Historien om et mareridt
Jeg vil gerne have lov at fortælle min historie om de oplevelser, som jeg har haft med det danske arbejdsløshedssystem og arbejdsmarked i løbet af det forgangne år.
Jeg er 36 år gammel og akademiker, dimitteret i 1997. I slutningen af 1990'erne brugte jeg min uddannelse i en længere periode, men var så uheldig at blive arbejdsløs i 2000. Det var ikke muligt at få job igen inden for mit fag, og slet ikke i Nordjylland. I 2001 og igen i årene 2004-2007 var jeg ansat i Sonofons kundeservice, hvor jeg passede telefoner i deres callcenter. Det var jeg blevet nødt til for ikke at falde ud af dagpengesystemet. Det var et utrolig stressende sted at arbejde, fordi det var så ensformigt og med meget høje præstationskrav. Desuden var der overvågning på, fordi telefoner og EDB-systemer var koblet sammen, så cheferne kunne holde øje med, hvor mange kald vi tog, hvor længe vi stod i klar/ikke-klar, hvornår vi holdt pauser og loggede af og på, osv. Kravet var 12,9 kald i timen, et efter min mening helt umenneskeligt krav. Jeg følte mig som en robot, der skulle sidde og knokle derudad på den måde dag efter dag. Samtidig vil jeg jo gerne yde en ordentlig service til de kunder, der ringer ind, men det er ikke let, når det skal gå så stærkt.
Men jeg gjorde det for at tjene timer ind i forhold til dagpengesystemet, så jeg kunne blive nulstillet, og for at tjene en ekstra skilling.
I foråret 2007 måtte jeg dog kaste håndklædet i ringen. Jeg begyndte at få alvorlige symptomer på stress - kunne ikke sove om natten, havde kvalme, humørsvingninger, koncentrationsbesvær, træthed osv. Derfor gik jeg til min læge, der fik mig langtidssygemeldt. Det var lige, hvad jeg trængte til. Jeg fik det gradvist meget bedre, og det gik op for mig, at jeg ikke skulle tilbage.
Efter 120 sygedage blev jeg fyret, og meldte mig så ledig i efteråret 2007.
I løbet af de år, jeg havde været i job, skal jeg love for, at der var sket noget i den måde, tingene foregår på, når man er arbejdsløs. Man skulle først sende 1 ansøgning om ugen, som så blev forhøjet til 4 om ugen, til rådighedskontrolmøde hver 3. måned osv.
I marts 2008 blev jeg overdraget til anden aktør, et konsulentfirma kaldet IKU (Institut for Karriereudvikling), eller skal vi sige Institut for Klapjagts-Udførsel.
Det var her, mareridtet for alvor tog fart.
I foråret 2008 pålagde IKU mig at deltage i et kursus på 4 uger, som de selv holdt. Under en personlig samtale hos IKU fik jeg blot at vide med kun 5 dages varsel, at jeg var sat på det kursus. Mødet fandt sted den 23/4 2008, og kurset begyndte den 28/4 2008. Jeg havde ikke forinden haft mulighed for en tilstrækkeligt dybdegående afklaring omkring personlige kompetencer og fremtidige jobønsker. Først under kurset fik vi at vide, at vi efterfølgende var tvunget ud i en jobplan i form af enten praktik, offentligt eller privat løntilskud. Dette burde IKU da have meddelt før kurset, og de sendte jo heller ingen klagevejledning med.
Jeg føler, at det var en forkert måde at gøre det på. Der var tale om et pres snarere end en individuel hjælp. Man blev ført bag lyset, forført og presset ud i noget, som man ikke anede, hvad skulle ende med. Det blev hele tiden udlagt som om, at sådan var det bare, og man kunne ikke sige nej. Ganske ubehageligt.
Under kurset kom IKU til mig og sagde, at de nu havde et privat løntilskudsjob til mig. Det var hos et firma i Nørresundby. Det var noget med IT-support over for deres bredbåndskunder og div. forefaldende arbejde.
IKU sagde, at jeg skulle i 4 ugers praktik og derefter ordinær fastansættelse, og desuden var startlønnen 20.000 kr. om måneden. Det lød jo ikke helt tosset, så jeg så frem til at komme ud af arbejdsløshedssystemet og tjene nogle penge og beskæftige mig med interessante ting.
Efter praktikken viste det sig, at det var ½ års løntilskud, og at lønnen kun var 16.000 kr. om måneden. Det var jeg meget utilfreds med, for det betød faktisk, at jeg fik 340 kr. mindre udbetalt pr. måned, end da jeg gik på dagpenge! Og tilmed skulle arbejde 37 timer om ugen for det.
Ikke nok med dét - nu skulle jeg fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dvs. søge 4 jobs om ugen, logge ind på Jobnet og klikke på den åndssvage knap mindst én gang ugentligt, samt skulle til rådighedsmøde hos A-kassen hver 3. måned.
At jeg skal søge 4 jobs om ugen er komplet latterligt og nedværdigende, når der officielt venter fast ansættelse efter løntilskudsperioden, plus at det er spild af min tid, min arbejdsgivers tid samt personalechefernes tid hos de firmaer, som jeg skal søge job hos.
Det er da så demotiverende, som noget. Jeg følte mig virkelig ført bag lyset.
Jeg kontaktede derfor IKU for at blive fritaget for rådighed, idet min arbejdsgiver havde givet tilsagn om fast ansættelse efter løntilskudsperioden. Men intet skete. Igennem sommeren og sensommeren 2008 rykkede jeg dem flere gange, og hver gang lovede de at gøre det, men fortsat skete der intet.
Medio september klagede jeg skriftligt til Jobcenter Aalborg over IKU. I klagen opridsede jeg de klagepunkter, som havde gjort det her forløb til et mareridt, og anmodede om straks at blive fritaget for IKU som aktør. De skulle i hvert fald ikke have deres provision på at få mig i job med den behandling, de havde givet mig! Den straf skulle de have.
I september blev jeg indkaldt til rådighedsmøde hos min A-kasse. Det betød, at jeg skulle have fri fra arbejde en halv dag, og det var min arbejdsgiver træt af, fordi der var travlt den dag. De truede med at trække mig i løn, men det må de slet ikke, og det var jeg også meget vred over at de kunne finde på, men det blev heldigvis ved truslen.
Under rådighedsmødet hos A-kassen fortalte jeg, at det var under protest, at jeg var mødt op, og under protest at jeg afleverede mit jobsøgningsskema. Jeg havde søgt stillingen som beskæftigelsesminister og skrevet den på skemaet, da jeg mener, at jeg kan udføre dette hverv meget bedre end den kyniske og arrogante idiot, der sidder der nu.
Jeg fortalte desuden kort min historie med IKU i Aalborg, og det kom frem, at flere andre mødedeltagere også havde haft dårlige oplevelser med dem.
I min ansættelseskontrakt var indføjet en passus om, at de første 3 måneder af løntilskudsperioden var prøvetid, og at jeg inden udløbet af denne kunne opsiges med 14 dages varsel.
Den 30. september, en time efter at jeg var mødt på arbejde, blev jeg kaldt ind på chefens kontor. De måtte desværre meddele, at jeg ikke skulle være hos dem mere. Der var en nedgang i omsætningen, og jeg passede ikke ind socialt osv., så det var for begge parters skyld, at de desværre måtte stoppe samarbejdet. De ville hellere ansætte en elev i stedet og lære vedkommende op fra bunden. Og de understregede, at jeg selvfølgelig ikke skulle tage dette her personligt... Jeg tænkte: Vorherre bevares.
Nu er det jo ikke fordi, jeg ud fra et økonomisk synspunkt ville komme til at lide nød; faktisk ville jeg jo få 339 kr. MERE ind på kontoen hver måned, nu hvor jeg havde udsigt til at komme på dagpenge igen! (Det sad jeg så godt nok ikke lige og sagde højt...)
Men personligt synes jeg, at det er ualmindelig ringe af sådan et firma først at hyre mig sammen med en suspekt aktør som IKU, give så lidt i løn (sølle 16.000 kr., og så fik de endda de 10.000 i tilskud hver måned!!) og for derefter at komme tre måneder efter og sige: desværre, vi vil ikke bruge dig alligevel.
Jeg synes på baggrund af ovenstående, at IKU gentagne gange har udvist en helt uacceptabel utroværdighed og forsømmelighed i forhold til mit fremtidige karriereforløb, samt en udtalt grad af pacificering og pression.
For mig at se, er sagen klar: IKU får en provision for at afsætte de arbejdsløse til beskæftigelse, og så gælder stort set alle kneb åbenbart.
Den 30. september meddelte jeg så min A-kasse, at jeg nu var opsagt, og at jobplanen derfor blev afbrudt, og det gik smertefrit, jeg fik en god service og udfyldte en ledighedserklæring for at få dagpenge igen.
Jeg kørte så ned til Jobcenteret, hvor jeg også fik en udmærket service. Den dame, jeg var inde hos, var faktisk ved at ekspedere min klagesag over IKU og kunne oplyse, at jeg godt kan forvente at få medhold. Jeg vil snart få skriftlig besked. Desuden skulle Jobcenteret nok kontakte IKU for mig og afbryde jobplanen. Lækkert!!
Så nu er jeg altså ledig igen, har spildt flere måneder med ingenting, eller skal vi sige et sandt mareridt.
Jeg vil sige med hele denne historie, at det gælder om at bide tænderne sammen og undersøge sine rettigheder - og ikke mindst blive ved med at klage, hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Jeg er blevet en del klogere af dette her, og må selvfølgelig også sige, at det er rystende, sådan en behandling man får visse steder i vore dage.
Jeg håber, at dette her kan inspirere andre arbejdsløse, der læser i dette forum, til at komme videre i en eller anden træls situation.
Nu trænger jeg i hvert fald lige til at sunde mig og finde ud af, i hvilken retning min fremtidige karriere skal gå, for jeg synes, de forgangne år og specielt de sidste 1-2 år har været en barsk oplevelse.
Jeg er 36 år gammel og akademiker, dimitteret i 1997. I slutningen af 1990'erne brugte jeg min uddannelse i en længere periode, men var så uheldig at blive arbejdsløs i 2000. Det var ikke muligt at få job igen inden for mit fag, og slet ikke i Nordjylland. I 2001 og igen i årene 2004-2007 var jeg ansat i Sonofons kundeservice, hvor jeg passede telefoner i deres callcenter. Det var jeg blevet nødt til for ikke at falde ud af dagpengesystemet. Det var et utrolig stressende sted at arbejde, fordi det var så ensformigt og med meget høje præstationskrav. Desuden var der overvågning på, fordi telefoner og EDB-systemer var koblet sammen, så cheferne kunne holde øje med, hvor mange kald vi tog, hvor længe vi stod i klar/ikke-klar, hvornår vi holdt pauser og loggede af og på, osv. Kravet var 12,9 kald i timen, et efter min mening helt umenneskeligt krav. Jeg følte mig som en robot, der skulle sidde og knokle derudad på den måde dag efter dag. Samtidig vil jeg jo gerne yde en ordentlig service til de kunder, der ringer ind, men det er ikke let, når det skal gå så stærkt.
Men jeg gjorde det for at tjene timer ind i forhold til dagpengesystemet, så jeg kunne blive nulstillet, og for at tjene en ekstra skilling.
I foråret 2007 måtte jeg dog kaste håndklædet i ringen. Jeg begyndte at få alvorlige symptomer på stress - kunne ikke sove om natten, havde kvalme, humørsvingninger, koncentrationsbesvær, træthed osv. Derfor gik jeg til min læge, der fik mig langtidssygemeldt. Det var lige, hvad jeg trængte til. Jeg fik det gradvist meget bedre, og det gik op for mig, at jeg ikke skulle tilbage.
Efter 120 sygedage blev jeg fyret, og meldte mig så ledig i efteråret 2007.
I løbet af de år, jeg havde været i job, skal jeg love for, at der var sket noget i den måde, tingene foregår på, når man er arbejdsløs. Man skulle først sende 1 ansøgning om ugen, som så blev forhøjet til 4 om ugen, til rådighedskontrolmøde hver 3. måned osv.
I marts 2008 blev jeg overdraget til anden aktør, et konsulentfirma kaldet IKU (Institut for Karriereudvikling), eller skal vi sige Institut for Klapjagts-Udførsel.
Det var her, mareridtet for alvor tog fart.
I foråret 2008 pålagde IKU mig at deltage i et kursus på 4 uger, som de selv holdt. Under en personlig samtale hos IKU fik jeg blot at vide med kun 5 dages varsel, at jeg var sat på det kursus. Mødet fandt sted den 23/4 2008, og kurset begyndte den 28/4 2008. Jeg havde ikke forinden haft mulighed for en tilstrækkeligt dybdegående afklaring omkring personlige kompetencer og fremtidige jobønsker. Først under kurset fik vi at vide, at vi efterfølgende var tvunget ud i en jobplan i form af enten praktik, offentligt eller privat løntilskud. Dette burde IKU da have meddelt før kurset, og de sendte jo heller ingen klagevejledning med.
Jeg føler, at det var en forkert måde at gøre det på. Der var tale om et pres snarere end en individuel hjælp. Man blev ført bag lyset, forført og presset ud i noget, som man ikke anede, hvad skulle ende med. Det blev hele tiden udlagt som om, at sådan var det bare, og man kunne ikke sige nej. Ganske ubehageligt.
Under kurset kom IKU til mig og sagde, at de nu havde et privat løntilskudsjob til mig. Det var hos et firma i Nørresundby. Det var noget med IT-support over for deres bredbåndskunder og div. forefaldende arbejde.
IKU sagde, at jeg skulle i 4 ugers praktik og derefter ordinær fastansættelse, og desuden var startlønnen 20.000 kr. om måneden. Det lød jo ikke helt tosset, så jeg så frem til at komme ud af arbejdsløshedssystemet og tjene nogle penge og beskæftige mig med interessante ting.
Efter praktikken viste det sig, at det var ½ års løntilskud, og at lønnen kun var 16.000 kr. om måneden. Det var jeg meget utilfreds med, for det betød faktisk, at jeg fik 340 kr. mindre udbetalt pr. måned, end da jeg gik på dagpenge! Og tilmed skulle arbejde 37 timer om ugen for det.
Ikke nok med dét - nu skulle jeg fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dvs. søge 4 jobs om ugen, logge ind på Jobnet og klikke på den åndssvage knap mindst én gang ugentligt, samt skulle til rådighedsmøde hos A-kassen hver 3. måned.
At jeg skal søge 4 jobs om ugen er komplet latterligt og nedværdigende, når der officielt venter fast ansættelse efter løntilskudsperioden, plus at det er spild af min tid, min arbejdsgivers tid samt personalechefernes tid hos de firmaer, som jeg skal søge job hos.
Det er da så demotiverende, som noget. Jeg følte mig virkelig ført bag lyset.
Jeg kontaktede derfor IKU for at blive fritaget for rådighed, idet min arbejdsgiver havde givet tilsagn om fast ansættelse efter løntilskudsperioden. Men intet skete. Igennem sommeren og sensommeren 2008 rykkede jeg dem flere gange, og hver gang lovede de at gøre det, men fortsat skete der intet.
Medio september klagede jeg skriftligt til Jobcenter Aalborg over IKU. I klagen opridsede jeg de klagepunkter, som havde gjort det her forløb til et mareridt, og anmodede om straks at blive fritaget for IKU som aktør. De skulle i hvert fald ikke have deres provision på at få mig i job med den behandling, de havde givet mig! Den straf skulle de have.
I september blev jeg indkaldt til rådighedsmøde hos min A-kasse. Det betød, at jeg skulle have fri fra arbejde en halv dag, og det var min arbejdsgiver træt af, fordi der var travlt den dag. De truede med at trække mig i løn, men det må de slet ikke, og det var jeg også meget vred over at de kunne finde på, men det blev heldigvis ved truslen.
Under rådighedsmødet hos A-kassen fortalte jeg, at det var under protest, at jeg var mødt op, og under protest at jeg afleverede mit jobsøgningsskema. Jeg havde søgt stillingen som beskæftigelsesminister og skrevet den på skemaet, da jeg mener, at jeg kan udføre dette hverv meget bedre end den kyniske og arrogante idiot, der sidder der nu.
Jeg fortalte desuden kort min historie med IKU i Aalborg, og det kom frem, at flere andre mødedeltagere også havde haft dårlige oplevelser med dem.
I min ansættelseskontrakt var indføjet en passus om, at de første 3 måneder af løntilskudsperioden var prøvetid, og at jeg inden udløbet af denne kunne opsiges med 14 dages varsel.
Den 30. september, en time efter at jeg var mødt på arbejde, blev jeg kaldt ind på chefens kontor. De måtte desværre meddele, at jeg ikke skulle være hos dem mere. Der var en nedgang i omsætningen, og jeg passede ikke ind socialt osv., så det var for begge parters skyld, at de desværre måtte stoppe samarbejdet. De ville hellere ansætte en elev i stedet og lære vedkommende op fra bunden. Og de understregede, at jeg selvfølgelig ikke skulle tage dette her personligt... Jeg tænkte: Vorherre bevares.
Nu er det jo ikke fordi, jeg ud fra et økonomisk synspunkt ville komme til at lide nød; faktisk ville jeg jo få 339 kr. MERE ind på kontoen hver måned, nu hvor jeg havde udsigt til at komme på dagpenge igen! (Det sad jeg så godt nok ikke lige og sagde højt...)
Men personligt synes jeg, at det er ualmindelig ringe af sådan et firma først at hyre mig sammen med en suspekt aktør som IKU, give så lidt i løn (sølle 16.000 kr., og så fik de endda de 10.000 i tilskud hver måned!!) og for derefter at komme tre måneder efter og sige: desværre, vi vil ikke bruge dig alligevel.
Jeg synes på baggrund af ovenstående, at IKU gentagne gange har udvist en helt uacceptabel utroværdighed og forsømmelighed i forhold til mit fremtidige karriereforløb, samt en udtalt grad af pacificering og pression.
For mig at se, er sagen klar: IKU får en provision for at afsætte de arbejdsløse til beskæftigelse, og så gælder stort set alle kneb åbenbart.
Den 30. september meddelte jeg så min A-kasse, at jeg nu var opsagt, og at jobplanen derfor blev afbrudt, og det gik smertefrit, jeg fik en god service og udfyldte en ledighedserklæring for at få dagpenge igen.
Jeg kørte så ned til Jobcenteret, hvor jeg også fik en udmærket service. Den dame, jeg var inde hos, var faktisk ved at ekspedere min klagesag over IKU og kunne oplyse, at jeg godt kan forvente at få medhold. Jeg vil snart få skriftlig besked. Desuden skulle Jobcenteret nok kontakte IKU for mig og afbryde jobplanen. Lækkert!!
Så nu er jeg altså ledig igen, har spildt flere måneder med ingenting, eller skal vi sige et sandt mareridt.
Jeg vil sige med hele denne historie, at det gælder om at bide tænderne sammen og undersøge sine rettigheder - og ikke mindst blive ved med at klage, hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Jeg er blevet en del klogere af dette her, og må selvfølgelig også sige, at det er rystende, sådan en behandling man får visse steder i vore dage.
Jeg håber, at dette her kan inspirere andre arbejdsløse, der læser i dette forum, til at komme videre i en eller anden træls situation.
Nu trænger jeg i hvert fald lige til at sunde mig og finde ud af, i hvilken retning min fremtidige karriere skal gå, for jeg synes, de forgangne år og specielt de sidste 1-2 år har været en barsk oplevelse.