Min vej

På skovbundens snedækkede tæppe
ligger jeg nu og stirrer op
svejende sorte barkede grene
hæver og sænker sig i skumringen time
drømmer mig tilbage til barndommens leg
hvor alting var rart man hyggede sig
tryghed man skabte på sin egen vej
havde ingen sorger ingen modløshed
om venskab hemmeligheder og latterens klang
som fyldte mit liv som var det en leg
men alting blev ændret og solen veg bort
da skyggen tog over på min lille vej
forskrækket jeg krøb ind i tavshedens greb
forstod ej meningen hvor var min vej
så pludselig brat alting kan forandre sig
og frygten ta over den mørke vej
nu lever jeg i skyggernes dal
hvor intet lys ingen sang finder sin vej
jeg håber og drømmer om frihed engang
og solen igen må skinne... bare på min vej