Hjælp, min mand er en tyran!

Vi har levet sammen i mange år og har 3 børn sammen. Problemet er, at hvis vi er uenige om noget, det være sig børneopdragelse eller hvor mange penge vi skal bruge på ferie, så skal jeg slås for min mening. Han mener, at hans holdning er den rette og lytter ikke til min mening. Hvis jeg bliver ved eller kommer til at sige, at det er mærkeligt. Ja så vender han det til, at jeg mener at han er mærkelig og en idiot! Jeg skal hele tiden tænke over mit ordvalg, fordi jeg ellers bliver nød til at forsvare mig og forklare at det jo ikke var det jeg mente. Hvis jeg virkelig får min vijle, så er han skide sur og det går ud over hele huset. Og det er ikke kun for en dag, det kan tage op til en uge.
Jeg har overvejet at blive skilt, men tøver!
Han elsker mig højt,det er jeg slet ikke i tvivl om! Men jeg ved ikke, om jeg har lyst til at bruge resten af mit liv på, at give ham ret!

jeg kan foreslå dig at kigge på
http://www.kvinderikrise.dk
og se hvor mange af "symptomerne" der ligner nogle af beskrivelserne.
Hvis du kan læse engelsk, kan du også kigge på:
http://www.drirene.com/
(handler om parforhold med krænkende el. psykisk voldelig partner)
endelig har du talt med ham om at du har det så elendigt med hans luner? Det kan være en ide at han går i terapi. Vel at mærke hos en terapeut der kan håndtere en psykisk manipulerende og i øvrigt tilsyneladende "kærlig" mand.
Amerikanerne har et udtryk:
"Walking on eggshells" (gå på æggeskaller) som betegner den sitation en partner kommer i i et forhold, hvor den ene er så krænkende og selvisk i sin adfærd, at det ikke længere er "normalt", men den anden må tilpasse og afpasse hele sin adfærd for ikke at vække ægtefællens vrede/ irritation/ kritik/ hån osv.
Du ku også kalde det at gå i et minefelt - når man ikke ved hvad man må sige, og hvordan, før han "går af"...
Det er fuldstændig opslidende og ikke holdbart i længden, da der på den måde slet ikke er plads til en selv - alt bliver justeret ind efter hans behov og luner (alt efter hvor slemt det er).

Hejsa
Tro mig, jeg har læst dit indlæg indgående, og flere gange.
Hvad skal du med hans kærlighed, når han ikke viser dig respekt?
Fandango

i så fald er der snarere tale om andre bindinger mellem to mennesker end kærlighed.
Kærlighed er ikke kontrol og afreageren og aggression osv. Kærlighed er gensidighed, respekt, kompromisser, tolerance, tale om det når man bliver vred/ ikke hørt el. forstået og så finde en ny pejling SAMMEN, som begge kan trives med.

..det var det jeg ville sige. For mig ville et sådant forhold være et helvede at leve i. Mangel på hensyn er starten, og så kommer tabet af respekt.
Og så er den potte ude, så ondt det gør mig at sige det.
Fandango

.... så respekterer han også dig OG dine holdninger !
Det er desværre ikke det indtryk man får når man læser dit indlæg .....

Respekt, er det ikke en af samme sag ?
Jeg kan ikke forstille mig at kunne elske et menneske uden at have respekt for ham / hende.
Men jeg forveksler måske disse begreber.

Hvorfor sætter kvinder børn i verden med en mand, og
først finder ud af at der er mangel på respekt, kompromisser, tolerance. Derefter bliver de skilt til skade for børnene.
Hvorfor skal børnene altid være taberne i det spil?
Er det ikke tilladt at bruge hovedet, før man sætter børn i verden?
Hvis du mener at han elsker dig, så kunne du spørge; Elsker
du mig eller kun sex, for du opfylder ikke kriterierne for et
kærligt samliv med gensidig respekt, tolerance og kompromisser.

I mange år, faktisk så længe jeg kan huske, har min far haft den adfærd du nævner. Nu har min mor besluttet at gå. Det er i vores familie det bedste, der kan ske. Jeg tror alle vil blive gladere af det. Også min far, der lige nu ikke aner, hvad der har ramt ham. Det er ikke sundt for nogen mennesker at leve i et minefelt. I øvrigt er det en naturlig udvikling, at min mor går. Hun kan bare ikke holde ud at leve sammen med min far mere. Det har vi børn heller ikke kunnet, for vi vandrer på de samme æggeskaller som min mor. Vi er alle flyttet tidligt hjemmefra.

Han lyder snotforkælet.
Det bringer minder frem om min egen far. Han kunne heller ikke tåle at det ikke var ham der fik sin vilje. Forkælet. Min mor bar ham gennem livet, og fik egentligt kun utak, og flere krav fra ham ud af det.
Kærlighed er jo at give og at kunne modtage. Det lyder ikke som om han elsker dig, men blot som om han har det godt, og ønsker at dominere. Beklager, men sådan lyder det altså for mig.
Måske du tager fejl af bånd, og kærlighed. Når man har været sammen i mange år, skabes der jo som regel bånd, der binder to mennesker sammen. Men det er iflg. mig ikke nok, og det er ikke kærlighed. Hvis man er uheldig, er det blot vane.
Hvis din mand elsker dig, må han jo ønske det bedste for dig, og være i stand til selv at træde i baggrunden ind i mellem - jeg tror det kaldes respekt!
Har du prøvet at få ham i tale - virkeligt i tale. Ikke kun magtkampe om hvem der skal bestemme, men samtale om hvorfor i har disse konstante magtkampe.
Hvis i ikke kan tale sammen - Hvordan kan i så have det godt?
Venligst
kapanui

Kronprinsen sagde til sin 18. års fødselsdag; Den man tugter, elsker
man... Så måske skulle hun tage pisken, og den sorte uniform på.
For derefter at jagte ham ud i haven, så han kan lære at luge ukrudt.
Så kan det være at han lære at elske hende.
Der er nu ikke noget bedre end modgang. ;-)

Dit indlæg og nogle af de andres har givet stof til eftertanke.
Jeg havde ikke tænkt i disse baner, men efter at have kigget på de links du har lagt, kunne det da godt se ud som om jeg har brug for at tænke mit liv i gennem og søge noget hjælp!
Tak!

fordømmer mig, at jeg har sat børn i verden???
Du er dommer over en situation du ikke kender til bunds!?
Hvad vil du med dit indlæg og hvad skal jeg dog bruge det til?

..tænkt noget af det samme.
Kvinde40 har lagt nogle links som jeg har kigget på.
Så nu vil jeg bruge noget tid til at tænke over mit liv og på hvad der er bedst for mig!
Tak for dit input!