Forskelsbehandling af søstre!
Nu blev det hele for meget og jeg må ty til debat-metoden...
Jeg er i starten af 30´erne og har en søstre der er et par år yngre end mig.
Mindes min barndom som god og tryg, men også med en mor, der har haft en speciel opdragelse overfor mig og nu hvor jeg er blevet voksen, husker jeg mere og mere fra min barndom, hvor jeg tænker "hvorfor"!
Min mor har aldrig slået, men husker tydeligt, at hun har hånet mig. Jeg gjorde sjældent noget rigtigt ifølge hende, har sjældent fået ros og blev jeg ked af noget, truede hun med "hvis du bliver med det der, så fortæller jeg dine veninder det...." og lign.
Da jeg f.eks. blev student, stod hun langs væggen med krydsede arme, trak ikke en mine, sagde ikke tillykke, tog ikke en gang et billedet. Kan dertil sammenligne med min søster, hvor de stod med roser og kamera, da hun kom ud fra hendes sidste eksamen.
Da jeg flyttede hjemmefra, for at studere ca. 50 km fra mine forældre, besøgte de mig allerhøjest 5 gange i de 5-6 år jeg boede der. Grunden var, at der var for langt. De hentede mig ikke engang til jul, så jeg måtte med off. transport med al oppakning, julegaver osv. Jeg forsøgte at invitere dem ind til jul for at hygge, men de var ikke interesseret. Min søster kan dog sagtens lokke min mor med til den by nu, for at handle stort ind og shoppe/hygge. De har faktisk kørt de 50 km mange gange til den by efter jeg er flytter derfra. Nu er jeg flyttet tibage til min barndomsby, men de besøger ikke mig mere af den grund. Nu har jeg købt hus sammen med min mand - mine forældre kommer ikke og hjælper med at flytte - de har planlagt familie-tur den dag med min søster selvom de længe har vist at vi skulle flytte den dag) De har ikke engang tilbudt deres hjælp, har ikke spurgt indtil noget som helst omkring huset osv.
Min mand og jeg er god til at køre på besøg hos vores familier, vi siger altid ja til en invitation og vil det dem meget gerne. Men når vi er sammen med min familie, spørger min mor ikke ind til ret meget - hun taler mere om sladder. Min mand har svært ved at snakke med hende, fordi hun ikke rigtig går op i noget og ikke spørger igen. Da jeg mødte min mand, havde min mor også travlt med at spørge mig, hvorfor han var sådan og sådan...Det skal siges at min mand er en trofast, stille og rolig type med høj uddannelse og kunne aldrig finde på at gøre mig/andre ondt. Min søsters mand har...lad mig sige prøvet alt, hvad der "skal" prøves med stoffer, utroskab, løgne osv. - men han er alletiders og bliver talt om og rost til skyerne af min mor og ham kan hun sagtens spørge ind til.
Der er meget andet af den slags omkring min mor f.eks. Er vi til noget familie-tamtam, sidder hun sig aldrig hos mig, men hos min søster, de er ofte på besøg hos min søster og lyver om at vi ikke var hjemme, da de kørte forbi vores hus (men de har slet ikke været forbi), jeg ved også at de har lånt penge til min søster, det har jeg aldrig....og alligevel har min mor engang formådet at sige "du kommer kun hjem, når du vil låne penge".
Inderst inde er jeg dybt ked af det og ja, jeg kan nemt græde over det herhjemme. Jeg har engang nænvt lidt af det overfor min mor, men hun siger altid, at hun ikke kan huske hun har sagt sådan. Vi er ikke en familie der taler om følelser osv, så det er også svært for mig at få det sagt. Jeg har kun reageret ved at "stikke" lidt til hende sådan lidt på en drille/grine måde, men jeg mener det jo egentlig alvorligt... Jeg siger ofte til min mand, at jeg ikke gider besøge dem, når de ikke kommer til os, men så syntes jeg bare at jeg er lige sådan og det ønsker jeg bestemt IKKE! Men jeg er også træt af, at være den glade datter, når jeg inderst inde, er ked af det...
Hvad pokker gør jeg - specielt når det er svært at få det sagt! [???]
Jeg er i starten af 30´erne og har en søstre der er et par år yngre end mig.
Mindes min barndom som god og tryg, men også med en mor, der har haft en speciel opdragelse overfor mig og nu hvor jeg er blevet voksen, husker jeg mere og mere fra min barndom, hvor jeg tænker "hvorfor"!
Min mor har aldrig slået, men husker tydeligt, at hun har hånet mig. Jeg gjorde sjældent noget rigtigt ifølge hende, har sjældent fået ros og blev jeg ked af noget, truede hun med "hvis du bliver med det der, så fortæller jeg dine veninder det...." og lign.
Da jeg f.eks. blev student, stod hun langs væggen med krydsede arme, trak ikke en mine, sagde ikke tillykke, tog ikke en gang et billedet. Kan dertil sammenligne med min søster, hvor de stod med roser og kamera, da hun kom ud fra hendes sidste eksamen.
Da jeg flyttede hjemmefra, for at studere ca. 50 km fra mine forældre, besøgte de mig allerhøjest 5 gange i de 5-6 år jeg boede der. Grunden var, at der var for langt. De hentede mig ikke engang til jul, så jeg måtte med off. transport med al oppakning, julegaver osv. Jeg forsøgte at invitere dem ind til jul for at hygge, men de var ikke interesseret. Min søster kan dog sagtens lokke min mor med til den by nu, for at handle stort ind og shoppe/hygge. De har faktisk kørt de 50 km mange gange til den by efter jeg er flytter derfra. Nu er jeg flyttet tibage til min barndomsby, men de besøger ikke mig mere af den grund. Nu har jeg købt hus sammen med min mand - mine forældre kommer ikke og hjælper med at flytte - de har planlagt familie-tur den dag med min søster selvom de længe har vist at vi skulle flytte den dag) De har ikke engang tilbudt deres hjælp, har ikke spurgt indtil noget som helst omkring huset osv.
Min mand og jeg er god til at køre på besøg hos vores familier, vi siger altid ja til en invitation og vil det dem meget gerne. Men når vi er sammen med min familie, spørger min mor ikke ind til ret meget - hun taler mere om sladder. Min mand har svært ved at snakke med hende, fordi hun ikke rigtig går op i noget og ikke spørger igen. Da jeg mødte min mand, havde min mor også travlt med at spørge mig, hvorfor han var sådan og sådan...Det skal siges at min mand er en trofast, stille og rolig type med høj uddannelse og kunne aldrig finde på at gøre mig/andre ondt. Min søsters mand har...lad mig sige prøvet alt, hvad der "skal" prøves med stoffer, utroskab, løgne osv. - men han er alletiders og bliver talt om og rost til skyerne af min mor og ham kan hun sagtens spørge ind til.
Der er meget andet af den slags omkring min mor f.eks. Er vi til noget familie-tamtam, sidder hun sig aldrig hos mig, men hos min søster, de er ofte på besøg hos min søster og lyver om at vi ikke var hjemme, da de kørte forbi vores hus (men de har slet ikke været forbi), jeg ved også at de har lånt penge til min søster, det har jeg aldrig....og alligevel har min mor engang formådet at sige "du kommer kun hjem, når du vil låne penge".
Inderst inde er jeg dybt ked af det og ja, jeg kan nemt græde over det herhjemme. Jeg har engang nænvt lidt af det overfor min mor, men hun siger altid, at hun ikke kan huske hun har sagt sådan. Vi er ikke en familie der taler om følelser osv, så det er også svært for mig at få det sagt. Jeg har kun reageret ved at "stikke" lidt til hende sådan lidt på en drille/grine måde, men jeg mener det jo egentlig alvorligt... Jeg siger ofte til min mand, at jeg ikke gider besøge dem, når de ikke kommer til os, men så syntes jeg bare at jeg er lige sådan og det ønsker jeg bestemt IKKE! Men jeg er også træt af, at være den glade datter, når jeg inderst inde, er ked af det...
Hvad pokker gør jeg - specielt når det er svært at få det sagt! [???]