GEO: Befri hummeren!
GEO: Befri hummeren!
Geo Skruppelløs har i denne uge besluttet sig for at befri hummerne på Café Carlton i København
Geo Skruppelløs - 08:10 - 12. aug. 2006
Hvorfor har en hummer ingen rettigheder? Det er dyremishandling, hvis en gris ikke bliver fodret to gange dagligt. Hvad kalder man det så, hvis man smider otte hummere ned i et akvarium og vælger ikke at fodre dem overhovedet?
I min bog er det direkte inhumant at lade dem leve så hummerligt et liv.
På Café Carlton i København har de levende hummere, som bare ligger magtesløse i et akvarium og venter på, at en kunde peger på dem og siger: ’Den krabat der skal ikke lide mere, så ham æder jeg med en purløgsdressing til’.
En dag sidder jeg og nyder en kop kaffe på Café Carlton og spørger nysgerrigt tjeneren, om det kan passe, at de ikke fodrer deres hummere for at undgå, at de har afføring og dermed gør vandet beskidt?
– Lige præcis, siger hun venligt og nikker.
Jeg sætter pris på hendes ærlighed omkring deres torturmetoder og spørger:
– Og hvis de ikke bliver solgt, kan de leve en måneds tid uden mad?
Hertil svarer hun, at hummerne faktisk kan leve op til et halvt år uden mad, men forklarer også, at de begynder at spise hinanden, hvis det kommer dertil.
Jeg har lyst til forklare hende, at kannibalisme ikke er et tegn på, at de dyr, som de holder fanget, har det optimalt. I stedet bider jeg min foragt i mig og spørger:
– Er det derfor, I har givet dem elastikker rundt om kløerne?
Det er det nemlig, forklarer hun, stadig helt upåvirket som en garvet landmand, der har sendt flere i døden (altså dyr) end den gennemsnitlige diktator.
Svækket hummer
Da tjeneren går ud i køkkenet, ser jeg mit snit til at redde en hummer. Jeg tager min dykkermaske og snorkel på.
Jeg starter med at sætte et par plastik-ænder ud i akvariet for at vinde hummernes tillid.
Umiddelbart fornemmer jeg en nervøsitet fra de ædle dyr. Men da jeg sætter en plastik-frømand ud, som tikkende svømmer gennem vandet, kan de mærke, jeg har gode intentioner.
Jeg stikker hovedet ned i akvariet og råber boblende til den nærmeste hummer, at den skal række mig sin hånd. Den prøver af alle sine kræfter at komme op til mig. Men den er for svækket. Den magter det ikke.
Jeg kan se, at dens små hummerarme rækker ud efter mig. Men de tunge elastikker, som Café Carlton har lænket dens fingre med, tynger den, og den synker til bunds.
Pludselig hører jeg en vred mandestemme, der snerrer:
– Hvad fanden har du gang i?
Den venlige tjener har hentet en køkkenbøddel. Jeg fjerner min snorkel og forklarer, at jeg vil redde en hummer, da jeg finder det forkert, at de sulter dem. Han skuler ondt til mig og siger overrasket:
– Hvad ved du om det? Jeg peger på den venlige tjener og siger:
– Det har du da lige sagt.
Hun forsvinder uden at sige noget, som en torturanklaget fængselsbetjent fra Abu Ghraib. Køkkenbøddelen er ligeglad og giver mig et skub, mens han siger:
– Jeg synes, du skal komme ud omgående, og det kan kun gå for langsomt.
Jeg forlader Café Carlton med en følelse af at have svigtet. Hummerne er stadig sultne gidsler i klinisk rent vand. Stadig uden rettigheder. Kun i sørgmodigt fællesskab med hinanden og nu en strandvasker af en stille plastikdykker.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Se video her
http://ekstrabladet.dk/forbrug/article217682.ece
GEO, I LOVE YOU!!
Geo Skruppelløs har i denne uge besluttet sig for at befri hummerne på Café Carlton i København
Geo Skruppelløs - 08:10 - 12. aug. 2006
Hvorfor har en hummer ingen rettigheder? Det er dyremishandling, hvis en gris ikke bliver fodret to gange dagligt. Hvad kalder man det så, hvis man smider otte hummere ned i et akvarium og vælger ikke at fodre dem overhovedet?
I min bog er det direkte inhumant at lade dem leve så hummerligt et liv.
På Café Carlton i København har de levende hummere, som bare ligger magtesløse i et akvarium og venter på, at en kunde peger på dem og siger: ’Den krabat der skal ikke lide mere, så ham æder jeg med en purløgsdressing til’.
En dag sidder jeg og nyder en kop kaffe på Café Carlton og spørger nysgerrigt tjeneren, om det kan passe, at de ikke fodrer deres hummere for at undgå, at de har afføring og dermed gør vandet beskidt?
– Lige præcis, siger hun venligt og nikker.
Jeg sætter pris på hendes ærlighed omkring deres torturmetoder og spørger:
– Og hvis de ikke bliver solgt, kan de leve en måneds tid uden mad?
Hertil svarer hun, at hummerne faktisk kan leve op til et halvt år uden mad, men forklarer også, at de begynder at spise hinanden, hvis det kommer dertil.
Jeg har lyst til forklare hende, at kannibalisme ikke er et tegn på, at de dyr, som de holder fanget, har det optimalt. I stedet bider jeg min foragt i mig og spørger:
– Er det derfor, I har givet dem elastikker rundt om kløerne?
Det er det nemlig, forklarer hun, stadig helt upåvirket som en garvet landmand, der har sendt flere i døden (altså dyr) end den gennemsnitlige diktator.
Svækket hummer
Da tjeneren går ud i køkkenet, ser jeg mit snit til at redde en hummer. Jeg tager min dykkermaske og snorkel på.
Jeg starter med at sætte et par plastik-ænder ud i akvariet for at vinde hummernes tillid.
Umiddelbart fornemmer jeg en nervøsitet fra de ædle dyr. Men da jeg sætter en plastik-frømand ud, som tikkende svømmer gennem vandet, kan de mærke, jeg har gode intentioner.
Jeg stikker hovedet ned i akvariet og råber boblende til den nærmeste hummer, at den skal række mig sin hånd. Den prøver af alle sine kræfter at komme op til mig. Men den er for svækket. Den magter det ikke.
Jeg kan se, at dens små hummerarme rækker ud efter mig. Men de tunge elastikker, som Café Carlton har lænket dens fingre med, tynger den, og den synker til bunds.
Pludselig hører jeg en vred mandestemme, der snerrer:
– Hvad fanden har du gang i?
Den venlige tjener har hentet en køkkenbøddel. Jeg fjerner min snorkel og forklarer, at jeg vil redde en hummer, da jeg finder det forkert, at de sulter dem. Han skuler ondt til mig og siger overrasket:
– Hvad ved du om det? Jeg peger på den venlige tjener og siger:
– Det har du da lige sagt.
Hun forsvinder uden at sige noget, som en torturanklaget fængselsbetjent fra Abu Ghraib. Køkkenbøddelen er ligeglad og giver mig et skub, mens han siger:
– Jeg synes, du skal komme ud omgående, og det kan kun gå for langsomt.
Jeg forlader Café Carlton med en følelse af at have svigtet. Hummerne er stadig sultne gidsler i klinisk rent vand. Stadig uden rettigheder. Kun i sørgmodigt fællesskab med hinanden og nu en strandvasker af en stille plastikdykker.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Se video her
http://ekstrabladet.dk/forbrug/article217682.ece
GEO, I LOVE YOU!!