Forelsket i musiker med 2 børn

Er simpelthen så forelsket i min nye kæreste - og han er forelsket i mig. Det er utrolig smukt, al den kærlighed jeg oplever. Da jeg mødte ham, havde jeg en anden kæreste, som jeg var ved at købe bolig og prøvede at få barn med. Men så slog lynet ned, da jeg mødte min musikerkæreste, og jeg valgte ham. Hans børn er 1 og 5 år, han har dem 50 procent og er en god far. Børnene har taget utrolig godt i mod mig og deres biologiske mor er flink.
Men jeg er bange. Har altid ønsket masser af børn, vil gerne være gravid med min nye kæreste flytte sammen med ham og leve livet med ham.
Meeen er bange for at drukne i hans liv, som er fyldt op af rejser og små børn. Jeg står lige på kanten, og spørgsmålet er om jeg kommer til at fortryde, at jeg får mit første barn med en fyr som har 2 i forvejen?
Findes der lykkelige historier med papbørn? Hvad er fordelene?
Det føles umuligt at vælge kærligheden fra, når man endelig har fundet den. Men hvad når hverdagen kommer?
Ps. Jeg er 28 år og min kæreste er 35.

Jeg tænker... Når man finder en kæreste, man er smadderforelsket i, er det så ikke altid sådan, at man er hamrende nervøs.
Nervøs for hverdagen, og i dit tilfælde, nervøs for at skulle være alene, når han er ude, at rejse, og nervøs for, at han i forvejen har to børn?
Men sådan er det jo for alle, for alle kommer hverdagen og man vænner sig til det, men det er jo ikke et dårligt punkt, at komme til, alle har deres " hverdagskænderier " for man er jo to individer, og er der børn i spillet skal de jo også tages hensyn til, men man får det til at fungere, og hvis kærligheden er der er det jo ikke et problem.
Fordelene ved at han allerede har børn, er erfaringen, han ved hvad han går ind til, han er nok knap så nervøs, så det gør man mere stabil.
Der er masser af lykkelige historier med papbørn, men det kræver en indsats, fra alle sider, og tillid..
Hvis i elsker hinanden og hvis du holder af børnene og ved, at de fylder en stor del i hans liv og accepterer det, så finder i nok ud af det..
:-)

Det er vel altid sådan at med forelskelsen følger usikkerheden. Jeg er bare bange for, at det er for stor en mundfuld og at jeg først opdager det, når jeg sidder i saksen med hus og baby.
Det er rigtigt, at fordelen ved at han har prøvet det før, er at han er mere sikker i rollen som far. Til gengæld er han hunde-nervøs for at vores forhold går i stykker og han ender med delebørn med 2 forsk. mødre. I forvejen er hans hverdag et logistisk helvede, det er svært at forene livet som rockmusiker on the road hver weekend med at være altopofrende far.
Derfor kan han heller ikke sige, hvornår han er parat til at få barn med mig, og det er hårdt at vente på ubestemt tid. Jeg har bare helt vildt lyst til at blive bundet tæt til ham af en baby og komme i gang med alt det spændende, vi forhåbentlig skal sammen.
Vi har kendt hinanden i 10 mdr. Han siger, at han gerne vil have børn med mig, når den tid kommer. Men livet er jo nu, jeg er parat og det kan tage flere år.
Er det forkert af mig at bede ham om en dato, hvor vi går i gang?

pas hellere lidt på ;o)
det med kærligheden, og tro at man finder en anden lige så stærk... tja, tjo, - man kan da være heldig. Eller også finde en anden form for kærlighed, lige så smuk - bare noget andet. Men - ingen kan love, at en anden relation bliver lettere el. bedre - papbørn eller ej.
Men du er jo ung, så kan du ikke taget et år el. to med din kærlighed og lade det udvikle sig?

"Jeres" yngste er 1 år, hvornår synes du han/hun er stor nok til næste barn? Man skal vel også have lov til at være lille inden man skal være stor, skal man ikke?

- har jeg svært ved at gennemskue om det er dit biologiske ur, eller dine sommerfugle i maven der styrre scenariet.
- Du skriver du gerne vil have masser af børn, men er 28 år og ikke kommet igang endnu, så må to da være en gave fra himlen. Hvorfor bekymre deres tilstedeværelse sig så?
- Du skriver også du har været sammen med ham i 10 måneder, så har du overvejet at vente til der er faldet lidt ro på, hvad der nu forstyrrer din sindsro så voldsomt inden du tager beslutninger om at få (flere) børn?
- Er det en principsag, at man gør tingene denne vej rundt (vil gerne være gravid med min nye kæreste flytte sammen med ham og leve livet med ham) men overhovedet ikke overvejer at gifte sig?
- For mig er det den omvendte verden. Engang var den skruet sådan sammen at først "levede man livet" (hvad det så skal bestå af udover uafhængighed) Så giftede man sig, når man havde fundet en man slet ikke kunne lade være med at gifte sig med - og så fik man børn. Det handlede vel i virkeligheden om at få lavet nogle trygge rammer omkring de der poder.

Tænk, at du er så heldig at have fundet kærligheden! Nu er det blot sådan, at forelskelser har det med at komme og gå. Du er ikke ældre end at du kan se tiden an et par år, før du behøver at beslutte dig til at få børn og til den rid har du sikkert et overblik over, hvor du fornemmer tingende drejer hen. Nyd nu den dejlige følelse, det er, for: God tid kommer aldrig dårligt tilbage - og du skal såmen nok nå det hele. Nyd det og lade være med at bekymre dig..... og i øvrigt held og lykke!

over at du får 2 extra børn foræret. Jeg havde 2 børn da jeg mødte min mand. Og det er bare til UG. Der er selvfølgelig forskel på papbørn og ens helt egene. Men forskellen behøver absolut ikke at være negativ. Føl efter...og gør det du brænder for.

Tusind tak for jeres indlæg. Det er dejligt at vende tingene med jer, som ser det ude fra. Det er rigtigt, at iveren efter at blive gravid er en blanding af super forelskelse, det biologiske ur og en trang til at få "vores" liv sammen, i stedet for, at vi lever hans liv, med hans børn. Jeg prøver at lære ham at sige "børnene" i stedet for "mine børn", som han har for vane, fordi jeg gerne vil inkluderes i hans liv.
Jeg har altid tænkt, at det vigtigste er, at finde den rigtige mand, før man får børn, nu føler jeg endelig at her er en mand, som jeg kan lide helt igennem og så er jeg ivrig, for at komme i gang, også fordi jeg ved det kan tage tid.
Men tror konklusionen er, at jeg gør mit bedste for at tøve et halvt års tid, og så må jeg se, hvad han siger. Det er også svært at slå op med drømmemanden, fordi han ikke vil have børn, når jeg vil.
Mht. at blive gift, så er jeg ikke særlig religiøst anlagt, og har aldrig haft drøm om bryllup.
Tak igen for jeres råd og opbakning.