Forelsket i min venindes kæreste

Jeg er kommet i den ulykkelige situation, at jeg har forelsket mig dybt i min venindes kæreste. Han føler det samme, og vi har svært ved at se hvordan vi kommer videre herfra. De har været sammen mange år, og har netop fået barn sammen. Kæresten og jeg har altid haft et specielt forhold til hinanden, hvilket en dag udviklede sig. Kort tid efter kom det frem at hun var gravid. Vi har forsøgt at undgå hinanden for at komme videre hver for sig, men vi savner hinanden så meget at vi begge går rundt og har det frygteligt. Både han og jeg har overvejet at gå i terapi for at håndtere situationen og følelserne. Det er en umulig kærlighed, som ikke kan have andet end tragiske og uoverskuelige konsekvenser. Vi ville ødelægge så meget for os begge to, hvis vi satsede på kærligheden. Han er også i et kæmpe dilemma, da han nu er blevet far og ikke ønsker at forlade sin søn. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, for jeg kan ikke komme videre, når jeg hele tiden konfronteres med hans følelser for mig samtidig med, at jeg ved han ikke vil forlade sin søn. Er der nogle råd, vil jeg være mere end taknemmelig.

Læs dit indlæg igennem,så kan du se du selv har besvaret dine egne spørgsmål.
Jeres roderi må i selv finde ud af.

kære ulykkelige.
du har sikkert fået flere svar,men altså det er faktisk meget enkelt,man skal følge sit hjerte længere er den ikke...knus nullekau

ALT FOR GODT!
Jeg har for nylig haft samme følelser i en umulig kærlighed, hvor vi begge var som draget af hinanden..selvom vi var gift, og jeg elsker min mand og ikke ønsker at slippe mit ægteskab.Det som er mit råd er at I begge indser det er umuligt, HVIS det da er det, vel at mærke i jeres tilfælde altså. Det kan udvikle sig til en slags besættelse, når man ikke kan/må få hinanden..føler lidt det er jeres situation lige nu.
Måske din venindes kæreste også er usikker..han elsker måske stadig din veninde(?) og bruger sønnen som undskyldning. Ikke at han derfor ikke er forelsket i dig lige nu..men jeg tror han er i en meget stor eksistentiel krise lige nu.
Det bedste er helt at undgå hinanden. Det hjalp da lidt i mit tilfælde...så fylder han ikke så meget i ens tanker og sind. Man kan så i stedet tænke på ham med stor kærlighed og føle dyb glæde/inspiration over at elske og blive elsket...men altså uden krav!
Så forsvinder smerten underligt nok, og man opfyldes bare af en glæde over at være LEVENDE.:-)
Men jeg er også gammel (+50)og kan jo nemt komme med så "nøjsomt" et råd.Du er ung, og har nok mere brug for at leve din kærlighed ud, ikke mindst da du er single og åbenbart er røget ind i en umulig kærlighed. Men helt umulig er den dog ikke, for viser det sig at din venindes mand VIRKELIG vil dig mere end sit forhold, så følger han nok sine følelser. Du må nok mere afvente hvad han gør.Din veninde er under ingen omstændigheder tjent med en mand, der irealiteten elsker en anden. Så det skal ikke - på længere sigt - holde dig tilbage for at følge dine følelser og leve dem ud.
I kan blive syge begge to, ved at undertrykke så stærke følelser, det bør I også tage med i betragtning!!!
Mange tanker fra en der forstår dit dilemma.
Knus
Pus

Kom til at tænke på noget helt andet. Hvor tæt en veninde er der tale om..er hun en tæt og gammel veninde..hm..ja så undrer det mig altså at dette problem kunne komme på tale. Med mindre da det er hendes mand,der har jagtet dig!..?
Veninders kærester er for mig 200% tabu at have noget kørende med..ikke engang en flirt!
Kærester til veninder eller søstre er ikke "emner" for min seksuelle interesse..det er en slags incest for mig, bare at tænke i de baner.
Har haft en venindes kæreste, der var tarvelig nok til at flirte med mig bag hendes ryg. Det fik han INTET respons på...jeg fortalte intet til veninden, men i mit stille sind tænker jeg mit, når hun fortæller om sin usikkerhed på hansfølelser...
Men prøv at tænke tilbage. Var det din venindes kæreste der begyndte..var det ham der ville dig SÅ meget,at du blev forelsket.Eller har du bare været så tarvelig,at du fælelsesmæssigt forbandt sig selv med din venindes kæreste..måske var lidt misundelig? og derfor gav ham indtryk af du ville ham.
Du skriver så lidt..så svært at vurdere om du er seriøs, eller bare en jaloux veninde!
Pusser

Det er ikke en af mine tætteste veninder, men det burde ikke kunne ske alligevel. Jeg er selv meget lidt stolt af situationen og troede ALDRIG i mit liv jeg kunne finde på sådan noget. Sådan et meneske føler jeg ikke jeg er. Hendes kæreste og jeg har også altid været meget gode venner, og siden de begyndte har der nok altid været et eller andet imellem os. En tiltrækning som bare skulle blive ved det. Men en dag var det som om det hele overmandede os begge to, og vi endte sammen. Derefter føltes det som om jeg havde undertrykt disse følelser i mange år. Det var os begge to, og ikke en af os der lokkede den anden. Jeg er meget seriøs, og hver dag er en kamp for at komme videre. Jeg prøver gang på gang at lægge låg på disse følelser og komme videre, men nogle gange går hjertet sin egen vej. Jeg føler det meget frustrerende at være så magtesløs. Har endda tænkt på at flytte fra byen, både for hans og min skyld... Jeg er bare bange for at det så ikke bliver "bearbejdet" og vi så ville falde i samme hul på et senere tidspunkt. Jeg ved bare at det stjæler al min glæde ved livet - det er så hårdt.

Og ja du lyder meget seriøs.
Ved du hvad,jeg tror det som gør det svært for dig er det at HAN ikke er afklaret.Hvis han kunne stoppe med at tænke på dig som han gør, ville det være meget nemmere for dig!
Tror jeg ved præcist hvordan du har det.Mit sidste halve år har også været et følelsesmæssigt mareridt...sværest fordi min elsker ikke ville slippe det. Kunne sagtens kommer over det alene, hvis altså han ikke fortsatte med at føle som han gør.
Du må få dette afklaret..de er single,og du elsker derfor KUN ham, så som jeg ser det,må du få ham til at tage en beslutning.Barnet er jo så lille at det overhovedet intet kommer til at mærke...og mænds rettigheder mht.at få fælles forældremyndighed er jo blevet stærkt forbedrede.Så nu må du altså kræve af ham, at han finder ud af om han vil dig og kun DIG..eller leve mellem to stole, som han i realiteten lever nu.
Og hvis han vælger dig fra,så tag ham for PÅLYDENDE og kræv han ikke opsøger dig mere.Du kan heller ikke fortsætte sit venskab med din veneinde..der heldigvis da ikke er så tæt på dig.
Men pas på dig selv. Man kan jo ikke tænke på andet imens det står på...og det er ødelæggende i længden.Også hvad dit eget liv angår..uddannelse(?)karriere og evt. et nyt kærlighedsforhold...ja det sidste ligger nok ikke lige for nu.Men tiden spiller faktisk ind, hvor man ikke har nærkontakt med ham man er forelsket i.
Jeg håber du kan finde dig selv i alt dette..forstår godt dit dilemma. Som jeg læser det,burde I to da finde ud af det sammen. Men lad det være op til ham.
Lad ham vælge..men han skal tvinges til at vælge.Det andet vil ødelægge dig!!
Take care :-)
Pus

Jeg ved ikke om det er pga. min alder, men jeg har svært ved at sætte mig ind i at man kan have så stærke følelser for en anden end sin ægtefælle og så blive i ægteskabet? Jeg tror ikke at jeg ville kunne ligge mig ned ved siden af min mand hver aften, når det eneste jeg tænkte på var en anden... Ja jeg kan godt mærke at det ikke er sundt for helbreddet det her. Det har allerede sat sine spor.

Du har så meget ret i det du skriver... Jeg har ofte bedt ham holde sig væk, ikke ringe eller sms, og sagt at vi skal undgå at komme de samme steder. Men efter nogle dage ringer han helt ødelagt, og kan slet ikke fungere. Jeg ved udemærket hvor meget det letter presset lige at få bekræftet at man stadig er i hinandens tanker, men omvendt skal jeg starte den kolde tyrker næste dag forfra. Jeg har fortalt at jeg ikke kan blive ved sådan her, og at hvis han holder af mig, så skal han lade mig i ve hende op i fred til at bearbejde sorgen og komme mig over ham. Jeg har konfronteret ham med at hans valg er at blive hos hans barn, hvilket betyder at vi ikke længere kan ses. Jeg forstår så bare ikke hvorfor han bliver ved med at komme tilbage til mig...?? Han ved det sårer mig og jeg ved at han ikke kan holde ud at sårer mig.
Og jo jeg holder ikke længere nogen kontakt med "veninden". Det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til. Gud hvor er det befriende at "tale med en der kender en smule til det. Jeg går jo med denne hemmelighed selv, hvilket er ret hårdt

langt væk
manden er lige blevet far og elsker tilsyneladende sin kone
nå nej smut du forbi med en barselsgave
så kan i jo lade hende afgøre hvad hun vil være til,, istedet for at holde hende for nar, til i bestemmer jer
fatter sgu efterhånden godt alle de skilsmisser

Du har helt ret, det burde jeg gøre... Og gid det var så let

det er du ikke tvunget ind i den situation du er i nu,, så ja,, tudekiks,, her
nej nemt er det ikke men forhbentligt har du lært en andens mand er en andens mand, uanset hans eventuelle bejleri,, som nogen tilsyneladende mener er grund nok til at være sin partner jaloux,
Held og lykke
med valg af gaven

Tvunget og tvunget er vel også så megt sagt. Men har du nogensinde været så forelsket, at det brænder i hele din krop, at du ikke kan tænke på andet, at du ikke har sovetd en hel nat i månedsvis? Det lyder ikke sådan, for så ville du vide, at så let er det bare ikke. Og slet ikke når man er i samme omgangskreds og næsten ikke kan undgå at se hinanden. Og jo jeg har haft min gang på barselsgangen med gave - den værste dag i mit liv, hvor alle kræfter blev brugt på ikke at bryde sammen. Jeg kan godt forstå det fra din side, men omvendt må du også prøve at sætte dig ind i min situation

er jeg stadigvæk i min elskede mamd, faktisk så meget,
jeg forventer det varer mindst 50 år endnu, og netop derfor ville jeg aldrig acceptere at en anden kvinde skulle få, det der tilkommer mig,
Som jeg siger til min mand,, kommer de for tæt på, de der lækre sild,, så hils og sig jeg slår en udemærket højre.
Se det fra din side,,
nej aldrig,,
for jeg kan aldrig synke så lavt
at være den jeg elsker og har lovet min troskab, utro.
Det handler om et lille bitte ord ,, der hedder nej
virker det ikke,, ja så kan man jo fjerne sig fra fristelserne,,, uanset fælles omgangskreds
ikke let nej,, men dit eget valg

Det er absolut ikke ok at forføre en mand der lige har fået barn,eller hvis kæreste er gravid,os mænd er jægere og får vi chancen for at komme mellem benene på kvinder gør vi det..lær dog kvinder at mænd som hovedregel vil sige ja til sex hvis i spørger...

i sådan et tilfælde var det jeg ville ønske man kunne debattere privat her, og ikke skulle udsættes for alverdens uforstående eller forargede kommentarer.
Jeg får næsten genoplivet den smerte og længsel jeg har levet med det sidste halve år. Lige netop her i slutningen af min ferie, har jeg så fået min elsker (vi brød inden ferien) ud af kroppen. Men han spøger stadig..kun når han forstår at dette er UMULIGT kan jeg holde det ud, og frigøre mig helt. Så her forstår jeg virkelig godt.Sålænge han bliver ved og du kan mærke hans længsel, så KAN du (som det seriøst følende menneske jeg mærker du er)netop ikke frigøre dig, for så ville du jo LYVE FOR DIG SELV!
Men du tør godt stå ved dine egne følelser, derfor er ligesom fanget nu i en umulig situation. Jeg har en stærk følelse af at din "veninde"s kæreste elsker dig...eller har en stor lidenskab for dig!
Det er så svært at råde dig her. Men så ung som du er, bliver du altså nødt til at tage dette som en udfordring og chance for at blive herre i dit eget hus. Og ikke lade hele dit liv styre af følelser.
Mere lidt længere nede som svar på dit indlæg.
Knus
Pus

pga. din alder..og så fordi mine erfaringer er andereledes, at du (og andre)ikke kan forstå min utroskab..når jeg stadig elsker min mand. Ja min elsker har spøgt længe..og jeg har ligget ved siden af min mand og længtes efter ham i ca. et halvt år. Men det er heldigvis ovre nu! Jeg er blevet "mig selv" igen, og det er et liv sammen med min soulmate...vi har altid elsket hinanden og ingen vil nogensinde kunne komme imellem os.Heller ikke om vi havde nok så mange affærer ved siden af..dertil har vi været for mange eksistentielle kriser igennem sammen UDEN kærligheden blev mindre.Som var det en kilde vi een gang for alle fik forbundet, og som altid vil strømme mellem os...
Men lige nogle ord, som måske kan hjælpe dig..eller ikke. Vil alligevel forsøge via mit eget eksempel at give dig nogle råd,da jeg føler mig lidt beslægtet med dig..via din måde at opleve kærligheden på. Tror du føler stærkt, men også at du glemmer at passe på dig selv midt i dette følelseskaos.
Det lærte jeg som helt ung, hvor min kæreste var utro(ja han er faktisk min nuværende mand)var at jeg var alene (fødes alene..er eneste der følger mit liv ...dør engang alene)det kom som et chock...altså at FØLE denne ensomhed. En ting er at vide..noget andet at FØLE!
Det var en rædsom tid...lidt som den du nu lever i.Jeg måtte bryde forholdet..da han var alt for uafklaret,men igen og igen vendte han tilbage til mig. Vi havde denne kærlighed og lidenskab (som I?) der bare levede helt sit eget liv.
Jeg blev syg af det..fysisk kollaps (derfor min advarseltil dig.Sørg for at spise MEGET sundt og varieret..det "glemte" jeg derfor blev jeg rigtig syg.
Men jeg frigjorde mig til sidst, idet jeg blev forelsket igen og fik nogle meget stærke kærlighedsforhold (en af dem elsker jeg stadig..og han mig)
Men jeg mødte altså nogle mænd der fik stor betydning for mig..i den periode. Jeg håber det kan give dig lidt håb.
Meen denne (min nuværende)mand lurede bare hele tiden i baggrunden..og efter 7 år endte det med vi flyttede sammen, og vi har været meget tætte og lykkelige og TRO i de 18 år vi nu har været gift.
At jeg så "faldt i" med en anden mand for nylig, og kom til at opleve den samme lidenskab endnu engang, det forstår jeg heller ikke selv. For jeg elsker virkelig min mand. Jeg opfatter det mere som en situation jeg kom ud i..i en dårlig periode vi havde, blandet med en uhyggelig stærk tiltrækning til en anden mand.
Så det kan altså ske..også selvom man elsker sin mand. Og der ER altså ingen bibel, der siger at når man elsker en, så kan man KUN føle lidenskab for denne ene igennem et helt langt liv!!
Ja jeg kan godt forstå, at du lige nu slet ikke kan forestille dig andre end ham du elsker så inderligt nu..og måske ender han også med at blive dit livs kærlighed,som min blev det!Men I skal nok først igennem skærsilden åbenbart;-(
Men selv for en som mig, der bestemt ikke har nemt ved at forelske mig (har kun haft 11 forhold i mit lange liv)så kan det lade sig gøre at finde kærligheden igen.
Men mærkeligt, for det var først da jeg helt havde frigjort mig fra min kæreste dengang (nuværende mand)at jeg blev MIG SELV...en selvstændig kvinde. Jeg har siden takket ham for de 7 rædsomme år vi havde..on and off, for de førte altså til jeg helt frigjorde mig fra at mænd og følelser skulle styre mit liv. Og sådan er det også blevet.:-)
Jeg håber virkelig for dig at du nu tager hånd om dig selv,og kæmper for at blive så at sige "herre i eget hus"..eller kvinde i eget hus må det vist være.
Du er fanget i et følelsesmæssigt morads, og det fylder hele dit liv, fordi du(som jeg)er et menneske med stærke følelser. Det er også godt,men du må stå vagt om dig selv nu,og få ham til at tage en beslutning. Vælger han at blive boende med "veninden" så sig til ham at det tolker du som et 100% FRAVALG af dig, og det vil du så tage til efterretning. Tag ham for pålydende og lev med smerten...den kan godt forvandles så du får et godt liv igen..og måske bliver endnu stærkere. Lige nu er du næsten gennemsigtig i din sårbarhed. Så jeg håber nogle af de uvenlige debattåører herinde, der har det med at lufte deres harme og frustrationer med FØJ indlæg osv. at de vil skåne dig. Du skal bare ignorere deres indlæg...
Men fortræng ikke smerten..så ender du som en..ja krampe,og det ville være synd!
Stort Knus og pas nu på dig selv:-)
Pus