jeg har gået alt for længe i flinkeskolen

jeg har igennem min opvækst være præget af dårlig selvværd, skyldfølelse, gået i flinkeskolen og ikke turde sige min mening, da jeg var-og er bange for at sige fra, i frygt for ´nogle familiemedlemmer giver mig skyldfølelse...de siger endda ting lige op i mit ansigt og det er ikke alt, der er lige sødt at høre på...men desværre, jeg giver dem jo lov til det, fordi jeg er opvokset med det og føler mig magtesløs..
Alt dette har betydet, at jeg har gået i terapi i mange år, for at lære at mærke mine egne behov..
Men nu her mange år - ja næsten 10 år efter den første terapibehandling, så har jeg lært at mærke mig selv, men jeg kan stadig ikke altid sige fra..Det er så svært at hamle op med en hel familie - jeg når kun lige at sige fra det ene sted, og får hovedet/selvværet ovenvande, så kommer den næste og dunker mig ned igen. Ja, sådan er det at være familiens sorte får..
Der er flere og flere dage, hvor jeg føler mig deprimeret og jeg har ofte lyst til at flytte langt væk - langt væk fra familien...Jeg vil sikkert ikke føle mig mere ensom i en anden by, for der er jo alligevel ingen familiemedlemmer, der hjælper mig med noget - det er altid mig, der hjælper dem, for gør jeg ikke det, så får jeg dårlig samvittighed...
Jeg er lige nu nede i et stort sort hul og kan ikke komme op ad det - det føles som en evig kamp...

har prøvet nøjagtig det samme, men til sidst får man nok og pludselig KAN du sige fra. Jeg læste bogen "Kærlighed og selvværd" af Susanne Møberg, jeg vil tro, at du kan få den på biblioteket eller andre bøger om selvværd, Carl-Mar har også skrevet nogle udemærkede bøger om emnet - prøv dig frem, søde ;-) Det er aldrig fpr sent, jeg er gammel nu, men det lykkedes for mig, så kan det også lykkes for dig. Hej fra Kirate.

og jeg er ved at nærme mig tidspunktet, hvor jeg ikke længere føler skyld, hvis jeg siger fra, for nu er jeg blevet så træt af familien og synes snart ikke længere, at det er synd for dem. For når jeg tænker på, hvad de har budt mig, så behøver jeg jo ikke føle skyld..
Jeg synes det er trist, at man langt op i voksenårene stadig føler sig usikker på sin familie og jeg vil nødig side som gammel og tænke tilbage på hvilket dårligt familiebillede man har været så præget af..
Det er dejligt for dig, at du har lært at sige fra og ja, det er aldrig for sent at lære at sige fra, selvom jeg nogle gange føler, at toget er kørt.

jeg kender slvfølgelig ikke hele din situation men, i et terapi forløb kan det være en god ide at komme væk fra det, der er problemet, indtil du er stærkere og terapien har hjulpet dig i processen med at opbygge dit selvværd.. pøj pøj med det hele

i problematikken... jeg har selv flere gange haft præcis den samme tanke, at flytte væk for en periode og lade terapi være opbyggende for mit selvværd....
men når det kommer til stykket, så kan jeg ikke få mig selv til at rykke teltpælene op, for jeg har børn, som er meget vanebundne og som temlig sikkert ville få det svært ved en flytning..
Men jeg tænker at et længerevarende højskoleophold ville være sagen, med netop focus på det at sige fra og have det godt med det, men jeg ved ikke, om sådan et højskoleophold kan lade sig gøre, men jeg vil prøve at søge på google..

Det lyder som om familien har en del at skulle have sagt over staklen.Braend dine broer og kom vaek og lev dit eget lev.Lear at staa paa egne ben og øv dig foran spejlet at sige nej.... held og lykke