Fortidens spøgelser er ødelæggende

Kære mennesker - Jeg ved dette er et langt indlæg, men jeg håber at nogle af jer vil læse det igennem og give mig nogle råd!
Jeg er 22 år, og finder mig selv allerede i denne unge alder fyldt med en masse tung baggage og en masse spøgelser fra fortiden som jeg ikke ved hvordan jeg skal slippe af med. Jeg er et meget impulsivt menneske, som altid har fulgt mit hjerte fremfor mit hoved. Det var nok også derfor jeg i en alder af 14 mistede min mødom til min første kæreste, netop fordi jeg var så hovedkuls forelsket. Han var 16, og selv jomfru, så alting var meget uskyldigt. Dengang var jeg energisk og selvsikker, og stolede på at hans følelser for mig var ægte. Men da jeg så pludselig blev bange for om jeg var blevet gravid (hvilket jeg heldigvis ikke var), slog han op med mig over en sms og forlod mit liv uden så meget som en forklaring. Jeg har nok aldrig været så sindssygt forelsket som i ham, og det var som om der kom en brist indeni mig dengang. Derefter fik jeg da også nogle kærester, men op igennem teenage årene lærte jeg også hurtigt, at de fyre jeg blev RIGTIGT forelsket i, aldrig rigtigt ville have mig. Det ville de selvfølgelig godt i starten, hvor alting var nyt og spændende. Men så snart jeg begyndte at åbne op så smuttede de. Denne onde cirkel er fortsat helt ind til nu. Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at bryde den.
Nu har jeg så endelig mødt en fyr som virkelig virker oprigtigt interesseret - i hvert fald for det meste. Vi har også mødt hinanden igennem fælles venner, hvilket jeg har fået at vide er en god ting, til forskel fra at man f.eks. møder hinanden i byen el. lign. - Men det er meget nyt, og det er i denne usikre face at jeg føler at jeg mister jordforbindelsen. Han bor i Odense og jeg bor i Århus, men jeg er født og opvokset i Odense så jeg er der selvfølgelig tit. Sidst jeg var der besøgte jeg ham. Vi sad og snakkede uafbrudt i 4-5 timer inden der overhovedet blev kysset. Vi endte med at have sex den aften. Bagefter fik jeg det bare så dårligt og blev vildt ked af det. For jeg er simpelthen så bange for at dét at vi gik i seng sammen har ødelagt muligheden for et fast forhold, selvom han siger han rigtig gerne vil ses igen osv...
Problemet er at jeg hele tiden ser mig selv som et eller andet "objekt" der mister al sin mystik og på en måde også sin værdi, i det sekund jeg går for hurtigt i seng med en fyr. Men samtidigt siger den anden del af mig at jeg skal følge mit hjerte og min lyst, og stole på at min personlighed overskygger blotlægningen af den seksuelle mystik. Det er som om der er en viktoriansk borgerfrue og en 1970'er rødstrømpe som skændes indeni mig hver gang jeg står overfor valget "sex or no sex". For jeg gør det bestemt ikke for at tilfredsstille fyren eller for at gøre mig selv interessant via sex. Jeg gør det fordi jeg simpelthen slår hovedet fra når jeg bliver forelsket. Og jeg er vidst nok forelsket i den her fyr. Men samtidigt dukker alle de dårlige følelser op omkring alle de afvisninger jeg har fået og alle de gange jeg er blevet såret. F.eks. er mine tre bedste veninder lige kommet i forhold hvor de også gik i seng med fyren inden det var blevet seriøst. Et af disse forhold er endda startet med et engangsknald efter en bytur. Så selvfølgelig tænker jeg at det er MIG der er noget galt med, når det ikke virker til at sex er "ødelæggende" for andre.
Jeg vil bare virkelig gerne vide om nogle af jer også har haft det sådan, og om i ved hvordan man slipper af med de dårlige følelser og alle de onde "genfærd" fra fortidens fiaskoer... Så jeg på en eller anden måde kan hvile noget mere i mig selv og slappe mere af med det hele. Kan nemlig desværre mærke at min usikkerhed og tilbageholdenhed nu her efter at det så skete (altså at vi havde sex) skubber ham væk. Og det er jo ikke noget jeg vil, men jeg er bare SÅ bange for at blive såret igen.
Håber virkelig at i vil hjælpe!
Kh

Du skupper ham væk ?, bange for at blive såret igen ?.
Der er et eller andet du helt har misforstået, man bliver ikke såret af sex, sex er smukt og dejligt, det er det imellem dine øre der bliver såret, ikke det imellem benene.
Du blander sex og kærlighed sammen, det er 2 ting som slet ikke har noget med hinanden at gøre, man kan sagtens havde sex med en som man aldrig ville kunne elske, og man kan også elske en som man aldrig ville havde sex med, at det er dejligt når man har sex sammen med en man også elsker er noget andet.
Dine føgelser har du jo blotlagt overfor ham, han kan ikke sårre dig gennem sex, for din kærlighed er ikke imellem benene, den er imellem ørerene, og den har du givet ham, så han kan umuligt sårre dig mere end han kan nu, så mon ikke !.
At du skupper ham væk, "godt-nok skriver du at han er den rigtige Osv.", men noget siger mig, at du ikke er helt sikker i din sag, mon ikke det er der grisen ligger begravet 😃 .
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

i en alder af 23(helt uventet)når du oplever den, er du IKKE længere i tvivl!
og det giver dig den sidste styrke
-man bliver ikke direkte immum, men det hjælper!
pas nu rigtig godt på dig selv søde!
mit verdensbillede krakkede oz totalt i ungdomsårene
vor verden er et barskt sted!
hold fast i dig selv,mist ikke håbet,hjertet er din bedste vejviser,oz når det bløder,men bevar det..

Ok... Dog er jeg kun en pige på 16 år, men jeg kan alligevel genkende mange af de ting, du beskriver, fra mig selv. Jeg havde min første forelskelse i sommer, da jeg var femten, og vi var unægteligt forelskede og aftalte at være sammen for evigt, som man nu gør, når man er blind af kærlighed. Vi havde mødt hinanden over nettet. Anden gang vi var sammen, havde vi sex - min første gang, men ikke hans - og derefter gik det også kun nedadbakke, og det endte med, at han holdte med at svare på besked, opkaldt og lign. I det halve år, vi nu har været helt og aldeles adskilt, har jeg også haft en slags spøgelser, som du så episk kalder dem, som forfølger mig i alt, hvad jeg gør, som ikke vil lade mig være. Jeg er ligesom dig også bange for at det skal ske igen, bange for at jeg bliver for desperat, at når først jeg har afsløret min sande identitet, vil de forlade mig.
Nu er det selvfølgelig noget andet i dit tilfælde, da du har oplevet det flere gange, men da jeg endnu ikke er specielt erfaren med kærlighed, har jeg svært ved at fortælle dig, hvilken vej du skal gå. Ville bare pointere dig om, at du ikke er den eneste, der har den indre angst for kærlighed. Du er ikke den eneste, der har præcis dette dilemma.
Selv har jeg dog spekuleret på, om det kan skyldes desperathed. Altså når vi først er begyndt at holde inderligt af et andet menneske, så kan vi, som du påpeger, ikke styre os selv og vores lyster, og så handler vi udelukkende efter hjertet. Det kan på længere sigt komme til at virke som desperathed for dem, det går ud over. Du kender sikkert også selv de typer, der på en eller anden måde altid formår at virke klæbrende. Well, det er sådan en rolle, jeg tænker, at vi ubevidst kommer til at påtage os, når vi falder så dræbende og pladadsk for et andet menneske.
Jeg ønsker dig held og lykke. Du skal nok finde en en dag, det siges der jo. Ellers kan du fortælle manden her om dine indre stridigheder, fortælle ham hvordan fortidens ubehagelige erindringer kommer indhentende og fanger dig.
xoxo

så du kan komme videre i kulturberigelsen.