Hvad der skete i weekenden.
Jeg har fået lyst til at fortælle om en oplevelse, min mand og jeg havde her i weekenden.
Min mand havde liget været ude og gå med vores hund (Pjalte) på den sædvanlige morgentur, men da de kom tilbage sank Pjalte sammen og kunne ikke rejse sig igen. Han krampede lige da han faldt og lå og trak vejret stødvist og besværet. Min mand råbte til mig: jeg tror Pjalte er ved at dø! Jeg tror han har fået et hjerteanfald.
Så skyndte jeg mig at ringe efter dyrlægen, men det varede bare så længe inden han kom. Jeg gik frem og tilbage uden at kunne få ro i kroppen, mens jeg spejdede efter bilen. Til sidst spurgte jeg min mand, om jeg skulle bede for Pjalte, for jeg var så bange for, at han ville være død inden han fik hjælp. Min mand sagde: jamen det kan du da godt, men det hjælper jo ikke noget! Så bad jeg for Pjalte. Jeg bad om, at han måtte komme op på benene igen og blive friskere.
Der gik yderligere et kvarter før dyrlægen kom. Imens havde Pjalte fået det værre. Øjnene stod ud af hovedet på ham og han var ved at blive kvalt af iltmangel. Hans slimhinder var kridhvide, både ved øjnene og ved tandkødet.
Dyrlægen konstaterede, at der ikke var meget at gøre. Han lyttede først på hjertet, men det fejlede ingenting. Så sagde han, at det enten var en indre blødning eller blodet, der var begyndt at nedbryde sig selv, for han havde ingen blod til at holde kroppen igang. Kun en blodtransfusion kunne redde ham - og det ville højst forlænge Pjaltes liv et par dage. Han sagde også, at uden indgriben ville Pjalte dø i løbet af eftermiddagen, så det bedste ville være at aflive ham.
Jeg sagde til min mand, at vi skulle sætte alle sejl ind og prøve med en blodtransfusion, for vi er begge meget glade for Pjalte. Dyrlægen ringede så til en anden dyrlæge for at høre om udsigterne til en evt. behandling, men den anden dyrlæge sagde også, at der ikke var noget at gøre. Desuden havde han ikke noget blod på klinikken.
Min mand og jeg ved meget slukørede. Min mand spurgte mig, om jeg ville gå ind og sige farvel til Pjalte. Det ville jeg selvfølgelig. Jeg gik ind til ham. Men da jeg kom ind HAVDE PJALTE REJST SIG OP!!!!!
Han kom mig i møde og logrede med halen!!!! Lige med det første tænkte jeg kun på at sige farvel og jeg nussede ham lidt p hovedet, før det egentlig gik op for mig, hvad der lige var sket.
Dyrlægen og min mand stod ude ved bilen og ventede. Så gik jeg hen til dem og sagde, at Pjalte havde rejst sig op! De kiggede begge mistroisk på mig. Da jeg sagde, at det her måtte være et mirakel, nikkede dyrlægen og svarede: ja, det er det! Så spurgte jeg dyrlægen, om han havde givet ham noget? Han svarede, at han ikke havde givet Pjalte noget, for ingen medicin kunne hjælpe i den her situation. Jeg spurgte så min mand, om vi ikke lige skulle vente et par timer og se tiden an? Han svarede, at det kunne vi så godt. Dyrlægen gik også med til det og tilbød Pjalte lidt binyrebarkhormon, som kunne kvikke ham lidt op. Det kunne ikke helbrede, som han sagde, men det kunne gøre Pjalte lidt friskere.
Så kørte dyrlægen sin vej.
Pjalte lå resten af eftermiddagen og var sløj, han trak stadig vejret lidt besværligt, men det var absolut ikke som det vi så om morgenen. Og han sad ind imellem også og kiggede med ørerne oppe.
Næste dag var han frisk!!!! Han rendte rundt, som han plejede og var parat til den helt store gå-tur.
vi kørte så ind til en tredje dyrlæge, for at få endeligt bekræftet, at det var forsvarligt, at lade Pjalte leve videre. Den nye dyrlæge kiggede ham grundigt efter i alle ender og kanter. Slimhinderne så fine ud, organerne var ikke hævede - ja, han kunne intet finde, som var unormalt. Han var meget forundret over vores historie (jeg fortalte ham ikke, at jeg havde bedt for Pjalte). Den eneste forklaring han kunne give var, at Pjalte havde fået et bistik, som havde givet ham et chock, og han forklarede, at binyrebarkhormonen måske havde gjort Pjalte lidt friskere (at Pjalte havde rejst sig op INDEN han fik binyrebarkhormon, sagde jeg heller intet om). Så tog han nogle blodprøver, som vi kunne få svar på samme dag. Men det viste sig, at der heller ikke var noget galt med dem. Der var lidt forhøjede antal hvide blodlegemer, men ikke nok til, at man kunne sætte en diagnose).
Senere på aftenen ledte vi på nettet under "anafylaktisk chok".
Der stod:
"Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har anafylaktisk chok?
Sygdommen er meget alvorlig og ofte livstruende. Derfor er det yderst vigtigt, at hunden kommer i behandling med det samme. Kun ved en omfattende og øjeblikkelig indsats kan man redde hunden. "
Det er hentet hos "netdyredoktor" under http://www.netdyredoktor.dk/sw4357.asp
Men Pjalte fik ikke øjeblikkelig behandling. Han rejste sig op uden behandling!
Så bønner hjælper virkelig! Jeg er bare så glad og taknemmelig.
Kajsa
Min mand havde liget været ude og gå med vores hund (Pjalte) på den sædvanlige morgentur, men da de kom tilbage sank Pjalte sammen og kunne ikke rejse sig igen. Han krampede lige da han faldt og lå og trak vejret stødvist og besværet. Min mand råbte til mig: jeg tror Pjalte er ved at dø! Jeg tror han har fået et hjerteanfald.
Så skyndte jeg mig at ringe efter dyrlægen, men det varede bare så længe inden han kom. Jeg gik frem og tilbage uden at kunne få ro i kroppen, mens jeg spejdede efter bilen. Til sidst spurgte jeg min mand, om jeg skulle bede for Pjalte, for jeg var så bange for, at han ville være død inden han fik hjælp. Min mand sagde: jamen det kan du da godt, men det hjælper jo ikke noget! Så bad jeg for Pjalte. Jeg bad om, at han måtte komme op på benene igen og blive friskere.
Der gik yderligere et kvarter før dyrlægen kom. Imens havde Pjalte fået det værre. Øjnene stod ud af hovedet på ham og han var ved at blive kvalt af iltmangel. Hans slimhinder var kridhvide, både ved øjnene og ved tandkødet.
Dyrlægen konstaterede, at der ikke var meget at gøre. Han lyttede først på hjertet, men det fejlede ingenting. Så sagde han, at det enten var en indre blødning eller blodet, der var begyndt at nedbryde sig selv, for han havde ingen blod til at holde kroppen igang. Kun en blodtransfusion kunne redde ham - og det ville højst forlænge Pjaltes liv et par dage. Han sagde også, at uden indgriben ville Pjalte dø i løbet af eftermiddagen, så det bedste ville være at aflive ham.
Jeg sagde til min mand, at vi skulle sætte alle sejl ind og prøve med en blodtransfusion, for vi er begge meget glade for Pjalte. Dyrlægen ringede så til en anden dyrlæge for at høre om udsigterne til en evt. behandling, men den anden dyrlæge sagde også, at der ikke var noget at gøre. Desuden havde han ikke noget blod på klinikken.
Min mand og jeg ved meget slukørede. Min mand spurgte mig, om jeg ville gå ind og sige farvel til Pjalte. Det ville jeg selvfølgelig. Jeg gik ind til ham. Men da jeg kom ind HAVDE PJALTE REJST SIG OP!!!!!
Han kom mig i møde og logrede med halen!!!! Lige med det første tænkte jeg kun på at sige farvel og jeg nussede ham lidt p hovedet, før det egentlig gik op for mig, hvad der lige var sket.
Dyrlægen og min mand stod ude ved bilen og ventede. Så gik jeg hen til dem og sagde, at Pjalte havde rejst sig op! De kiggede begge mistroisk på mig. Da jeg sagde, at det her måtte være et mirakel, nikkede dyrlægen og svarede: ja, det er det! Så spurgte jeg dyrlægen, om han havde givet ham noget? Han svarede, at han ikke havde givet Pjalte noget, for ingen medicin kunne hjælpe i den her situation. Jeg spurgte så min mand, om vi ikke lige skulle vente et par timer og se tiden an? Han svarede, at det kunne vi så godt. Dyrlægen gik også med til det og tilbød Pjalte lidt binyrebarkhormon, som kunne kvikke ham lidt op. Det kunne ikke helbrede, som han sagde, men det kunne gøre Pjalte lidt friskere.
Så kørte dyrlægen sin vej.
Pjalte lå resten af eftermiddagen og var sløj, han trak stadig vejret lidt besværligt, men det var absolut ikke som det vi så om morgenen. Og han sad ind imellem også og kiggede med ørerne oppe.
Næste dag var han frisk!!!! Han rendte rundt, som han plejede og var parat til den helt store gå-tur.
vi kørte så ind til en tredje dyrlæge, for at få endeligt bekræftet, at det var forsvarligt, at lade Pjalte leve videre. Den nye dyrlæge kiggede ham grundigt efter i alle ender og kanter. Slimhinderne så fine ud, organerne var ikke hævede - ja, han kunne intet finde, som var unormalt. Han var meget forundret over vores historie (jeg fortalte ham ikke, at jeg havde bedt for Pjalte). Den eneste forklaring han kunne give var, at Pjalte havde fået et bistik, som havde givet ham et chock, og han forklarede, at binyrebarkhormonen måske havde gjort Pjalte lidt friskere (at Pjalte havde rejst sig op INDEN han fik binyrebarkhormon, sagde jeg heller intet om). Så tog han nogle blodprøver, som vi kunne få svar på samme dag. Men det viste sig, at der heller ikke var noget galt med dem. Der var lidt forhøjede antal hvide blodlegemer, men ikke nok til, at man kunne sætte en diagnose).
Senere på aftenen ledte vi på nettet under "anafylaktisk chok".
Der stod:
"Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har anafylaktisk chok?
Sygdommen er meget alvorlig og ofte livstruende. Derfor er det yderst vigtigt, at hunden kommer i behandling med det samme. Kun ved en omfattende og øjeblikkelig indsats kan man redde hunden. "
Det er hentet hos "netdyredoktor" under http://www.netdyredoktor.dk/sw4357.asp
Men Pjalte fik ikke øjeblikkelig behandling. Han rejste sig op uden behandling!
Så bønner hjælper virkelig! Jeg er bare så glad og taknemmelig.
Kajsa