HJÆLP mig.. det her er ikke noget jeg selv kan styre mere!

hej!
jeg ved ikke om det er på sin rette plads at skrive det her, netop her? jeg tror ikke at det jeg har er en depression nemlig...
nå men, det ligger sådan her; i de sidste 6-7 mdr har jeg ofte været ked af det (lidt for ofte, et par gange om dagen som regelt). først gjorde jeg det at jeg stoppede med at spise, og det virkede da også fint for mig, jeg fik det bedre. men jeg begyndte at besvime i tide og utide pga det... så det måtte jeg stoppe igen, det var svært, men spiser da næsten normalt igen. med hjælp fra mange som mente at jeg "bare" led af spiseforstyrrelser...
men her på de sidste 3 mdr, er jeg begyndt at skære mig selv. det gør det lettere for mig at klare en hel hverdag, hvis jeg kan "afstraffe" mig selv. i starten skar jeg på overarmen og div. andre steder, men nu er det på langs med håndleddet, og det bliver dybere og dybere jeg skærer ned for hver gang.
jeg ved det lyder sygt, men kan efterhånden ikke klare den mindste modstand uden at bryde totalt sammen.
jeg er meget flov over hvad jeg gør, men kan seriøst ikke stoppe igen... HVAD GØR JEG????
tak for at tage dig tid til at læse dette, og evt. svare...

Du skal gå til din læge. At skære sig selv kan være et tegn på depression - fysisk smerte kan være lettere at håndtere en psykisk smerte. Jeg føler med dig, da jeg har lidt af depression i 11 år..

hvad enten du indrømmer det eller ej, du lider af en eller anden form for depression.. jeg kendte også en gang en pige der skar i sig selv.. men hun ville ikke have hjælp. hun holdte heldigvis op.. men det lyder ikke som om at du gør og det lyder som om det ender galt en dag! fat knoglen (telefonen, you know😉) og ring til en anonym telefonlinje og få talt ud om dine problemer. ellers kan du tale med din læge.. han/hun har jo tavshedspligt.. du må også gerne skrive til mig, bare gør mig opmærksom på det, så får du min mail..

Det lyder som om du er løbet ind i en alvorlig tilstand. Jeg vil anbefale dig at skynde dig at kontakte din psykiatriske skadestue. Dit indlæg tyder på at du alvorlig brug for at få hjælp til at klare din situation.
Har selv haft en mor der lavede samme nummer. Hun endte med at forsøge at tage livet af sig selv. Det lykkedes heldigvis ikke.
SKYND DIG AT HJÆLPE DIG SELV, FÅ HJÆLP TIL AT FÅ STYR PÅ DIT LIV IGEN. Jo før du kommer til en professionel jo før kommer du ud på den anden side og videre med dit liv – En sygdom i sjælen forsvinder normalt ikke bare.

hej igen!
du får det til at lyde så let, bare kontakt en og snak mine problemer igennem... men hvilke af dem?
dem med min ex der var voldelig?
dem med at jeg har en far der foretrækker alt andet frem for mig, og som jeg derfor aldrig rigtigt har kendt, han bor 200 meter fra mig...?
dem med at jeg ikk kan se i et spejl, og være tilfreds med hvad jeg ser, føler ikk at jeg kender personen der stirrer tilbage...?
dem med vennerne som konstant forventer at jeg er glad, som jeg derfor heller ej kan snakke med?
eller dem med at det hele virker lysere hvis jeg blot finder noget skarpt, og så...?
-der er så mange ting, dette er kun få af mine tanker. men hvis nu jeg tog mig sammen, og gjorde det færdigt, ville det jo trods alt ikke være et tab for nogen, end ikke mig selv...
jeg kan da ikke bare kontakte én, så skulle jeg enten sidde ansigt til ansigt med ham/hende, eller jeg skulle lægge øre til hvad personen har at sige... -så ville de skulle høre på mig, og tænke "hvilken idiot, tror hun hun er noget specielt, tror hun at hun har ret til at belemre mig med hendes smålige problemer"...
det kan jeg ikke bære, herfra kan jeg måske, det er mindre personligt.
men ellers tak
-mille

jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre mere... jeg har jo i lang tid forsøgt, indirekte og direkte at søge bare en lille smule støtte fra venner og lign. men... de ser det ikke, eller også fortæller de mig at jeg skal til at tage mig sammen, at jeg kun gør det fordi jeg er så pisse opmærksomhedskrævende, eller at jeg er latterlig! hvis jeg søger hjælp hos en prof. er det garanteret det samme han/hun tænker, forskellen er bare at fx en læge jo ikke må være ærlig på den måde! jeg ville ikke kunne bære at han/hun sidder der og ruller øjne af mig... så jeg tror bare jeg springer over. den eneste grund til at jeg kan skrive her inde, er fordi at får jeg alt for hårde ord med på vejen, er det lidt lettere at tage afstand fra. jeg er så træt af kritik og ikke at være god nok!
undskyld belejligheden!
-god vind fremover!
-mille

Hej Mille,
Der er ikke noget værre end dumme bemærkninger fra folk man prøver at få hjælp fra, det er nok det der gør mest ondt.
At dine venner siger at du "bare skal tage dig sammen" er noget af det mest forkerte de kan sige - for det er jo netop det du har gjort, du har jo lige fortalt dem at du har det skidt. Og man kommer ikke ud af en depression ved at "tage sig sammen". Opmærksomhedskrævende - ja gu er du det, for du har virkelig brug for den opmærksomhed, fordi du har brug for hjælp og støtte. Og du er alt andet end latterlig - det er intet latterligt ved at have en depression, det er dødsens alvor.
Din opfattelse af læger er vist lidt ved siden af - en psykolog er jo netop blevet psykolog fordi han/hun ønsker at hjælpe os der ikke har det så godt. De vil aldrig tænke at du er latterlig, for de ved jo netop hvad depression er, de forstår os, og ved hvad vi går igennem - i modsætning til dem som bare siger "tag dig sammen".
Det er svært, rigtig svært Mille, men du har indset du har et problem, og du vil have gjort noget ved det - det er det vigtigste skridt på vejen til at få det bedre.
Håber snart at høre fra dig, pas på dig selv, okay?
-soulwox

hej soulwox!
det er rart at høre at ikke alle synes sådan om mig, og hvordan jeg har det...
men jeg tør simpelthen ikke! hvis bare man kunne opsøge psykolog eller lign hjælp, uden at skulle være tvunget til at se dem i øjnene, eller høre på deres stemmer... jeg ville bare bryde sammen, og det har jeg kæmpet i lang tid for ikke at gøre... jeg kan/må ikke græde, være trist eller have behov for støtte. se blot disse indlæg, jeg skriver ind for at få hjælp... men kan ikke tage imod den! jeg kan bare ikke! det er simpelthen for svært
-mille

Hej Mille,
Lidt hjælp tager du da imod, du har jo skrevet tilbage - så selvom det er svært er det ikke umuligt.
Der er hverken øjne eller stemmer her - så lad os skrive lidt sammen.
Der er nogle ting som går igen i de ting du har skrevet - kontrol. Du har været ude for nogle ting du ikke kunne styre: voldelig ex., far der ikke accepterer dig, venner der ikke forstår dig, så du begyndte at finde ting du kunne styre : undlade at spise, skære i dig selv og ikke vise følelser/græde.
Jeg er glad for at høre at du har fået styr på din spiseforsyrrelse - og det er absolut ikke noget man bare lige får styr på, det kræver viljestyrke - så jeg tror du er lidt stærkerer end du selv vil indrømme.
Du har været udsat for ting som ingen bør udsættes for, og du skal vide at du ikke har noget at skamme dig over - det er ikke din skyld. At du har skrevet her er rigtig flot, og det skal du have ros for.
Du skriver du begyndte at blive ked af det for 6-7 mdr. siden - hvad skete der dengang? Det behøver ikke at have været noget stort - små ting kan også for tingene til at falde fra hinanden.
-soulwox

der er absolut intet i vejen med at græde. det er en måde at vise omverdenen hvordan man har det og det er en god måde at komme af med en masse indebrændte følelser på.. og der er absolut ingen læge eller psykolog der vil tænke at det er latterligt. du er bestemt ikke alene om at have det sådan.. og der sidder en masse mennesker rundt omkring der vil hjælpe dig. der sidder allerede to her og svarer på dine indlæg og jeg synes i hvert fald ikke det er latterligt. og jeg kan garanterer dig for at der er en masse mennesker der vil savne dig hvis du ender dit liv..

Hej,
det lyder som om du har et liv du ikke kan leve med og ville derfor have opmærksomhed ved at gøre disse dumme ting.
Jeg syntes du skulle sætte dig ned og finde ud af hvad der DIG ked af det og hvorfor du vil skære dig i håndledet og sulte?det løser ikke problemet.
Jeg syntes du skal tage dig nogen aktiviter, du ikke kender til, men lade det være en udfordring for dig..tag sol og slap af, tage noget træning på motionscenteret, snup en hest og rid stress af.
Tag på udflugtsture med din familie/venner på museeum og se fisk, dyre, zoo, gå i byen og se på dine drømme ting, køb noget barnligt du altid har ønsket dig...
Løb en rask tur, cykel ten rask tur og selv jeg hadder mit liv, er for fed, når min fyr ser påa ndre og selvm han siger han ej gør, så føler man sig grim og tyk og vil indtage en masse piller. Jeg er kristen og bærer kors over alt med mig. Jeg beder og når jeg gør disse dumme ting, bliver jeg redet før jeg når at gøre noget dumt..ham der elsker mig....

hej igen!
hmm, du spørger om hvad der skete på det tidspunkt, for 6-7 mdr. siden... jeg ved det ikke! jeg tror det var omkring der, hvor mig og min ex (den voldelige), slog op! og slevom det lyder sygt, ja så er det svært at undvære ham... godt nok slog han mig, men han var der også... nu? han hader mig, sviner mig til osv...
ellers ved jeg det virkeligt ikke, jeg har ikke engang kunne se dette komme. en veninde (den eneste jeg stoler på af alle dem jeg har tilbage), fortalte mig at hun, i de sidste mange mdr aldrig havde set mig være glad i én hel dag. bare en enkelt dag, hun konfronterede mig, og ville hjælpe mig til at få hjælp. men jeg var bange, har nu ikke det samme forhold til hende mere, tør ikke vise hvem jeg er overfor hende mere, jeg ved ikke helt præcist hvorfor, jeg trak mig bare tilbage, og har gjort det lige siden... en fiasko! -det er hvad jeg er blevet, ikke engang mine nærmeste kan jeg holde på mere...
så det er derfor jeg tænker, jamen hvis jeg ikke engang kan holde på køreste eller venner... jamen hvad er der så at leve for?!? det ville være meget bedre for alle dem, hvis jeg bare... ja du ved nok! så ville de være den byrde mindre!

hej "manden"!
vær ikke for sikker på at nogen vil savne mig... der er utrlogit mange som, indirekte eller dirkete, faktisk har fortalt mig hvor meget jeg lægger en dæmper på stemningen når jeg er i nærheden. hvor meget de savner den gamle mille, og ikke kender eller bryder sig om mig mere. at de ikke har energi nok til at være i mit selskab, jeg er jo altid "nede"...
det er meget lang tid siden jeg sidst har fået komplimenter, eller anerkendelse!
jeg forsøger virkeligt ikke at klage over mig selv og mine problemer, jeg prøver virkeligt på at være som de ønsker jeg skal være (som jeg var før i tiden); glad, og åben!!!
men det er ikke godt nok, intet fra min side er godt nok mere. der er altid fejl! ALTID er der en eller anden, som jeg har stolt på som har et eller andet at sige om at jeg ikk er god nok for dem... self. ikke ordret, men indirekte, eller også siger de det højlydt til den der står ved siden af mig, så jeg kan høre det!
det er ikke dem der er problemet, det er mig... det er jeg klar over! jeg er ikke den jeg var før, det ville da være bedst hvis jeg bare... det ville være en befrielse for dem. de ville være fri for at se på mig!!!
men tak alligevel. rart at vide at der også er folk gider bruge tid på et så håbløst tilfælde som mit!

du kan være helt sikker på at der er nogen der vil savne dig.. opsøg nogle af dine venner igen, jeg er helt sikker på at de gerne vil lytte. også dem du måske har brudt kontakten med for længe siden og ikke har set i årevis..
der kommer en ny mand at leve for som vil være meget bedre end din x. og vennerne er der ligemeget hvad.. du må se at komme frem af busken og melde ud hvordan du har det..
selvmord er aldrig en løsning! det er alt for ondt at gøre mod sine medmennesker ligemeget om de viser der følelser eller ej.. du er ikke en byrde..

hvis de fortæller at du lægger en dæmper på stemningen, så er de blinde for dine problemer og måske slet ikke de rigtige at være sammen med! en RIGTIG ven ser igennem en, det er en man taler med alt om, også det der ikke er så sjovt..
måske tolker du dine venners reaktioner forkert, jeg tror de vil hjælpe dig hvis du åbner dig for dem.
du skal i hvert fald ikke prøve at være noget du ikke er. at undertrykke sine følelser er noget af det værste man kan gøre, det ødelægger virkelig en.. du er god nok, mille. det er jeg sikker på..

jeg ved snart ikke... jeg har ikke helt mod på at skulle fortælle nogen om mig endnu, og endda slet ikke dem jeg kender bedst... det er da det værste! at skulle skuffe dem yderligere! NOPE!
men altså, jeg gjorde det igen... så sent som i nat, jeg har et problem med at kunne sove efterhånden. jeg gider ikke noget og vil egentligt helst bare være alene... og når jeg så endeligt er alene, bliver jeg bange for mig selv og det er nærmest som om min hud skriger efter noget skarpt... jeg bruger aldrig knive, bed ikk hvorfor men jeg kan bare ikke bruge knive til det, det kan ikke mærkes så. så skærer man bare... jeg bruger helst et stykke knust glas (eller spejl, har efterhånden haft mange knuste spejle på min samvittighed, men også fordi at man nemt kan rende rundt med et spejl, uden at blive gennemskuet, har du et glas eller en kniv eller lign. ved folk jo med det samme hvad man laver, og det skal de ikke vide), desuden kan man bedre mærke det når det er glas eller lign; smerten er større end ved ende kniv!
desværre er der et lille problem med blodforgiftning, men det kan klares hos en læge jo (har jeg oplevet... YAK)!
jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette, har bare brug for at fortælle en masse om hvordan, hvorfor osv, tror jeg?!? dont know!!!
jeg ved det er sygt, og er også VILDT flov over hvad jeg gør... men kan bare ikke stoppe igen, sårerne, blodet og smerten er efterhånden blevet min bedste ven (og værste fjende på samme tid)....

du tilbød mig tidligere din email... jeg ved ikke helt, det er faktisk lidt pinligt og ydmygende at skulle skrive her inde såå... står tilbuddet stadig ved magt???

du kan skrive til mig på reuther@ofir.dk

det er i hvert fald dumt at være alene.. hvorfor bliver du bange for dig selv..?

Hej Mille,
Det var godt du kom ud af det forhold, ingen har ret til at slå på dig, der er ingen undskyldninger for hvad han har gjort ved dig. Han har udøvet psykisk og fysisk vold mod dig - og udnyttet din tillid, og langsomt knækket dig.
En depression er normalt ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden, den kommer langsomt snigende og udnytter alle ens svagheder, og skjuler sig under alle mulige undskyldniger - så hvis der er en der spørger om man er okay, så siger man bare at man er lidt træt, selvom man inden i skriger om at få hjælp. Derfor har det også været svært for dine veninder at forstå hvad der er sket - samtidig med at de sikkert ikke ved hvad de skal gøre, det er rigtig svært at begynde at spørge om hvordan en anden person har det, for man vil jo helst ikke gøre personen ked af det.
Du er alt andet end en fiasko Mille, alt det der sker er ikke din skyld - du kan ikke gøre for at du har fået en depression. At du tilgældgæld er begyndt åbent at spørge efter hjælp, viser at du ikke vil lade depressionen styre dit liv mere, men at du vil styre den - og det er en success Mille. Det er ikke dig der har skubbet dine venner væk, det er din depression. Ved at finde ud af hvad der er skyld i din depression, få sat ord på alle de ting du gemmer inde i dig selv, vil du begynde at forstå hvad der sker med dig - og dermed begynde at styre dit liv igen.
Det er din depression der fortæller dig at du ikke har noget at leve for, at dit liv ikke er noget værd - din depression lyver for dig Mille. Du har meget at leve for Mille, du har mange vendinder der holder af dig - og det gør de fordi de kan lide dig, og fordi de ved hvem den rigtige Mille er.
Håber at høre fra dig snart igen, og bliv med med at passe på dig selv.
Hvis du ikke har lyst til at skrive herinde kan du skrive til mig på cosis@worldonline.dk
-soulwox

jeg er bange for mig selv fordi jeg er på en måde delt op i to... en del af mig vil blive glad igen, og en del af mig vil bare stoppe det her liv. derfor er jeg bange for mig selv, og hvad jeg er i stand til!!!

dit liv er helt sikkert værd at leve.. men jeg forstår godt hvorfor du er bange for dig selv. det ville jeg sq også være.. men du må ikke give op. lad den glade del af dig vinde, du har et helt liv der skal leves og du skal nok blive lykkelig, bare vent og se.. men du bliver nødt til at fortælle nogen om dine problemer..

jeg kan ikke fortælle folk om mine problemer, ikke ansigt til ansigt i hvert fald. det er virkeligt alt for hårdt, bare tanken kan få mig til at bryde sammen...
by the way, har skrevet email til dig...

Hejsa Mille
Det du har gang i skal stoppes nu, har erfaring fra et par piger som har været igennem det sammme, meget af det handler om tryghed, derfor er det bedst vi kommer i gang så hurtigt som muligt,fordi jo mere tryg du er over for mig, jo mere kan du åbned dig..
Tænk over det og skriv en mail:)

hej igen!
nu vil jeeg virkeligt gerne bare ..!
sidder her med et barberblad, og vil bare gerne forsvinde! jeg kan ikke mere!!!!
nå, men... hej hej
-mille

Du må ikke begå selvmord
Du er jo bare et menneske ud af mange mennesker.
Du har lige så meget ret til at være her som alle mulige andre...
Vh Enomis
7simone7@mail.tele.dk

Haii! jeg håber jeg kan hjælpe dig; jeg er igennem den samme ting jeg er nede hele tiden, og har ingen selvtillid, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg prøver at stoppe. jeg ved godt vi ikke kender hinanden så godt, og jeg ved ikke hvor lang tid siden det er du har skrevet det her, og hvor gammel du er. Men måske kunne jeg få din email adresse, og så kunne vi skrive sammen, om det og se om det hjælper. håber du har det godt qnuz Vivian ps... her er min email adress. vivian_christensen12@hotmail.com