Fortabt / såret / vred

Vil gøre en lang historie kort. Nr. 1 var den første jeg gik i seng, og den jeg igen fandt sammen med senere og fik en dejlig pige med. (var 19 år) Som alle andre oplevede vi vores opture og nedrure. Han friede til 2000 års skriftet og højgravide mig sagde ja. Sattet brylluppet lidt i stå, da vi flyttede i hus, men måtte kort efter sælge på grund af regnfejl. Flytter hjem hos hans forældre til vi atter igen efter 3 måneder fik vores egen lejlighed. Vores pige blev 1 år og jeg fik afsluttet min uddannelse, som vi fejrede med vores venner, deriblandt min barndomsveninde siden 8 år, som nr. 1 nu også betragtede som en god veninde.
Vi går en sort tid i måde, og jeg begynder at føle mig ensom. Nr. 1 mistede sin far og lukkede sig inde. Sad uafbrudt og spillede på sin computer. Kunne ikke arbejde mere, tog sig ikke af vores datter, indkøb, rengøring, hunden o.s.v. Ville ikke snakke med mig, nærkontakt - intet. Går 8 måneder og siger at jeg ikke kan holde det ud længere, og vi går fra hinanden, for dog at finde sammen igen 3 uger senere, hvor alt blev godt, indtil mine tanker igen og frihed dukkede op.
Jeg savnede at kunne nyde livet, jeg ønskede mit liv var anderledes. Jeg ønskede at føle at jeg var elsket i stedet for en kæreste, vis kærlighed var en computer.
Efter 4 års partnerskab gjorde jeg det helt slut. Følte min livsglæde var væk - følte mig død.
Går ikke længe og jeg får følelser for nr. 2, som jeg slet ikke kender. Åbner mig op for en fremmed, og han vil gerne mødes.
Vi mødes og BANG. Jeg kunne græde af lykke. Han føltes som var han min sjælepartner, vores tankegang, måde at elske på, måden at blive elsket af. Følte han var min eneste ene, og vi flyttede senere sammen.
Kommer derefter en galdeoperation igennem, sexchikane på arbejdet, min morfar dør, variesmerter fra min operation, men bunden blev først helt ramt, da nr. 1 som jeg stadig talte godt med, fortæller mig at han er begyndt med min barndomsveninde!
Det gjorde ondt, så ondt at skulle blive stukket så hårdt i ryggen af dem begge. Hende som jeg igennem alle disse år altid havde været der for - og omvendt. Hende som jeg havde stolet på, og ham som jeg havde troet, ville kunne have tænkt lidt mindre egoistisk, end lige at tage den, som ville sætte splid i alt. Ødelægge hele min barndom, ødelægge nr 1 og mins gode forhold, som vores datter havde godt af. Jeg ønskede hende død, og ham slettet fra mit liv. Græd indvendigt da vores pige var på weekends besøg hos dem, at hun skulle have del i min datters liv på den måde....
Inden nr 1 og min veninde fandt sammen, planlagde nr 2 og jeg en lille en sammen, og ca efter 1.5 års forsøg (6 måneder efter nr1 og veninde fandt sammen) blev jeg endelig gravid. Men kunne ikke være lykkelig. Brød først sammen da jeg tog på hospitalet og fik en abort.
Jeg knækkede fuldt ud sammen. Jeg havde drabt et barn som ellers var ønsket, jeg havde smerter hverdag som ingen piller kunne fjerne, mit liv var noget lort, og alt ramte bare på en gang.
Græd i 2 måneder efter julen 2003 og begyndte så at tage og løse et problem med det andet. Først vi boede i en getto og ville have min pige opvoksede et andet sted. Fandt nogle der ville bytte til et rækkehus til sommer. Fik afsluttet min forhold til nr 2 selvom det gjorde ondt. Jeg havde brug for at være alene, så jeg kunne finde mig selv. Fik bebrejdet min morfars død, som nok havde revet op i da min far begik selvmord da jeg var 8 år. Fik taget kontakt med min mor, og påbegyndte for første gang at ville skulle få et godt forhold, og prøve at ligge fortidens fejl og smerter bag os. Fik taklet at jeg havde drabt mit eget barn, og så blev det ellers sommer og jeg flyttede alene i rækkehuset med min datter. Tænkte i 3 måneder og fra den ene dag til den anden kontaktede jeg nr. 1 om at skulle mødes. Fortalte at jeg ville have ham igen, have vores familie samlet, at jeg nu var parat til at slå mig ned.
Han gjorde det forbi med min veninde, og jeg grinte af bare fryd, da jeg vidste at hun havde fået knust sit hjerte.
Nu 6 måneder efter kommer disse tanker, og det er dem jeg ikke kan forstå. Har fortalt nr. 1 at en stor grund til at jeg prøvede at få ham igen, var så jeg kunne slippe af med min veninde - have hende ud af mit liv og min piges.
Nr 1 og jeg har ellers haft det rigtig godt og han er blevet mere voksen og ansvarlig, og egentlig kan jeg ikke sige at noget er dårligt. Det eneste der trykker, er den smerte ved, hvordan han kunne gøre det imod mig, og være sammen med min bedste veninde, at være så egoistisk og kun tænke på sine egne behov. Fortalte ham at jeg ikke kunne forstå, hvordan et menneske kunne vælge at elske nogen, som havde voldt en så meget smerte, da det ville have været meget nemmere at leve livet med en anden.
Sagen er den at vi har haft det godt sammen i 6 måneder, jeg var så småt begyndt at ligge de ting lidt bag mig, og mine drømme blevet det bedre til forleden, hvor jeg drømte at nr 2 og jeg stod i mit barndomshjem og han ville kysse mig, hvor jeg prøvede at fjerne mit hovedet væk, men gav tilsidst efter og kyssede ham. Vågnede op og havde det dårligt, blev nødt til at kontakte nr 2 som nr 1 ellers havde sagt at han ikke ville have at jeg havde kontakt til mere. Jeg fortalte om det drøm, og pludselig falder jeg i gråd. Vi taler sammen 1 times tid og jeg får det bedre.
Nu bare jeg savner nr 2, og hader mig selv for det. Vil så bare gerne kunne slå mig ned, og ville have at det blev med nr 1, da det er ham jeg siden teenager tiden valgte jeg ville dele mit liv med, og nu er blevet til det jeg altid har ønsket han ville blive.
Men jeg kan ikke give slip på nr 2 og er bange for at skulle mødes med ham igen. bange for at stadig at have dybe følelser for ham, hvilket han har for mig, bange for at sætte splid for min datter igen. Vil ikke såre flere på min vej, men er virkelig på bar fod. Elsker dem begge på hver sin måde, og har svært ved at skulle tage et valg. Hvordan skulle jeg kunne acceptere at vælge nr 2 og være stolt af den beslutning, ødelægge alt mellem nr 1 og jeg igen og såre min datter, kan jeg være sikker på at jeg er sammen med nr 1 af de rigtige grunde. Elsker jeg ham virkelig - ja, men kan jeg leve med de smerter og sår han har givet mig ?
Skal til en psykolog efter jul, og har meget svært ved at skulle vente på svar ved så meget, ikke at psykologen skal hjælpe mig helt på den punkt, da jeg indebære meget anden smerte i mit liv også, som har siddet for længe.
Jeg er vred på mig selv, føler mig fortabt i at nogen sinde at skulle tage det rigtige valg i mit kærligheds liv. Føler jeg er det dumme svin, selvom jeg altid har ønsket alle andre godt.
Dejligt at få lettet trykket lidt.

Jeg starter med at lægge hårdt ud. Du bør VIRKELIGT tænke dig om med din dobbeltmorale her! At nr 1 var egoistisk fordi han valgte at finde ny glæde i din veninde? Det er da dig der satte dine egne behov i første række med nr1 og 2, ved at slå op fordi du havde brug for "tid alene" og "føle dig fri" - du tænkte altså kun på dig selv lige der og derfor var du; egoistisk. Og så skal du være så skadefro at ødelægge hans glæde, for at du kan få det bedre og derefter fortælle ham det, så han endnu engang skal såres?
På en måde synes jeg ikke du fortjener nogle af dem. Men samtidig har jeg ondt af du har så meget selvmedlidenhed. Ja du har haft det hårdt, det er jeg ked af. Men alle mennesker lider igennem livet! Det er det vi bliver stærke af!
Du har ikke dræbt et barn, du har drabt noget der engang ville blive et barn. Og ville det ik ha været bedst at du ikke fik det? Så ville du risikere at ha minder fra både nr 1 og nr 2 - uanset hvem af dem du var sammen med ville du hele tiden blevet mindet om den anden. Du traf ét rigtigt valg her.
Men find ud af hvad du vil med nr 1 og 2, dette kan jeg ikke råde dig til. Men find ud af det, istedet for konstant at såre dig selv, nr 1 og nr 2.

med misantropen. Vil blot tilføje, at jeg tror du snyder dig selv, hvis du tror, at din drøm betyder, at du skal tilbage til nr? øøøhh, Jørgen!(?) Altså ham du ikke er sammen med pt. Måske du skulle overveje om ikke det er på tide, at du sætter dig ned et sted i fred, og tænker læææænge og gruuundigt over dit liv?!

hoold da op en gang forvirret smøre, egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg går igang med at svare dig, for har en fornemmelse af at dette ikke kan være et seriøst indlæg.
Men ifald det er så :
Med hensyn til at du skal til en psykolog efter jul, har jeg blot at sige : det kan ikke gå for hurtigt, hellere igår end i morgen.
Især den med : jeg grinede af glæde, hendes hjerte var knust. hvaaa ????? ønskede du medfølelse af andre med dette indlæg - så stoppede den ihvertfald lige der for mit vedkommende.
Få dog dine øjne væk fra din egen navle og se lidt på dine egne handlinger, du ser jo på andres med meget lidt milde øjne ik da

jeg maa ogsaa give de andre ret i, at jeg synes du har vaeret ret egistisk i dine valg, og derfor kan du ikke forvente at andre behandler dig anderledes.
men jeg maa tilfoeje til det sidste indlaeg, at jeg midstede ikke sympatien for dig, ved at du sagde at du glaedede dig over din venindes hjerte var knust. jeg mener det var aerligt sagt, sikkerkt mere aerligt end mange andre turde vaere: jeg mener det er en menneskelig ting, isaer naar man staar i en forvirret situation, at foelelser saasom jalousi tager over.
for mig, lyder det som om, du er en person der ikke kan leve uden en mand ved siden af, men jeg synes nu alligevel du skulle goere det faerdigt med baade nr. 1 og nr 2 og se at faa styr paa dit eget liv foer du involverer andre i det. jeg synes du skylder baade dig selv, din datter og dine maend det

Syntes lige jeg ville skrive at man her ikke kan forvente den hele historie, og alt hvad mine valg har været grund til.
Vil dog lige tilføje, at nr 1 bevidst tog og var sammen med min veninde for at ramme mig hårdt, fordi han var vred og såret over jeg gik fra ham, og ikke kunne acceptere at jeg var kommet videre med mit liv.
Han vidste hvor ondt det ville gøre på mig.
Ellers jeg er da lidt ked af de indslag der har været, og føler jeg måske ikke har udtrykt mig ordentlig omkring min situation og hele forløbet.
Føler ikke at det har hjulpet at skrive her, da jeg nok havde regnet med lidt andre svar end skrevne, men tak for jeres tanker.

Tak nn1 må have skrevet da dit indslag kom ind.

har du ikke fået de svar, du regnede med, men gør dig selv den tjeneste ikke at afskrive alt, der ikke var i tråd med dine forventninger. Både fordi vi ikke lærer noget af "du har ret"-bemærkningerne (det er modstanden, der sætter tanker i gang og får os til at udvikle os), og fordi der kan være nogle ting, vi ser ud fra dine ord, som du måske ikke selv har haft mentale kræfter til at indse endnu. Det kan måske opfattes som hårde ord, nogle af de svar du har fået, men de er - som jeg læser det - givet i god mening og ud fra det, du skrev som oplæg.
Jeg kender godt det med at skrive noget ned, og det så bliver misforstået. Problemet er jo, at andre ikke kan høre de tanker, der ligger til grund for dine ord, lige som vi alle er forskellige med forskelligt livssyn og erfaringer, hvorfor dine ord også vil blive opfattet lige så forskelligt. Men måske er det netop også fordelen ved at smide sine tanker ud her i SOLen? For vi kan altså godt trænge til at få skubbet vort livssyn engang i mellem. Nogle gange har vi nemlig sat os fast i en bestemt tro på, at sådan er tingene bare, fordi sådan har det altid været. Mens i virkeligheden forandrer tingene sig fra dag til dag, så det der i går var rigtigt for dig, måske er skrupforkert i dag, ikk?
Jeg må indrømme, at jeg læste dine ord nøjagtig lige som de andre. Det faldt mig også for øje, at meget af det drejer sig om dig, og mindre om de andre involverede. Men det er jo netop menneskeligt, som en anden også skriver, for når noget går galt og vi er nede over noget, er vi så narcissistiske som nogensinde. Vel også derfor at det er så destruktivt at være depri og trist? Man kan simpelthen ikke finde overskuddet til at være noget for andre, eller tænke på andre før sig selv.
Som du bemærker i din tilføjelse har nr. 1 også haft sine egoistiske grunde til at vælge din veninde. Der er jo en årsag til alt, ikk? Vi er alle styret af vore følelser, selv når vi prøver at lade fornuften regere. Og har du såret ham stort, hvad der vel ikke kan være tvivl om, vil han klart nok også bevidst eller ubevidst "slå" tilbage. Det er "bare" en enkelt reaktion i en kædereaktion, der blev sat i gang for flere år siden. Og en kæde, der aldrig bliver brudt, før EN AF JER stopper op og siger, nu er det nok: Måske har vi gjort mange dumme og dårlige ting i vores fortid, men nu er det slut med at såre hinanden pga. noget, der er sket for længe siden.
Det lyder for mig til, at ingen af jer har noget at komme efter den anden for, så hvorfor køre rundt i det samme spor? Det drejer sig om at slå en streg over fortiden og dens synder, men specielt dine egne. En abort er hård og efterlader ar, men prøv at se på det sådan, at skæbnen havde en finger med i spillet her, og at der var en mening med, du ikke skulle have det barn? Hvorfor punke dig selv for noget, du ikke kan ændre på alligevel? Gør du dig selv nogen tjeneste derved, og mere vigtigt, gør du det barn, du har i forvejen, nogen tjeneste ved det? Vi må lære at acceptere de valg, vi har truffet i livet, ellers går tilværelsen sgu op i hat og briller.
Jeg tror, det er en udmærket idé, at du kommer til psykolog, for du brænder tydeligt inde med så mange tanker og følelser, hvilket har fået dig til at miste overblikket totalt. For din datters skyld og for din egen så benyt dig af al den hjælp, du kan få, til at få styr på dit liv - og din selvfølelse, der da er helt rabundus?
DU ER NOK I DIG SELV, du er god nok som menneske og du behøver ikke en mand for at (over)leve, især ikke hvis det bringer så megen uro i dagligdagen. Find din indre ro, nyd dit barn og lær at blive stærk alene. Gå i dybden med dig selv og dit reaktionsmønster og find ud af, hvorfor du reagerer på visse måder, når livet går skidt. NÅR du så har lært det, kan du tænke på at få kærligheden - om det så er med nr. 1 eller 2 eller en helt tredje - ind i tilværelsen igen. Før da har du jo heller ikke værktøjet til at takle det dårlige, der uvægerligt vil komme henad vejen. Kriser og dårlige tider vil du aldrig kunne undgå, det er en del af livet. Men måden, du vælger at takle det på, afgør også udfaldet af disse kriser.
Måske har du bundet dig for tidligt? Måske skal det ikke være nogen af de to herrer, du skal leve sammen med. Men een ting er sikker; du ER mor og har et barn at tage vare på, uanset hvad der ellers sker. Og det barn har ikke brug for mere af det fnidder fnadder mellem dig og dine mænd. Alt hvad du gør - og ikke kun alt du siger - vil påvirke dit barn i dets fremtidige relationer til mænd, kærester og andre folk. Lad dit barn få en ærlig chance, ok?
Du kan nok heller ikke bruge mine ord til så meget, men jeg håber alligevel, at det hele kan sætte nogle tanker i gang, så du får trukket dig selv ud af det dødvande, du befinder dig i nu. Der er masser af glæde og godt liv i vente for både dig og dit barn, det kræver bare lidt mere tro fra din side.
Held og lykke og masser af tanker
Deci

Hej -
Py ha, man bliver da helt rundtosset af dit indlæg.
Men først og fremmest, blev glad for at læse sidst i dit indlæg, at du skal til psykolog, for det er da det første man tænker når man læser om / fra dig...
Indtil da skal du bare være sammen med din lille familie, og holde en hyggelig jul, UDEN at tage kontakt til Nr 2.
Jeg synes det lyder som om du allerede har budt din datter mere end du på nogen måde kan tillade dig, hvis du vælger nu vælge hendes far fra igen, så ville jeg foreslå at du lod hende bo med ham, og at du selv brugte noget tid på at finde ud af dit liv. Du kan IKKE tillade dig i dit store ego trip at hive hende rundt igen, som det passer dig, det burde du kunne se.
Din kæreste er som han skal være siger du, som du altid har drømt om, han er blevet voksen, det lyder det absolut IKKE som om du er. så giv hende chancen for at være smamen med sin far, et fornuftigt menneske, der kan holde sammen på hendes hverdag.
Hvis du vælger at blive sammen med din kæreste og jeres datter, så drop al kontakt til Nr. 2, og bearbejd dit forvirrede, umulige liv, og brug al din energi på at blive et HELT, fornuftigt og voksent menneske, så du har noget positivt at byde din datter - Det lyder ikke som om dette er tilfældet nu...
Jeg håber at det vil ghælpe dig at se en psykolog - men forvent ikke at han / hun har svarene til dig - forvent ikke at du efter få gange vil få det perfekte liv - med orden oven i hovedet -
DU skal arbejde, og bruge al din energi på at få orden på det fuck du har lavet - og du skal arbejde intenst.
Mest af alt for din datters skyld. HUN har ikke bedt om at få sådan en fucked up mor, byd hende ikke mere end du allerede har gjort... den lille stakkel.
Håber at du for orden på tingene. og håber at du fremover formår at være den mor din datter fortjener.
Vi kan alle begå fejl - og inden er perfekt... og jeg synes det er flot at du selv kan se at tingene ikke er som de skal være - men når man så kan se dette - så er det også ens pligt at rette op på tingene -
God arbejdslyst - jeg ved det kan blive hårdt og smertefuldt - men når du kommer ud på den anden side, vil du elske dig selv, Og være så skide stolt.

de sidste to indlæg fik mig virkelig til at tænke. I har ret i så mange baner, dog har jeg altid tænkt i de bedste rækker for mit barn.
Jeg forlorn nr. 1 den gang også af grund til at han var så ufattelig uansvarlig overfor vores pige. Jeg kæmpede for at vi skulle være en lykkelig familie, for vores piges skyld. Men uden kærlighed er det svært at være lykkelig, selvom ens piges smil, kan varme meget om hjertet.
Han ved et dumt tilfælde kom til at brække hendes arm i en meget tidlig alder o.s.v.
Jeg tænker altid på min pige først, men måtte være ærlig for mig selv dengang, at jeg ikke kunne basere min lykke ved at far og mor skulle være sammen til evig tid, når tingene bare ikke gik.
I har dog så utroligt ret. Dette er en forfærdelig ond cirkel, som bare køre i ring.
Man skal kunne ligge mange smerter bag sig, og se på hvad det egentlig er man har, nyde hvad man har, og kæmpe for at man kan beholde det, og ellers prøve at nyde livet.
Jeg er blevet i meget bedre humør nu, og vil glæde mig til at tilbringe juletiden med min familie, nyde at se min piges glade øjne juleaften, da det selv er en stund jeg altid har sat pris på.
Ønsker jer alle en god jul

Dejligt at høre fra dig igen. Og dejligt at høre at du kan glæde dig lidt til jul, smiler...
Håber virkelig at du finder ud af det hele. Tænker nok at der ligger LANGT mere bag din historie end du nok skriver, *ss* og sikkert ikke en nem en.
Skriv hvis du har lyst.
Ellers er jeg på mail
jobsoegning@sol.dk

glæder mig at du kunne bruge bare lidt af det. ;O)
Held og lykke med alt. Du skal nok komme ovenpå igen, bare du tror på dig selv.
Mange hilsener
Deci

Svaret er at du giver dig selv skyld i at din far begik selvmord da du var 8. Du har brug for hjälp fra en psykolog. Det har du taget fat paa, og her viol du finde svaret. Giv dig tid i dit nuvärende partnerskab. Du vil se at det lönner sig bagefter, naar du faar ro i själen.
KH en der selv har haft brug for hjälp af samme grund

Du er et egoistisk, møgforkælet pattebarn. Få fingeren ud af røven og kom videre istedet for at pille dig selv i navlen hele tiden.
Du har sat dig selv i centrum hele dit liv, din selvglade skid.
Ud og lav nogle gode gerninger for andre end dig selv og gør verden et bedre sted at være, smid fortiden i et mørkt hul og opfør dig som et voksent menneske der har et ansvar.
Du er sgu ikke i stand til at tage dig af børn når du hele tiden stiller dig selv øverst.
Kom videre og læg afstand til din under-Danmarks tilværelse. Det at være voksen og moden betyder bare at du lever med en masse lort i bagagen, det kan du lige så godt indstille dig på først som sidst.
Drop din mor og alt lortet fra fortiden og tag dig sammen til at komme op på næste niveau.
Held og lykke.

Fatter ikke, at du bare kunne gå fra din mand, nu når han havde det så skidt. Man forlader ikke bare sin mand, fordi han har det rigtigt skidt, når I endda har et barn sammen. Du burde skamme dig! Du skulle have haft blevet sammen med din mand og hjulpet ham igennem. Du har kun fortjent, at blive såret, ved at din mand og din gamle veninde fandt sammen. Vær vred på dig selv i stedet. Du er nød til at glemme ham den anden, nu når du har mand og barn. Jeg håber virkelig, at du har lært af dine fejl. Tag nu din mand og dit barn i armene, og sig undskyld, fordi du svigtede dem.
Held og lykke med fremtiden ...
P.S. tænk dig om en anden gang, før du sætter mand og barn over styr.

Gad vide hvor meget nr 1 og 2 er blevet såret :s
Du sætter dig ned, og så tænker du på EN person, og den ene person skulle MEGET gerne være nr 1.
Og så gør du noget godt for ham, det fortjener han vist.

hvis du nu tænker dig lidt om... Tror du din barndom kan have noget af skylden for at du har nogle af de problemer du har idag? Hvis du svarer ja, så tænk på din datter, TÆNK KUN PÅ DIN DATTER, og så gør hvad der er bedst for hende, og kun hende. Mand dig op, så at sige, og bid whatever problemer du nu møder i dig de næste 10-15 år, så har du ihvertfald sikret din datter en så god fremtid som nogen kan, og derefter kan du så give dig til at lede efter din egen lykke. Det kan sagtens lade sig gøre, og selvom det lyder barskt, så tænk på om du har lyst til at din datter skal ende med lige så mange problemer som dig, og hendes barn og så videre. Bryd den onde spiral, tænk udelukkende på dit barns fremtid.