spastisk lammet

jeg trænger bare til at få mine tanker ud... de skal ud på en eller anden tidspunkt og de må heller kommer ud på en debat end på den virkelige verden...
jeg har det virkelig skidt.. har aldrig haft det dårligere.. skal til eksamen om en uge, men kan slet ikke koncentere mig og få læst det jeg skal. jeg læser det men forstå det ikke, jeg tænker for meget er bekymret har dårlig samvittighed..
min lillebror er nemlig spastisk lammet, han kan ikke gøre noget som helst selv. han har brug for hjælp og støtte og smil. jeg plejer altid at være den der siger til famillinen han skal nok klare sig.. samfundet er godt mod de spatiske.. han skal nok lære det på en eller anden dag.. tænk ikke længere det mor, glem det far.. det er ikke jeres skyld.. jeg plejer altid at være den der giver ham al den kærlighed han ha brug for.. jeg er altid der for haam.. jeg elsker ham overalt på jorden.. har valgt den uddannelse jeg har nu for at hjælpe folk ligesom ham.. vil gøre alt på jorden for at få ham til smile eller være ligeglad.. han er godt nok spastik og kan ikke bevæge sig, men kan sige mor, far, min navn og han kan sige mælk og mad.. han forstår alt.. og jeg ville ha ønsket han ikke forstå.. for nu vi er ude i byen bliver ked af det, hvis andre børn peger og spørger hvad der er galt med ham.. hvorfor sidder han på kørestol.. men jeg forklarer til ham.. jeg hjælper ham at accepter sig selv.. men jeg snyder ham og jeg snyder mig selv og snyder alle, for hvordan vil han klare sig i denne verden? hvordan vil han nogensinde forvente at blive behandlet som hel menneske? hvornår vil han slippe for den smertefulde følelse af at være anderleds?
vil han nogensinde blive elsket? og hvem vil elske ham? han vil aldrig få kærlighed, kun medlidenhed.. han er født i det forkerte verden... jeg er ikke klar over hvad jeg skriver lige nu.. jeg grader det har jeg gjort hele den sidste uge.. kan ikke lade være at tænke på ham.. han er jo min lillebror han har brug for mig.. mn jeg har dårlig følese fordi jeg sidder her i kbh mens han er i jyland... studiet findes kun i kbh så jeg måtte flytte hertil... når jeg ringer og sidder med ham over webcam er han rigtig glad... men han ville 100 sikker være mere glad hvis jeg var der... han var indlagt i sygehus sidst uge.. han kan godt nok ikke snakke men han fortalte mig hvor dårligt han havde det jeg kunne godt forstår ham.. jeg savner ham.. jeg ville ønske han kunne være rask.. jeg ville ønske han kunne mulighed at se denne verden som alle andre normale raske mennesker.. jeg vil ønsker jeg var der ved siden ham.. jeg ville ønsker jeg kunne gøre et eller andet for at hjælpe ham.. jeg ville ønsker der fandtes mirkaler og helbredningsmidler...
jeg spiller stærk for min familie har brug for en der siger han skal klare sig.. men jeg er ikke selv stærk.. jeg er svag.. jeg vil håbe denne verden var lige for hanndicappede og raske.. jeg ville håbe han aldrig skal være ked af det.. jeg ville håbe han kunne få venner, leger og have det sjovt.. jeg ville håbe han var istand til at alve alverdens fejl og bliver skældt ud - ligepræcis som et normalt barn... men men..........

For pokker søde du-
dit indlæg ramte mig lige i hjertekulen-så meget at jeg selv sidder med tårer i øjnene lige nu..! På en gang fordi jeg føler med dig, og også fordi det lyser så langt væk af søskendekærlighed!!
Jeg kan ikke og VIL ikke prøve at spise dig af med en kommentar a la "tag det roligt-alt ordner sig"-for det gør det jo ikke. Han er født spastiker,og det kan der desværre ikke ændres på.Men dermed ikke sagt at han ikke kan få et rigtig godt liv! Jeg forstår din bekymring (eller tror jeg forstår i det mindste). Selv har jeg en dejlig dreng af en fætter,som er autist.
Min far arbejder med sådanne børn,og jeg ved fra ham at mange af dem lever et godt liv,alt til trods.
Jeg vil sige til dig: spørgsmålet er,om ikke din lillebror helst af alt ser,at det går hans søster godt,at hun er i gang med en uddannelse hun brænder for etc.etc. Jeg kan godt følge dig i din evt. "skyldfølelse" over ikke at være ved hans side lige nu-
men jeg kunne forestille mig,at han,hvis du flytter hjem før tid,selv vil få skyldfølelse over "at havde været årsag til at søster afbryder sin uddannelse før tid-pga. mig" .. (Jeg håber du forstår hvad jeg mener med dette-godt nok svært at formulere på tekst).
Spastikere er jo på ingen måde dårligere begavet end "os" ,og jeg tror din bror vil sætte pris på at blive behandlet som ethvert andet individ,uden omgivelsernes misforståede "hensyntagen" til hans situation.
Jeg vil meget gerne svare dig igen,men har simpelthen for lidt kendskab til situationen..
Hvor gammel er han??
Held og lykke og et stort kram fra mig.
Skriv endelig igen hvis du får brug for det.
Mesha

dit indleg,det var et godt indleg.Jeg skriver blot en lille kommentar.Jeg har arbejdet paa et hjem med fysisk handicappede i en aarrekke og vi fik altid besked paa,at handikappede mennesker helst vil behandles som "normale" og af medlidenhed kan de ikke bruge til noget.Det syntes jeg er rigtigt nok.Pigen skal ferdiggøre sin uddannelse og forklare broderen situationen.At vere spastisk,er ikke ensbetydning med at man ogsaa er mentalt retarderet.Jeg er ikke i tvilv om,at han vil forstaa situationen fuldt ud.Held og lykke og ha en god jul.

-tak for din meget søde kommentar omk. mit indlæg.
Glædeligt at der i det mindste er een ,dig,der reagerer på mit svar til søsteren.
Vi er enige.
Jeg ønsker også dig (og alle andre) det bedste i Julen!
V.H. Mesha