Hvad er der med de ekskærester??

Ja - overskriften.
For mit eget vedkommende er jeg lige kommet ud af et længerevarende forhold hvor vi ovenikøbet boede sammen. Og for første gang skiltes jeg med en kæreste på en måde, således at der endda var tale om "måske igen". Men helt ærligt, nu er man kommet videre og "tro lige på", at hun/jeg vil have sin eks tilbage. Eller..?
Mange af mine pigevenner og venner går tilbage til ekskæresten. Min EKS er gået tilbage til ekskæresten og de sidste to piger, som jeg har prøvet at få noget op at køre med, fjumrer som gale rundt mellem "skal/skal ikke fortsætte med eks´en". Jeg bliver snart vanvittig! Jeg er omgivet af ekskærester og folk, der ikke kan tage en beslutning. Er vi allesammen i virkeligheden tryghedsnarkomaner, eller kan mennesket konstant befinde sig i en skizofrenisk tilstand hvor vi bilder os ind at vi kan stå med et ben i begge lejre? Er det bare oppe i tiden, helt ok, en samfundstendens som jeg har overset?
Dybest set handler mange indlæg her på debatten jo om ekskærester - og de fleste svar fra debattørerne går jo netop på floskelen "gå aldrig tilbage til en fuser" og lign.
Det kan godt være jeg kalder på en generel psykologisk forklaring, det ville da også være rart. Men jeg søger også at få respons på, om jeg er den eneste, der oplever fænomenet?
Har I en lignende oplevelse af at være centrum for "eks-kæreste"-linegang?

Jeg synes, at det er et malplaceret udtryk i et relationsspørgsmål, fordi man netop er to til at det går galt og to til at det går godt.
Vi alle sammen udvikler os konstant i forskellige hastigheder, men vi udvikler os. Dvs. at man godt kan nå det punkt, at man efter en rum tids adskillelse kan indse sin egen rolle og gøre et nyt forsøg. Nogen gange lykkes det ret godt og andre ikke.
Ens ekskæreste kan have nogle helt unikke ting, som er svære at finde andre steder og som er et stort afsavn. Men der kan have været lidt negativt der tyngede vægtskålen for meget. Vægtskålen kan have rykket sig, så der blev mere positivt.
Personligt, har jeg også xèr, som jeg savner noget hos men også nogle som jeg aldrig ville give en chance igen.

Jeg går ud fra det kan gå ind under - Man ved hvad man har. Lidt fattigdomsføelse, kunne jeg forestille mig.
At man heller må holde fast på det der er, frem for at tage chancen og svømme ud hvor man ikke kan bunde. Det er der lidt af det jeg havde spekuleret mig frem til da jeg for mange år siden havde en on/of kærste. Samme årsag til jeg flyttede til en anden landsdel. Så jeg ikke hoppede på den igen. 😉 Det hjalp så også en hel del at jeg fandt arbejde der, efter 3 års ledighed.

...for mig, men jeg ved da, at min eks-kæreste ville være med på den hvis jeg havde skiftet mening.
Det jeg gjorde dengang var dog ikke det rigtige. Jeg blev sammen med ham, alt, alt for længe, men så var alting tilgengæld kørt helt derud hvor der ikke var nogen vej tilbage for mig, da jeg så endelig pakkede og gik.

Jeg tror der er en stor grad af tryghed i det.
Men jeg tror også det handler om ubearbejdede følelser. At man ikke kommer videre.
FOr de menenkser, der er blevet forladt handler det også om selvværd, tror jeg. Det er aldrig rart at blive forladt, og hvis ex'en lige pludselig tager kontakt igen, så er det måske svært at sige nej.
Jeg ved det ikke - det er bare mit bud 🙂

der er bare en grund til at man stoppede. Så hvorfor prøve igen.. Kan godt være det går godt i starten, men jeg vil vædde med at de ville blive det samme møg igen. Det kommer også helt an på situationen, hvis forholdet endte fordi man havde diskutioner konstant, eller hvis forholdet endte pga utroskab. hvis man føler at man kan tilgive, kunne man f.eks gå tilbage igen, men ellers ville jeg ikke tro at det er den bedste idé. det jo ikke for sjovt at man holdt op med at være kærester

på det kæresteagtige plan ihvertfald.
Det er da forbandet irriterende at du er omringet af al det ekskærestefnidder.
For mit vedkommende der er slut slut. Jeg synes mine ekskærester er meget søde, men jeg ville skam ikke røre dem med en ildtang😃
Jeg tror folk er rigtig meget tryghedsnarkomaner og man kan jo altid bare lige gå tilbage til eksen. Det ved man da nogenlunde hvad er. Jo ældre folk bliver, jo mere uoverskueligt kan det være at skulle ud og finde nyt kød😃 Håber for dig at epidemien snart afblomstrer🙂

Det er forfærdeligt nemt at vende tilbage til eks'en, især hvis man var den, der dengang sagde slut og den anden ikke var enig deri.
Jeg har formået på de sidste par måneder at vende tilbage til min eks tre gange. Vi slog op for et halvt år siden, hvor han var sønderknust.
Selv var jeg kold og levede videre. Men pludselig følte jeg mig ensom, og et gensyn med ham slog fornuften ud af hovedet på mig. Det har jeg så formået flere gange nu, men kan mærke nu, at jeg virkelig er på vej videre. Vil ikke det her mere.
Men hvor er det en svær kamp at komme igennem. For det er skræmmende nemt at tage hjem til ham, fordi man ved hvad man får og har, man kan snakke uden store forklaringer - fordi man alligevel kender hinanden godt, og alligevel fortryder man hver gang, fordi der jo mangler de følelser, som man i sin tid erkendte ikke var der.
Det handler virkelig om tryghed og bekræftelse fra min side. Det tager jo altid et stykke tid at finde hos folk. Og når man så går rundt og slet ikke kan finde nye potentielle kæreste, men dog har brug for noget i den stil, så får man en irriterende tendens til at erindre alt det gode fra tidligere forhold og ser kun lige i første omgang det, når man genser personen.