kunne mærke følgerne inde i mig.

Jeg husker engang, da jeg skrev om mobningen, da skrev jeg også: Jeg hader mobbere. Straks var der en, der fortalte det skulle jeg ikke sige. Jo, det skal jeg sige. Det har jeg lov til. Derfor skriver jeg det igen. det er dejligt at kunne sige: Jeg hader mobbere.

Var det virkelig nødvendigt at fortælle, der var pænt og rent. Så har I jo snakket.
Er du sikker på, du var en veninde.

Mobning har intet med alder at gøre. Ældre mobber også.
For mange år siden kendte jeg en ældre mand. Han boede et sted, hvor der også var mange andre ældre.
Denne mand blev mobbet meget af flere af de ældre. Jeg snakkede en del med ham. Han trængte til selskab. Han fortalte mig om mobningen. Det var rigtigt, hvad han fortalte. For flere sagde ting om ham til mig, som jeg prøvede at forklare, sådan var det ikke.
Han blev beskyldt for at spionere. Han kunne ikke spionere på den måde, som jeg fik fortalt. Det var en fysisk umulighed. Alt ved ham blev kritiseret.
Han var ulykkelig og jeg forstod ham. Men jeg forstod ikke, hvor slemt det i virkeligheden var.
En dag gik han amok og slog en af mændene temmelig alvorligt. Politiet blev indblandet.
Han sagde til mig: Det var ikke min skyld alene. Jeg svarede, det vidste jeg godt.
Jeg er ked af, jeg ikke vidste hvor slemt han havde det. For om aftenen forsvandt han.
Han blev fundet lang tid senere, død. Selvmord.
De, der mobber, burde tænke sig meget om, hvad de kan være skyld i.

Man mister tilliden til det gode i folk.
jeg kom på en efterskole, og for første gang i mit liv talte folk til mig, og ikke om mig. de ville være sammen med mig, grine med mig og ikke af mig. de slog mig ikke men spurge om vi skulle finde på noget sammen.
Jeg brød totalt sammen, tudbrølede på mit værelse hver dag. for det måtte jo være en løgn, der måtte helt klart være en bagtanke med det hele. hvis jeg lukkede dem ind i mit liv ville de lærer mig at kende og bruge det mod mig eller lokke mig i baghold. det har taget mig utroligt mange år at overbevise mig selv at de faktisk kan lide mig.
i dag er jeg heldigvis blever stærkere. jeg er ikke bange for at møde nye mennesker men passer stadig lidt på hvor meget jeg giver af mig selv.
måske havde hun det på samme måde, hun kunne ikke tror på at du ville det godt.

den er hård og den er barsk
havde jeg aldrig fået den mulighed at komme på efterskole var jeg nok endt som ham.

Da jeg til sidst opgav og min mor endelig forstod omfanget af problemet og hendes magtesløshed kontaktede vi en efterskole. Tommerup efterskole på fyn. vi forklarede dem mit problem og spurgte om de havde plads.
to dage efter besøgte vi skolen (torsdag) og om søndagen indlogered jeg.
dette blev til det bedste år i mit liv på så mange måder.
efter at havde bragt det til medierne kunne jeg ikke vende hjem til lolland igen og fik overtalt min mor til at flytte til jylland. desværre betød det at min mor ikke længere havde råd til at betale mit efterskoleophold og jeg måtte ringe til skole og fortælle at jeg ikke kom tilbage efter vinterferien.
nogle dage efter blev jeg ringet op af min forstanderinde fra skolen, hun bad mig gå hjem og pakke mine ting for nu skulle jeg "hjem". hun fortalte mig at de tøser jeg boede på gang med havde savnet mig så meget at de havde indkaldt til "gangmøde" hvor de alle var blevet enige om at gå til deres forældre og for dem til at betale de sidste måneder af mit ophold.
da de fremlagde denne ide for vores forstander par blev de så rørte at de fandt en anonymt doner der donerede pengene til mit ophold og jeg kunne vende tilbage til en hel skole af dejlige mennnesker der virkelig holdte af mig :-) behøver jeg sige at jeg græd en del af lykke..
uden dem tror jeg ikke jag havde genfundet tilliden til omverden

En pessimistisk betragtning !
Mobning er asocialt og gør at man er fortabt, man udelukkes fra at gøre normale sociale erfaringer og man belastes med de asociale overgreb som mobberne påfører én, man midster troen på demokrati og samfundet fordi man ved at ingen kan lide én. Set i bakspejlet burde man måske bare udvandre❓
Mobning er noget som nogen gør mod andre som dé synes er overflødige og uønskede !
Mobning er en slags forsinket tvangs-abort og mobning er bare rædsomt ! Og man er for altid stigmatiseret og traumatiseret !
Ved ikke om der er gode råd, men mon ikke der er ! [l] [s]