Får kærestesorger ende? )':

For et halvt år siden endte mit første forhold. Det var egentlig ikke et forhold, vi skrev over nettet i to og en halv måned, hvor efter vi sås to gange, kyssede, havde sex, aftalte at være sammen for altid og var meget forelskede. Men i august stoppede han pludselig med at svare, sagde indirekte, at han ikke ville mere. Jeg blev knust, men forsøgte at glemme det.
Nu - et halvt år senere - har jeg stadig traumer. Jeg græder inden i hele tiden, og selvom jeg kun har kigget på hans facebookprofil en gang siden sidst vi snakkede, så er jeg simpelthen så forelsket i ham! Jeg kan ikke tænke på andet end ham, han fylder hele mit hoved! Han er som et rusmiddel. En sygdom! Uden medicin. Hvorfor vil han ikke gå væk? Jeg føler mig så mindreværdig, og bare tanken om, at han lever videre derude i den anden ende af landet giver mig rysteture og smerte i brystet.
Spørgsmålet er, til jer, der har prøvet det samme: Går det nogensinde væk? Holder i nogensinde op med at tænke på jeres eks og savne vedkommende?

Selvfølgelig går det væk, men der kan gå lang, lang tid. Må jeg spørge, hvor gammel du er?

Uha du.
Det kan desværre blive meget værre end det du beskriver.
Jeg havde været sammen med en i 10½ år og fået barn med hende og det hele.
Selvom det snart er 3 år siden vores forhold stoppede er hun stadig i mine drømme og det er hende jeg ringer til hvis jeg vil tale om noget personligt. Hun er den som kender mig bedst i hele verden.
Og helt før hende... havde jeg et par andre kærester, og jeg kan stadig deres tlf.numre udenad, både til deres mobil og deres forældres fastnet.
Derfor er jeg stoppet helt med kvinder. Det er meget sjovt mens man er kærester, men det er ikke smerten værd når de skrider med ens penge under armen ;)
Selvom man har været kæreste med en kvinde i 6-8 år så kender man hende ikke endnu😉- lært på den hårde måde.
Der var en helt specielt grund til at hun sagde nej til at vi giftede os - og det var ikke mangel på kærlighed men det faktum at det medfører fælles forsørgerpligt ;)

Følelser gør blind, og så kan man ikke se katastrofen komme rullende lige imod en. Dvs at der er ikke nogen mental forberedelse til at afværge med, og det er de der "den havde jeg ikke set komme" der virkelig gør nas. Det lyder dumt, men passer - at det der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Jeg er gået ud af en del forhold, hvor jeg var ligeglad med de den andens følelser, og det lærte jeg nada af. Da jeg så selv blev totalt "brændt af" blev det klart for mig at, det kun er gennem stor smerte, at de store erkendelser gøres. Jeg havde virkelig ondt af mig selv i lang tid, men begyndte så at arbejde seriøst med at forsøge at forstå mig selv, og det blev indledningen til et langt og interssant bekendtskab. Da jeg så havde fået rimeligt styr på mine egne værdier, var jeg klar til at gå ud i mit liv, med fornyet energi i krop og sjæl:-) Ro på, det tar tid, det gør ondt, men "it's worth it".

Jeg er 16 år. Han var min første rigtige kærlighed, så det har selvfølgelig taget ekstra hårdt.

Det er klart. Men når du er så ung, må du nok desværre indstille dig på, at det er noget, du vil opleve mange gange endnu [:|]

Det er klart, men jeg tror aldrig, jeg vil opleve det i samme grad. Første gang er og bliver noget særligt.
Jeg kender folk, som selv som ældre stadig kan savne deres første rigtige kærlighed, fordi den var så stor. Det er da for dårligt, at det skal være sådan. At den første kærlighed, skal være den eneste "rigtige"!

Ja det kan være en hård omgang, men desværre også noget man ikke rigtig selv er herre over.

Tja, tilsyneladende ikke. Kender du det, at hver gang man hører nogle bestemte sange, ser nogle bestemte film eller kommer til at diskutere et bestemt emne, der minder om ham, så får man en indre følelse af ubehag? Man begynder svagt at dirre, og de små klumper i maven hober sig op, trænger op i halsen.

JA - det får en ende...men det nytter ikk noget jeg siger det lige nu,,,for det gøre bare ondt, er modbydeligt og ens sjæl er helt skrællet og hul...de største historier (romaner, dramaer, digte, musikstykker, noveller, film) er baseret på "den historie" du nu kan føje til din livserfaring;Det knuste Hjerte...kun tid og din indstilling, attitude vil hele dig...du skriver noget som rammer mig, fik mig til at fundere lidt og kære du den første kærlighed er IKKE den eneste rigtige,,,det er med kærlighed som med at lære at cykle,,,første gang du cykler er heller ikk den fedeste - men du er bestemt totalt opslugt, det kræver alt af dig og alligevel vil man uværgerligt vælte (lissom med den første kærlighed),,,Dét du virkelig kan give dig selv - nu du er erfaren [l] ,,,er at næste gang du oplever kærlighed, at ville give dig hen med samme varme, sødme og helhjertede begejstring som aller første gang....
Mange Knus
A

Er ked at sige det men du vil aldrig helt glemme det han Var jo din første og den første "glemmer" man aldrig som sådan også om 60 når man sidder på et plejehjem og huske tilbage, vil man huske tilbage på ham/hende

Jeg undrer mig meget over, at du som 16-årig har sex/går i seng med én, du stort set ikke kender? Du har reelt set ham to gange! Helt ærligt, hvor er dine forældre, og hvor er din fornuft?

Det hedder hormoner.
Til den unge pige, ja nu har du prøvet det. Husk at bare fordi en fyr er sød og behandler dig godt i starten behøver du ikke sprede dine ben for ham, hvis han virkelig er vild med dig kan han vente.

Kærlighed gør blind... Og jeg blev meget, meget lysten første gang vi var sammen, så det var lige så meget mig, der ikke kunne vente. Jeg var så forelsket, at jeg ikke kunne se noget.

Sikke en dejlig, optimistisk holdning at have. Gid, man havde den samme selvtillid!

spørg dem.

Neeeeej hvor jeg føler med dig. DET ER BARE SÅ SVÆRT, hullet i maven, længslen og savnet. Jeg er 36 år og det bliver ikke lettere bare fordi man er ældre og "klogere" kan jeg sige dig.
Jeg har prøvet det en gang. Men selvfølgelig bliver det nemmere for hver dag selvom det er svært at tro på. Du skal tvinge dig selv til at smile når du tænker på det, tag ud til veninder, og gå ud og hav det max grineren. Når dagene går ville du ryge op og ned i savnet, men vi er heldigvis sådan indrettet som menneske, at selv om de ikke bliver glemt. så ville du finde en som er din prins på den hvide hest. Du skal bare give dig selv tid. tiden læger alle sår, der er sku noget om det. DU BLIVER DEN LYKKELIGSTE TØS

Hej
Kærestesorger er normalt.
Kærestesorger kan tage op til flere år at arbejde med.
Det hele afhænger meget af hvordan i er gået fra hinanden, er du evt blevet afvist, eller lign. Som regel skyldes problemet at manden var ikke klar over at det var blot en "one night stand" forhold.
Som terapeut oplever jeg ofte at mænd bliver ofte totalt overrumplede over, at deres partner forlader dem. Selve overraskelses moment tager tid at komme over.
Derefter kommer der vrede, tvivl og sorg.
Du skal finde ud af hvad gør dig så ked af at i gik fra hinanden. Er det kvinden som du syne svar fantastisk, eller du synes at det var uretfærdigt at i er gået fra hinanden?
Håber du kan give mig et svar på det
K.h Lina Bale
www.vonbale.dk