Forældre taler ikke sammen
Jeg er en 26-årig fyr, der er flyttet hjem til mine forældre igen, da jeg lige skal have lidt ro, inden jeg forhåbentlig er videre igen, og igang med uddannelse.
Men det er meget specielt herhjemme. Mine forældre taler stortset ikke sammen. De siger: "godmorgen" og "farvel" og kommer med korte praktiske bemærkninger når der skal købes ind osv.
Min mor sidder altid alene i stuen og ser TV eller læser, og min far går meget tidligt i seng. De taler stort set ikke til mig. Derfor taler jeg heller ikke til dem.
Jeg har det rigtig dårligt med det, og har ondt i maven. Men sådan er det bare herhjemme. Tidligere har jeg haft diskussioner med dem, og jeg har gentagne gange ønsket, at de blev skilt, og begyndte at se sig lidt omkring. De tager aldrig ud (måske én gang om året) og har ikke venner på besøg.
De siger de har det fint, men det virker virkelig ikke sådan.
Pga. alt dette har jeg i de sidste mange år haft rigtig svært ved at komme videre med mit eget liv. Jeg har prøvet meget, rejst, været guide, været på højskole, forsøgt flere uddannelsesstarter, og været i Beredskabsstyrelsen. Men jeg har ikke fundet min vej endnu.
Det er som om de går med skyklapper på, og det sidste jeg vil, det er at ende som dem.
Nok er jeg til fred og ro, som der er her (på landet), men det her er bare for mærkeligt. Jeg kender ingen andre, som har det sådan. Det er svært for mig at se hvordan jeg kommer ud af dette her. Ville ønske de enten talte sammen, eller indså at de burde gå hver til sit.
Men det er meget specielt herhjemme. Mine forældre taler stortset ikke sammen. De siger: "godmorgen" og "farvel" og kommer med korte praktiske bemærkninger når der skal købes ind osv.
Min mor sidder altid alene i stuen og ser TV eller læser, og min far går meget tidligt i seng. De taler stort set ikke til mig. Derfor taler jeg heller ikke til dem.
Jeg har det rigtig dårligt med det, og har ondt i maven. Men sådan er det bare herhjemme. Tidligere har jeg haft diskussioner med dem, og jeg har gentagne gange ønsket, at de blev skilt, og begyndte at se sig lidt omkring. De tager aldrig ud (måske én gang om året) og har ikke venner på besøg.
De siger de har det fint, men det virker virkelig ikke sådan.
Pga. alt dette har jeg i de sidste mange år haft rigtig svært ved at komme videre med mit eget liv. Jeg har prøvet meget, rejst, været guide, været på højskole, forsøgt flere uddannelsesstarter, og været i Beredskabsstyrelsen. Men jeg har ikke fundet min vej endnu.
Det er som om de går med skyklapper på, og det sidste jeg vil, det er at ende som dem.
Nok er jeg til fred og ro, som der er her (på landet), men det her er bare for mærkeligt. Jeg kender ingen andre, som har det sådan. Det er svært for mig at se hvordan jeg kommer ud af dette her. Ville ønske de enten talte sammen, eller indså at de burde gå hver til sit.