farver i politik

talte med nogle unge mennesker for nogle dage siden. De var meget optaget af om jeg nu var af den ene eller anden partifarve.
Spurgte hvad de mente helt præcist. Altså om jeg var rød eller blå.
Jeg svarede om det ikke var ligegyldigt om jeg var på den ene eller anden fløj. Og om vi ikke hellere skulle tale om hvad vi har af holdninger til forskellige ting.
Jeg synes efterhånden at det er noget pjat at hvergang man åbner munden får man at vide at man er et rødt svin, eller også er man en af Foghs lejesvende. Ved ikke hvorfor det er blevet sådan at når man taler politik, handler det ofte først om hvilken farve man er til. I virkeligheden er man nok venstreorienteret i nogle spørgsmål, og andre er man mere midtsøgende eller højreorienteret. Det med at man bare siger, jeg er ubegrænset venstreorienteret . Det tror jeg sgu ikke rigtigt på. Så er det mere en principsag tror jeg, fordi man måske ikke kan lide Fogh eller en anden.

Afskaf partierne og lad os få 179 løsgængere, som udvælges efter kvalifikationer og ikke stemmer.

Den sorte står for mine helt egne idéer.
Jeg vil give dig helt ret!
Det ses tit at nogle bruger farverne og gerne vil være på den ene side opfinde deres egne historier (Hvilket kan være nok så fornøjeligt at opleve) bare for at finde noget at sige så man ved hvilken fløj de tilhører. Typisk adfærd for mennesketyper der må betragtessom medløbere, dvs. mener noget uden selv at sætte sig ind i tingene og danne sig en mening.
Måske er der gået for meget fodbold i politik (som så meget andet)..

jeg tror man kan opnå de største resultater hvis man arbejder sammen i en gruppe. Derfor synes jeg det er godt at folketingsmedlemmerne er i partier.

Synes bare at partisoldaterne skal udfordrer partitoppen noget mere. Men så er det nok problemet med at man jo gerne vil vælges igen melder sig. Og hvis man ligger sig for meget ud, kan man nok meget hurtigt finde en anden kandidat i den lokale partiforening, som er nemmere til at rette sig ind efter hvad der bliver sagt.