Har tidligere fået abort pga Kromosomfejl. Er nu angst for en gentagelse...
Skriver på vegne af min elskede kæreste, som jeg har kendt i 6 mdr.
Hun fik for 3 år siden en sen abort pga der var konstateret en kromosomfejl: Trisomi 13 eller 18 der havde gjort barnets stærkt retarderet...
Det er tilsyneladende en meget sjælden ting, men oplevelsen har alligevel sat sig nogle meget dybe spor i hende, og hun er nu angst for en gentagelse.
For NU er hun og jeg lige blevet konstateret gravide.
Vi er midt i 30'erne, meget forelskede og vil begge gerne starte en familie nu.
Men hendes angst og frygt lammer glæden, for hvad nu hvis det gentager sig en gang til!
Hun spurgte mig igår: >"Hvad nu, hvis alt ser fint ud ved prøverne og scanningen, men så ser slemt ud i 20.uge? Hvordan skal jeg dog klare det? Hvordan kan jeg finde en vej til redning på forhånd, andet end ved at vælge distanceringen indtil de 9 måneder er gået? Og er jeg i stand til at holde distancen, når livet begynder at røre på sig og det ikke længere kan skjules for folks spørgsmål?"<
Mit spørgsmål her til jer er derfor: HVORDAN kan jeg (man) få min gravide kæreste til at elske det liv der nu vokser i hendes mave? - Hvordan kan angsten dæmpes når ingen prøver kan gi fuldstændig sikkerhed for, at alt er som det skal være? - Har du et foreslag til hvem, udover lægen, vi kan tale med om dette ?!?
På forhånd [l] tak for dit svar!
Hun fik for 3 år siden en sen abort pga der var konstateret en kromosomfejl: Trisomi 13 eller 18 der havde gjort barnets stærkt retarderet...
Det er tilsyneladende en meget sjælden ting, men oplevelsen har alligevel sat sig nogle meget dybe spor i hende, og hun er nu angst for en gentagelse.
For NU er hun og jeg lige blevet konstateret gravide.
Vi er midt i 30'erne, meget forelskede og vil begge gerne starte en familie nu.
Men hendes angst og frygt lammer glæden, for hvad nu hvis det gentager sig en gang til!
Hun spurgte mig igår: >"Hvad nu, hvis alt ser fint ud ved prøverne og scanningen, men så ser slemt ud i 20.uge? Hvordan skal jeg dog klare det? Hvordan kan jeg finde en vej til redning på forhånd, andet end ved at vælge distanceringen indtil de 9 måneder er gået? Og er jeg i stand til at holde distancen, når livet begynder at røre på sig og det ikke længere kan skjules for folks spørgsmål?"<
Mit spørgsmål her til jer er derfor: HVORDAN kan jeg (man) få min gravide kæreste til at elske det liv der nu vokser i hendes mave? - Hvordan kan angsten dæmpes når ingen prøver kan gi fuldstændig sikkerhed for, at alt er som det skal være? - Har du et foreslag til hvem, udover lægen, vi kan tale med om dette ?!?
På forhånd [l] tak for dit svar!