Fortid eller Fremtid

Reelt set har jeg et spørgsmål, som jeg håber på at få et par kommentarer til.
Umiddelbart virker det til at mange har så utrolig svært ved at frigøre sig fra deres tidligere forhold - også selvom de har indgået et nyt forhold. Hvordan er det så muligt at at retfærdiggøre, det at man indgår et nyt forhold, når man stadig følelsemæssigt hænger fast i et tidligere forhold?
Jeg ved skam godt at mange vælger at projektere deres følelser for deres ekskæreste over på et andet individ som nu er genstand for deres opmærksomhed, men for mig at se er netop disse mennesker med dette adfærdsmønster ikke i stand til at stå alene, men har et konstant behov for at 'læne sig op ad andre'.
For mig at se kan der ikke komme noget godt ud af et forhold, hvor en eventuel kæreste ikke er i stand til at komme videre efter et tidligere mislykket forhold....

især mænd har svært ved at komme videre følelsesmæssigt - de render bare rundt og finder noget erstatning, som alleievel ikke kan hamle om med det savn, de har stadig har efter deres ex.

Jeg har for ikke så længe siden læst en artikel om mænd, der kaster sig fra det ene one night stand til det andet. Altså virkeligt mange kvinder.
Udspurgt af journalisten svarede mange af dem, at de rent faktisk stadig gik med savnet, sorgen og arrene efter en exkæreste. De var blevet så slået ud af bruddenne, at de ikke turde begynde at føle for nye kvinder.
De reagere måske omvendt af fyren, der straks kaster sig ind i et nyt forhold, men de reagerer af samme årsag.
Vi må endeligt ikke tro, at mænd er mere hårdføre eller kolde. De reagerer bare ikke ved at kramme en god ven og tude i dagevis (m dertilhørende videofilm og chokolade).