Far døde af alkohol...

Ved enlig ikke hvorfor jeg fortæller det her, men har det bare så svært...
Min søster og jeg mistede vores far for 3 måneder siden, han kunne ha blevet 47 år.
Men jeg ved ikke om der er nogen der ved hvor hårdt det er at have en far der vælger de grønne flasker i stedet for sin familie???
Vores mor havde advaret os for mange års siden, at det kunne ske.
Men fra at få afvide, og til at det virkeligt sker, der er bare så langt.
Resten af familie var chokket, da det var blevet godt skjult i vores lille familie. Han gik jo på arbejde og havde fritids intresser, så det var ikke noget man lagde mærke til.
Men tilsidst stod leveren altså af....
Selv om han valgte flaskerne, elskede jeg ham jo og det gør jeg stadig, selv om jeg også har et utrolig stort had til ham, hvordan kunne har gøre det mod os??
Ens humør kører op og ned, man snakker løs eller tier i mange dag...
Hvorfor er det så sværet at hjælpe en alkoholiger??
Hilsen hende der prøver at holde humøret oppe...

Hejsa
For at starte med det du slutter af med. En alkoholiker VIL ikke hjælpes. Som du sagde, så vælger en alkoholiker flasken fremfor familien. Og det siger en hel del om HVOR afhængig han/hun er af flasken?
Jeg er imponeret af at du kan skrive om det. Jeg ved at det må gøre meget ondt på dig. Og jeg synes det er en rigtig god ide at fortælle det til andre, nogen som ikke kender dig. Du er anonym her, og det er din familie også.
Du skal vide at du taler for mange andre. Rigtigt mange, desværre. Det er vigtigt at det emne bliver taget op.
Du skal bare vide en ting. Og det er at din far udmærket kunne fungere, som du selv fortæller. Han og andre med samme sygdom er gode til at skjule deres misbrug.
Jeg ønsker dig og din familie alt alt godt. Og at du bliver ved med at fortælle om dit tab. Lidt efter lidt vil det blegne ud, men det tager tid.
Mvh Fandango

Min døde for 4 år siden, af det samme.
LarsJacobsen180@hotmail.com

Du siger han vælger flasken fremfor familien.. Du må lærer ikke at hade ham, uanset hvor svært det er. Alkoholisme er en sygdom, og flasken er derfor ikke et valg han gør, fremfor familien. I dit tilfælde forsøger han at få de to ting til at fungere sammen, fordi det er han nødt til, pga det er en sygdom.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation. Du er fortvivlet, frustreret og har tusinde spørgsmål, som aldrig vil kunne besvares af den du helst vil have skal gøre det.
Jeg har ikke mistet min far, men det kunne have været mig. Min far har været alkoholiker i 20 år. Er i dag ædru og tak for det! Jeg ved hvilken følelse det er ikke at kunne forstå. Hvordan kan et andet menneske være så blind at det elsker flaskerne frem for sin egen familie af kød og blod? Det er ikke til at fatte, og selvom jeg har fået det afvide tusinde gange, hvordan det er at være alkoholiker forstår jeg stadig ikke, at man kan vælge sin familie fra.
Jeg vil ikke sige hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle at jeg selv er begyndt i Al-Anon. Det er en gruppe for pårørende til alkoholikere, ædru, aktive, bortgåede, venner, fædre, mødre, sønner, brødre osv. Jeg ved ikke hvor gammel du er, men der findes også grupper for børn og unge, Al-Ateen.
Jeg kan ikke sige, om det er noget for dig, men jeg tror helt sikkert at det vil kunne give dig nogle svar, og måske bliver du en lille smule klogere på, hvorfor din far gjorde som han gjorde.
Vi er mange som kender til et familie-medlems ditruktion af sig selv og sin familie gennem druk. Du er ikke alene.
Håber du kommer godt igennem.
MAnge hilsener
Christina

Min far er alkoholiker, og tror ikk han har lang tid tilbage, da hans krop er ved at være ødelagt... Og jeg kommer ikk til at græde mange tårer over ham når det sker...
Hader ham som pesten!!! Kender udemærket dine følelser! Bortset fra at jeg ikk elsker min far. Kan ikk elske en der har behandlet mig som han har. (Han er så også voldelig).
Syntes bare lige at du skulle vide at du ikk er alene...
Medfølende tanker herfra.

haft en alkoholiseret far med snapseflasker gemt her og der - noget der kom snigende og langsomt tog magten. Mange vidste det men havde ingen redskaber til at hjælpe. Egentlig tror jeg min far gerne ville hjælpes samtidig bar han på en flovhed og ikke mindst en sorg/hemmelighed som jeg aldrig helt forstod.
Nu mange år efter (og han er død efter flere års sygdom), er det langsomt over år gået op for mig, hvilken magt sådan et menneske har i en familie.
Jeg var loyal op gennem min barndom og prøvede på min måde at hjælpe og bære; men nej det går ikke.
I en meget sen alder fandt jeg ud af, at der måske havde været hjælp at hente både i min ungdom og tidlige voksenår, F.eks. Anonyme Alkoholikere.
Man bærer på mange uafklarede følelser (elske/hade, hjælpe/han kan klare sig selv, skyld etc.)
Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men måske du kan hente hjælp til at bearbejde dine følelser.
Det forsvinder ikke bare fordi han er død.
Jeg har af andre veje efterhånden fået styr på den side af mit liv.
Ha' det godt!
Og god sommer ;-)

skulle ha' været her ;-)

Og mit er bearbejdet. OG jeg kan kun nikke genkende til det du skriver. Min far gemte også snapserne alle vegne. mit indlæg var mere rettet på atforstå hvorfor alkoholikere vælger som de nogengange gør. Min egen far røg dog ud af mit hjem da jeg var 8. så....

Der er også stede ronline du kan begynde med hvis du hellere vil det.
http://www.aca-danmark.dk/
http://www.hope.dk/

Kan ikke erklære mig helt enig med Choko i at en alkoholiker aldrig har haft et valg. Javel, det er da en sygdom, men vel en selvpåført sygdom. Og så er det vel legitimt at sige at alkoholikeren vælger sin form for virkelighedsflugt fremfor familien.
Det jeg lagde mest mærke til ved min far, var at han ændrede personlighed når han var på flasken. Og når det er en sygdom, hvordan kan de så vare uden alkohol i en periode. Jeg siger med vilje ikke at de er helbredte i en periode, for alkoholikere kan ikke helbredes, det er kronisk.
Min far sagde direkte adspurgt "Ja, jeg vælger flasken fremfor min familie". Han lever endnu, men han er ikke det menneske jeg kendte som barn.
Det er forfærdeligt udover enhver forstand at se sin forælder gå i fordærv. En mental opløsning for øjnene af én.
Kære Choko. Jeg vil så frygteligt gerne give dig ret. Men JEG kan godt forstå når nogle børn føler had overfor deres alkoholiserede forælder. Man lader ikke sine børn, sin kone og alle andre som han betyder noget for - i stikken.
Mvh Fandango, ikke fordømmende. Bare blevet klogere.

Min far er alkoholiker, og har været det siden jeg blev født (i mere end 13 år, da jeg er 13) .
han er ikke død af det, men han er oppe på hvert fald 15 øl om dagen for det meste, og en dag fandt jeg også noget pot i hans hus .
jeg har valgt ikke at ville hjælpe ham, da det er hans eget liv. jeg har også en lillebror, men han kender ikke noget til min fars lille problem endnu .
en alkoholiker vil ikke have hjælp, de tror de kan klare sig selv, derfor har jeg valgt ikke at hjælpe min far.
det er ikke min skyld at han er havnet i det misbrug, og det er hans eget problem at komme op at det igen

forstår hvorfor de føler had???? Tro mig, jeg forstår udemærket hvorfor de føler had!
Jeg prøver at give en forklaring på hvorfor de gør som de gør. Og ja, selvfølgelig vælger de selv at påfører sig den sygdom, men det er ikke sikkert de vælger at gøre det bevidst. Se på hvor mange unge der drikker idag, tror du selv de bevidst vælger de skal være alkoholikere dem der bliver det? Jeg tvivler... De kommer til et punkt hvor de er nødt til at fortsætte med at "tage deres medicin" hvis man kan kalde det det.

Tror nu inderst inde gerne de vil havde hjælp, men det handler nok ligeså meget om stolthed. "Jeg har ikke et problem, og har jeg, kjan jeg godt selv klare det"....

kan gøre er netop, at snakke/skrive dig ud af det her, for det værdste er, at sidde og brænde inde med det...
Og jeg siger dig jeg ved hvad jeg snakker om her...
Går ud fra, at du må være omtrent jævnaldrende med nogle af mine døtre...
Jeg har selv valgt et ægteskab og mand fra pga. at han valgte flasken frem for os...
Han kører stadig derudaf med hans druk, og det er sørgeligt, for pigerne, som ligefrem til tider er så flov over deres far og ikke gider snakke med ham...
Og der kommer det ind i billedet, at jeg virkeligt gør hvad der står i min magt, at lægge låg på alt for negative bølger...
For intet kan laves om på, at det jo trods alt er deres far...
Og, sådan prøvede jeg at holde sammen på det hele i nogle år, inden jeg gav op, og så i øjnene, at det her ville jeg selv gå ned på, og valgte så ham fra, for at kunne få et ordentligt liv selv, og være 100 for pigerne...
Og vi har fået et kanon liv, men det gør da ondt, at se en overlækker flot mand man har elsket overalt på jorden er gået sådan ned...
Men det var selvvalgt, og jeg har ikke selv ondt af ham mere, som engang....
Men der det gør rigtigt ondt er jo, at det nemt kan få den udgang, som det havde med din far..
Og, det er alt for ung en alder, at miste en forældre, og det "selvom" det bare er af sprut, som mange vil ynde og sige...
For det er en sygdom når det er kommet så langt..
Vi bor i Århus kommune og der er et kanon tilbud til unge af misbrugs forældre, har du undersøgt om der er det, der hvor du bor da det er et meget godt at komme i kontakt med andre der har prøvet det samme og dele ud af erfaringer, tanker og følelser....
På nuværende set det som sortes ud, men det kommer på afstand, det skal bare have tid.....
de bedste tanker til dig, din søster og ikke mindst din mor.
Mummi

God ting at du får lidt af det ud herinde, hvor der er mange der kan give deres meninger til kende. Jeg selv er en af dem, så her kommer min meget personlige opfattelse:
Min egen far døde også tidligt - han var 49 år da hans lever sagde fra. Han var også alkoholiker.
Som hos jer, blev det holdt godt skjult i vores familie - ingen andre skulle vide noget, og min mor kæmpede en kamp uden lige for at holde det skjult.
Prøv at holde for øje, at selv om han var afhængig af skidtet, betød det ikke nødvendigvis at han valgte dem frem for jer. Han var afhængig af skidtet - kunne ikke undvære det. Kunne muligvis ikke uholde livet uden det. Alkoholisme hænger ofte sammen med psykisk smerte, som ingen andre i virkeligheden kan hjælpe personen af med.
Jeg tror ikke på at han gjorde det imod jer!
Det var sandsynligvis ikke noget han gjorde som var rettet mod jer. I betalte alligevel en pris. Men det kan også nemt have gjort ham ulykkelig at vide det. Men han sad i fælden.
Man kan ifølge mig, ikke virkeligt hjælpe en alkoholiker, eller stofafhængig. I bedste fald kan man bringe dem til at ville hjælpe sig selv, og så bevæge sig videre derfra.
Under alle omstændigheder hjælper det ikke noget at du bebrejder dig selv noget. Din far valgte på sin måde sit liv. Det har du ikke ansvaret for.
Du har derimod ansvaret for at vælge i dit liv!
Også på dine børns vegne, hvad enten du har børn, eller senere vil få børn.
Det bedste du kan gøre er, ikke at gå op i bitterhed, men at bruge dit liv positivt på ting, der betyder noget for dig, og så lade fortiden være fortid. Brug det som et fingerpeg om hvordan dit liv ihvert fald IKKE skal udvikle sig. Så har hans liv også gjort gavn.
Hold dit humør oppe - koncentrer dig om de ting du finder vigtige. Led efter ting, der gør dig glad, og kom så atter igang med at leve livet.
Venligst
kapanui

...jeg tror ikke at de unge som drikker hver weekend bevidst vælger at få alkoholisme som sygdom. Og sandsynligheden er heller ikke særligt stor.
Når jeg tænker på min far, så var det i en tid med instabilitet, med tonsvis af stress og med en tvivl om hans eget værd som fik ham til at kaste sig over flaskerne.
Jeg tror ikke at potentialet er tilstede hos de unge som går i byen i weekenden. Og jeg ser designer drugs som en væsentlig større fare for dem, rent mentalt. Stegte hjerneceller er ikke særligt brugbare.
Så jeg tror i virkeligheden ikke vore meninger ligger så langt fra hinanden, og kan ikke udelukke at jeg læste dig forkert i dit indlæg før.
Mvh Fandango

Ja, ganske rigtigt hvad dú bidrager med, men jeg lover dig for, at der findes dem, der ikke vil hjælpes...
Jeg hørte på gang på gang igennem et par år fra min mand...
Jeg har sgu ingen problem, jeg kan da stoppe når det passer mig..Hmm..
Nej, han var typen, der når nogen "lokkede" det var jo tit og ofte de andre der "lokkede" ;0)
Så var han den friske der var med på den værdste, og det blev bare stille og roligt værre..
Til sidst kunne vi ikke tage i byen uden han altid blev skide fuld, ja og nærmest pinlig..
Til sidst gav jeg ikke engang gå med når der sku være noget sjov i vennekredsen, jeg som ellers elsker sjov og ballade, da vi stadig er meget "unge"
Alt med måde..
Og morgenkaffen blev indtaget med Whisky, Rom, Vodka, ja det var sgu ligemeget hvad, bare det var noget med promiller...
Jeg gav op, meldte hus forbi og valgte mit liv uden ham...

Hejsa Nuulle
Det er ikke din opgave at hjælpe din far. Desværre er han nok nået dertil hvor han ikke kan hjælpes.
Men gode ven, du er et barn. Og du skal leve som et barn. At din far så opfører sig barnligt, er ikke virkeligt dit problem. Det tjener dig til stor ære at du gerne vil hjælpe din far. Men det er bare ikke din opgave.
Hvad med din mor? Fortæller hun dig/jer om hvad det vil sige at være alkoholiker? Jeg har desværre oplevet en mor som lukkede begge øjne, og stak hovedet i sandet.
Jeg ved præcist hvad du gennemlever Nuulle. Og jeg tror du er en meget stærk person som vil alle det bedste. Men sommetider tjener det en selv at lade dem som har valgt en anden vej, sejle deres egen sø. Et offer i dette problem er nok, ikke?
Fandango

Min stedfar var skabsalkoholiker, flere af mine nære veninders fædre og mødre har været alkoholikere i mindre eller storslem grad, og min kærestes mor døde af alkohol for nogle år siden.
Jeg tror at når et eller andet gør for ondt for dem at mærke eller ta stilling til, så vælger de at gøre noget som "dulmer" - nemlig at drikke. Det er ikke ondt ment... men faktum er, at når de flygter fra dem selv og livet på den måde - eller nogle bestemte følelser indeni dem selv, så smitter det jo også af på alle de relationer de har til andre.
Jeg kender det at hade nogen fordi de er destruktive overfor sig selv. For hvis de nedbryder sig selv, og bilder sig selv ind at de ikke er mere værd og bare lader stå til i langsom destruktion, så går det fanme ud over os andre som står i den anden ende, og faktisk har lyst til at være sammen med dem og ha deres omsorg og kærlighed, og bare kunne dele noget godt med dem.
Er vores kærlighed og støtte så ikke noget værd for dem heller, siden de ikke vil kæmpe sig ud af afhængigheden? Der er tusind smertefulde spørgsmål der vælter rundt i een, når man er knyttet til en der langsomt slår sig selv ihjel.
I min vrede tænkte jeg;Hvad fanden bildte min stedfar sig ind at drikke? Var jeg så uudholdelig? Hvorfor ville han ikke dele "livets glæder" sammen med mig?
Sådan har jeg haft følt, og undret mig, indtil jeg begyndte at føle mere en slags medlidenhed... det begyndte at gå op for mig, at han har haft et hårdt liv, med en meget hård tone fra sine forældre, og nogle meget svære udfordringer, som han på en eller anden måde er knækket på... og der har ikke rigtig været nogen tæt nok på ham, som han tillod at komme så tæt på at man kunne tale med ham om det. Det var totalt lukket område.
Vi er ufattelig dårligt rustede til at standse os selv i at være destruktive. Eller, ..nogen er.
Gad vide hvad der fik din far til at drikke så meget? Og tror du han følte han havde et valg?
Der er ingen nemme svar eller nemme løsninger. Der er intet der er så ligetil. Det sætter bare så mange tanker igang. Et menneskes destruktion af sig selv, har bare så kolo- enorm indvirken på dem der er tæt på dem.
Er de klar over det? .... hmm, jeg tror mange alkoholikere blir så opslugt(!øh - ordvalg) af at få dulmet sig selv væk, at de holder op med at ku forholde sig til det der ligger udenfor deres egen næsetip.
Jeg er ikke i tvivl om at din far dybest set har haft et ønske om at leve et liv uden alkohol, så han ku ha været der, stærk og opbakkende, for dig og alle som betød noget for ham. Men han var åbenbart ikke i stand til at stoppe sig selv. Jeg tror det har været hans "overlevelses strategi".
Jeg tror han har haft en forestilling om at alternativet var mere skræmmende, (altså, at lade være med at drikke for at dulme sig selv), ellers ville han ikke ha gået så langt. Han måske haft nogle "forklaringer" inde i sig selv, som han har lyttet til, og som måske har fået ham til at tænke at "det nok var det bedste" at blive ved at drikke.
Livet ka jo være noget skræmmende noget at skulle ta stilling til. Sådan set i første omgang.

Hejsa mummi gørl
Det er også min oplevelse at en alkoholiker ikke vil tage imod hjælp. De styres af flasken, og ejer ikke mere en egentlig egen vilje. De skubber en bort, gang på gang.
Når en ung størrelse som Nuulle beretter om sin far, så får jeg altså gåsehud. Det er som om det er mig der oplever det. Og jeg oplevede at min far bare skubbede og skubbede os væk, inklusive de fremstrakte hænder.
Jeg synes at Nuulle virker meget moden, hans bare 13 år taget i betragtning. Han ser nøgternt på hvad hans far vil, eller ikke vil.
Nej, de vil ikke hjælpes. Okay, der findes nok flere grader af alkoholisme. Men nej, jeg har oplevet nok til at indse at min far har truffet sit valg.
Det gør ondt helt ind i sjælen når min mor ringer og fortæller at han nu er faldet igen, og har slået sin albue. Hans motorik svigter også i stigende grad.
Det er ikke rart.
Fandango

DU har brug for hjælp
Jo før i sit liv man begynder at bearbejde den smerte, det er at opvokse med de følelser, der er forbundet med at leve sammen med en misbruger, jo bedre.
I dit tilfælde bør PPR (pædagogisk psokologisk rådgivning) i din kommune kunne hjælpe dig.
Kontakt kan formidles via din skole og lærer.

PPR = pædagogisk psykologisk rådgivning
Hermed skulle den rettelse være på plads.

Her var det også klart og tydeligt masser af gange vore tøser sku høre på ...
Ja ja fuck da jer, jeg kan sku da flytte....
Og ingen mand/far havde det så godt som vores havde...
Jeg har måtte overvære min yngste blive så fjendsk over for sin far og tage sin mor i forsvar og råbe af ham....
Mor, hende taler du sateme pænt til.. Og hvis du vil så skrid da aht.. Vi ska sku nok klare os...
Det skulle et ungt menneske ikke opleve, at sku sige til sin far...
Og jeg forstår det had der fra tid til anden dukker op...
Her var det total selvvalgt og jeg kom dertil, at det der liv, det hverken kunne eller ville jeg, at vi herhjemme sku være med til mere....

Det var det som virkeligt slog mig ud Mummi. At han løj overfor sig selv, var til at leve med. Vi ved jo at alkoholikere lyver overfor sig selv, og lever et liv i fornægtelse.
Det at de skjuler alkoholen og drikker den i smug er jo også en løgn? Er også at lyve mener jeg.
Når jeg så tænker på at en far til børn på bare 13 år kan få sig selv til at lyve. Ja så er min respekt sgu gået fløjten.
Det bør ingen børn opleve, men indlæggene tyder på at alt for mange gør det.
Fandango

Måske kan ligge noget arveligt i det at være alkoholiker...???
Har tit tænkt tanken....
For min x´s mor var det også og den "Yngste" jeg omtaler her er den yngste af de ældste, da min alleryngste ikke magter talens bru...
Men hende der altid var/er efter sin far, har fået en tendens til, at søge de venner og selskab hvor der er fart på...
Min ældste jeg var alene med da jeg mødte x, er stik modsat....
En tanke jeg tit har haft, og er meget obs på i forhold til min datter....

Fandango....
Løgne er værdst også om alt det der følger i kølvandet...
Løgne om hvad penge er gået til, hvorfor man ikke ligeee kom hjem, hvorfor man ikke ligeee nåede dit og dat..
Min mellemste blev lovet et kørekort, da hun blev 18, det gjorde hun Nov. 2004, kørekortet har hun endnu ikke fået, og har selv indset, at det kommer ikke fra ham...
Og den yngste, som han skulle besøge ind i mellem...Hmm.... Hende glemte han vist også...
Og der er bare kommet den ene løgn efter den anden..
Jeg har miste ál respekt for x og ikke mindst fordi han har mistet sin selvrespekt...

i højgrad der ligger noget i generne, som gør én til et "bedre emne" til at udvikle alkoholisme end andre.
Men så er der altså også miljøet, der præger én.
For mig har det heldigvis haft den modsatte effekt: Jeg har set virkningerne både hos min far og et par bybørn.
Jeg har et meget afklaret forhold til alkohol og nyder da en øl.
Men kan stadig føle skam, hvis jeg køber f.eks. tre flasker rødvin på tilbud - bare for at nyde et glas fredag aften. Skammen/flovheden fra min far sidder SÅ dybt.

Så er den arvelighed da sprunget en generation over. Mine brødre og jeg har et yderst fornuftigt forhold til alkoholen. Men vi har heller ikke været konfronteret med de problemer som min far måtte kæmpe med.
Generne alene kan i mine øjne ikke være afgørende. Jeg tror at omstændigheder skal flaske (undskyld) sig, for at det kommer dertil.
Det ville være synd hvis du skulle gå rundt med den bekymring. Nyd nu dine "myer" og sørg for at de ikke vil komme i en situation hvor alkoholen vil være en mulighed for virkelighedsflugt. Men sådan som du virker, så kan din yngel næppe resultere i at komme i farezonen ;o)
Mvh Fandango

mener stadig atmange af dem gerne vil hjælpes,her taler jeg ikke om dem der stadig bor sammen med familie osv, men mere dem der er røget ned på bænken i parken. Der intet har tilbage.
Ville min egen far hjælpes? Ja, inderst inde tror jeg sgu godt han ville. Men hans stolthed forbød det. Han var så langt ude til sidst at han selv troede på han havde kørt nødforsyninger i Bosnien i weekenden, havde sejlet på hangarskibe, hjulpet alle de hjemløse i byen osv osv...

Ja mummi, det vil næppe komme bag på dig at jeg kan nikke genkendende til det du fortæller? :o(
Det var ved at knuse mig, at jeg kunne miste respekten for min far. Men han udførte sit værk meget konsekvent. Én ting skal der dog siges, han har ALDRIG været voldelig. Så heldige er ikke alle børn/koner.
Men du kan tro jeg hører dig mummi..højt og tydeligt endda!!
Fandango

enig!
Min far blev "offer" for arbejdsløshed og deraf følgende vigende selvværd og -tillid.
Ingen tvivl om at det havde stor indflydelse på hans udvikling af et alkoholproblem.
Jeg tror, at der tit ligger en smerte bag - så er det den "nemmeste" medicin i første omgang i hvert tilfælde.

Hejsa "Letti"
Jeg synes sgu det er unfair at du skal gå med de tanker når du køber en flaske vin. Den magt bør din fars misbrug sgu ikke have. Du er IKKE din far!!
Jeg har en fortid i vinbranchen, og jeg havde ved gud alle muligheder i hele verden til at "ryge i". Men jeg ved at jeg ikke er disponeret for det. Gener eller ej. I den tid så jeg så mange kranke skæbner, at jeg vidste jeg aldrig ville ryge på den galej.
Jeg har ligedes en fortid som ung mand og motorcykel. Og jeg tror I ved hvad det er for en kombination? Der fik den hvad den kunne trække. Såvel kværnen som alkoholen. Men jeg er da kommet ud af det som helt menneske.
Nej, jeg tror der skal helt anderledes alvorlige forhold til. Okay, det som kunne ligge i generne, skulle være at man er et menneske med lavt selvværd. Det er så heller ikke tilfældet hos mig. Jeg har sgu stort set lanceret et gedigent angreb på janteloven. Så ingen fare der heller :o)
Gå med oprejst pande og rindende mundvand ind i Aldi og køb en til seks flasker vin. Du har IKKE fortjent at lide under din fars svage karakter. NO WAY José
Venligst Fandango

det gyser gennem en, at sådan en lille fyr kommer frem her stor respekt til "Det lille Mandfolk"...
Og, du min ven Fandango... Jeg kan helt klart følge dig...
Har selv haft så mange uheldig optrin omkring min x...
Og så krummer mine små fusser når, pigerne ser derse far og kommer til mig og fortæller hvor fuld han var...
Desværre er det ikke senere end i går min mellemste så sin far og han var stangsriv, sagde hun...
Idag har han så sms´hende om hvad hun laved.... Hun løj for, at slippe han sku komme med ideer om, at ville se hende... Jeg orker ham sgu ikke idag mor,, sagede hun....
Ja, jeg blir sgu bybt rørt på pigebarnets vegne....

Og som en anden her...
Dem på bænken er ligeglade, men dem der har familie vil,gerne hjælpes....
Hmm... Jeg må desværre sige, at der er min mening, at det lige er omvendt....

Hej til Jer alle som med MIG måske har været "med-misbrugere" i mange år.
Et nært familiemedlem har af en "alkoholenhed" fået ordineret CAMPRAL - og VUPTI - på 14 dage havde vedkommende TOTALT mistet LYSTEN til alkohol.
Prøv evt. selv at læse om dette præparat på nettet eller spørg efter den hos lægen/i Alkoholenheden.
Kærlig hilsen fra en, der er GLAD OGSÅ på en andens vegne.

Og lur mig om ikke vi alle vil kunne bidrage med vore fædres problemer, som har været medvirkende årsag til deres misbrug.
Hos min far var det et byggeprojekt som skred. Han blev faktisk syg i nerverne af det. Han rystede helt uforudsigeligt. Han fik så milde nervepiller. Dem er han fri for nu. Men alkoholen erstattede. "Det dulmer nerverne så dejligt" sagde han i starten. Nu dulmer han hvad som helst med dem.
Går der bare et eller andet fuldstændig ligegyldigt galt, så leger han afløbsrør.
Jeg skylder ikke den fladpande noget. Og jeg kalder en spade for en spade. Ingen fingre imellem herfra. Han har fået megen snor, men jeg lader mig kun røvrende så og så ofte. Så er det Gu buy.
Og jeg kan mærke hårene rejser sig i min nakke, og så er jeg normalt meget lidt rar, når jeg hører hvordan din mand røvrendte dine døtre med sine løfter. Han kan være glad for at han er udenfor min rækkevidde.
Fandango

Min mor døde for 10 år siden af det samme, trods hun på et tidspunkt var tørlagt og fik at vide at hun end ikke måtte tage hosetsaft, valgte hun alligevel flasken fremfor min søster og jeg.
Så jeg ved hvordan du har det indvendigt... har det stadig efter 10 år. Frustrationen og savnet og skuffelsen over at hun vaægte den vej nu hun var kommet ud af det.
Vil gerne skrive sammen med dig hvis du ønsker det, knus
Hellyrhansen@sol.dk

Hej choko
Når man sidder på en bænk og kæber den med gutterne, så kan stoltheden ligge på spidsen af en knappenål. Min far har INGEN stolthed tilbage. Ville den ikke hindre ham i at gøre sig selv komplet til grin?
Når han kan lyve sin kone lige op i ansigtet. Når han kan bede sine børn om at skride. Når han dalrer rundt som en anskudt and midt på gaden. Hvor er den så, hans stolthed?
Og jeg tror næppe han er den eneste alkoholiker der har MINUS stolthed tilbage.
Fandango

bearbejdet min vrede, skuffelse, skyldfølelse etc. Kan nu de seneste få år begynde at huske de gode oplevelser der trods alt også har været.
Mange af mine evner, som jeg drager nytte af i dag kan jeg takke min far for. I den sidste ende gjorde han, hvad han kunne; bukkede "bare" under for udefrakommende faktorer - det er jeg heldigvis HELT afklaret med nu og kan elske ham for det han har givet mig.
Nu sidder han oppe i himlen, forhåbentlig befriet for sin smerte.

til alle jer der kommer med indlæg her i denne debat der er startet af et ungt menneske....

I en krise i sit liv, som burde være undgået et så ungt menneske, at skulle være gået igennem...
Jeg taler selv som konen der har prøvet dette dilemma af druk og svig..
Men så sandeligt også ud fra mine tøser der har en alkoholiker far....
Det er så lækkert, at se en debat blive behandlet med respekt, når vi her er i debat med så unge mennesker, der virkeligt har brug for at få noget, de kan bruge fra andre der har erfaring i det....
Stor Respekt Til Jer Alle
Mummi

Det må du undskylde. Jeg havde ikke lige fået med at du har mistet din far.
Ja, lad os håbe at han sidder deroppe og er befriet for det som gjorde ham til alkoholiker.
Og endnu én som kan sige at der VAR faktorer som spillede ind. Det er der altid. Ingen bliver alkoholiker fordi de har lyst til det. Og mange flygter fra en skæbne de tror er et helvede.
Alt godt til dig Letitgrow..Fandango

Hejsa Charlieh
Det gør mig ondt at høre hvad du og din søster har været igennem. Der er ingen nem eller skånsom vej ud af en sådan sorg. Jeg har stor respekt for jer der kan skrive jer ud af den sorg.
Det imponerer mig meget. Men som den jeg er, ved jeg at det hjælper at tale om tingene. Om det er vis a vis eller på skrift er ikke så afgørende. Få det ud af systemet.
Mvh Fandango

Indlæg, som mange fra dig, der luner og giver en selvtillid Fandango...
Som min søde Farmand, siger.... Hvor har vi dog været heldig med dig....
Jeg er sku HøneMor med stort H og M...
Og gør mit til, at mine får det bedste med videre og det lykkedes mig, kan jeg ane på dem.... Har selv meget afslappet forhold til alkohol...
Og som du skriver til "Letti" så gør vi det sanmme her..
Går med oprejst pande....
Fandango min ven... Tak for altid dejlig positive ord til mig og mine "Myer"
Og ikke mindst til alle dine indlæg i denne debat.. Respekt...
Mummi

Det var i den sidste ende det bedste for ham efter mange års sygdom - og alt godt til dig også.
;-)

For alle jeres indlæg, har læst dem alle:)
Jeg ved jeg ikke er alene om dette, men det kan godt føles sådan nogen gange...
Vi har heldigvis en god familie der støtter os alt hvad de kan:)
Og vi gør alt for at komme vider i livet, selv om det er hårdt lige for tiden når der er så mange ting der skal gøres...
Takker jer alle....

SKULDERKLAP.
Jeg ser en opgave i at kunne hjælpe mennesker i situationer, hvor jeg har noget at byde på - og det mener jeg at have her ;-)
Go' aften ;-)

..jam....selv tak da (o)(-)
Fandango

Det jeg mener med det skulderklap, det er ment som respekt for dem der, der er sådan som du skriver om dig selv...
Mummi

Jeg er ikke klog på dette emne, men jeg har en veninde som arbejder som misbrugskonsulent i Kbh, og fra hende ved jeg, at familierne til misbrugere er det man kalder " medafhængige" dvs. at de i høj grad også har brug for hjælp.
Det er ikke svært at sætte sig ind i hvor svært det er for dig nu.
Jeg har ingen bevingede ord at sende dig, men mine varmeste tanker får du.
Mange hilsner / Rosalilje

familie, skal du se i kommer igennem dette...Du er også utrolig heldig at have sådan en..
Det er guld værs i denne situation, tænk på alle dem der taber det hele på gulvet fordi de står aldelse alene med så stort et savn man har som ung, ved tab af en forældre....
Kom nu godt videre både dig, din søster og Mor
Knus Mummi

Hej!
jeg vil starte med at sige, STAKKELS dig!
Men jeg har også brug for at fortælle dig at en alkoholiker ikke altid selv er here over hvor meget han/hun drikker.
Jeg kan selvfølgelig godt fotstå at du er vred på din far,men du må heller ikke kun give ham skylden, en alkoholiker er meget afhænge af sit alkohol og kan derfor ikke selv styre sit midsbrug, han kan blive så afhængi at han kan blive syg,hvis ikke han får noget at drikke.
Håber virkelig på at du for det beder
tusinde krammer