Fattig med ære

Jeg var ude hos en kunde i går, som fortalte om noget der var sket i hendes familie.
Hendes søn ( 47 år ) har aldrig haft et arbejde i mere end 4 mdr., de banker han har været kunde i har ikke villet have ham mere end 2 mdr. Han har altid levet på nas hos sin mor, drukket en del, og har to børn og en kone. Aftenen før deres teenagepige skulle på en tur til udlandet med skolen, ringede han til sin mor og ville låne 2200 kroner så han kunne betale datterens tur - som i øvrigt skulle have været betalt for længe siden. Pigen lider en del under at hun altid er den sidste til at betale, og aldrig betaler til tiden. Vi har vel allesammen på et tidspunkt i vores liv prøvet at være fattige❓Men kan man ikke være fattig med lidt anstændighed og ære, hvis man har sat børn i verden, og i det mindste gøre en indsats for at hun har eller får de penge, så hun kan betale ligesom hendes veninder❓Det er skræmmende at man i dag kan have 2 børn, et alkoholproblem, begrænsede økonomiske midler og have et så stort ego at man sætter ens egne behov (druk) i første række, er ligeglad med ens omverden, og hele tiden har ondt af sig selv. Føj det stinker.

...skræmmende at mennesker kan komme så lang ud - ja, det har du fuldstændig ret i. At et menneske kan blive så fattig både fysisk og mentalt, at det går ud over andre mennesker, kan være en katastrofe på mange måder. Men hvem hjælper? Og hvis ansvar er det, når det gør ondt på børnene og forældrene ikke magter ansvaret? Så er det vel de sociale myndigheder der bør gribe ind? For alle andre passer jo sig selv, og nøjes med et par ynkende eller måske fordømmende ord.

lidt modstander af at råbe "sociale myndigheder", da de heller ikke er "for børn". Det er efter min opfattelse heller ikke midlet til at nå målet. Disse mentalt fattige mennesker har jo været almindelige engang.

...kun give dig ret. Jeg har ofte oplevet en stor frustration, og ja...jeg har også grædt over disse børns liv og skæbne. Børn er følgelig meget loyale overfor deres forældre. Det er jo de eneste de "har". Så det er en meget tung bold du kaster op i luften...det var det jeg mente med mine spørgsmål...ikke at du skulle anmelde nogen.
Jeg har selv haft det tæt inde på livet, men forældrene ønskede ikke hjælp (motiv=ego/stolthed, som du siger), så jeg rakte børnene hånden i stedet og hjalp dem så godt jeg kunne.

udvikling er jo bestemt af mange ting. Har man ramt bunden - hvilket man på et givet tidspunkt gør, så er der jo lang vej op. Jeg har eksempelvis haft en voldelig far som ikke kunne gå en dag uden at demonstrere sine knap så rare færdigheder. Det abitrære er : Jeg har udviklet mig til at være stor stor modstander af vold, og har da heller aldrig lagt hånd på nogen, medens min bror er endt i den modsatte grøft, og nærmest slår på alt der kommer ham i vejen. Så det er jo nok i sidste ende et spørgsmål om hvorvidt disse børn formår nogensinde at komme op fra bunden, og hvad måde de gør det på. Det er jo også meget sjældent at disse børn tager imod en udstrakt hånd.

...udvikling har så været dimentral modsætning til din brors. Den overlast børn lider med druk, vold og overgreb, vil altid give en reaktion i form af enten udadrettet eller indadrettet adfærd, hvis man ikke får det bearbejdet og i bedste fald kan tilgive og forstå det skete. Enten spejler man sig - eller bliver helt modsat.
Du har ret i at det er sjældent disse børn tager imod en udstrakt hånd, men jeg strakte hånden ud uden at fordømme deres liv eller familie, og de tog i mod. Og...jeg vil til enhver til gøre det igen - eller ihvertfald prøve.
Jeg overvejer meget at søge godkendelse som plejefamilie - for det er urimeligt at tvangsfjernede børn bliver kastet rundt i forskellige plejefamilier - og igen og igen og igen bliver bekræftet i at de ikke er værd elske. De vil livslangt have besvær med tilknytning til andre mennesker, fordi de efter de mange dårlige oplevelser aldrig oplever den betingelsesløse kærlighed (som de heller aldrig fik hos deres forældre.)At jeg så også mener, der bliver gjort ALT FOR LIDT for de belastede familier som helhed for at bryde mønsteret - det er så en hel anden snak.

Hvis dine udsagn holder vand så er ikke alene men børnenes skole/børnehave og alle andre voksne der kender til disse børns vilkår skyldige.
Sådanne forhold skal anmeldes til de sociale myndigheder.
Børnenes tarv går fremfor alt andet.
Der er en lang række foranstaltninger der kan sættes ind for at støtte sådanne børn, og give dem et bedre liv.
Og det er ikke noget med tvangsfjernelse og familiepleje.
Gør din pligt og forelæg sagen for de sociale myndigheder. Det kan iøvrigt gøres anonymt.
the old baker

mine udsagn holder vand ???? Hvorfor i alverden skulle de ikke det ?????? Jeg er jo ikke H.C. Andersen....

der kan gøre det imod deres børn!!!
er lidt træt af de kvinder der er ude og drikke sig patte stive hver 3 mdr den 20 når der er kommet børnepenge, selvfølgelig må de more sig det er ikke det, men dem jeg kender til give ikke deres børn så meget som en pose slik for de penge og børnene render rundt i nedslidt tøj.
køb det dine børn har brug for også hvis der er penge tilbage så forkæl dig selv med dem og ikke alle pengene
bare min mening