Han er 54 - hun er 32..er det ikke okay?

Hejsa!
Så sidder jeg her i fuldkommen dilemma og tusind spørgsmål over hovedet.
JA!! Jeg er blevet forelsket..manden er 54 år. MEN er alstå på ingen måde en Morfar. Han er livsnyder,energisk,opmærksom,morsom...og jeg er 32.
Hvad så med børn? Jeg ønsker mig jo børn! Er han så for gammel?
Hvad siger mine forældre? Han er jo ligeså gammel som min Mor!!!
Skal man bare ringe til ham og sige: Glem det? Ville det være mit livs største fejl?
Hvorfor har man ikke en krystalkugle?
Jeg tænker på det hver dag! For han er så dødsens forelsket og vil jo ALT med mig! Han vil gøre ALT! Sådan en finder man heller ikke hver dag vel?
Jeg er helt rundt på gulvet...på gund af en alder!! På grund af 22 års forskel...der er ingen garantier..heller ikke hvis man får en yngre kæreste. Men jeg har sådan et billed af mig og mine børn og så min kæreste om 10 år..da er han 64!!
Hvad skal jeg gøre? Jeg er forelsket og har været det i 1 år! Vi har det så morsomt sammen!
Er der nogen som har det på samme måde? Er i et sådan forhold? Har erfaringer?
Klemser
Surfergirl

Kærlighed har ingen alder, men han er for gammel til at blive far for en nyfødt, han har ikke de fornødne kræfter til at være nybagt far.
Han bliver næsten 70 år før barnet skal konfirmeres.
Tænk dig om

Kærlighed skal man ikke smide over bord. Aldersforskellen vil uden tvivl volde problemer, men hvis I elsker hianden, hvorfor så ikke prøve det af?
Det værste der kan ske, er at forholdet ikke holder, men så har du i det mindste fået ro i sjælen.
Held og lykke:)

Hejsa!!
Mange tak for jeres svar!
Til Pingvinspasser (øh,mærkeligt navn,haha): Ja,jeg havde jo også mest lyst til at "go for it", men så skal jeg flytte til ham! Han er en ret kendt person, så pga af hans job og hans 2 piger (den ene er flyttet hjemmefra - den anden har han hveranden uge). Så jeg skal VIRKELIG tænke:o)
Men han si"r jeg er hans livs kærlighed og han viser det på ALLE måder!
Han er stolt af mig og bærer mig rundt..men han er 54..og jeg vil gerne ha et par børn!
Jeg ved ikke...skal tage en beslutning,- kan ikke bare holde ham hen!
Det er...pokkers svært!!!

Jeg er selv gift med en mand hvor der er 35 års forskel, og vi har det dejligt. Vi har godtnok ikke børn, men så meget mere tid til hinanden.
Det er jo svært at råde andre. Tænk dig godt om, det er vel det bedste råd. Og pas godt på dig selv. Du skal vente til du er helt sikker. Vær helt stille og lyt så til hvad dit hjerte siger.
Det har altid ret.

......lev i nuet og lad være at tænke på i morgen.........
Kram fra Mortek

Hej.
Da jeg var 19 faldt jeg for en mand på 36, altså 17 års aldersforskel. I begyndelsen var alt rosenrødt mellem os, men min familie havde det svært. Vores forhold var præget af meget store forskelligheder og vi skændtes så det bragede. Det holdt i 5 år, og det var 4½ år for længe! Hvis det da i det hele taget skulle have været!
Men spring da ud i det, du har stadig nogle år at løbe på, når det kommer til at føde børn, så hvis ikke du får dem med ham snart, så er der jo andre muligheder. Men nyd det som det er lige nu. Måske det ser anderledes ud om 1 års tid, hvem ved?
Take care!!!!!

Da jeg var 26 kom jeg sammen med en mand på 52.
Vi havde en vidunderlig tid, som jeg mindes med glæde.
Tænk ikke over aldersforskellen, nyd hver dag.
Alder er hvor gammel man føler sig og ikke dåbsattesten.
Rigtig held og lykke.

19 og 36, den er sej! Havde du været 29 og han 46, var det nok gået anderledes, for med en alder af kun 19 så er man slet ikke instillet på en tilværelse som *gift*, det mentale spring er simpelthen for stort.

Og det mener de fleste..! ink. mig selv og min kæreste.. Jeg er 19 og han 29 godt nok kun 10 års forskel og ikke 22 ligesom jeres, MEN hvis i elsker hinanden, og mener i er "ment to be" så tag chancen, det gjorde jeg og jeg er glad for det... og som en af de andre skriver, hvis det ikke holder så kan du stadig nå at få børn..! Jeg ved hva du tænker: hi hi hun er kun 19 år, hun ved ikk hva hun taler om.. og nej det gør jeg måske ikk, men jeg siger bare til dig, at jeg har taget den "samme" chance som dig..! og det er der absolut ikk noget galt i..!
Håber du kunne bruge svaret og alle de andre svar til at finde ud af hva du vil..
Held & Lykke..
Qnuz Migii...!

Jeg er helt enig med pingvinspasser ... (ja, det er altså et mærkeligt navn)
Jeg har en veninde som har været fuldstændig i dine sko, med et forhold til en 20 år ældre mand. De følte sig ikke så forskellige, de følte sig ret jævnaldrende på nogle områder og på nogle andre områder var der simpelthen alt for langt imellem dem. Men de blev sammen i mange år, og jeg kan se hendes tro på sig selv er vokset, hendes tillid til livet og til kærligheden er vokset. Så selv om det med børn ikke lige kom i den forbindelse, så tror jeg hun var nødt til at gå disse skridt med ham for overhovedet at blive klar til at kunne komme hen til at få børn en dag. Fordi hun er blevet fyldt op af den kærlighed de har kunnet udveksle.
-skal du flytte til ham? Det er da også en ret stor beslutning i sig selv, oveni det hele.
Jeg har selv været forelsket i en mand, som også var forelsket i mig, ca samme aldersforskel som din situation. Jeg havde bare en kæreste i forvejen, så for mig var det en vanvittig svær process med at finde ud af hvad det var for en kærlighed der var imellem os, imens jeg ku mærke den rørte mig meget dybt.
Det var aldrig noget vi udtrykte fysisk, men der var noget imellem os som gjorde at vi følte os så elskede bare vi var i rum med hinanden, og jeg ku mærke at savnet efter min rigtige far havde en stor rolle at spille.
Men, jeg ville råde dig til både at lytte meget til den kærlighed der er imellem jer, mærke efter om den kan rumme at flytte sammen, om den kan rumme "stedbørn" selv om du ikke sådan skal være mor... Del dine tanker med ham om at få børn, og om aldersforskellen, men kærlighed Har ingen alder, og I ser noget i hinanden, I føler noget helt særligt for hinanden. Det skal du gi plads i dit liv, det skal æres og respekteres.
Kærlighed får ting til at gro. Kærlighed udvikler een, kærlighed åbner muligheder, kærlighed mætter, kærlighed havner helt nede på bunden hvor der sådan er behov for kærlighed.
Så jeg mener at den følelse er vigtig at lytte til, men tag et valg!
- og børn.... tja, nogle gange vælger de selv hvornår de kommer, nogle gange kan vi ikke rigtig planlægge sådan nogle ting.
Hvem ved hvordan tingene udvikler sig? Det er jo ikke til at sige.

selv om jeg lige har skrevet en gang, så når jeg tænker efter, så genkender jeg noget af det dilemma du sidder i, som er så svært at formulere.
Det "møde" , lad os bare kalde det det, jeg havde med ham jeg blev forelsket i, har fået sat sving i en proces hvor jeg prøver at finde ud af hvad kærlighed betyder, og hvordan man kan udtrykke den. At den i mit tilfælde ikke var noget jeg skulle reagere på i den ydre verden, men indadtil skulle jeg lade den mætte mig og tænde mig og aktivere mig og opvarme mig, fordi det var livets gave til mig. Mine følelser er mine følelser!
At han så blev forelsket og følte sig som en teenager igen, det var hans oplevelse.
Jeg begyndte at forstå lidt, selv om jeg stadig ikke har forstået det helt, at man må ikke lukke i for kærlighed, men man skal ikke nødvendigvis handle på den. Det kan være meget svært. Jeg lukkede jo tilsidst i for den kærlighed der var imellem os, fordi det forstyrrede mig for meget i mit forhold til min kæreste.
Jeg ved det her er et område der er rigtig svært rigtig at tale om og jeg ved ikke om der er nogen der forstår det her, udfra det jeg skriver. Men vi har så mange forestillinger om hvem vi skal dele hvad med, at nogle gange og meget ofte - lukker vi i for det der står lige foran os og som livet velsigner os med. For vi har kun så få definerede former som er socialt accepterede: man kan være venner, elskere, kærester, ægtepar.
Men følelserne har tusind flere udtryk og sprog!
Så vi tror at hvis vi føler kærlighed for nogen, jamen så er vi nødt til at gifte os og så skal vi bo på en bestemt måde og leve i en bestemt rytme, og vi kan ikke mere, og nu skal vi leve sammen resten af vores liv.
Med hvad med vores selvstændige, frie, åbne, udforskende, udviklende liv? Det liv hvor vi hele tiden selv bestemmer udfra det sted hvor ting virkelig rør os!
Udfra det sted finder du en balance, tror jeg, med hvordan og hvormeget I skal være sammen! og udfra den balance deler du dine tanker med dine forældre, eller også gør du ikke fordi du ikke tror de vil kunne forstå eller acceptere - jeg kender jo ikke dine forældre.
Men, det vigtige i dit liv er dig! Og, hvad er du? Hvad mætter dig? Hvad betyder noget for dig? Du kan sagtens dele al den kærlighed du føler med ham, og du kan sagtens få børn. Der findes en løsning som er til største lykke/mening for alle involverede, man skal bare lytte godt efter indeni! Tag de udfordringer du har brug for, og vær ikke så bange for at fejle.
Det kan sagtens virke rigtig komplekst. Og samtidig tror jeg, livet serverer lige præcis den rigtige udfordring for dig, fordi det vil få dig til at handle og tænke og føle på alle mulige måder, som vil føre dig hen mod den du gerne vil udvikle dig til at være - hvis du har det mål for øje.

jeg lavede lidt om i teksten. Der skulle ha stået "hvorfor skal du flytte ind hos ham" og ikke "hvorfor" som en overskrift uden mening.

Hej SUS G!!!
Det var dog vildt som du rammer plet!
Du skriver om så mange ting som florerer inde i mit hoved! Men det er jo nok fordi at du har prøvet det selv, at du kender tankerne!
Og ja..jeg har ikke fortalt hele historien...jeg har en kæreste. Vi har været sammen i 8 år.
For halvanden år siden, var vi tæt på at gå fra hianden - jeg mødte den 54-årige via mit job.
Vi blev forelskede - vi var ude og rejse sammen mange gange! Kærligheden,respekten,tilliden,overgivelsen har jeg aldrig prøvet i så stor stil som med ham!
Og vores humor klinger helt fantastisk.
Det er som om at jeg kendte ham alerede...og ja, han minder faktisk lidt om min Far! En Far som jeg aldrig rigtig har haft kontakt til....
Men er det ikke ligemeget? Han gi"r mig en masse og han giver HELE sig selv.
Han siger jeg er hans livs kærlighed og viser det på alle måder!
Og så imens...bliver kæresten hjemme pludselig nyforelsket igen.....og så står jeg...mig som egentlig var på vej ud af døren...og ser på ham derhjemme som pludselig taler om fremtid,børn,hus...og bliver SÅ forvirretover mine følelser og tanken om at EN gør jeg ked af det! Og det kan jeg næsten ikke bære!
Jeg er ude i noget tidsbestemt, hvor jeg må tage et valg, for nu er tingene kommet så tilpas langt ud.
Og Sus..du ramte bare plet!!
Og jeg får næsten ikke sovet om natten! Hvad er rigtigt, hvad er forkert? Det skal siges at jeg har ikke haft sex med min kæreste i 3 et halvt år..ja,jeg ved det. Det lyder helt vildt! Men han er klar til at starte forfra, mens den 54-årige står med åbne arme og venter.
Puuuh. Er jeg dum?

Nåh, ja så minder din situation ganske vist meget om min.
Der er nogel forskellige ting jeg bemærker ved det du skriver. Har du lagt mærke til at du skriver at du er hans store kærlighed, ... og, ja, det er da enormt dejligt at få sådan en kærlighedserklæring, men du sir faktisk ikke noget om dig selv dér...
Og ja, meget genkendeligt ikke at ha haft et aktivt seksualliv. Men jeg bad faktisk meget (til Gud) - lissom min kæreste også gjorde - om at få hjælp til at få det til at fungere, og så var det at nogenlunde samtidig mødte jeg een, og min kæreste mødte een, som begge to havde en enorm stor indvirkning på os, energimæssigt. Jeg mener, der var ikke noget fysisk involveret. Det var utrolig pudsigt at det skete samtidig, mere eller mindre. Og det hjalp os faktisk i vores sexliv også, fordi pludselig blev beholderne fyldt op.
Men det var jo vanvittig skræmmende!
Det sværeste var faktisk løgnene. Jeg turde ikke rigtig afsløre hvor store følelser jeg havde, for de skræmte mig, for .... jeg følte jeg skulle vælge, og det ville jeg ikke. Så på en eller anden måde holdt jeg meget tilbage, selv om vi gradvist snakkede meget åbent om hvad der foregik (med hjælp fra en fælles ven som var mægler og terapeut, kan man sige).
Men jeg ku godt ha valgt ham den ældre. Men det ku jeg bare ikke alligevel, jeg ku ikke gi slip på min kæreste.
Jeg mener, ...lyt, hvor er du nødt til at gå hen? Hvor er du nødt til at blive? Forestil dig hvordan det vil blive og hvilken udvikling det vil føre med sig.
Jeg har bevaret venskabet med ham "den gamle" - sikke et åndsvagt navn til ham...
Og stadigvæk prøver jeg at finde frem til en måde at kunne placere den kærlighed vi havde så intenst i starten et sted i mit liv, eller der hvor den hører hjemme.
Jeg følte det meget sådan her; Jeg havde alle de her 50 vigtige ting med min kæreste, men ham her den ældre, han havde ting nummer 51!
De 50 ting var uundværlige og i overtal!
Men ting nummer 51 var ikke blandt de første 50, og var ligeså uundværlig.
Sådan føltes det!
Men jeg endte jo med at lukke i. Alt for bange for at miste min kæreste. Jeg kæmper stadig for at finde den åbning igen, i en anden form, den er blevet meget mere afgrænset, men der er stadig koldt det sted indeni mig... jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive det.
Jeg troede pludselig kun jeg kunne gengælde hans kærlighed seksuelt, det føltes seksuelt, men der var så dybt et lag i den umiddelbare kærlighed der ikke bare kunne defineres på den måde... så kom alt det med "far" ind i billedet og underbevidst faldt begyndte nogle ting at falde på plads.
Men sådan er det jo med alle mennesker. Vi påvirker hinanden på forskellig vis. Vi beliver hinanden. Vi har alle brug for kærlighed, vi rør hinanden i forskellige områder.
Jeg tror du sidder i samme dilemma som jeg. Hvordan udtrykker min kærlighed og seksualitet sig? Hvilke behov har jeg? Hvilke ønsker har jeg? Hvad har jeg at gi?
Tusind tanker fra mig
Hm

Ja! Situationen minder om din!
Og udfaldet bliver nok også det samme...at jeg bliver her hos min kæreste. Selvom jeg fortsat er i tvivl om vi egentlig passer sammen??!!
Vi har samme drømme om fremtiden, men kan vi finde derhen sammen, eller gør jeg bedst i at gå og lade ham blive lykkeligere med en anden! For måske passer vi bare ikke sammen!!
Igår lå vi i sengen og talte om noget arbejde - det resulterede i at vi gik fuldstændig forbi hinanden.
Så sagde han at vores kærlighed til hinanden er død og vendte sig om i sengen. Så sov han....
- Min største drøm er nok at vi prøver fra 0 og prøver at finde kærligheden igen. Vi har prøvet..men det er ikke let! Er det også sådan i andres forhold?!
Og min gode 54-årige ven er måske et eventyr? Jeg ved det ikke? Det BLEV jo til en form for kærlighed. Jeg er bange for at sårer ham. Det fortjener han ikke. På den anden side har jeg givet ham så meget..tid sammen, vist ham kærlighed igen, givet ham rejser til dejlige steder, gav ham en London-tur en weekend i fødselsdagsgave.
Jeg kom "ligesom forbi" og gav os en masse dejlige stunde sammen og nu forsvinder jeg temmelig sikkert igen!
Og kæresten? Han er væk i weekenden. Så jeg tænker og tænker og går lange ture.
Og jo mere jeg tænker, jo mere hovedpine får jeg,ha ha!

Jeg selv bruger meget at trække tarotkort og englekort til at hjælpe mig med at forstå betydningen af det møde med ham. Eller snakke med folk der er clairvoyante, bare for at få nogen med ind i det der kan se det fra oven, se den røde tråd udenom al min angst.
Det er bare en teknik, om man vil, til at undersøge mig selv. Finde ud af hvad vil een del af mig, hvad sir en anden del.
Hende som er en fælles ven/terapeut for mig og min kæreste, snakkede meget med mig om hvad det var for nogle følelser han tændte i mig, og jeg fortalte at jeg oplevede det som om at jeg fik en varm mættende omfavnelse fyldt med kærlighed, bare det at vi sad i et rum sammen.
Det er jo en energi jeg Virkelig har manglet i mig og i mit liv, som jeg stædigt har insisteret på andre skulle gi mig, hvor hun talte om, at kilden til kærlighed kommer indefra mig selv, og jeg ka huske hun sagde at jeg ku jo genkalde mig den følelse når jeg sad for mig selv og lade mig fylde op af den.
Vi snakkede meget om at det var en slags "livets gave" til mig, og at det var vigtigt at jeg tog imod den og åbnede mig for den, men jeg følte det også så mærkeligt og forkert hvis jeg overvejede at reagere på den fysisk. Fordi det egentlig var et brud på den "pagt" jeg havde med min kæreste. Jeg synes kun jeg kan være fysisk seksuel med den person der er min kæreste, men hun sagde at mine følelser er mine egne. Det er noget som ingen mennesker kan blande sig i. Selv om det er enormt svært at forstå, så føler jeg hun har ret. Sådan vil jeg selv respektere min kæreste og sådan vil jeg ønske han føler sig fri i sit liv, og i forholdet til mig.
Nu taler jeg jo kun om min situation jeg ved jo slet ikke hvordan det er mellem dig og ham.
Vi snakkede også meget om hele det at turde mærke seksualitet og flirt og tiltrækning og kærlighed generelt til andre/alle mennesker, som en livs ting, som et udtryk for liv og kærlighed og, at der findes måder at cirkulere alle disse følelser, være åben for dem, være åben for livet og den glæde man kan dele med andre, men at man ikke behøves handle på dem.
Jeg ved ikke hvad der er rigtigt i din situation, det ved kun du, selv om du er fortvivlet.
Og igen lægger jeg mærke til at du fortæller at din kæreste sir at jeres kærlighed er død, og du fortæller ikke hvad du synes ...
Jeg lægger mærke til at du fortæller om hvad de andre sir og synes, og at det virker til at du har det svært med at definere din egen virkelig, forstå dine egne sammenhænge. Så du lissom lægger det ud til andre.
Åh suk. Det er noget komplekst noget, men jeg må sige at jeg har været igennem disse angst-rystende ture med min kæreste mange gange, og ... det har været afgørende! at vi har haft parterapi, at vi har fået hjælp fra nogen som har hjulpet os hver især med at vende og dreje alt det her!
For det er Kæmpe stort det du taler om. Kærligheden til hinanden, forventningerne til hinanden. Du/man skal leve det liv som gir største mening og udvikling for dig, i højeste respekt for den kærlighed du deler med andre, og det er vigtigt du finder ud af hvad det er I deler, og hvad der er sandt!
Min kæreste var meget angst for at miste mig. Hans historie var anderledes end min. Det var nogle andre temaer det bragte på bane for ham. Men han har hele vejen været den der var mest villig til at gi slip, hvis det vi havde ikke gavnede nogen af os. Hvor jeg nærmest bare holdt skrigende fast ligegyldigt hvor gavnligt eller ugavnligt det var.
Jeg har været bange for at miste ham, som jeg har fortalt, men det har lisså meget været min process at finde ud af faktisk en dybere forståelse af mig selv og mit liv. Hvad ønsker jeg mig af livet? Hvordan opnår jeg det? Hvordan lytter jeg efter hvad der er betydningsfuldt - forstår jeg det? Hvor kører jeg skævt og hvorfor...
Mange tanker

hey håber lige det er dig... smiler.. har smidt dit nummer væk efter sidste samtale i forår skriv lige en sms hvis det er dig surfergirl har tænket mig på dig knus mit nummer er 23672778