Frygt for at leve livet fuld ud?

Kender du det at din krop går den ene vej mens du går den anden?
Du vil gerne ud og opleve verdenen, leve din ungdom ud, lære nye mennesker at kende, finde kærligheden, trives blandt de andre? Desværre sætter du helt af dig selv en barriere op hver gang du skal ud at more dig?
Alle dem fra din uddannelse er fundet sammen, de sidder alle sammen og drikker, mens DU har meldt dig ude af den vennekreds, og kigge lidt misundeligt på billederne over hvor sjovt de andre har det på facebook?
På samme måde har andre venskaber, der sikkert har kunne udvikle sig til noget fantastisk, og måske enda udvide sit netværk (ved at møde vennernes venners venner) og til slut den kæreste man leder efter?
Dette er et stort problem for mig, og jeg kan ikke slappe af i min krop. Det er vigtigt for mig at være foreberedt på alt, så jeg ikke dummer mig, men det er desværre ikke menneskeligt muligt at være forberedt på alt. Mit hovedet kører også konstant med tanker om at jeg ikke må sige noget forkert, der bringer mig i dårligt lys, som jeg nu plejer i større eller mindre grad at sætte mig i.. Tanken om at folk morer sig, men jeg sidder med mine ensommelige projekter til min karriere holder humøret nede..
Når jeg så endelig ER ude med andre får jeg altid en nedern følelse af ikke at have præsteret nok. Faktisk så føler jeg det som en social lektion, i stedet for morskab :(
Pædergoerne i skolen sagde at jeg havde kontaktvanskeligheder, og at det var en diagnose, som jeg var født med.. men det skulle da ikke være nogen grund til at give op?
Er der nogen der har været ude for det samme og kan fortælle hvordan DE løste dette problem?🙁.. Vil gerne lære at være tryg

er du pige eller dreng ... jeg har samme problem som du🙁så tror ikke jeg kan hjælpe dig så meget udover at fortælle dig at du ikke er den eneste der har det på den måde

Årsagen er næsten altid omgivelserne tåler ikke personer som er bedre, måske riger og som de kun måske kun kan følge, når de er på værtshus for at drikke.
Derfor bliver der ikke plads til personer som er bedre.
Der er koldt på toppen, så det er noget med at vælge.
Hvis du giver det væk som du ejer, finder noget gammel tøj, køber en pose bajer, sætter dig på en bænk i parken, så kommer du til at finde en ven du kan regne med, han kommer hver dag, for at dele med dig.
Venner kan være rart at have, men kun rigtige venner.

Hej jeg kune heller ikke leve livet fuldt ud da jeg var yngre.
Jeg kunne mærke at jeg var hæmmet fra meget meget tidligt i min barndom.Så stort set alt blev svært for mig at realiserer. Jeg har ingen diagnose fået, for den er ikke helt nem at stille.
Alt var håbløst, ingen venner, ingen piger og sex, tanken om uddannelsesretning var også håbløs..
Jeg er overbevist om at jeg er født sådan, dels også præget uheldigt i starten af mit liv.Der var f.eks en far der drev psykisk vold mod min mor, denne far var magtede ikke mig, kun min bror - altså en favorisering.
I dag har jeg stadig svært ved at lokke kvinder til mig, det lykkes aldrig rigtig nogen som helst steder. Er også i gang med ny uddannelse som jeg er i tvivl om, er det rigtige valg.
Du er velkommen til at skrive på min mailadresse: esox_masquinongy@sol.dk

- der findes en organisation som hedder Ventilen (ven-til-en) hvor unge med problemer med at finde venner og kontakt kan mødes. Der er ingen pædagoger, men frivillige unge. Det er et mødested for ensomme og stille unge mellem 15 og 25. Måske er det noget for dig? Prøv at google og se, om der er en lokalafdeling i nærheden af dig.
Der er masser andre unge mennesker som har det som dig....
Ha' en god dag.

Du har da overhovedet ikke læst trådstarters indlæg, når du lægger skylden på omgivelserne. Du projicerer bare dine egne problemer over på ham/hende og gør dem universelle og almene.
Trådstarter beskriver meget sagligt, hvordan han/hun selv vælger fællesskaber og venskaber fra pga. indre blokeringer - og så kommer du med dit jantelovs-sludder, som er helt irrelevant for emnet.

Jeg har ikke selv haft sådanne problemer, men jeg tror, det er mere udbredt, og at du er mindre alene om at have det sådan, end du tror. For rigtigt mange mennesker er det en krævende øvelse at være sociale og agere frit og utvungent sammen med andre. Og selv dem, du med misundelse følger på Facebook, og som det tilsyneladende falder let at være sammen med andre, har for nogles vedkommende ganske givet tanker om, hvorvidt de nu også "hører rigtigt til", og om de "gør det rigtigt".
Du har fået at vide, at du har kontaktvanskeligheder - jeg synes afgjort, du skal gøre noget for at få nogle "værktøjer" til at navigere i det sociale rum, fx via en psykolog. Det, der ser ud til at falde os andre så let og ikke kunne skrives på formel, kan man faktisk godt angribe "teknisk" - du skal have hjælp til at lære disse teknikker.
Du er din egen værste fjende, for når du har været ude med andre, har de ikke evalueret dig og vurderet din "præstation" - det er kun inde i dig, situationen ser sådan ud.
Der findes mange som dig, og jeg tror, du skal forsøge at finde et netværk af ligesindede. Se dig omkring - der er helt afgjort andre i dit studiemiljø, som falder lidt udenfor og sidder lidt på afstand af fællesskabet. Tag mod til dig og fald i snak med dem. Og så tag med til sociale arrangementer engang imellem - jo oftere, du gør det, jo mere vil du opleve, at det ikke var jordens undergang.

Og jeg har selv vanskeligheder mhs.til at være social,og har uhyre svært ved, at give slip, og stole på folk,og det har gjort mig til noget af en enspænder,og jeg er ikke i tvivl om, at det er mine teenageår,der har præget mig i negativ retning
har fx.aldrig indgået i sociale grupper, og haft det bedst med en lille vennekreds,men tilgengæld tætte relationer-hvor jeg kunne være mig selv,men andre har kun kendt mig, som hende den stille,konfliktsky,der snakker lavt, og det er ligesom bare den rolle jeg er, når jeg ikke er sammen med fx.Familien, en kæreste, Folk jeg virkelig stoler,og det er svært, at bryde ud af den skal
Føler mig fanget i det!
men det er den form for beskyttelse jeg har mod omverdenen,er meget forsigtig,og nu vil jeg ikke ind på årsagerne(i det her forum)
men et socialt projekt,ja,vi har det på samme måde!:-(

Har du en uddannelse eller kan du ikke få det.

Jeg har altid haft det svært og været meget genert. Jeg har også vært ved at stole på folk.
Har med iden fået 4 meget nære venner jeg stoler på og elsker meget højt. Jeg har lært at levet med at mine bekendte ikke er nogen jeg behøver stole på og være tæt på, men bare er nogen jeg kan hygge og have det sjovt med. Men nogen som måske aldrig kommer rigtig tæt på. Ikke alle behøver at komme tæt på.
Jeg gik til skolepsykolog i kort tid i folkeskolen. Der fik jeg at vide at jeg var helt normal. Jeg fik absolut intet ud af det. Men med tiden har jeg læst nogle bøger om alternativ psykologi. De har hjulpet mig. Og så har jeg altid kæmpet med mig selv. Prøvet at finde problem og løsning, ved simpeilthen at stille mig selv spørgsmål om hvad det er jeg føler og tænker og hvorfor, og så bare gennemgå mit indre for svar.
Og så det vigtigste af det hele. Tilgivelse. Alle mennesker begår fejl. Tilgiv dig selv for dem du laver, og tilgiv andre for deres. Det gør livet meget lettere. Fortæl dig selv at du er god nok som du er.
Det med kærligheden har jeg dog aldrig fundet en løsning på. De få gange jeg har været sammen med nogen, har de ikke haft tålmodighed til at vente på at jeg var klar til at åbne mig 100%. Men det er deres problem - deres tab.