at vælge
Søren Kierkegaard har engang sagt, at man skal vælge for livet, i det øjeblik man foretager sit valg. Det betyder, at når man går ind i et forhold, så skal man gøre det fuldt og helt. Og når man går ud af det, så skal man også gøre det konsekvent.
Det er et meget vigtigt citat for mig. Jeg er lige kommet ud af et forhold. Hun var totalt ligeglad med mig. Jeg forsøgte at snakke og sætte gnisten i gang. Hun havde intet at beklage sig over. Men alligevel var det altid tavshed og ligegyldighed jeg mødte. Og jeg kunne bare ikke mere være den, der altid tog initiativet. Det værste var, at selvom hun var ligeglad med mig, så ville hun til stadighed kontrollere mig og hun fik sine veninder og venner til at overvåge mig konstant, selv når jeg var nede og træne og bare havde lyst til at være mig selv. Og så skulle de altid ødelægge noget. Mine ynglings-cd’er, gulvtæppet, køleskabet osv. Og alle mulige åndssvage hentydninger. Hun var utro mange gange, men forventede alligevel at jeg skulle lægge op til at reparere og komme med nye ideer, som hun så afslog. Jeg fatter ikke, at jeg kunne holde hende ud så længe. Jeg tror vel at jeg et eller andet sted elskede hende, men nu er vi kommet så langt ud, at det ikke giver nogen mening at redde det længere. Skibet synker og nu handler det bare om at redde sig selv.
Så det sagde jeg. Hun sagde ”vi holder da bare en pause og finder en veninde til dig og tager det op på et senere tidspunkt”. Hele det her strider imod alt, hvad jeg tror på. For det første hjælper det ikke at holde pauser. Vi vil diskutere præcis de samme ting om et halvt år som nu og som vi diskuterede for 2 år siden, præcis de samme, så vi spilder bare tiden. Og så ønsker jeg ikke at være lige så kynisk i mine forhold, som hun er i sine. Jeg kan simpelthen ikke gå ind i et forhold og foregive at jeg har følelser, hvis jeg så samtidig skal følelsesmæssigt være hos en anden. Så hvis jeg skal ind i et forhold til en anden, skal det være alvorligt fra min side.
Så jeg har sagt, at nu går jeg og at hun ikke skal forvente at se mig igen. Hvis hun vil have et eller andet forhold til mig, så må hun se at tage sig sammen og snakke med mig om det face-to-face og være sød og gå i seng med mig i stedet for at bruge mærkelige hentydninger og involvere alle mulige åndssvage mennesker, som ikke selv har et liv, i vores forhold. Jeg har heller ikke tænkt mig at maile hende længere. Og hvis hendes venner stadig chikanerer mig, så flytter jeg bopæl til et andet sted.
Det er svært, for jeg elsker hende, men jeg ser ingen anden udvej. Hun vil ikke videre med mig, men hun vil heller ikke selv gøre det af og jeg kan ikke udholde den her hverken-købt-eller-solgt, så nu skrider jeg og jeg vil ikke tilbage.
Jeg har fundet en sød pige, som er i samme situation med sin kæreste og vi trøster hinanden uden at det bliver kompliceret og til juli kommer en gammel flamme hjem fra Nepal og så må jeg se at bygge noget op med hende i stedet. Jeg har så mange gange råbt om hjælp til hende og haft de røde lamper til at blinke, men hun tror bare, at vi kan blive ved som hidtil.
Det kan vi ikke
Det er et meget vigtigt citat for mig. Jeg er lige kommet ud af et forhold. Hun var totalt ligeglad med mig. Jeg forsøgte at snakke og sætte gnisten i gang. Hun havde intet at beklage sig over. Men alligevel var det altid tavshed og ligegyldighed jeg mødte. Og jeg kunne bare ikke mere være den, der altid tog initiativet. Det værste var, at selvom hun var ligeglad med mig, så ville hun til stadighed kontrollere mig og hun fik sine veninder og venner til at overvåge mig konstant, selv når jeg var nede og træne og bare havde lyst til at være mig selv. Og så skulle de altid ødelægge noget. Mine ynglings-cd’er, gulvtæppet, køleskabet osv. Og alle mulige åndssvage hentydninger. Hun var utro mange gange, men forventede alligevel at jeg skulle lægge op til at reparere og komme med nye ideer, som hun så afslog. Jeg fatter ikke, at jeg kunne holde hende ud så længe. Jeg tror vel at jeg et eller andet sted elskede hende, men nu er vi kommet så langt ud, at det ikke giver nogen mening at redde det længere. Skibet synker og nu handler det bare om at redde sig selv.
Så det sagde jeg. Hun sagde ”vi holder da bare en pause og finder en veninde til dig og tager det op på et senere tidspunkt”. Hele det her strider imod alt, hvad jeg tror på. For det første hjælper det ikke at holde pauser. Vi vil diskutere præcis de samme ting om et halvt år som nu og som vi diskuterede for 2 år siden, præcis de samme, så vi spilder bare tiden. Og så ønsker jeg ikke at være lige så kynisk i mine forhold, som hun er i sine. Jeg kan simpelthen ikke gå ind i et forhold og foregive at jeg har følelser, hvis jeg så samtidig skal følelsesmæssigt være hos en anden. Så hvis jeg skal ind i et forhold til en anden, skal det være alvorligt fra min side.
Så jeg har sagt, at nu går jeg og at hun ikke skal forvente at se mig igen. Hvis hun vil have et eller andet forhold til mig, så må hun se at tage sig sammen og snakke med mig om det face-to-face og være sød og gå i seng med mig i stedet for at bruge mærkelige hentydninger og involvere alle mulige åndssvage mennesker, som ikke selv har et liv, i vores forhold. Jeg har heller ikke tænkt mig at maile hende længere. Og hvis hendes venner stadig chikanerer mig, så flytter jeg bopæl til et andet sted.
Det er svært, for jeg elsker hende, men jeg ser ingen anden udvej. Hun vil ikke videre med mig, men hun vil heller ikke selv gøre det af og jeg kan ikke udholde den her hverken-købt-eller-solgt, så nu skrider jeg og jeg vil ikke tilbage.
Jeg har fundet en sød pige, som er i samme situation med sin kæreste og vi trøster hinanden uden at det bliver kompliceret og til juli kommer en gammel flamme hjem fra Nepal og så må jeg se at bygge noget op med hende i stedet. Jeg har så mange gange råbt om hjælp til hende og haft de røde lamper til at blinke, men hun tror bare, at vi kan blive ved som hidtil.
Det kan vi ikke