Forebyggelsesstrategier mod anbringelser af børn ?
Hvad kan der gøres for at forebygge anbringelser børn og unge hos opholdssteder, plejefamilier og døgninstitutioner ?
Hvad kan forhindre at familiære problemer bliver til familiære katastrofer❓
Hvordan kan man teoretisk gøre forebyggelse af familiære problemer til noget nemt og godt ?
Der er masser af statistikker om de små 20.000 børn og unge som ikke i hele barndommen og ungdommen bor hos forældrene men i en periode er anbragt i institutioner hos lønmodtagere som i løbet af anbringelsen arbejder ude i institutioner, opholdssteder og plejefamilier med omsorgen for anbragte og fjernede børn og unge, og man kan mene at de socioøkonomiske forhold har en stor betydning for det er /i følge en ældre sfi rapport fra 2004) kun hver fjerde anbragte barn og unge hvis forældre har lønnet arbejde og resten har ikke.
Til gengæld er der i statistikken en negativ men på sin vis imponerende mængde fejl som er begået i sagsbehandlingen og sagsforløbet på mange områder fra både den indledene sagsbehandling med trivselsindberetninger fra personer ansat i ordinære daginstitutioner og folkeskoler, til den realitet at langt fra alle der arbejder med anbragte børn og deres pårørende har en uddannelsesmæssig baggrund med direkte relation til arbejdet som de får deres løn for. Pt er det vist sådan at en masse fagmæssigt dysfunktionelle voksne ansatte lønmodtagere har meget at gøre med sagsforløbet og det er (i følge en ældre sfi rapport fra 2004)måske delvist derfor at op mod hver tredje anbragte barn og unge har en eller to forældre som selv har været anbragt(for ellers skulle forhenværende anbragte vel kunne kontakte myndighederne for at søge at få hjælp og støtte inden problemerne bliver for svære?) ?
Som både børn, unge, forældre og ansatte påvirkes man af fejl i sagsforløbet og da der jo påvises så mange fejl i statistikkerne er påvirkningskonsekvenserne omfattende, det påvirker fagpersoner i ordinære daginstitutioner og folkeskoler at deres underretniger ikke følges op, og de fejl i sagsbehandlingerne som børn, unge og forældre oplever konsekvenserne af påvirker også deres chancer for at være konstruktive og aktive i problemløsningerne angående de familiære problemer de har, endvidere påvirkes involverede i de fejl og uddannelsesmæssige fejl der begås ude i opholdsstederne❓
Ville børneungeområdet have mere succes hvis de ansattes løn var betinget af de anbragte børns, unges, forældres og myndighedernes tilfredshed❓
Hvorfor følges der ikke op med forebyggelse❓med kommunal familierådgivning❓
Er det fordi socialt engagement som forebyggelsesstrategi tager tid, og de ansatte og de socialt inkluderede uden opkommende familiære problemer har også deres arbejdsmæssige opgaver og deres egne sociale / familiære netværk at bruge tid og succesorienteret engagement i situationer der overvejende kun kan inkludere socioøkonimisk ressourcestærke og socialt inkluderede❓
Alle dem som ikke får nogen nødvendig ordinær kommunal familierådgivning får jo ikke via den metode løst op for problemerne, hvis forældre og unge afvises ved den indledene visitation og henvendelse til kommunen, eller trivselsindberetninger ikke følges op . . . så får de jo ikke hverken relevante indput eller vejledning der kan hjælpe dem til at få styr på problemerne og dermed ikke mere erfaring til at mestre de kommende problemer og udfordringer som opstår i familier og især i socioøkonomisk mindrebemidlede familier❓
Ville det kunne være motiverende hvis familier med familiære problemer indgik en succesorienteret social aftale og betalte en procent mere i skat i sagsforløbet❓Det er jo små 20.000 anbragte børns forældre og lidt brugerbetaling for en reel succesgaranti fra myndighederne vil måske få mere gang i sagsforløbet ?
Hvad kan forhindre at familiære problemer bliver til familiære katastrofer❓
Hvordan kan man teoretisk gøre forebyggelse af familiære problemer til noget nemt og godt ?
Der er masser af statistikker om de små 20.000 børn og unge som ikke i hele barndommen og ungdommen bor hos forældrene men i en periode er anbragt i institutioner hos lønmodtagere som i løbet af anbringelsen arbejder ude i institutioner, opholdssteder og plejefamilier med omsorgen for anbragte og fjernede børn og unge, og man kan mene at de socioøkonomiske forhold har en stor betydning for det er /i følge en ældre sfi rapport fra 2004) kun hver fjerde anbragte barn og unge hvis forældre har lønnet arbejde og resten har ikke.
Til gengæld er der i statistikken en negativ men på sin vis imponerende mængde fejl som er begået i sagsbehandlingen og sagsforløbet på mange områder fra både den indledene sagsbehandling med trivselsindberetninger fra personer ansat i ordinære daginstitutioner og folkeskoler, til den realitet at langt fra alle der arbejder med anbragte børn og deres pårørende har en uddannelsesmæssig baggrund med direkte relation til arbejdet som de får deres løn for. Pt er det vist sådan at en masse fagmæssigt dysfunktionelle voksne ansatte lønmodtagere har meget at gøre med sagsforløbet og det er (i følge en ældre sfi rapport fra 2004)måske delvist derfor at op mod hver tredje anbragte barn og unge har en eller to forældre som selv har været anbragt(for ellers skulle forhenværende anbragte vel kunne kontakte myndighederne for at søge at få hjælp og støtte inden problemerne bliver for svære?) ?
Som både børn, unge, forældre og ansatte påvirkes man af fejl i sagsforløbet og da der jo påvises så mange fejl i statistikkerne er påvirkningskonsekvenserne omfattende, det påvirker fagpersoner i ordinære daginstitutioner og folkeskoler at deres underretniger ikke følges op, og de fejl i sagsbehandlingerne som børn, unge og forældre oplever konsekvenserne af påvirker også deres chancer for at være konstruktive og aktive i problemløsningerne angående de familiære problemer de har, endvidere påvirkes involverede i de fejl og uddannelsesmæssige fejl der begås ude i opholdsstederne❓
Ville børneungeområdet have mere succes hvis de ansattes løn var betinget af de anbragte børns, unges, forældres og myndighedernes tilfredshed❓
Hvorfor følges der ikke op med forebyggelse❓med kommunal familierådgivning❓
Er det fordi socialt engagement som forebyggelsesstrategi tager tid, og de ansatte og de socialt inkluderede uden opkommende familiære problemer har også deres arbejdsmæssige opgaver og deres egne sociale / familiære netværk at bruge tid og succesorienteret engagement i situationer der overvejende kun kan inkludere socioøkonimisk ressourcestærke og socialt inkluderede❓
Alle dem som ikke får nogen nødvendig ordinær kommunal familierådgivning får jo ikke via den metode løst op for problemerne, hvis forældre og unge afvises ved den indledene visitation og henvendelse til kommunen, eller trivselsindberetninger ikke følges op . . . så får de jo ikke hverken relevante indput eller vejledning der kan hjælpe dem til at få styr på problemerne og dermed ikke mere erfaring til at mestre de kommende problemer og udfordringer som opstår i familier og især i socioøkonomisk mindrebemidlede familier❓
Ville det kunne være motiverende hvis familier med familiære problemer indgik en succesorienteret social aftale og betalte en procent mere i skat i sagsforløbet❓Det er jo små 20.000 anbragte børns forældre og lidt brugerbetaling for en reel succesgaranti fra myndighederne vil måske få mere gang i sagsforløbet ?