Man læser altid så meget om hvordan det er et problem at have et bonusbarn. Er der ikke nogle af jer gode debatmennesker der kan sige hvad I har gjort for at det lykkedes og hvad I har lært ikke lykkedes... Specielt hvis I er blevet til bonusmor efter barnet allerede er i præpurberteten. Hvordan adskiller I deres tid og jeres tid og hvad gør I fælles, specielt hvis barnet ignorerer dig som bonusmoren når I alle 3 er ude. Hvad hvis barnet er på besøg mange dage hveranden uge, lader I så barnet og faren være alene så de har noget kvalitetstid sammen?
tilføjet af dulkis
Hmm
- Jeg har haft min fra hun var barn <griner> hun var knapt 2 da jeg så hende første gang. Hun har, i sig selv aldrig været et problem, men det var faderens "dansen rundt i manegen for at bevise - hmmm bevise hvad?") og hans krig med moderen ALTID!! Hun er et barn, (de skulle skamme sig) der er blevet hentet og afleveret i bunden af opgangen.
- Jeg stod simpelthen af, og lavede mine helt egne relationer til det barn. Jeg har givet dem alenetid, men kvalitetstid tror jeg næppe, det blev. HUN erklærede i hvert fald at hun ikke var interesseret i at komme på weekend, med mindre jeg var der.
- Én gang ringede jeg til amtet, og sagde min uforbeholdende mening, om det der foregik i konfliktmælingen, (da havde han ikke set hende i 1/2 år) og to gange indfandt jeg mig på moderens adresse og tog diskussionen med hende, fordi faderen ikke kunne finde ud af at kommunikere ordentligt, men troede man kom nogen vegne med at udstede ordre.
- Helt ærlig - hvis jeg mødte en mand i dag med børn, der ikke var myndige, ville jeg se hans tidligére forhold meget grundigt efter i sømmene. Der er ikke så meget fejl på de unger, men deres forældre er ofte noget "plam".
- Hun er 17 år idag. Hun er stadig min bonusdatter, selvom hun ikke ser sin far. (jeg forlod ham for 1½ år siden, derefter har hun besøgt ham én gang) Hendes mor og jeg taler sammen, og hun er med os (mig og mine egne) på ferier til julefrokost, fødselsdage, mærkedage, søndagssammenrend osv. Mine børn er hendes eneste søskende, og især den ene af mine sønner hænger hun meget sammen med. Han plejer også at kigge hendes "balkort" efter, så hun er egentlig et integreret medlem af familien. Hun står i hans telefon som "søs"
- Jeg elsker hende ikke "som min egen", men hun er et barn jeg elsker, og hun elsker mig - siger hun. Jeg tror, jeg bare er et ekstra tilbud på en voksen i hendes liv. Hendes fars familie har ikke kontaktet hende, siden hun holdt op med at se sin far. Der er mange måde at tilkendegive sine holdninger på. Hun magter ham simpelthen ikke. Han sårer hende for meget med sin krig mod moderen.
- Når jeg kigger i bakspejlet, så skulle jeg have haft en klokke der ringede, da han indledningsvis satte vandtætte skodder op mellem mig og moderen. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvad de skulle gøre godt for. Havde jeg lært hende at kende under andre omstændigheder, kunne vi sagtens have været veninder, men nu er der for meget i "gryden". Vi nærmer os hinanden i et roligt og eftertænksomt tempo.
- Men du taler om teenagere. Hvad forlanger du af teenagere, der ellers kommer i dit hjem? Det er ikke nogen dårlig ide, at stille krav om, de skal give plads til vi andre og opføre sig, så omgivelserne kan holde dem ud.
- Men endnu engang er det barnet eller forældrene der giver problematikken?
tilføjet af michelangelos-verden
Bonusmor / Stedmor
Jeg har desværre ikke været så heldigt med min entré som bonusmor. Min mand havde begge piger boende hos sig (dengang 13 og 16). Jeg flyttede ind hos ham rimelig kort efter vi havde lært hinanden at kende, og ser jeg i bakspejlet idag, kan jeg godt se en masse fejl som vi to voksne har lavet.
Det endte desværre med at jeg indtil for kort tid siden havde nul kontakt til de to tøser efter de var flyttet hjemmefra, og der er først nu hvor der går tøvejr i forholdet (pigere er idag 20 og 23).
Det er en lang og indviklet historie som jeg ikke vil lægge ud her, men jeg vil fortælle dig om mine konklusioner.
Det er ALTID! de voksnes ansvar for at forholdet fungerer. Børnene er det svageste led i kæden, og det skal man ubetinget tage hensyn til, også hvis man derfor bliver nødt til at ofre sine egne behov en gang imellem.
Stedmor og barnet har ikke valgt hinanden bevist i starten, men dette forhold er en konsekvens af et andet valg, som barnet aldrig fik mulighed for at have indflydlse på.
Og jeg vil gerne give det råd, at man godt kan vinke farvel til den rollemodel som "erstatningsmor". Det bliver man aldrig, selv om man nok så ihærdigt forsøger. Som stedmor står du ganske enkelt et andet sted. Du må selv definere din rolle ift. barnet, og bliver du afvist, så var den model ikke brugbar....nyt forsøg.
Hvis ingenting vil lykkes, så må man også acceptere det, og det er her det bliver enormt svært.
Jeg ville så gerne have haft en betydning for de to piger, den fik jeg aldrig, men forsørge dem, mens de boede hjem (vaske tøj, lave mad m.m.), det skulle jeg. Det var ikke rart, og en konsekvens af det blev også at forholdet har lagt på is i en del år nu.
Faderen var ikke ret meget "værd", han forstod bare ingenting af det. Det var ikke let, men vores kærlighed har alligevel overlevet.
Alle forhold er forskellige, det kommer an på sammensætningen af den nye familie. Er det piger eller drenge, hvor gamle er de, hvordan er deres forhold til den biologiske mor.
Det er vigtigt at kende til de forventninger de stilles til én, hvilke vil/kan man indfrie, og hvor går grænserne.
Jeg vil gerne anbefale dig en bog som jeg også har læst mens det knagede og bragede herhjemme. Det er ca.8 eller 10 historier fra det virkelige liv, skildret af de mennesker der var involveret. Den er skrevet af Jesper Juul og hedder ganske enkelt "Børn på gule plader".
Man skal ikke lade dig afskrække at indgår sådan et forhold, fordi jeg ikke lykkes for mig. Det er jo ikke sikkert at Du laver fejl, og det er jo ikke sikkert at Du bliver afvist. Der findes simpelthen ikke nogen fast rollemodel for en sammenbragt familie, som der findes for kernefamilien.