Gud viste medfølelse med et helt folk
Jehovas medfølelse kommer meget klart til udtryk i hans forhold til Israels folk og hvad han gjorde for det. Da isrealitterne var i trældom i Ægypten i det 16. århundrede før vor tidsregning, gjorde ægypterne "livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten". (2 Mosebog 1:11, 14) I deres nød råbte de til Jehova om hjælp. Hvordan reagerede den inderlige medfølelses Gud?
Det rørte hans hjerte. Han sagde: "Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser." (2 Mosebog 3:7) Jehova kunne ikke se folkets lidelser og høre deres skrig uden at føle med dem. Som vi har set tidligere har Jehova empati, og empati - evnen til føle andres smerte - ligger nær op ad medfølelse. Men Jehova FØLTE ikke blot med sit folk; han gjorde også noget: Han greb ind til gavn for det. Esajas 63:9 siger: "I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem." Han udfriede israelitterne fra Ægypten "med stærk hånd". (5 Mosebog 4:34) Derpå sørgede han mirakuløst for dem med manna i ørkenen og førte dem senere ind i deres eget frugtbare land.
Men Guds medfølelse hørte ikke op her. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, skete det gang på gang at de faldt fra Jehova og måtte lide for det. Men når de kom til fornuft, råbte de til Jehova, og han udfriede dem. Hvorfor? Fordi "han havde medlidenhed med sit folk". (2 Krønikebog36:15; Dommerne 2:11-16)
I dommeren Jeftas dage, for eksempel, havde israelitterne givet sig til at dyrke falske guder. og Jehova tillod at de blev undertrykt af ammonitterne i 18 år. Men til sidst angrede de og vendte om. Beretningen siger: "De fjernede derpå de fremmede guder fra deres midte og tjente Jehova, så hans sjæl blev utålmodig over Israels elendighed." * (Dommerne 10:6-16 - se nedenfor) Så snart israelitterne viste ægte anger, kunne Jehova, den inderlige medfølelses Gud, altså ikke længere holde ud at se deres lidelser, og han satte derfor Jefta i stand til at udfri dem af deres fjenders hånd. (Dommerne 11:30-33)
Hvad lærer vi af det ovennævnte med hensyn til Guds inderlige medfølelse med Israels folk? For det første at der ikke blot er tale om en medfølende forståelse for menneskers modgang. Tænk på den medfølende og kærlige mor der hører sit barns gråd og gør noget for barnet. På samme måde hører Jehova sit folks nødråb, og hans inderlige medfølelse får ham til at lindre dets lidelser. Vi lærer desuden at Jehovas medfølelse på ingen måde er et tegn på svaghed, for hans inderlige medfølelse tilskyndede ham til at gribe afgørende ind for sit folk.
Hav en god dag!
________________________
* Udtrykket "hans sjæl blev utålmodig" betyder bogstaveligt "hans sjæl blev kort", det vil sige "hans tålmodighed var udtømt". Andre oversættelser siger: "Da kunne han ikke længere holde ud at se Israels nød." Og: "Da kunne han ikke længere bære, at Israel led nød."
(Den danske autoriserede oversættelse af henholdsvis 1931 og 1992) ---> http://runeberg.org/dkbibel/07_10.html
Og: ---> http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm
Det rørte hans hjerte. Han sagde: "Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser." (2 Mosebog 3:7) Jehova kunne ikke se folkets lidelser og høre deres skrig uden at føle med dem. Som vi har set tidligere har Jehova empati, og empati - evnen til føle andres smerte - ligger nær op ad medfølelse. Men Jehova FØLTE ikke blot med sit folk; han gjorde også noget: Han greb ind til gavn for det. Esajas 63:9 siger: "I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem." Han udfriede israelitterne fra Ægypten "med stærk hånd". (5 Mosebog 4:34) Derpå sørgede han mirakuløst for dem med manna i ørkenen og førte dem senere ind i deres eget frugtbare land.
Men Guds medfølelse hørte ikke op her. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, skete det gang på gang at de faldt fra Jehova og måtte lide for det. Men når de kom til fornuft, råbte de til Jehova, og han udfriede dem. Hvorfor? Fordi "han havde medlidenhed med sit folk". (2 Krønikebog36:15; Dommerne 2:11-16)
I dommeren Jeftas dage, for eksempel, havde israelitterne givet sig til at dyrke falske guder. og Jehova tillod at de blev undertrykt af ammonitterne i 18 år. Men til sidst angrede de og vendte om. Beretningen siger: "De fjernede derpå de fremmede guder fra deres midte og tjente Jehova, så hans sjæl blev utålmodig over Israels elendighed." * (Dommerne 10:6-16 - se nedenfor) Så snart israelitterne viste ægte anger, kunne Jehova, den inderlige medfølelses Gud, altså ikke længere holde ud at se deres lidelser, og han satte derfor Jefta i stand til at udfri dem af deres fjenders hånd. (Dommerne 11:30-33)
Hvad lærer vi af det ovennævnte med hensyn til Guds inderlige medfølelse med Israels folk? For det første at der ikke blot er tale om en medfølende forståelse for menneskers modgang. Tænk på den medfølende og kærlige mor der hører sit barns gråd og gør noget for barnet. På samme måde hører Jehova sit folks nødråb, og hans inderlige medfølelse får ham til at lindre dets lidelser. Vi lærer desuden at Jehovas medfølelse på ingen måde er et tegn på svaghed, for hans inderlige medfølelse tilskyndede ham til at gribe afgørende ind for sit folk.
Hav en god dag!
________________________
* Udtrykket "hans sjæl blev utålmodig" betyder bogstaveligt "hans sjæl blev kort", det vil sige "hans tålmodighed var udtømt". Andre oversættelser siger: "Da kunne han ikke længere holde ud at se Israels nød." Og: "Da kunne han ikke længere bære, at Israel led nød."
(Den danske autoriserede oversættelse af henholdsvis 1931 og 1992) ---> http://runeberg.org/dkbibel/07_10.html
Og: ---> http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm