Forelsket, pinefuldt dejligt.....
Ja det tror jeg altså jeg er blevet.
Det er lidt mærkeligt, for det er mange mange år siden jeg har været det og det føles lidt anderledes.
har brugt mange kræfter på at tro det bare var en fase, noget der k´nok skulle gå over, en fasination osv osv
Kunne ikke rigtig genkende følelsen, for sidst jeg var forelsket var jeg teenager, fuldstændig fortumlet og tosset, kunne ikke fungere, spise, sove, være til og alt det der.
Denne gang er det anderledes. Det har udviklet sig over en tid. Det er slet ikke så overvældende og fuldstændigt vanvittig. Jeg sover nogenlunde om natten og indtager mine måltider reglmæssigt.
Det er tilgengæld en konstant strøm af tanker der handler mest om ham.
En lyst til og et behov for at være sammen med ham.
Følelsen af at savne ham ganske kort tid efter at jeg har set ham.
Seksuelle fantasier af så "grov" karakter at jeg kan sidde alene og blive helt rød i kinderne.
Han har desværre for længe siden meldt ud at det ville være for mærkeligt, og det kan der være mange gode grunde til at han har ret i. Derfor er der heller ingen grund til at fortælle ham, at det er sådan det forholder sig. Jeg tier og nyder det jeg kan have sammen med ham.
Det ændre bare ikke ved, at jeg er ved at være godt gammeldags forelsket for første gang i over 15 år. Så selv om det både er pinefuldt og liddt frustrerende, så nyder jeg alligevel igen at opleve fornemmelsen af både savn og sommerfugle.
Tænk at bare tanken om et andet menneske kan godt både ondt og give smil på samme tid.
For når jeg kan blive forelsket i ham, ja så kan jeg jo også med tiden blive forelsket i en anden, som gerne vil ha mig og det er da en skøn tanke, også selv om jeg jo selvfølgelig lige nu allerhelst ville have HAM.
[l]🙂[l]
Det er lidt mærkeligt, for det er mange mange år siden jeg har været det og det føles lidt anderledes.
har brugt mange kræfter på at tro det bare var en fase, noget der k´nok skulle gå over, en fasination osv osv
Kunne ikke rigtig genkende følelsen, for sidst jeg var forelsket var jeg teenager, fuldstændig fortumlet og tosset, kunne ikke fungere, spise, sove, være til og alt det der.
Denne gang er det anderledes. Det har udviklet sig over en tid. Det er slet ikke så overvældende og fuldstændigt vanvittig. Jeg sover nogenlunde om natten og indtager mine måltider reglmæssigt.
Det er tilgengæld en konstant strøm af tanker der handler mest om ham.
En lyst til og et behov for at være sammen med ham.
Følelsen af at savne ham ganske kort tid efter at jeg har set ham.
Seksuelle fantasier af så "grov" karakter at jeg kan sidde alene og blive helt rød i kinderne.
Han har desværre for længe siden meldt ud at det ville være for mærkeligt, og det kan der være mange gode grunde til at han har ret i. Derfor er der heller ingen grund til at fortælle ham, at det er sådan det forholder sig. Jeg tier og nyder det jeg kan have sammen med ham.
Det ændre bare ikke ved, at jeg er ved at være godt gammeldags forelsket for første gang i over 15 år. Så selv om det både er pinefuldt og liddt frustrerende, så nyder jeg alligevel igen at opleve fornemmelsen af både savn og sommerfugle.
Tænk at bare tanken om et andet menneske kan godt både ondt og give smil på samme tid.
For når jeg kan blive forelsket i ham, ja så kan jeg jo også med tiden blive forelsket i en anden, som gerne vil ha mig og det er da en skøn tanke, også selv om jeg jo selvfølgelig lige nu allerhelst ville have HAM.
[l]🙂[l]