hvorfor blev du?

Hvad gjorde at du valgte kampen for kærlighed og et nyt og bedre forhold?
Der har været en del oplæg nu her om at det ikke kan svare sig at blive da tingene alligevel ikke ændre sig - har din partner været utro en gang er han/hun det igen
vi har endda haft "fornøjelsen" af en hr. utro ægtemand der fortæller os alle at det er en forgæves kamp - han trykkede også på mine alarmklokker.
men hvad har gjort at kampen ikke er forgæves for dig?
Hvilke værktøjer har i brugt og hvilke lykkedes det med?
Var der noget du ville have gjort anderledes?
lever du i dag eller overlever du?
Jeg ved min ikke er forgæves - at vi nu ca. 6 mdr. efter jeg opdagede det faktisk har det bedre end vi har haft før.
Jeg fortryder at jeg ikke tog det ind med store skeer da jeg fik af vide at jeg ikke skulle grave efter de klamme detaljer - de har intet godt gjort for mig og sikkert heller ikke for det dusin gode mennesker der fortalte mig at jeg ikke skulle gøre det.
Jeg forlangte at vi begyndte til terapi da jeg 2 mdr. efter jeg havde opdaget det var så vred at det føltes som om himlen var faldet ned om ørene på mig.
Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv og for en partner!
Jeg kan se solen skinne - jeg kan føle himlen falde - begge dele på samme dag men der går længere tid mellem at himlen falder og jeg lærer noget nyt om mig selv dagligt - det er helt vildt fedt!
VI LEVER I DAG - det gjorde vi ikke før - det turde vi ikke det gør jo ondt!
Jeg forstår alle dem der skriver om deres sorger og smerter herinde - alle de nye debatindlæg hvor man kun kan føle med dem -
De spørger om det samme som vi gjorde - kan det svare sig at kæmpe?
ja det kunne det for mig - hvad med dig?

Og mener som sagt før. Det skal man ikke være. Er man utro er det altså op til en selv at klare de ting. Elsker man sin partner så bør man stoppe og lyve som en i helvede. Gør man det ikke så finder hun da ud af det og så hjælper det ikke at lyve. Så er det nu man skal sige fra og vælge at om ikke være ærlig at så sørge for hun ikke lider over noget man selv har gjort

Min mand var mig utro gennem en lang periode. Og da det kom frem faldt min verden sammen. Vi blev sammen, da han var ked af det og straks brød med elskerinden. Men jeg kunne ikke slippe smerten og det fact at han havde været sammen med en anden kvinde så længe. Til sidst valgte jeg at gå. Det forhold, som jeg troede vi havde viste sig jo at være en illosion. I dag har jeg en ny kæreste, et ok forhold til min exmand - og jeg ved at jeg er stærk nok til at sige fra og stå på egne ben. Jeg tror ikke på et forhold, hvor der skal kæmpes for kærligheden og respekten. Er dette først blevet misvedligeholdt, så tror jeg aldrig at sårene kan lukkes helt.

er at jeg elsker ham - og han mig. Der er mange ting der binder os sammen og jeg tror ikke på " en gang utro/ altid utro". Smerten kan også for ham, være så stor at det ikke tåler gentagelse! Vores kamp er ikke forgæves. Og det er vel ikke forbudt mennesket at tilgive og arbejde med sig selv og forholdet? Vi har et fælles projekt i at få omdefineret vores fremtidige liv. Får sat ord på hvad vi vil/ har savnet/vil have/hvordan.
Jeg lever idag - skulle jeg kun overleve ville jeg forlade ham.
Vi har brugt tearpien meget konstruktivt.
Fortryder? ja, at jeg snagede for meget- fik for meget at vide som siden har trukket rigtig mange kræfter ud. Fortyder at jeg ikke skreg "holdt" første gang jeg havde mistanken.
Jeg har da stadig nedture- dage hvor selvtilliden ikke er helt på toppen .- men jeg kan sige til ham hvad det handler om.
Jeg har været alle følelser igennem: had, kærlighed, vrede, angst, lystmordertendenser o.m.a.
Det har til gengæld lært mig nye sider om mig selv!!! Tankevækkende.
Foråret er lige om hjørnet og vi glæder os SAMMEN til en god sommer med megen varme og gode oplevelser!!

alle slags forhold?
vi kæmper i sport - på arbejdspladsen - i gennem hele skole livet - osv
hvorfor skulle du så ikke "kæmpe" for kærlighed?
Når jeg skriver en kamp så mener jeg virkeligt at de første mange måneder måske endda år efter man har oplevet utroskab kan der være tilbagevendende episoder der gør at man føler det hele er forgæves - så er det da lige der en kamp for at få det gode humør tilbage og føle efter helt inde igen.
Når jeg føler helt efter - f.eks når vi sidder tætte i vores stol og snakker så er vi mere tætte end nogensinde før og lige der - da er det da fuldstændigt uvedkommende om han har været utro - lige der er vi i nuet - det er det eneste der betyder noget!
MEN det betyder da ikke at der ikke 2 timer efter en sådan kontakt ikke kan komme et stik i hjertet over hvad der er sket og det føles da svært og kan da føles som om det er en kamp.
Kærligheden er da ikke en kamp - men at lære hvordan man skal bede om at få den eller skal lære at vise den på en måde som ens partner har behov for - det er da en kamp - kampen for at lære så meget som muligt om sig selv og ens partner...
kamp er ikke nødvendigtvis en skidt ting :0)
Jeg kan se os vinde kampen - jeg kan se os stå på skammel nr 1 sammen...
I øvrigt - nej sårene lukker nok aldrig helt men der er forskel på at arbejde for at de forsvinder så meget som muligt og bliver til et lille "pænt" ar og så arbejde på at gnide salt i såret så man er sikker på det er længere om at hele og det i øvrigt bliver et rigtigt grimt ar.
Jeg har i dag et bedre forhold end jeg nogensinde har haft før - en bedre mand end jeg har haft før - jeg har en mand i dag der tør tage ansvar for følelser og behov og som tør leve i nuet og arbejde på at blive et rigtigt godt menneske - nej det havde sgu været at tabe stort hvis jeg var gået!
Jeg er vel i virkeligheden nysgerrig efter hvor meget vi tager ved lære af hvad der sker i vores forhold.
Til gengæld er vi enige om at respekt IKKE er noget der skal kæmpes for - det skal man gøre sig fortjent til...
Han har fortjent min respekt den dag i dag
Lotte

ja det er en dejlig tid at gå frem mod!
Ja mht til fortrydelse - har godt nok også "tævet" mig selv mentalt over alle de ting jeg burde have set ...
Men sådan var det - vi ville vel ikke se det, man ønsker jo ikke det er sandt...
Jeg syntes det er dejligt at høre at det går godt for jer!
Det er en god ting med det terapi hva - hvilken slags terapi er jeres❓vi går hos en gestallt terapeut - det handler meget om at leve i nuet og skabe kontakt mellem mennesker.
Ja man kan godt blive lidt skræmt over de tanker og følelser der bliver meget virkelige *griner*
glæder mig at vide du lever og ikke bare overlever :0)
Knus
Lotte

Hvorfor spørg du, når du straks stiller spørgsmålstegn ved et valg, som ikke følger samme skabelon, som den du har valgt???
Jo, selvfølgelig skal der kæmpes, men jeg tror bare ikke på at en mand, som bevidst løj for mig gennem næsten 2 år elsker mig på den måde jeg vil elskes!!! Det var under MIN værdihed at tage ham tilbage. At du - som jeg - igen tror på kærligheden er jeg da kun glad for. Men du skal passe på ikke at blive højhellig og se "kampen" som et lighedstegn på at man virkelig elsker hinanden!!! Jeg elskede min exmand mere end jeg kan sige med ord, men hans brud på vores tillid ødelagde noget inde i mig og jeg havde ikke lyst til at gå videre gennem livet sammen med ham. I mine øjne var det en illusion og at lyve overfor mig selv. Jeg tror stadig på kærligheden. Og min nye kæreste stoler jeg 100% på. Men jeg valgte at jeg ikke ville leve med en mand ved min side, som havde været mig utro. Jeg mener iøvrigt ikke at du lever i nuet. Se alle dine indlæg, - de henviser alle til fortiden!!

Jeg spørger fordi jeg er nysgerrig efter hvor langt folk er kommet - i dette tilfælde dig.
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved din beslutning - hvis min havde haft en affære i 2 år var jeg sandsynligvis også gået. Ud fra det du skriver kan jeg heller ikke se hvordan du kunne "vælge" anderledes, men i virkeligheden kan jeg jo ikke udtale mig om det for jeg har ikke stået i situationen.
Jeg sætter på ingen måde = mellem kampen og at det er en kærlighedserklæring. jo måske til mig selv men ikke til ham. At jeg har valgt at kæmpe for mig og lære hvad jeg kan om mig gør jo at der for 1. gang i mange år er plads til mig.
At jeg valgte ham er jo selvfølgeligt en kamp mod fortiden - en måde at gøre op med hvem han og jeg var. jeg kan helt ærligt sige at jeg ikke bryder mig om den jeg var. - Så kampen består i ikke at falde tilbage - ikke at reagere som den "gamle Lotte" ville have gjort - men det er også en kamp i forhold til andre mennesker i mit liv og andre situationer. Og i særdeleshed en kamp mod MIN kriger.
Jeg er ked af at jeg blev nødt til at grine da jeg læste dette:
***Jeg mener iøvrigt ikke at du lever i nuet. Se alle dine indlæg, - de henviser alle til fortiden!! ***
Men at leve i nuet betyder altså ikke at du ikke kan/må tænke på fortiden. Selvfølgeligt tænker jeg da på hvem vi var og hvad der skete men det er da for at lære af det.
At leve i nuet betyder jo noget i forhold til de følelser du har lige der - hvis jeg er vred og såret over hans handling er jeg ikke i nuet men er jeg i stand til at se på det som en del af fortiden så er jeg...
Og selvfølgeligt henviser jeg til fortiden i mine indlæg - de handler jo om utroskab - det foregik i fortiden ikke i nuet.Men jeg lærer ikke noget af at lukke øjnene for fortiden.
Jeg spørger af nysgerrighed - jeg spørger fordi dette er en debat - jeg spørger for at forstå hvad andre gør og hvorfor - jeg spørger fordi spørgsmål kan få os til at tænke over hvad vi gør og hvorfor ...den virker begge veje (altså er jeg også nødt til at tænke :0))

Ved at se på dit valg er jeg jo nødt til at se på mit eget også - og ja jeg er sgu glad for mit valg. Han er en god mand der lavede en fejl - det havde været mig jeg havde straffet ved at gå. Det er ikke det samme som at du skal ha det på den måde!
Jeg har på fornemmelsen at du føler det som om jeg "angriber" dig på grund af dit valg - det gør jeg ikke - men kan have en for nemmelse af at det er dig selv eller din kriger der "angriber" dig. Fortryder du noget omkring dit valg - jeg kan jo tage helt fejl her men tænker på hvorfor du opfatter min tekst som et angreb - man læser jo som man føler.
Lotte

Hej Lotte
Jeg blev, fordi jeg elsker ham på trods af hans kun et) fejltrin. Hvis vi skulle kassere vore partnere pga. et enkelt fejltrin, ville der ikke være mange forhold tilbage.

Vi var langsomt ved at glide fra hinanden efter 2o år med mange hårde vilkår undervejs (ikke med hinanden, men de ydre omstændigheder: handicappede børn, dårlig økonomi pga. anparter osv) - ved det godt; selvforskyldt pga. griskhed), men vi kunne ikke mere nå hinanden. Jeg blev syg i ryggen for 5 år siden og har ikke kunne andet end passe mit fuldtidsarbejde og huset (livet var ren overlevelse for os begge, som vor gestalttterapeut kaldte det).
Da vi fik en bedre økonomi, købte vi en ny (gammel)ejendom, som min mand ville sætte i stand til vor alderdom, blev han overvældet af stress og angstanfald pga. af for meget arbejde, hvilket han ikke kunne/ville fortælle mig.
Da han så en dag mødte en gammel flamme, aftalte de at mødes i en af de weekender, hvor man arbejde på huset, og så skete det en enkelt gang. Han har siden fortalt, at han blev lidt forelsket i hende igen, men at det forsvandt i det sekund, de havde været sammen. Da han kom hjem den weekend, var han helt ude af sig selv og sagde, at han ville skilles, idet han havde gjort noget, han vidste at jeg ikke ville acceptere.
Underligt nok tilgav jeg ham på stedet, men det gør mig trods stadig lidt ked af det, at han kunne svigte mig sådan (og her taler jeg ikke om den seksuelle akt, men mere om at han ikke kunne tale med mig - han havde afgjort med sig selv, at jeg ikke elskede ham mere uden at spørge mig først). Vi talte længe med hinanden den aften, hvor vi fik åbnet op for vore følelser, og jeg fik ham til at forstå, at jeg stadig elskede (elsker) ham, og at jeg var/er villig til at kæmpe for vores kærlighed; ja kæmpe, for hvilket ord kan ellers bruges?).
Han ville simpelthen bruge utroskaben til at komme ud af ægteskabet, og han blev meget overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg stadig elskede ham som før - det fik ham jo også til at være endnu mere skyldfuld.
Han siger selv, at han har lært ikke at gå og gemme på sine tanker/følelser mere - de skal ud og "luftes".
Efter et par dage, hvor jeg fik det mere og mere dårligt, måtte jeg bede ham om at tage i parterapi sammen med mig, for ellers ville jeg ikke kunne komme videre (jeg var begyndt at tænke på at finde hende og slå hende ihjel!).
Han accepterede straks, og det er nok det bedste, vi nogen sinde har gjort for hinanden og for os selv.
Det første terapeuten sagde til mig var, at det, der var sket, var lige så meget min egen skyld, og det er jo rigtigt nok et eller andet sted. Vi var lige gode til at skjule, hvor dårligt vi egentligt havde det, og ingen af os gjorde noget ved det.
At forstå, hvordan vi efterhånden havde puttet hinanden ind i nogle kasser, der var statiske og ikke kunne forandres - det var ikke sjovt at forstå. Jeg havde udviklet mig til en "havgasse" og han var blevet en vandmand uden rygrad- der meget ikke megen modspil tilbage i vort forhold - vi var bare - for det meste - venner.
Det var utroligt, hvordan vi kunne lære at se hinanden igen - de personer, vi var, da vi var unge og faldt for hinanden; de dukkede langsomt op igen til overfladen under al vor påtagne masker.
At lære at kende hinanden igen er guld værd, og det gør man kun ved at tale sammen - ærlig kommunikation uden alt det påtagne - blotte sin sjæl og blive hørt og set.
Som Lotte skriver: ja, vi lever i dag. Ja gu' gør det ondt ind imellem, men set i bakspejlet gjorde det mere ondt førhen. Bl.a havde vi ikke sex i de sidste 5-6 år, og når man først genoptager det, opdager man hurtigt, hvor meget det egentligt betyder. Er der noget tidspunkt, hvor man er tættere og mere ærlige end lige der?
Det er nu snart 2 år siden, og vi har det så godt sammen i dag. Vi er meget mere bevidste på hinanden i dag, og vi taler/kommunikerer på et helt andet niveau end før.
Det sker dog stadig (heldigvis sjældnere og sjældnere), at jeg kan få en nedtur over det - og så er det jo rart, at man lige kan skrive lidt på SOL - og læse alle de andres historier og gode forslag.

nu har jeg læst lidt af dine indlæg lotte og i det sidste her skriver du han fejlede 1 gang, men syntes jeg har læst et sted at han har været dig utro af 2 omgange, eller tager jeg fejl?
i så fald er det så ikke for naivt at tro han ikke gør det igen, ja måske ikke idag eller imorgen, men næste gang tingene bliver for sværer derhjemme.
jeg mener ikke nødvendigvis at en gang utro altid utro, men jeg ville nok have kylet ham af h til, hvis man endnu engang kan udsætte den man påstår man elsker for det helved.
men godt du kæmper for dig selv

om defenition... jo han har været utro 2 gange men i tidernes morgen er jeg ikke sikker på om det er med mig eller i mod mig - forstår du?
Noget andet er vel også at i sin tid lukkede jeg øjnene så tæt at der ikke var en jordisk chance for at jeg fik nogen sandhed ind - og helt ærligt vi har i mellemtiden haft nogle gode tider som på et eller andet plan fortalte mig nu da jeg opdagede det anden gang at jeg kunne enten begynde at arbejde for den kærlighed jeg ville have eller jeg kunne blive bitter og vred og aldrig lukke nogen ind igen.
Men ja han har lavet 1 fejl han har ikke været ærlig hverken over for sig selv eller mig - alt det andet det er konsekvens for ikke at være ærlig.
jeg mener nok heller ikke at jeg skal straffe ham for noget der er foregået for 3 år siden - jeg har allerede levet med det hvorfor så gøre det til en nutidig smerte mere end det har været.
Hvordan kyler man manden i sit liv ad h t? - det var aldrig et valg men det har været en kamp...
Lotte

Ja det er godt når man får åbnet op - her var det jo også en fiks ide om at jeg ikke elskede ham og nu er det jo en erkendelse af ikke at have været i stand til at tage imod.
Jeg bliver helt varm når jeg læser dit indlæg - det er dejligt at se når nogen lærer af livets uretfærdigheder istedet for bare at give andre skylden! :0)
knus Lotte

hvis en terapeut gav mig skylden for min partners valg... at begå utro... Jeg vil give ret i, at man er to om at få et forhold til at fungere og man begge er skyld i, hvis man glider fra hinanden. Men partneren har trods alt sin fri vilje.
vh anonym

Jeg har måske udtrykt mig uklart; det terapeuten mente var, at det var lige så meget min egen skyld, at vort forhold ikke virkede, og at der af den grund kunne ske sådanne ting (f.eks. utroskab).
Selvfølgelig kan det aldrig være min skyld, at min mand tager en sådan beslutning - og den beslutning, han tog, piner mig jo stadig (Lige på det punkt føler jeg mig IKKE skyldig).
Han burde i stedet for i en perfekt verden havde taget det op med mig (at han mente, at vort forhold var gledet af sporet - eller også burde jeg havde taget det op - igen - vi er begge skyldige i at misvedligeholde vort forhold/ægtekab),. Desværre lever vi ikke i en perfekt verden - og mon der ikke også ville være lidt kedeligt?

Jeg har gerne ville formulere det du lige har skrevt men kunne ikke - det er sgu stort at du fik sat ord på mine tanker. Tror jeg har skrevet flere indlæg hvor det faktisk er det du så kort skriver her jeg har forsøgt at forklare (både mig selv men også andre)
Noget andet er vel at når man får sådan noget af vide så er man jo allerede vred - over 10000 andre ting - men når den suser helt ind så kan det jo fjerne noget af den vrede man har og omforme det til sorg....og uanset hvordan det lyder så er det faktisk godt!
Når man står i den situation er sorgen netop et skridt mod tilgivelse - både til sig selv men også til den utro partner.
Knus
Lotte