Gud og Tro

Når der ikke er andre muligheder tilbage, må man ty til tro. "Gud" er så den materialisering, der er nødvendig for, at man har en retning for sit sidste håb.
Når døden fx banker på, har man jo behov for at tro at der er noget på den anden side, for ikke at blive helt sortseer. Mon det er derfor, at der er flere ældre end yngre der er troende?
Nå, skulle der så være en GUD og hans ord skulle være (i en let modificeret udgave):
"Der er kun en Gud (mig) og I må kun tilbede mig".
Jaeeh, hvis der kun er en Gud, hvad er det så lige Gud mister ved, at man tror på et fatamorgana? Altså, hvis det ikke er fordi en sådan Gud, er lidt af en egotripper med lavt selvværd! Lyder det som en tiltalende gud?
Hvad enten der er en Gud eller ej, må min konklusion være at tilbedelse i bedste fald er spild af tid (og jeg mener i absolut bedste fald)!
Dermed ikke sagt at normerne i de fleste religioner ikke er gode. Det er de bestemt! - men Gud? NOT!

´
- - - Jeg har altid haft en filosofi om, at det var mennesker der ikke turde tage et ansvar selv, men jeg må indrømme, at jeg har mødt nogle mennesker i disse fora, der har bragt mig på andre tanker, så i dag har jeg ingen løsning på det problem - Jeg prøvede for mange år siden at gøre en behjertiget indsats for at blive kristen - Men jeg fik ingen respons - Og det er betemt ikke fantasi jeg mangler så det kan ikke være der det halter - Men jeg har det nogelunde ligesom dig - Hvis der findes en GUD - er det IKKE noget man skal ligge på maven for - eller bruge sin kort afmålte tid på jorden for - jeg er ellers startet på den del af livet, hvor min fars familie ligger i graven - Men det animerer heller ikke - Så jeg giver dig både og ret (forøvrigt er min mor 90 og hun søger heller ikke til Kirken) så gud ved om det er noget arveligt :-)

Mange hilsner
jalmar

Din tankegang er vel lidt modstykket til ideen om, at man hellere må gå i kirke for en sikkerheds skyld - Hvis Gud ikke findes, har det blot kostet nogle kedelige søndage, men hvis Gud findes har man fået jackpot i opstandelsen!
Begge tankegange handler om en handel med livet: Hvordan får jeg mest profit ud af livet? Samme tankegang, som når en muslim bliver martyr for de berømte 72 jomfruer, eller et JV ofrer livet for at undgå en blodtransfusion, mod at få evigt liv. Hvad får jeg ud af det, tankegangen?
På mig virker det som en lidt underlig tankegang. Jeg er troende fordi jeg kan lide at være troende. Jeg læser da om alverdens belønninger i livet herefter, men sandheden er, at troen gør mig lykkelig nu. Så selvom det skulle vise sig, at jeg på mit dødsleje fandt ud af, at jeg havde taget fejl, ville jeg alligevel ikke fortryde, for min tro er ikke et offer men en glæde.
Og det er nok også i den forstand vi ser helt forskelligt på tilbedelsen. Du antager Gud har brug for tilbedelse. Min oplevelse er den stik modsatte - det er mig der har brug for at tilbede. Så jeg ville jo sige, at en Gud der ikke ville lade mig tilbede sig, ville frustrere mig.....

Kommer man i knibe beder man til denne Gud.
Hjælper det og man klarer sig, er Gud god.
Hjælper det ikke, og man geråder ud i mere bøvl, hvad så?
En god "Gud" hjælper altid.
En Gud der ikke hjælper er altså ikke god.
Når døden banker på er det bedste man kan gøre, at indstille sig på, at vedkommende skal overgå til en anden og bedre tilværelse (for en periode). En tilværelse uden smerter og problemer.
Altså ikke noget at være bange for.
Den Gud der skitseres i GT er en ond, egoistisk, magtsyg gud. Ikke det forbillede, "han" selv siger, man skal rette sig efter.
En "Gud" man kan have det godt med er en gud, der ikke personificeres. En kraft af ufattelige dimensioner. En kraft uden fysiske grænser.
I denne kraft er vi mennesker en del, og kraften er en del af os.
Vi har alle en skytsånd til at vejlede ubemærket. Disse skytsånder er afdøde personer, der bruger døden til at være mental vejleder for levende.
Hvordan det hænger sammen?
Ikke let at forklare med ord. For det, man ikke kan sætte ord på, kan ikke forklares.
Men denne opfattelse, kald det tro, er en væsentlig bedre støtte end at tro på diverse magtgale metaforiske diktatorguder.
Der skal ikke tro's men accepteres at noget ikke kan forklares.
Der er meget mere mellem "Himmel og Jord" end der findes ord til at forklare det.

at jeg er meget enig, det stemmer stort set overens med mit forhold til affæren.
Jeg hører det ofte det med at: jamen hvis du nu finder ud af at Gud slet ikke var der når du dør, så har du jo spildt dit liv ved at begrænse dig selv.
Men jeg ser ikke min tro som en begrænsning, min tro giver mig derimod, styrke og mod i hverdagen.
Angående det at bede, så føler jeg at jeg har brug for at takke Gud for de mange gode ting som Herren har givet mig.
Jeg gør det ikke af pligt, men af lyst og af respekt og kærlighed til min skaber, som jeg skylder alt.
mvh multani

´
- - - form for imaginær skaber, da du Tror han findes men du ved det ikke - Egentlig kun med dig selv!
Alt andet lige er der en lille forskel på det man Tror man ved, og det man VED.
Du har ikke nogen facitliste du kan gå tilbage til, og se om dit regnestykke går op, du Tror det bare, ud fra de parametre du i princippet selv har sat op, og med velvillig hjælp fra andre Troende samt en præst formodentlig, Facittet kan du ikke stemme af lige som 2+2=4 eller Pythagoras sætninger, som starter med noget man får at vide er sandheden - Det er først Sandheden når man har set regnestykkerne/Matematikkken går op i en højere helhed (grunden til jeg fremdrager dem er, at det bestemt IKKE var min stærke side)

Mange hilsner
jalmar

Det er vel en af forskellene på videnskabelig og religiøs erkendelse. Videnskab er netop udledning af viden, medens tro er overbevisning.
Men jeg tror nu ikke der er noget underligt ved overbevisning. Overbevisningen er personlig (som når en forelsket ung mand fortæller sin udkårne, at hun er den dejligste i verden, eller en mor elsker sit barn over alt i verden). Overbevisningen mangler altid bevis - nogle måneder senere opdager den unge mand måske, at pigen alligevel ikke var så dejlig som han troede.... Rigtig mange af os unge mænd endte jo forøvrigt med til sidst at vælge en ledsager for livet - nu ikke fordi hun er den dejligste i verden på alle områder, men fordi vi er OVERBEVISTE om, at hun er den rette for os....
Eller vi kunne tage et konkret problem. Nogle siger CO2 debatten er fis i en hornlygte. Personligt er jeg overbevist om, at det bedste for mig at gøre er at spare på min CO2 udledning, så vi her i huset ligger langt under de 1000 KWh elselskaberne kører kampagne for at få folk ned på (faktisk ligger vi omkring 500 KWh pr person, men så tænker vi os også om, hver gang der købes nyt elforbrugende udstyr).
Overbevisninger tror jeg driver livet videre, så der er vel ikke noget mystisk i, at den måske mægtigste bevæger af dem alle, nemlig den religiøse tro handler om overbevisning. Hvis troen derimod byggede på videnskabelige beviser, tror jeg ikke rigtigt den ville gøre nogen stor forskel i den enekeltes liv...