Forelsket i ekskæresten!
Jeg er en dreng på 20, som føler sig meget forvirret, såret, skuffet over mig selv og ville bare ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage til dengang hvor det hele var godt og fyldt med kærlighed.
Jeg har for ca. 3 mdr siden slået op med min da værende kæreste. Vi havde et helt fantastisk forhold, men jeg begyndte meget tidligt i vores forhold at have en fornemmelse at der var noget galt? Men jeg vidste bare ikke hvad det var, så til at starte med ignorede jeg bare følelser fordi jeg var så glad for hende. Men som tiden gik voksede ”mit problem” mere og mere. Jeg begyndte at tænke meget over hvad det mund kunne være der gik mig så meget på, og tildsidte ”troede” jeg at jeg havde fundet det.. (Det var hende.. den måde hun var på.. vi passede åbenbart ikke så godt sammen som jeg troede). De tanker begyndte at fylde mit hovede, så jeg havde svært ved at være glad og positiv når jeg var sammen med hende. Jeg rettede konstant på hende og var generelt bare ikke tilfreds med noget som helst.😖Jeg tog mig så sammen og fik snakket med hende om hvordan jeg havde det, og at jeg troede gnisten for vores forhold var ved at forsvinde. Hun blev selvfølgelig utrolig ked af at høre det, men var sammentidig glad for min ærlighed.
Vi blev så enige om at prøve at holde en pause fra hinanden, men der gik ikke lang tid før vi fandt sammen igen. Vi havde det begge meget dårligt i vores ”pause” fordi vi normalt var van til at skrive eller se hinanden næsten hverdag.
Pausen fik tændt for gnisten i forholdet igen, men.. jeg havde stadig ikke fået løst mit problem, så der gik kun en kort periode før jeg begyndte at være sur og negativ igen ):
Vi blev så enige om at vi ville prøve at slå op (det skal lige siges at vi har et meget spicelt forhold, så selvom vi ikke er kærester, er vi meget nære og gode venner), for at jeg kunne finde ud af hvad jeg ville. (og det passede meget godt med at jeg skulle arbejde 2mdr i england kort tid efter. Så vi kunne være adskilt fra hinanden.) Og for at prøve at glemme vores følelser for hinanden begyndte vi begge at skrive med andre piger/fyre på dating-sites. Jeg havde lidt problemer med jalousi, men vi snakkede meget om det. Så det har ikke ødelagt noget imellem os.
Tiden gik og jeg har nu været herover i england i et par uger og fået tænkt tingene rigtig godt igennem. Og indset hvad ”problemet” var.. Det var ikke hende der var noget i vejen med, eller noget som helst i den stil. Men mig selv i stedet /:
Jeg har så længe jeg kan huske, hele mit liv haft problemer med mit selvværd og selvtillid. Jeg har altid været meget genert og haft svært ved at snakke med andre. Jeg har altid være under tøffelen og gjordt hvad andre sagde, istedet for hvad jeg selv havde lyst?😖
Det har jeg så indset at det er skyld i mit problem i vores forhold. Når jeg tænker tilbage nu giver det hele bare mening.. Jeg kunne jo nemt rette på mig selv for at andre skulle syntes godt om mig.. men min kæreste.. hun er jo som hun er og det kan kunne jeg jo ikke lave om på. Det var det som gik mig på og gjorde at jeg sur og negativ.. ”hun gjorde mig flov når vi var sammen med andre fordi hun ikke gjorde som jeg tænkte, hvis man kan sige det sådan).
Jeg har arbejdet meget med at tror på mig selv nu, og det går allerede meget bedre. Og det har også hjulpet meget med at udvikle mig selv personligt, ved at tage på den her udlands tur igennem arbejdet. Jeg har fået tænkt tingene igennem tusind gange, og føler mig 100% sikker på det jeg har fundet ud af, og har endelig fundet mine sande følelser hende og glæder mig meget til at fortælle hende det.
Vi havde på forhånd aftalt at hun skulle på ferie hos mig i england d. 24/9-10 i en uges tid, og at vi så til den tid kunne få snakket det hele igennem og finde ud af hvad vi ville.
Men nu har siturationen taget en dum drejning ): Vi har holdt lidt kontakt over MSN imens jeg er herover. Hun har fortalt mig at hun har mødt en af fyrene igennem datingsiden, som hun syntes et rigtig sød. Og hun siger at hun måske godt tror at der kan blive lidt mere end bare venner imellem dem..
Jeg blev ikke engang jalou på hende eller noget i den stil, jeg var istedet meget glad på hendes vejne. Jeg kunne nærmest selv mærke hvordan hun havde det, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget negativt om det, eller fortælle at jeg stadig havde følelser for hende.
Jeg syntes selv at det er et meget vigtigt enme, så jeg vil genre fortælle hende det imens jeg kan se hende i øjene.
Vi har et meget nært og ærligt forhold. Og selvom vi måske ikke skulle blive kærster igen, så vil vi stadig fortsætte som venner.. faktisk bedste venner(:
Men jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv nu. Jeg føler lidt at hun at glemt mig og vores forhold og det vi havde sammen. Hun er ”ny-forelsket” i ham fra datingsiden, og skriver/mødes med ham en gang imellem (bare som venner)..
og det er også helt i orden, hvis det er det hun vil.. men jeg føler bare lidt jeg er blevet glemt? Når man er ny-forelsket er jo selvfølgelig en meget stærk og dejlig følelse, men jeg er bare bange for at hun har glemt hvor godt vi havde det? /:
I vores forhold har vi altid haft det utrolig godt sammen, og aldrig være sure på hinanden eller været oppe og skæntes over noget. Vores forhold har bare været perfekt, lige indtil jeg begyndte at få ”mine nedture”.
Lige nu er mine følelser for hende stærkere end nogen siden før, fordi jeg har indset at problemet var mig. Jeg har indset hvor dejligt et menneske hun faktisk er, og hvor meget hun betyder for mig. Jeg har endelig fundet mine sande følelser for hende frem, men nu er det måske forsent :S
Jeg ved ikke rigtig om jeg har noget spørgsmål.. det er vist mere bare det at få det ud, og måske høre nogle andres mening om siturationen (:
Jeg håber ikke jeg har glemt at skrive noget, eller at det er alt for indviklet at læse. Jeg har prøvet at skrive det så godt som jeg nu ku’, men det var lidt svært at få det skrevet det på den rigtige måde så i kan forstår hvordan jeg går og har det.
Jeg har for ca. 3 mdr siden slået op med min da værende kæreste. Vi havde et helt fantastisk forhold, men jeg begyndte meget tidligt i vores forhold at have en fornemmelse at der var noget galt? Men jeg vidste bare ikke hvad det var, så til at starte med ignorede jeg bare følelser fordi jeg var så glad for hende. Men som tiden gik voksede ”mit problem” mere og mere. Jeg begyndte at tænke meget over hvad det mund kunne være der gik mig så meget på, og tildsidte ”troede” jeg at jeg havde fundet det.. (Det var hende.. den måde hun var på.. vi passede åbenbart ikke så godt sammen som jeg troede). De tanker begyndte at fylde mit hovede, så jeg havde svært ved at være glad og positiv når jeg var sammen med hende. Jeg rettede konstant på hende og var generelt bare ikke tilfreds med noget som helst.😖Jeg tog mig så sammen og fik snakket med hende om hvordan jeg havde det, og at jeg troede gnisten for vores forhold var ved at forsvinde. Hun blev selvfølgelig utrolig ked af at høre det, men var sammentidig glad for min ærlighed.
Vi blev så enige om at prøve at holde en pause fra hinanden, men der gik ikke lang tid før vi fandt sammen igen. Vi havde det begge meget dårligt i vores ”pause” fordi vi normalt var van til at skrive eller se hinanden næsten hverdag.
Pausen fik tændt for gnisten i forholdet igen, men.. jeg havde stadig ikke fået løst mit problem, så der gik kun en kort periode før jeg begyndte at være sur og negativ igen ):
Vi blev så enige om at vi ville prøve at slå op (det skal lige siges at vi har et meget spicelt forhold, så selvom vi ikke er kærester, er vi meget nære og gode venner), for at jeg kunne finde ud af hvad jeg ville. (og det passede meget godt med at jeg skulle arbejde 2mdr i england kort tid efter. Så vi kunne være adskilt fra hinanden.) Og for at prøve at glemme vores følelser for hinanden begyndte vi begge at skrive med andre piger/fyre på dating-sites. Jeg havde lidt problemer med jalousi, men vi snakkede meget om det. Så det har ikke ødelagt noget imellem os.
Tiden gik og jeg har nu været herover i england i et par uger og fået tænkt tingene rigtig godt igennem. Og indset hvad ”problemet” var.. Det var ikke hende der var noget i vejen med, eller noget som helst i den stil. Men mig selv i stedet /:
Jeg har så længe jeg kan huske, hele mit liv haft problemer med mit selvværd og selvtillid. Jeg har altid været meget genert og haft svært ved at snakke med andre. Jeg har altid være under tøffelen og gjordt hvad andre sagde, istedet for hvad jeg selv havde lyst?😖
Det har jeg så indset at det er skyld i mit problem i vores forhold. Når jeg tænker tilbage nu giver det hele bare mening.. Jeg kunne jo nemt rette på mig selv for at andre skulle syntes godt om mig.. men min kæreste.. hun er jo som hun er og det kan kunne jeg jo ikke lave om på. Det var det som gik mig på og gjorde at jeg sur og negativ.. ”hun gjorde mig flov når vi var sammen med andre fordi hun ikke gjorde som jeg tænkte, hvis man kan sige det sådan).
Jeg har arbejdet meget med at tror på mig selv nu, og det går allerede meget bedre. Og det har også hjulpet meget med at udvikle mig selv personligt, ved at tage på den her udlands tur igennem arbejdet. Jeg har fået tænkt tingene igennem tusind gange, og føler mig 100% sikker på det jeg har fundet ud af, og har endelig fundet mine sande følelser hende og glæder mig meget til at fortælle hende det.
Vi havde på forhånd aftalt at hun skulle på ferie hos mig i england d. 24/9-10 i en uges tid, og at vi så til den tid kunne få snakket det hele igennem og finde ud af hvad vi ville.
Men nu har siturationen taget en dum drejning ): Vi har holdt lidt kontakt over MSN imens jeg er herover. Hun har fortalt mig at hun har mødt en af fyrene igennem datingsiden, som hun syntes et rigtig sød. Og hun siger at hun måske godt tror at der kan blive lidt mere end bare venner imellem dem..
Jeg blev ikke engang jalou på hende eller noget i den stil, jeg var istedet meget glad på hendes vejne. Jeg kunne nærmest selv mærke hvordan hun havde det, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget negativt om det, eller fortælle at jeg stadig havde følelser for hende.
Jeg syntes selv at det er et meget vigtigt enme, så jeg vil genre fortælle hende det imens jeg kan se hende i øjene.
Vi har et meget nært og ærligt forhold. Og selvom vi måske ikke skulle blive kærster igen, så vil vi stadig fortsætte som venner.. faktisk bedste venner(:
Men jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv nu. Jeg føler lidt at hun at glemt mig og vores forhold og det vi havde sammen. Hun er ”ny-forelsket” i ham fra datingsiden, og skriver/mødes med ham en gang imellem (bare som venner)..
og det er også helt i orden, hvis det er det hun vil.. men jeg føler bare lidt jeg er blevet glemt? Når man er ny-forelsket er jo selvfølgelig en meget stærk og dejlig følelse, men jeg er bare bange for at hun har glemt hvor godt vi havde det? /:
I vores forhold har vi altid haft det utrolig godt sammen, og aldrig være sure på hinanden eller været oppe og skæntes over noget. Vores forhold har bare været perfekt, lige indtil jeg begyndte at få ”mine nedture”.
Lige nu er mine følelser for hende stærkere end nogen siden før, fordi jeg har indset at problemet var mig. Jeg har indset hvor dejligt et menneske hun faktisk er, og hvor meget hun betyder for mig. Jeg har endelig fundet mine sande følelser for hende frem, men nu er det måske forsent :S
Jeg ved ikke rigtig om jeg har noget spørgsmål.. det er vist mere bare det at få det ud, og måske høre nogle andres mening om siturationen (:
Jeg håber ikke jeg har glemt at skrive noget, eller at det er alt for indviklet at læse. Jeg har prøvet at skrive det så godt som jeg nu ku’, men det var lidt svært at få det skrevet det på den rigtige måde så i kan forstår hvordan jeg går og har det.