5tilføjet af

Har jeg brug for hjælp?

Mistede min mor for halvanden måned siden - pludseligt, men alligevel ventet. Forstået på den måde, at min mor har været kræftsyg i 9 år - siden jeg var 15 år - har fået alskens behandling – kemo-, stråle- og antihormonbehandling. Det sidste ½ år er hun blevet tiltagende dårligere - tabt sig, været smerteplaget og energiforladt. Vi har alle i familien, været "naive" til det sidste og troet på, at hun nok skulle klare den - bevaret håbet til sidste øjeblik og har gang på gang fundet naturlige forklaringer på de forskellige symptomer hun har haft.
Nu sidder jeg tilbage - savnet og tomrummet til min mor er enormt - bliver større og stærkere for hver dag der går. Aldrig har jeg været mere ked at det, frustreret – men heller aldrig følt en sådan lettelse. Lettelse fordi hendes sygdom faktisk har været mit liv de sidste 9 år - jeg har været så bange for at miste hende, bange for at kræften ville sejre – hver dag - at mit liv nærmest har stået standby.
Når jeg ser tilbage - bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor dårligt jeg har haft det i de 9 år min mor har været syg - i mange perioder har jeg grædt mig selv i søvn og jeg kan stadig fornemme den ængstelige følelse, som jeg uendeligt mange gange har gået rundt med i kroppen i ugerne op til diverse kontroller, undersøgelser og samtaler på sygehuset - afmagten. Hvordan jeg ikke kunne koncentrere mig om noget, ikke kunne finde ro ved noget – da angsten for at miste min mor var altoverskyggende.
Hvor tit har jeg ikke med svedige hænder og et galoperende hjerte – stået med min mobil i hånden – ventet på svar? Skreget og råbt i badet, når angsten for at miste min mor blev for stor? Alt for mange gange.
Jeg har ikke været god til at få snakket med nogen om det – har gået med min angst for mig selv – isoleret mig med mine følelser. En gang imellem har jeg givet afløb for mine følelser, men hurtigt er facaden kommet op igen, ingen har skullet se mig ked af det – negligerede alt og livet er gået sin gang. Min mor og far havde nok og tænke på, forholde sig til, ville nødig påføre dem yderligere smerte. Og hvis vi ikke snakkede om DET – at min mor kunne risikere at dø - skete det heller ikke, bildte jeg mig selv ind. Jeg bad til Gud hver aften, bad ham passe på min mor - fortalte at jeg ikke kunne leve uden hende.
Mine veninder spurgte aldrig, vidste ikke bedre og jeg ville ikke belemre dem med mine "problemer", de forstod det alligevel ikke, de havde jo aldrig prøvet det.
I lange perioder har jeg isoleret mig fra mine veninder, ville hellere være for mig selv eller hos min mor – for hvor længe havde jeg glæden af at have hende hos mig. Og den dårlige samvittighed kom hurtigt smygende.
Mit selvværd og min selvtillid var og er helt i bund. Har altid følt mig grimmere, dummere og mindre værd end alle andre. Kontakten til det andet køn nærmestværet ikke eksisterende – har aldrig haft en kæreste. Har aldrig gjort oprør mod mine forældre – for jeg ville ikke være uvenner med min mor – for tænk sig hvis hun ikke var her i morgen.
Kort sagt, det er som om, at jeg ikke har været igennem alle de ”trin" man bør i puberteten – løsrivelsen, mødet med det andet køn mv. og at det tynger mit liv nu. Jeg sidder fast.
Tror I derude, at jeg har brug for professionel hjælp – psykolog - eller er det en kamp jeg må tage op med mig selv. Ved ikke om det er for tidligt ift. min mors død at tage kontakt til en evt. psykolog - om jeg er klar til at modtage hjælp. Håber at høre fra nogen af jer - jeg vil så gerne starte på en frisk – men ved ikke hvordan.
tilføjet af

Ja du har

- du kan helt klart få meget ud af en psykolog. Du har "krav" på 10 psykologtimer. Så du skal bare kontakte din privatpraktiserende læge og få en henvisning.
- Min dybeste medfølelse for tabet af din mor.
Knus
Dulkis
tilføjet af

Ja søg hjælp

Du går rundt med en masse følelser omkring din mor og hendes sygdomsforløb. Du burde søge professionel hjælp og få snakket ud om alle disse ting som du brænder inde med. Det hjælper at få talt ud om tingene, så synes helt klart at du skal søge professionel hjælp og komme videre med dit liv selvom det kan være svært lige nu.
tilføjet af

Evntuelt selvhjælpsgrupper

Ud over psykolog så prøv at undersøg om der er selvhjælpsgruppe for pårørende til kræftpatienter. Min mor har haft det og sagde at der var, hvis vi havde brug for det. Men jeg fik aldrig undersøgt det.
Men du kunne i hvertfald trænge til at tale med nogen i samme situation som dig selv. Nogen der ved hvad du taler om og kan fortælle dig at det du har været igennem er du ikke alene om.
Og psykologen, hvis du skal have en henvisning igennem lægen, er du nok nød til at rykke nu. Jeg mener der er en grænse på hvor længe efter man kan få den. Jeg var heldig da jeg ville have hjælp efter et dødsfald, var det lige ved at være for længe siden, ifølge lægen.
Held og lykke med det.
tilføjet af

Kræftens bekæmpelse.

Kræftens bekæmpelse har sorggrupper som er rigtig gode. Inde på deres hjemmeside under "rådgivning - hjem fra andre - sorggrupper", kan du få flere oplysninger om hvor og hvordan.
De bedste ønsker til dig fremover.
Tina
tilføjet af

Søg hjælp

Jeg mistede selv min mor til kræft for 2 år siden, det var dog et MEGET kortere sygdomsforløb.
Jeg har, som så mange andre, aldrig troet at jeg skulle/ville få brug for at snakke med en psykolog, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Du er berretiget til 10 timer med tilskud hvis du har en henvisning fra din egen læge, men det skal være inden for 6 måneder efter dødsfaldet.
Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du skulle have lyst til at snakke med en der har været igennem det. funch78@sol.dk
Jeg ønsker dig alt godt fremover🙂
Camilla
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.