Hvad med tiden før utroskaben?

Hvad med tiden før utroskaben?
Her i mit parforhold er vi sådan set kommet godt gennem efterveerne og efterbehandlingen efter min mands utroskab for nogle år siden. Vores ægteskab var på vågeblus af mange årsager, både nogle vi selv var skyld i og nogle, der på forskellig vis blev påtvunget udefra,- alt det er der ryddet op i. Han tager fuldt ud ansvaret for utroskaben; det var ikke mine fejl og mangler, mens hans egne, der førte ud i den historie, som han sluttede fordi han så, at vi to slet ikke var færdige med hinanden og affæren var eskapisme. Jeg, derimod var kommet dertil uden eksakt viden om utroskab, at når han i den grad trak sig bort fra mig, var jeg parat til at skilles. Men vi talte sammen og fandt sammen. Vi har et godt, loyalt og kærlighedsfuldt parforhold i dag. Så langt så godt.
Men på trods af at vi har været sammen i mange år, så har jeg det ikke godt med minder fra tiden før, og decideret dårligt med de ting vi og familien foretog os under affæren. Har smidt fødselsdagsgave og feriefotos ud o. lign. Taler aldrig om begivenheder fra den tid.
Jeg har indstillet mig på, at vores forhold er nyt. Dag 1, år 0 var da vi tilgav hinanden og genoptog samlivet efter utroskaben. Det er jo ham han er nu jeg vil ha'. Ham den utro rager mig ikke og ham vil jeg ikke ha' noget at gøre med. Han, derimod vil gerne tale om store begivenheder, romantiske ferier o. lign., men det tænder mig fuldstændigt af og det ender ofte med rasende og barnagtige udbrud fra mig, som 'jamen, det var jo ikke godt nok, det du nu husker som perfekt, for så ville du vel ikke -------blablabla'!
Jeg kan jo ikke smide over halvdelen af mit liv ud, og det er dybt uretfærdigt mod os begge, faktisk. Jeg kan ikke styre mig! Er der nogle af Jer andre, - tidl. utro og utrosramte, der oplever noget lignende? Er det muligt helt at slippe utroskab? Er der andre uheldige mønstre i jeres forhold efter?
- Jeg vil dog lige tilføje, at begivenheder, der angår fælles børn, ikke generer mig. Det er heldigvis 'kun' erindringer om os som par.
Det kunne også være interessant for mange, tror jeg, at høre hvordan de som utroskaben har skilt, forholder sig til tiden sammen, før utroskaben kom ind. Kan man glæde sig over de glæder man har haft sammen?

At din mand alene ikke har ansvaret for jeres relation før og under utroskaben - men han har ansvaret for at han valgte at være utro. og i mine øjne har utroskab altid en årsag i det ægteskab man er i og dermed er du i den grad indbladet i, hvordan tingene så ud før og under utroskaben. Hvis I skal videre efter utroskaben skal begge vel erkende jeres andel hver især og så forstå hvorfor tingene udviklede som de gjorde. I må se i øjne, at det er som at starte et nyt forhold - altså at man vælger hinanden igen.
Du skriver ikke noget om, om det var et langt forhold din mand havde med den anden kvinde eller om det var et enkelt tilfælde ved en julefrokost. Hvis det er et engangssidespring, så kom blot videre. Hvis din mand var alvorligt forelsket og havde sex med en anden kvinde gennem flere måneder, må du for alvor overveje, hvorfor det gik som det gjorde - og hvordan I sikre jer, at det ikke sker igen - og altså at I vælger hinanden igen. Herefter kig frem af...ellers er I "færdige" i jeres forhold.

til at skrive som du gør. Men Jeg skrev ikke, og jeg har aldrig ment at vores relation var eller er min mands ansvar alene, og jeg skrev netop, at for mig er forholdet nyt og jeg har valgt ham igen, mens han ser affæren som en parantes.
De faktuelle forhold om hvordan, hvorlænge osv. syntes jeg er uvedkommende i denne sammenhæng. Han ønskede at være utro og ønskede at holde op igen, så sagen er at utroskaben er forbi, og at jeg ikke har nogen som helst grund til at tvivle på min mands ærlighed om, hvad der er sket og hvorfor, Så jeg kan kun svare dig, at jeg/vi overhovedet ikke overser de problemstillinger, du ridser op.
Men jeg har stadig disse problemer med at forholde mig til fortiden før utroskab. Årsagerne til utroskab kan være meget forskellige, men fælles for utrosramte er vist, at føle sig kasseret, enten helt eller midlertidigt, som i mit tilfælde. Der er det så at jeg 'står af', når han som vitterligt kasserede vort forhold, taler om perfekte, lykkelige øjeblikke med mig, som jeg også husker sådan, men pga utroskaben så har devalueret og har fået et andet syn på: at jeg tog fejl af hans følelser og at det ikke var 'godt nok'. - Jeg kan da godt se det dumme i min opfattelse, og derfor vil jeg gerne komme over det, men hvordan? Og hvordan føler andre det i lignende situationer?

at du generelt ikke kan eller kunne styre dig. Jeg var gift med en kvinde der ikke kunne styre sig, var ikke sød mod vores børn og dominerende i alt ting - derfor var jeg utro. Jeg var på en måde "hjernevasket" hun havde bildt mig ind at sådan var ægteskaber og jeg var bare umoden, hvis jeg følte noget andet. Så mødte jeg den skønneste kvinde og det sætte det hele i perspektiv. Jeg blev opdaget, blev regulært bange (ikke særligt maskulint...) bange for ikke at kunne overskue situationen og om min kone ville flippe ud. Hun havde før dette flippet ud for mindre ting. Jeg arbejdede hårdt på at lykkes i mit ægteskab og valgte meget hårdt min utroskabspartner fra. Efter 3 år måtte jeg opgive, da jeg ikke syntes at min exkone ville høre hvad hendes anpart var.
Jeg forsøgte at kontakte min utroskabspartner, men hun kunne ikke gå ind i et forhold til mig igen. Jeg tænker hver eneste dag på hende - og overvejer, når hun ikke vil om jeg så igen skal prøve med min exkone. men jeg ved godt at vi aldrig rigtigt har passet sammen og tanken gør mig ikke glad, derfor ved jeg at det er dumt at forsøge igen.

at jeg ikke altid kan styre mig. Heller ikke så godt som jeg kunne ønske det overfor børn. Har alle dage haft et heftigt temperement, men iflg. andre dog aldrig dominerende. Det har aldrig før været et problem og jeg kan ikke genkende din og din kones situation. Min mands historie ligner heller ikke din. Han havde valgt utroskabspartneren fra inden jeg vidste noget eksakt om hende, så det var ikke min 'hjernevask' men hans egne manglende følelser for hende og hans følelser for mig, der 'styrede' hans valg. Du har dog ret i at både han og jeg havde en masse forkerte indbildninger og ønsketænkninger om hinanden, og begge var noget konfliktsky, så vi havde begge vore anparter i tilstandene.
Tværtimod synes jeg min situation har været lidt omvendt af din, at det er mig der plages af tanker om at vi ikke rigtig passer sammen, at jeg aldrig har været den rigtige, at han søgte den rigtige, men ikke fandt hende, og så 'nøjedes' med mig, der dog ikke er hverken grim eller dum eller helt utålelig. Men igen er det vist en generel følelse af tvivl og mindreværd for utrosramte? Han giver mig overhovedet ingen anledning til at jeg skal føle sådan; er helt tydeligt meget glad for mig og vores liv sammen nu, men det sidder ltså alligevel og gnaver og kommer frem når talen falder på 'vores go'e gamle dage', som jeg desværre krampagtigt nægter at lade mig selv tro på, var go'e nok!
Du har så via din utroskab fået vished for at du og din kone ikke passede sammen, og trods forsøg på at redde forholdet, taget konsekvensen. Sådan er det ikke for os. Vi har fået vished for at være de rigtige ved at have oplevet utroskab og den nødvendige bearbejdning efterfølgende, men det er altså ikke uden efterveer. Men igen, du og vi har nok begået samme fejl: Der skulle have været arbejdet hårdt på at lykkes FØR utroskab; det havde været mere troværdigt og med færre omkostninger for alle implicerede.
Håber du finder den rigtige en dag, - eller een der kan blive det ved fælles indsats.

og har bestemt ikke mistet modet.
og dejligt for jer, hvis I har opdaget at i passer godt sammen!
Jeg vil lige skrive til dig, at min exkone ikke synes at hun var dominerende, det opdagede jeg efterfølgende da jeg "slap" fri. Og at det, som jeg syntes var sværeste var/er, at hun har mange mindreværdskomplekser, som blandt andet gjorde, at hun ikke var interesseret i at dyrke dejlig intim sex - altså bare nyde hinanden. Vores lys skulle altid være slukket. Jeg havde faktisk altid lyst til hende...men altså ikke mere den tid er ovre. Jeg kan se, at det faktisk var svært at have et fuldt liv ved siden af hende
Held og lykke til jer - og godt for jer at du/I lyder så afklaret. Og godt for mig at jeg fik taget mig sammen og kom ud af mit ægteskab, nu ser jeg faktisk ret lyst på fremtiden. og jeg er faktisk bedre venner med min ex i dag end nogensinde.

Blot til orientering, så du måske bedre kan forstå mit svar: Jeg har selv været den utro part og er også kommet igennem et utroskab - men altså med omvendt fortegn.
Jeg synes, at dit oplæg og dine svar vidner om en klog kvinde, der et langt stykke af vejen forstår din egen situation. Men hvis du vil igennem, tror jeg, at du for alvor bliver nødt til at lægge det bag dig ellers ødelægger du til sidst dit forhold. Det er et par år siden eller hvad?
Når jeg skriver "lægge bag dig", så mener jeg, kom ud af "konkurrencen" med den anden kvinde, vær tilstede i jeres liv. Når jeg skriver det, så er det fordi, at du skriver, at det altid har været dig der var i tvivl om jeres forhold (dit svar til hanløven) og jeg bliver derfor bekymret for, om du mærker, hvad du selv vil og ikke bare mærker at være i "kampen2 for at vinde din mand eller udkonkurrerer den anden kvinde.
Også et held og lykke fra mig til jer!

læste dit indlæg, har absolut ingen gode råd ell. nogen erfaring du kan bruge, men håber du får rigtig mange gode svar af nogle af de gode debattører på sitet. Utroskab interessere mig da det bliver en mere og mere udbredt del af zappekulturen, så kigger m fra sidelinien.
Kh
A

Allerførst vil jeg sige at sandheden næppe kan findes gennem så kort et indlæg. Vel allerhøjst nogle bud.
Du stiller et generelt spørgsmål, om andre også har det sådan. Den første svare give et bud, hvilket du tager meget personligt. Det er nok ikke noget der kan undgås, men det kommer til at præge debatten, hvilket er en skam.
Det nemme svar vil være, om du i virkeligheden har tilgivet ham, når du tager sådan på vej over fortiden.
Det ved du bedst selv. Selvfølgelig tænker man over fortiden og fremtiden. Men hvor meget skal det fylde, når man siger man har tilgivet?
Vi har alle vores stil og og profil herinde, som giver andre et indtryk af hvordan vi er. Retfærdigt eller uretfærdigt.
Du har valgt at underskrive dig "mutterskrap," og reagerer utilpas på den første svares indlæg.
Det giver mig et indtryk. Jeg behøver ikke at have ret. Dertil er "historien" for lidt belyst.
Men generelt har tilgivelsen svære kår her på siderne. Det er svært at ændre det billede man har af sin familie, og hvad vil de andre ikke sige osv.'
Man kan lære at leve med ting, på grund af alle mulige undskyldninger over for en selv. Men det indeholder ikke altid tilgivelse, og langt fra, at man har "valgt" hinanden.
Men billedet er selvfølgelig godt at have.
venlig hilsen
Grøn

Hej mutterskrap
Dejligt at høre, at I har valgt hinanden!
Du har foretaget et valg om at se fremad. Dag 1, år 0! En meget rationel og fornuftig tankegang. Rigtig flot at du kunne det midt i en krise.
Når jeg så læser hvordan du kæmper med minderne fra før utroskaben, får jeg den tanke, at du ikke er afklaret med din beslutning. Du har truffet en beslutning med hovedet men følelsesmæssigt er du ikke så afklaret, som du gerne ville være.
Dine tanker er måske ikke rationelle, men det gør dem ikke forkerte (som du omtaler dem). Tanker og følelser er ikke forkerte. De kan være besværlige, uønskede og ødelæggende - men forkerte er de ikke. Det er dine tanker og følelser, og hvis du føler de ødelægger eller hæmmer dit liv, må du arbejde med dem. Men først og fremmest bliver du nødt til at acceptere dem. Tnakerne går ikke væk ved at du fejer dem ind under gulvtæpper. Jeg opfatter de tilbagevendende negative tanker om minder fra før utroskaben som et spøgelse - et tegn til dig, at du ikke er så afklaret med din mands utroskab som du gerne ville være.
Jeg synes din reaktion er meget naturlig. Uanset at din mand har valgt en fremtid sammen med dig, har du været udsat for et svigt. Og det sætter sine spor. Jeg tror, det er en meget naturlig rekation at sætte spørgsmåltegn ved dit liv før og i særdeleslhed under utroskaben.
Du vil gerne glemme episoden og se fremad, og hver gang du bliver mindet om noget fra tiden før og under opstår der disharmoni i dit indre.
Uanset at det er godt at se fremad, tror jeg ikke, at man kan ignorere fortiden. Jeg tror det er vigtigt - og nødvendigt - at du "facer" utroskaben og får følelserne bearbejdet.
"Du skriver at din mand har påtaget dig det fulde ansvar - det var ikke dine fejl og mangler, men hans egne" - skriver du i dit indlæg. I mine øjne er det en meget farlig opfattelse at have.
Jeg har desværre selv såret min ex ved at være utro, og jeg har -igen desværre - haft flere (mandlige) venner, der har været utro. Det er ikke for at tage modet fra dig - men det er en meget almindelig "talemåde", den utro part prøver at skåne ægtefællen på. Man ved godt, at man har svigtet og brudt tilliden, og for ikke at såre ægtefællen endnu mere, forsøger man at lappe lidt på det dybe sår, ved at berolige ægtefællen: Det er ikke deres skyld!
Men i virkeligheden holder den ikke. Hvis man vælger offerrollen og ikke påtager sig et medansvar, får man ikke løst op for alle knuder.
Det er din mands ansvar at være utro. Det var hans valg. Men jeg tror ikke, at man er utro, hvis man er glad og tilfreds i sit forhold. Der kan være mange årsager til utilfredsheden. Og det er heller ikke sikkert den utro part er bevidst om, hvad der er galt. Men der er noget der ikke fungerer.
Når du ikke kan slippe utroskaben tror jeg det - udover det jeg allerede har skrevet - hænger sammen med, at du - ubevidst - got ved, at der er nogle ubearbejdede problemstillinger. Som ikke løser sig ved at blive ignoreret - og ignoreret bliver de, når du udelukkende fokuserer på fremtiden.
Ovenstående er baseret på egne og venners erfaringer.
Derudover kan jeg fortælle, at da jeg selv blev skilt, kunne jeg ikke tåle synet af billeder fra fælles oplevelser. Skilsmissen var min beslutning, og jeg har aldrig været i tvivl om, at beslutningen er rigtig. Alligevel kunne jeg INTET positivt se ved de mange år sammen - billeder, minder, historier...Efter 1 års tid blev jeg stadig trist, når jeg så fx. billeder fra fælels ferier men jeg begyndte at huske hvor sjovt det havde været. Og tog ikek længere afstand. Efter to år kunne jeg se på billederne - og mindes og glædes!
Jeg er sikker på, at du også når der til på et tidspunkt. Men bearbejdelse tager tid. Det synes jeg du skal acceptere. Lad være med at tro at der er noget galt med dig. Måske har du en veninnde du kan læsse af på? For jeg giver dig ret i, at det måske ikke er givtigt for din mands og dit forhold, hvis han ikke mærker, at der er sammenhæng mellem din udmelding om at se fremad og dine handlinger.
Måske kunne du have glæde af et par konsultationer hos en terapeut?
Jeg håber I kommer helt igennem - sammen !🙂[s]

kan vel kun tages personligt? - Jeg er i alle andre af livets forhold - undtagen denne utroskabsaffære hvor mit sind og min livsopfattelse har været i totalt kaos - præget af logik og fornuft i højere grad end følelse, dette opfattes af nogle som skrapt; især dem der foretrækker at pakke tingene godt ind. Det ligger desværre ikke til mig, selv om det kunne være både ønskeligt og nyttigt i mange sammenhænge. Så din opfattelse af mig er såmænd meget retfærdig, men også uretfærdig. Fint nok, - men det var ikke min hensigt at reagere utilpas; ville bare gøre opmærksom på, at jeg ikke hverken med logik eller følelse delte debattørens opfattelse af hverken min egen karakter eller mit ægteskab og ikke så nogen parallel til hans ægteskab eller hans utroskab.
Jeg har været gennnem en lang tid med mange forskellige overvejelser og følelser og kan kun give dig ret i at man kan finde på alle mulige undskyldninger for sig selv og hinanden, men jeg kan og vil ikke leve med dem. Så jeg mener at det gensidige valg er sandt og tilgivelsen intakt; det er ikke noget glansbillede. Jeg ønsker ikke billeder, men virkelighed.

Mine problemer ligger i mit eget sind og handler om at tilgive mig selv, at jeg ikke kunne gøre mere for at undgå udviklingen mod utroskab. Jeg er bare så ulykkelig over min afvisning af gode, gamle minder. Jeg savner vores fortid, men skal den få plads igen, er jeg også nødt til at elske tiden med en afstandstagende og utro mand. Det er meget oppe i tiden, at man skal, nærmest bør, tage imod og lære af ALT hvad man oplever og udsættes for og være taknemmelig for alt, men hvordan kan det lade sig gøre? -
Jeg håber ikke du opfatter mit svar som skrapt og utilpas; - det blev opfattet og besvaret i bedste mening og taknemmelighed over at du giver din mening til kende!

Jeg er helt enig med dig at jeg er nødt til at lægge det bag mig. Ikke fordi jeg tror det vil ødelægge forholdet, men fordi det betyder, at min stakkels mand ofte passer på hvad han siger, for ikke at ødelægge en ellers god stemning og fortrolighed. Nogle gange lykkedes det for mig, at skifte emne til en lignende oplevelse i min nye tidsregning, men ofte går det galt og bomben eksploderer og sætter mig tilbage til katastrofen. Og det er naturligvis et tilbagevendende problem, at komme tilbage til fortroligheden efter sådan et fur!
Du må vide, om det er nemmere at komme over utroskab og videre i det gamle forhold for den utro end for den utrosramte? Jeg mener at have fundet ud af, at den utro, som jo trods evt. fristelser, dog selv har valgt både at sige goddag og at sige farvel til utrospartneren og desuden må forventes at forstå egne valg og handlinger allerbedst, har lettere ved at komme over det, mens der er så mange mulige årsager, hvoraf de fleste sikkert let bliver overdrevne, for den bedragne. Hvad mener du om det? Jeg spørger pga af dine ord om konkurrence, som rammer lige i plet. Bliver jeg sammenlignet? Jeg ved hvem hun var og ved hun var meget smuk og meget erotisk erfaren. Ikke lige områder hvor jeg har været længst fremme i skoen, så ja, det kan nogle gange være sandt at jeg føler mig sammenlignet. Jeg ved godt, både med følelse og fornuft, at sådan er det ikke. Herredgud, han valgte hende fra og valgte mig igen! Det skyldtes hverken hjemmeboende børn eller økonomiske hensyn, og slet ikke 'hvad folk siger'.- Jeg ved også at ud over hendes nævnte fortrin, var der ikke meget positivt at sige. (Ikke løgn fra hans side eller ønsketænkning fra min; - kolde facts, han troede at være 2 måneder i himmerige og derefter længere i helvede). Så der er ikke andet end mindreværd fra min side, der skal behandles, men hvordan? Hvorfor bliver man indimellem så sortseende og usikker, når alt andet er som det skal være?

at jeg, trods flere års 'kamp' ikke er kommet længere end til at vælge 'dag 1, år 0 eft. U. Du har ret og ser rigtigt i mange ting, synes jeg. Dog tror jeg du misforstod mig: jeg tager bestemt min del af ansvaret for situationen, der førte til utroskab, men jeg er ikke ansvarlig for min mands handlinger. Det troede jeg såmænd selv på jeg var en overgang, men netop ved hans hjælp, veninders hjælp, en psykologs hjælp og storvask i mig selv, kan jeg lade ham om det ansvar. Det var ham der valgte at klappe i, vende sig bort, lyve og bedrage. At jeg ikke kunne stoppe ham, fratager ikke ham ansvaret eller giver mig det. Jeg elsker ham han var engang og den han er nu, men da man ikke kan anskaffe sig et partielt hukommelsestab, er jeg jo nødt til at leve med og acceptere ham den utro, jeg ikke kunne regne med.
Du skriver du efter en tid kunne mindes og glædes over din fortid med din exmand. Nogle gange tænker jeg alt ville have været meget enklere for mig, hvis jeg havde givet op og forladt ham og vi så havde fundet sammen igen efter en tid hver for sig, hvilket ville være sandsynligt, da vi slet ikke kan forestille os en tilværelse uden den anden. Hvorfor er det så så svært at blive og kæmpe?
Tak for dit indlæg; det satte virkelig noget i gang, - ligesom de øvrige.

for den der har været utro. Det er også rigtig hårdt, men det ligger ligesom i sagens natur, at vi har et stykke arbejde der skal gøres, da vi er dem, der gik uden for ægteskabet. Jeg tror, det sværeste er, at man ikke kan være helt ærlig overfor den ægtefælde, man har valgt at blive sammen med. Jeg kan læse, at jeg nok beroligerer min mand på samme måde, som din mand gør overfor dig.
Sandheden for mig er og var, at man ikke går uden for sit ægteskab med mindre der er noget grundlæggende "galt". Ikke fordi der behøver at der de store stridspunkter i ægteskabet, men at der bare mangle noget grundlæggende (det er måske det som gør at du også selv har været i tvivl om jeres ægteskab). Og så skete det for mig, langsomt og snigende, at jeg blev dybt forelsket i en anden fantastisk mand, der også var meget forelsket i mig.
Så havde jeg det meget svært i en periode - hvem skulle jeg vælge og hvilket liv skulle jeg vælge? Jeg valgte min mand, da jeg ikke kunne forlade ham og familien - og min mand har også rigtig mange gode sider - og efterhånden glemmer jeg vil også den anden mand? Det, der gør allermest ondt er, at jeg selv må bære, at jeg nok i virkeligheden passer grundlæggende bedre med et andet menneske, vi delte klart værdier, var gode til at lege og at være hinandens bedste ven/støtte (vi skulle have mødtes for mange år siden...!) - men min mand er nu engang far til mine børn, og er/har længe været en stor del af mit liv. Derfor er jeg stadigvæk i mit ægteskab.
Så jeg tror det sværeste for din mand er, at han ikke kan være helt ærlig, selvom han gerne ville - fordi der er altid en årsag til, at man går uden for sit ægteskab. Den årsag giver ingen mening nu og slet ikke ved at fortælle dig nu, nu hvor han har valgt dig - eller fortælle, at den anden kvinde også var dejlig og måske var et seriøst bud på en partner - det ville være meget ukontruktivt for jeres fremtid.
Så den barske virkelighed er, at du til altid, til en vis grad har delt/deler din mands kærlighed med en anden kvinde - utroskaben er sket, og er sket af en årsag. Når jeg skriver dette, så at det fordi, at det at høre sandheden nogle gange er bedre end vores ukontrollerbare fantasier, som fylder "hullerne ud" - for så er det, at det går ud over ens selvværd. Så jeg tror ærligt, at han har ærligt valgt dig og vil gerne dig, men han har været forelsket, måske alvorligt (hvor han var i himmerige, som han utrykker det - det er jo også ægte følelser)
Så tilgiv ham, han er bare menneske, han har det også meget svært - og bevæg dig frem af sammen med ham. Og for himmels skyld, så husk den enkelte livsbetingelse, at vi kan ikke eje hinandens kærlighed, men vi kan gøre det lettere for hinaden at give den til hinanden - det gør du bedst ved at tilgive og erkende, at virkeligheden er, at du har delt din mands kærlighed med en anden kvinde i en periode, men at I nu har valgt hinanden.
Min private opfattelse er, at nogle gange er det at være "voksen" skide hårdt og alt for opreklameret....så derfor leg lidt lettere i livet...
De bedste og mange gode hilsner fra Venus - der synes at skønhed, leg og lideskab er det krydderi, der gør livet udholdelig

Jeg opfatte ikke dit svar som skrapt. Jeg ser en person, der tænker over tingene, hvilket jeg har respekt for.
I det følgende bliver jeg virkelig hård. Tag det som et indlæg, du skal tænke over, ikke andet.
Du erkender inddirekte at I ikke fik talt om nogle ting inden utroskaben, hvilket du er skuffet over. Nu her bagefter giver du også udtryk for at nogle ting bliver holdt tilbage, på grund af angst for konflikt.
Det viser mig, at INTET har ændret sig, andet end at I med jeres hjerner har vedtaget det SKAL være jer to.
Hvor blev tilgivelsen af i alt det?
I den tid, jeg har været her på siderne har jeg ændret opfattelse af mange ting. Uanset om det var den utro, eller den det gik ud over, når folk siger de er kommet videre, så stiller jeg meget store spørgsmålstegn. Jeg kan jo læse i debatterne, hvilken længsel folk har efter et andet sted, end der hvor de er.
Det er et ar man tager med for livet. Kan man lære at leve med det? Det er der nogle der påstår. De har jo "valgt," at sådan skal det være.
Deres såkaldte tilgivelse af dem selv eller deres partner, giver jeg blot ikke meget for.
I mine øjne skal man hellere stille spørgsmålet, hvor meget må det fylde i ens eget og partnerens liv, HVIS man "vælger" hinanden?
Nogle vælger at blive ved partneren på 10.år, selv om det hellere vil være et andet sted, mens andre smutter efter et halvt år, selv om de egentlig havde "valgt" partneren, efter deres utroskab blev afsløret.
Og du kan i virkeligheden sige det samme om dem der blev ramt af utroskaben.
Man vælger sit eget liv og smerte. Grænsen er forskellig for os alle. Jeg læser om utrolig mange, der gerne vil have smerten væk, med et trylleslag. Hvem vil ikke det?
Selv om det var mig der valgte at blive skilt i sin tid, tog det det meste af 2 år at komme igennem, fordi jeg var så vred på mig selv over, at jeg havde ladet det køre forkert så længe inden.
Havde jeg ikke taget det valg, så havde jeg gået og været sur på mig selv den dag i dag over, at jeg stadig var sammen med hende. Altså 8 års surhed, holdt op mod de 2 umiddelbart efter. En kæmpe fordel for mig.
Men holdt kæft er der mange der er bange for de 2 år, og hellere vil gå og surmule resten af livet.
Det er et valg man kun selv kan tage.
Uanset hvad man vælger, skal man vælge at være ærlig over for en selv. Hvis man er i parforholdet af økonomiske grunde, så skal man erkende det. Det gør det nemlig nemmere, at "tilgive" sig selv og partneren.
Den anden vej rundt, med først at tilgive, og så se om det lykkedes at bevare forholdet,er næsten dømt til at mislykkedes. Især hvis ens måde at tale med partneren ikke ændre sig, men er den samme før og efter.
nå, tiden løber. Håber det jeg har nået at få skrevet giver mening, og stof til eftertanke.
venlig hilsen
Grøn

Hvordan er din viden om utroskaben overhovedet kommet til dig? Du skriver, at din mand selv sagde "goddag og farvel" uden at blive opdaget. Valgte din mand så alligevel at fortælle dig det, selvom at du ikke vidste noget?
Mh Venus

Tak for dine svar. Jeg har lidt travlt med andre ting i dag og skal bruge en del tid tror jeg til at tænke og reflektere både over dit og grøns svar, - inden jeg meget gerne svarer, men svaret på dit spørgsmål, - at nej han fortalte ikke noget af sig selv, men havde været helt utrolig opmærksom og kærlig over for mig i lang tid, faktisk noget inden det var lykkedes ham helt at afbryde forbindelsen til den forlængst fhv. sexpartner, der desværre efter hans brud havde valgt at opfatte deres forhold helt anderledes. Jeg fandt, uden at søge efter tegn på utroskab, tilfældigt da jeg ledte efter noget andet et 'uigendriveligt bevis på utroskab', der passede lidt for godt sammen med forskellige mærkelige hændelser i året forud. Det var en lettelse for ham at blive afsløret. Ikke bare noget han sagde, men noget jeg kunne mærke.

Det glæder mig at du kunne bruge lidt af mine tanker :-)
Mht dit sidste spørgsmål - hvorfor er det så svært at blive og kæmpe....
Jeg tror den primære årsag er, at I har svært ved at finde og fastholde jeres nye roller. For at starte ved dag 1 år 0 har I brug for at se hinanden med nye øjne. I har brug for at definere jer selv og hinanden i de nye roller. Det er min erfaring, at nye roller kræver en udvikling af begge parter, men det er ekstremt svært ikke at falde tilbage i de gamle roller.
Har I overvejet at bo hver for sig i fx 3 måneder. Ikke med henblik på at teste forholdet eller at blive skilt - men for at finde jer selv. Det ville give jer mulighed for at definere jer selv som "jeg" og ikke som "vi" - og det tror jeg er nødvendigt før I kan se den anden part i en ny rolle.
Min utroskab var et wake up call for mig om at mit ægteskab var forbi, og vores situationer er derfor ikke ens. Jeg har dog to nære vennepar, som begge har valgt at blive sammen efter utroskab. Begge par VIL kæmpe. Og de gør det. Men selv efter flere år er det som om utroskabens onde ånd ikke helt kan slippe taget. Og som udefrastående har jeg ind imellem svært ved at tro på, at forholdet overlever kampen.Ikke fordi viljen mangler, men fordi det tager for lang tid at komme igennem krisen, og på et tidspunkt giver den ene eller begge parter op.
Jeg har tit tænkt på, at disse vennepars forhold ville have en større chance hvis de fik lidt tid hver for sig.
I mine øjne er det ikke en falliterklæring at vælge at bo hver for sig i en periode. Det er tværtimod en styrke at erkende, at det kan være en nødvendig beslutning for at komme videre. I lange forhold blive man nemt til "vi" og glemmer eller fortrænger hvem man selv er. Og i krisesituationer i parforholdet mister man fordfæstet, fordi man pludselig er alene om at kæmpe. Selvom man kæmper for det samme, er det på hver sin måde, man kæmper.
Jeg håber det giver mening :-)

og vær sammen med din kone som second choice. Dit problem var - og er? - nok den at du stadig er styret af en kvinde (her din kone dengang du valgte din elskerinde fra) og så gætter jeg altså på, at det stadig er din mor der spøger i baggrunden. Mænd har været drenge og har været underlagt den styrende mor - kvinder og mødre især er generelt meget styrende (måske fordi deres magtbase ligger i hjemmet - stadig)- og det mønster tager mange mænd med sig ind i voksenlivet. Det var måske årsagen til du ikke kunne frigøre dig fra din kone, for det lyder ikke som du havde et godt eller lykkeligt samliv med hende...
Nu kan du ikke få din elskerinde tilbage - og du savner en kvinde i dit liv.Men tænk dig lige om, tror du ikke inderst inde det er trygheden fra en kvinde der elsker dig du savner nu, og så er din fravalgte kone jo en nærliggende mulighed. Hm, i stdet skulle du prøve at blive voksen og udvikle dig til et MANDFOLK der tør og kan være alene.
Måske din forh.v. elskerinde netop ikke vil ha´dig nu, fordi hun har oplevet du er en for drenget mand. Skal du have et lidenskabligt forhold tiil en kvinde, så må du lægge din drengerolle fra dig og blive voksen.
Er jeg for hård? Måske - men nu har jeg selv og blandt venner erfaret det er her problemet ligger for masser af mænd. Da du var din kone utro var du vel mere den uartige dreng der gjorde det forbudte, end du var en MAND der turde gøre selvstændige handlinger.
Tænk over det 😉
Pusser

Hmmmm mutterskrap, du skriver i dit indlæg at der er rydtet op. Det er bestemt ikke den opfattelse jeg får når jeg læser dine indlæg, som er rigtig gode og virker forløsene ærlige. Uanset om jeg er enig eller ej.
Jeg fornemmer i dine indlæg, at du ikke er kommet videre, da du ikke kan "tåle" at høre om den tid der var engang. Din mand har sagt at det ikke er din skyld han var utro, jo det er jeres fælles ansvar hvis jeres ægteskab ikke fungere, men selvfølgelig er det kun din mands ansvar at han vælger at være utro og dermed valgte han han også at spille russik rolette med ægteskabet.
Jeg har selv være utro, men jeg vil skrive hvad jeg fornemmer omkring min mand og hans videre forløb efter mit utroskab. Min mand vil hellere end gerne tale om vores fortid sammen, men tager vi den periode op hvor alt ting skete, så kan jeg hvordan han står helt af og vil på ingen måde tale om det, han negligere den periode fuldstændig. Den er "glemt" og ude af hans hoved, dvs. det er overhovedet ikke glemt for han bliver agresiv og surmule, så min opfattelse er at han slet ikke er kommet videre på det område. Når det så er sagt, så har jeg det som blommen i et æg, når jeg tænker på hvad jeg gjort ved vores forhold, og min mand har kæmpet og aldrig vist hvor meget han elsker mig som nu. Men nu kommer problemstillingen fra min side, som jeg også godt kan læse andre har det, man glemmer ikke hvad man har gjort af flere årsager den mand ligger i mit hoved og vil være der i resten af livet føltes det som om, man skal holde lav profil, selvfølgelig logisk nok, aldrig tale om den tid, alt skal fejes ind under gulvtæppet glemt og aldrig sket. Det er sket og det bliver aldrig glemt, og det er det valg begge parter skal vælge, og så selvfølgelig det vigtigste af alt vær ærlig omkring hvorfor I er sammen. Min udmelding til mand var jeg elskede denne mand, men det er ikke det samme som jeg ikke gerne ville kæmpe for vores ægteskab og ville vores ægteskab. Lukker jeg for ægteskabet lukker jeg for drømmen herom. Du ved den der os-2-for-altid, og jeg tror tit det er den folk har svært ved at smide væk. For det handler ikke om kærlighed, men ofte om trygheden i at man ved hvad man har og ikke hvad man for.
Tilgivelse er svær og jeg opfatter tit at folk taler meget om det, men når det kommer til stykket, så er det ikke glemt og der er ikke tilgivet, inkl. dig selv, men som intet har noget at gøre med du ikke gerne ville. Jeg tror nemlig på at kan du tilgive, så vil du få ro, men hvor mange i det virkelig liv kan vitterlig sige de har 100% tilgivet, ikke mange vel.
Tilgivelse er mange ting, for jeg tror ikke min mand nogensinde har tilgivet mig, men han har valgt at lade som om det aldrig er sket. Jeg har aldrig tilgivet mig selv for ikke at have taget et valg før mit utroskab. Der er en grund til at utroskab sker og vil man kun feje den utroskab ind under gulvtæppet og ikke tale om den, så er chancen stor for at det sker igen. I skal jo elske hinanden, så det er derfor i er sammen og ikke af andre årsager. Du skal tale med dit hjerte om du kan tilgive det rigtigt det din mand har gjort imod dig. Hjemme hos os er jeg afklaret med at jeg ved jeg har sagt sandheden og det er det der for mig til at blive, for gjorde jeg ikke det og fortsatte med at leve på en løgn, så var jeg knækket helt sammen. Jeg ville ikke kunne påstå at jeg blev hos min mand grundet kærlighed, men jeg er hos min mand fordi han har hjulpet mig hen til at fungere igen efter en depression oven på alle mine udskejlser, hvor hele verden lige pludselig knækkede for mig, for det er jo også det vi utro skal leve med at det er en grund til at vi er utro, og det nytter ikke noget at vi glemmer det, for så sker det igen.
Jeg tror man skal vælge at lære at leve med utroskaben i sit forhold for den har været dig og det vil nok fra jeres begge side være imellem jer i mange år endnu. Du glemmer ikke svigtet og din mand glemmer ikke hans svigt og manglende mod, og den kvinde han har taget ind i sit liv. Ting tar tid og det er den accept tror jeg du skal huske.
Mutterskrap er for mig ikke mutterskrap, men en kvinde med en masse indebrændte følelser, hvor det er godt at bruge dette netværk til at få luft i.
Utroskab sker af en grund, håber I har fundet grunden og din mand ikke bare er kommet med den sædvanlige salve, f.eks. jeg elsker dig, men åbenbart bare ikke nok til ikke at være dig utro, så tro mig jeg forstår fuldt ud at det må svært at fortsætte med os utro efter utroskaben har invaderet forholdet.

og jeg tror du forstår mig temmelig godt, bla. pga det du oplever din mand føler og hvordan han reagerer. Der er selvfølgelig også nogle ting, jeg ikke kan give dig ret i. Ikke fordi jeg ikke VIL give dig ret, men jeg har været 'kommet videre' så mange gange og alligevel kommet tilbage, - og vendt og drejet det hele både sammen med andre, med min mand og i særdeleshed i mit eget indre, og nogle ting tror jeg dog på, føler er rigtige og tvivler ikke et øjeblik på at vi er der hvor vi skal være og ikke ønsker andet. Jeg er ikke typen, der vælger at tro på 'den nemme løsning' eller bruger ønsketænkning. Tværtimod har jeg ofte en frygt for en skjult dagsorden i spørgsmål, der ser for 'pæne' ud.
Når han har følt min tvivl og sorg, har han igen og igen spurgt mig, hvad han dog kunne gøre, som ikke allerede var gjort og blev gjort, som kunne hjælpe mig. Svaret er det som din mand har: At det aldrig var sket! - Men det er det jo,- og rigtig meget godt er kommet til mellem os efter at det skete. Meget er ryddet op og ændret og vi er meget klogere på os selv og hinanden end nogensinde. Bagud er livet enstrenget, men nutid og fremtid har så mange muligheder. Du skriver jeg ikke er kommet videre. Jo jeg er kommet langt videre ad de allerfleste strenge, længere end jeg havde turdet håbe på tidligere, men jeg har nogle smertenspunkter, hvor det kan føles som to skridt frem og tre tilbage.
Tilgivelse betyder ikke glemsel, og går ikke på hændelser, men på mennesket der valgte at såre. Du sætter skel mellem kærlighed og tryghed; for mig er kærligheden bl.a. tryghed. Jeg ville ikke kunne leve i et såkaldt trygt ægteskab med selv det bedste og ærligste menneske, som elskede mig, hvis min kærlighed var hos en anden. Jeg har erkendt at et af de steder hvor jeg hænger fast er min store forundring over at min mand slet ikke har det med utroskabspartneren, som du giver udtryk for at have det med din. Men faktisk lægger jeg alt for stor betydning i det forhold end det fortjener. Han havde taget fejl, først af vores forhold, (hvilket jeg tager min del af ansvaret for), så tog han fejl af sig selv og ovenikøbet også af utroskabspartneren. Selvfølgelig har der specielt i starten været positive oplevelser for ham, men det udviklede sig helt uden min viden, påvirkning eller indgriben til en katastrofe. Så nok ligger hun i hans hoved, men absolut uden savn. Så sagen skulle være krystalklar for mig, men det er den så alligevel ikke, da jeg åbenbart ikke kan fatte at han IKKE fortrænger følelser for denne kvinde, at han IKKE nøjes med mig, men med hans egne ord var på vildspor.
Du har ret i mange ting og jeg er især glad for hvad du skrev om hvordan det er for dig og din mand. Til forskel fra ham, har jeg faktisk ikke noget gulvtæppe at feje ind under og det er netop det jeg hverken kan eller vil, 'at fortrænge og at lade som om'. Jeg har ikke det mindste at have mine tvivl i, men det er gået op for mig nu, at det er det jeg frygter, 'at mín mand fejer og fortrænger'. Man kan lære meget, også her i debatten, fra mennesker der har de samme oplevelser, som een selv, men sørme også af at kunne se, at man netop tænker og føler helt anderledes. Og jo, vi har fundet grundene til det der førte til utroskaben og efter en hel masse pynteløgn og sædvanlige salver også kommet helt ind til benet og har givet os selv og hinanden en ny chance. Det skal nok gå, - jeg havde bare ikke troet det skulle blive SÅ svært og SÅ langvarigt. Men jeg er blevet klogere af at skrive mit oplæg, læse og reflektere over svarene.
Håber det går for dig og at du vil genfinde kærligheden i ægteskabet. Tak for dit gode indlæg.

Jeg forsøger at svare under et, da det ellers ville blive for svært at undgå gentagelser.
Der er jo mange ting i alle 3 indlæg, der i grunden siger det samme og der er rigtig mange ting at tænke over og synspunkter, der siger mig noget. Ikke alt lige rart at erkende, men det er nok vejen!
De allerfleste af disse tanker er slet ikke nye for mig; faktisk meget velkendte, og vendt og drejet, men måske på en helt anden måde end I tre hver i sær har tænkt jer. Jeg ved godt, også især fra mig selv, at det er uhyre svært at forholde sig til andres utroskabshistorier uden at gøre det med sin egen i baghovedet.
Jeg er nået frem til at min usikkerhed og problemer med at acceptere min mand, som virkelig er ærlig og ikke på nogen måde spiller komedie for at beskytte eller please mig eller skjule følelser for en anden, skyldes, at jeg ville have helt andre bevæggrunde, hvis det havde været mig, der var utro. Så ville jeg nok føle det, som specielt Venus vist mener min mand føler. Men sådan var hans affære ikke og det ved jeg godt - det meste af tiden -, men tvivlen finder vej, fordi det nok ville have været sådan for mig selv, - og o.k. måske fordi man læser det her på debatten og mange andre steder, at sådan er det. Usikkerhed ER den utrosramtes følgesvend. Han er fuldstændig afklaret; det var ikke kærlighed. Nok en forelskelse, men mest en villet forelskelse, et eventyr for en mand, der var gået helt i sort og i personlig krise.

Grøn giver ikke meget for den (min?) tilgivelse! Det må Grøn selv om, det handler måske mest om en definition af begrebet tilgivelse. Jeg forstår og tilgiver min mands daværende håbløse situation. Jeg kan ikke acceptere hans handlemåde. Han kunne da i det mindste have meldt klart ud, at han ønskede at leve på en anden måde , syntes jeg, men manden var jo fuldstændig rundt på gulvet og selvfølgelig meget påvirket af det erotiske eventyr, som jeg jo godt et eller andet sted ved kan aflede opmærksomheden fra de problemer han flygtede fra. Jeg er selvfølgelig også dybt skuffet over at han stak af fra vore fælles problemer, der var store og alvorlige, han svigtede mig sgu’ da jeg havde allermest brug for hans støtte og kærlighed, - og mest skuffet over at dette loyale og fine menneske kunne vende på en tallerken, - og selvfølgelig chokket i at opdage at jeg havde taget så meget fejl af ham. Men i dag kan jeg godt se, at jeg ikke har taget fejle af ham og at han allerede tidligt i affæren, havde det frygteligt dårligt med at se mig i øjnene og opføre sig normalt herhjemme. Men det virkede voldsomt på mig, og jeg opfattede det som afvisning, foragt og total ligegyldighed. Det er også et problem i dag, at jeg ikke dengang kunne forstå, at han ikke var sig selv. Jeg er til tider så fyldt op af håbløshed over alt det jeg ikke sagde og ikke gjorde. Faktisk gjorde jeg ingenting, men krøb helt ind i mig selv og undgik ham. Der skete noget andet, helt uden forbindelse til ham eller vores liv, der gjorde, at jeg ’vågnede op’ og fandt ud af at jeg ville ha’ noget ud af resten af mit liv, med eller uden ham, og det gjorde udslaget for ham. Modsat Mariemarolle var utroskaben vejen til at han forstod at hans ægteskab Ikke var forbi. Han kunne se, at det var os, det som før handlede om, han savnede mig, og han måtte se at komme ud af affæren og tilbage til 'os', hvilket desværre blev noget groteskt. Hun handlede sådan at han tabte alt for hende og oprigtigt mener at være blevet manipuleret. Det behager mærkeligt nok ikke mig. - Jeg synes jeg det gør affæren endnu sørgeligere.
Jeg synes jeg kan bruge meget af det I fortæller om egne forhold og egne måder at håndtere sagen på, - jeg kan se at det ville have været en god idé, hvis vi var flyttet fra hinanden for en tid; - nu er vi ovre det punkt, heldigvis, hvor det er aktuelt, men måske kunne lang tids traumatiske oplevelser, tilbagefald og ulykkelighed være undgået. Jeg var faktisk parat til det, men min mand havde lagt affæren bag sig og var jo kommet det stykke længere end jeg og ønskede kun at vi skulle være sammen. Men det er måske det, der skal til for enten at komme frem til at skilles eller til at blive valgt og/eller selv vælge hinanden igen. I stedet for denne evige tvivl om at være en han nøjes med fordi en anden alligevel ikke levede op til forventningerne. (Det er temmelig dumt og umodent, men sådan er det altså af og til.
Jeg er helt enig med Venus i at man ikke kan eje hinandens kærlighed, men gøre det lettere ……
Et ægteskab er ikke kærlighed alene, men også et forpligtende fællesskab og loyalitet, hvor man ærligt melder ud, hvis man ikke længere kan eller vil overholde denne fælles beslutning og hensigt. Det er nok ikke særligt romantisk, men vigtigt for mig, at vi kan regne med hinanden. For mig lever kærligheden bedst i tryghed, men underligt nok er den ikke ophørt i utrygheden.

Jeg er glad for jeres indlæg og kommet frem til at jeg ikke evner at glemme utroskaben, men at jeg med et par små korrektioner og lidt mere selvtillid sagtens kan leve med at den var der. Det er helt tydeligt mig der skal arbejde med noget i mig selv, noget der af og til sårer min mand og som ofte har gjort mig – ganske unødigt - bange for at støde ham væk.
Tak for at I gave noget af jer selv og for hjælpen, det lettede!

Jeg har erkendt at et af de steder hvor jeg hænger fast er min store forundring over at min mand slet ikke har det med utroskabspartneren, som du giver udtryk for at have det med din. Men faktisk lægger jeg alt for stor betydning i det forhold end det fortjener`

Jeg tror ikke du selv tror på dette, måske derfor du endnu ikke er fri af fortiden.😖

blive enige om, at de ord der bliver brugt, kan vi alle ligge noget forskelligt i.
Det er også farligt, at skulle beskrive et forhold eller situation, på ganske få linjer. Det er vel næsten umuligt, at få det hele med.
Jeg har sådan lyst til at skrive stolpe op og stolpe ned om det du har skrevet, men egentlig skal jeg jo ikke overvise dig om noget.
Blot vil jeg sige til dig, at man skal passe på med at undskylde sin partners utroskab overfor sig selv og andre. Man har en rolle og er part, men det er jo torsken der skal åbne munden, og sige hvad der er galt.
Det er du klar over tilsyneladende, men lever du også efter det?
venlig hilsen
Grøn

fra det dybe, så står munden vidt åben, - og er der noget i den, så kommer det ud. Jeg skulle bare have trukket op før 'torsken' gik (frivilligt endda) i en andens net. Tag endelig ikke fejl, - jeg undskylder ikke utroskab hos NOGEN. Men man behøver altså ikke være en torsk fordi man gør noget torskedumt! -🙂 Men jeg kan godt se, at 'min sag' naturligvis fortælles ud fra mine oplevelser og reflektioner, hvor muligheden naturligvis er til stede, at jeg beskriver ham og hans følelser og handlinger forkert.
Ikke noget DU praktiserer, men det ses meget ofte i debatter som denne, at en debattør mistænkeliggøres, hvilket jeg egentlig ikke forstår, for hvis man beslutter sig for at få 'sin sag' diskuteret og beder om hjælp, er det jo fuldstændig tomt og unyttigt og ubrugeligt, hvis man ikke lægger sagen ærligt frem.
Men igen Grøn, - jeg ville meget gerne læse stolpe op og ned om dine reflektioner over emnet utroskab. Tidligere var jeg desværre nem at overbevise om både det ene og det andet om utro og utrosramte, - nu ved jeg stort set hvor jeg står, og hvor der skal tages fat. Der tales ikke meget om hverken utroskab eller parforhold her i huset. Ikke fordi vi ikke tør åbne munden, men simpelthen fordi vi ved hvem vi er og hvad vi ønsker og hviler i os selv. - Altså bortset fra 'skrubtudserne', de vanskeligheder jeg har skrevet om, hvor jeg nok må indse at det mindreværd, der følger med at have været bedraget sidder meget dybt. Der er godt nok skrællet meget af os i tidens løb, men det viste sig dog, at der var noget indeni og en skilsmisse ville ha' været helt forkert i vores tilfælde.

undskyld, men dit indlæg er lidt kringlet?
Hvad tror jeg ikke på?
Jeg mener det var meget præcist udtrykt,- men jeg prøver lige igen: at det undrer mig at min mand ikke har følelser eller længsel efter damen, da han dog satte så meget på spil. Jeg har absolut ingen grund til at tvivle på hans ærlighed;- men man forstår jo altid bedst andre, hvis man finder det samme hos sig selv og genkender det. Jeg ved 100% at jeg ikke selv ville kunne sætte mit ægteskab på spil, medmindre det var dødt og at jeg havde mødt 'den rigtige'.
Og ja, selvfølgelig er det en af grundene til at jeg ikke er fri af fortiden, - (hvad jeg heller ikke ønsker at blive, da fortiden helst ikke skal afskaffes trods utroskaben). Det er jo det mit oplæg og mine indlæg handler om, at kunne leve med det, der er sket, og ikke fortrænge eller glemme sin fortid.

Jeg tror du skal regne med din mand eller ikke havde satset sit ægteskab uden grund, lige som du selv ikke ville satse det uden grund.
Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så fortalte jeg heller ikke min mand om min længsler, mine drømme, mit savn eller alle de andre ting der følger med utroskaben. Gjorde jeg det ville jeg miste alt, er det ikke sandt? Når det kommer til stykket er utro nødt til at lyve omkring den person de tog ind i deres liv. Jeg siger ikke det er rigtigt, men ville du kunne tåle at høre om den mistede kærlighed, som man ikke finder ud af om hvad det eneste rigtige, for som du selv skriver der er jo en grund og grunden skal være vigtig, så hvad tror du selv, hvis du er rationel tænkene og ikke tænker hvad du gerne vil tænke. Sagt på en anden måde prøv at se din situaiton udefra, så vil du måske få en mere realistisk billede af din verden.

Jeg skal bestemt ikke svare for andre - men jeg har fået samme indtryk af dine indlæg:
Du er meget velformuleret, og har gjort dig mange rigtig gode tanker. Men når jeg læser dine indlæg får jeg en stærk fornemmelse af, at du ikke er så afklaret som du gerne vil være. Afklaret i forhold til din tillid til din mand.
Det er dit intellekt, der taler - ikke dine følelser.
Du skriver gentagne gange, at du ikke har grund til at tvivle på hans ærlighed...
Jo, det har du al grund til. Din mand har svigtet dig og jeres forhold. Det betyder ikke, at I ikke skal blive sammen, eller at du ikke kan få tillid til ham igen - men i mine øjne er det nativt at tro, at han på ingen måde har haft følelser eller længsel efter damen. I kortere eller længere tid og mere eller mindre intenst.
I mine øjne er det naivt at tro andet. Måske er det medvirkende til, at dine problemer med fortiden idag? Du påtvinger din mand en troværdighed, du inderst inde godt ved ikke holder. Måske fordi du er bange for, hvordan du bør/skal reagere på hans uærlighed.
Tillid er noget man gør sig fortjent til.
Du har tidligere skrevet, at det er irrelevant hvor længe hans utroskab stod på. Det mener jeg ikke det er. Hvis der er tale om et one night stand, mener jeg situaionen er en del anderledes, men det gætter jeg på, det ikke har været.
Uanset at din mand selv har stoppet forholdet og erkendt at det var dig han ville have, valgte han også at være utro.
Du afviser meget overbevisende flere kommentarer og indlæg, fordi "det ikke passer ind i jeres situation".
Du kan kun tale for dig selv. Uanset hvad din mand siger, vil du aldrig få 100 pct. vished for, hvad der er foregået og hvilke tanker der er gået gennem hans hoved og hjerte da han valgte utroskaben - og igen da han valgte at stoppe den.
Jeg synes du skal tro på, at han vil dig. For det er det han siger nu. Andet har man aldrig at forholde sig til. Og du vil også ham. Men hvis jeres forhold skal have en chance bliver du nødt til at acceptere, at der altid vil være uafklarede spørgsmål.
Jeg føler oprigtig med dig. Du står i en rigtig trist situation og kæmper for at komme videre. Syns sku du er sej! Men jeg synes der er for meget rationalitet i dine tanker og for lidt "mavefornemmelse". I forhold til dig selv.

Hvordan kan du sige, at I hviler i jer selv???
Din mand har været utro og du kan - selvom du kæmper sejt - ikke komme ordentlig videre. Jeg synes du forklejner jeres krise. Som du skriver - bortset fra "skruptudserne".
Utroskab er et udtryk for krise og ikke en "skruptudse".
Jeg ønsker ikke at "tilbagevise" dine holdninger og opfattelser, men du afviser konsekvent de indlæg og kommentarer der direkte eller inddirekte antyder, at din virkelighed måske ikke er den fulde virkelighed.
Vi kender heller ikke din virkelighede - eller din mands. Men vi er en del herinde, der har nogle erfaringer.

fra virkeligheden. Jeg har erfaringer fra MIN virkelighed og jeg lytter med interesse til andres erfaringer og tager selvfølgelig andres udtryk for pålydende -
Det jeg tilbageviser passer ikke ind i den virkelighed jeg sidder i, og som jeg virkelig har gjort mig meget store anstrengelser for at finde frem til uden hverken fortrængninger, afvisninger eller ønsketænkning. Du mener vel ikke at fordi 'mange' har en anden erfaring, så har jeg værsgo' at forkaste min egen og mene det samme som 'mange'?
Det er ikke utroskab jeg kalder 'skrubtudse', men mine egne reaktioner på en ubegrundet frygt. Og det er så min erfaring, at en ubegrundet frygt er lige så skadelig, måske mere skadelig, end en begrundet frygt
Jeg forklejner på ingen måde den krise som utroskaben var. Så ville jeg jo nok lave noget andet end at sidde her.

satsede han ikke uden grund, - det er bare ikke den grund, du mener. Hvorfor skulle man miste alt ved at fortælle hvad man føler og har følt? Til alt held for mig, er det et meget realistisk syn både udefra og indefra, idet den pågældende kvinde selv sørgede for at aflive evt. længsler, drømme, savn og alle de andre ting, hvis de da nogensinde havde været andet end leg og stemninger. Det er slet ikke dér min urealisme kommer ind i billedet.
Det der er mit problem stadigvæk åbenbart, er at han siger han 'bare' ønskede seksuelle eventyr uden forpligtelser og det skulle være hans grund til at satse, hvilket han ikke rigtig erkendte at han gjorde i begyndelsen. Mens jeg tænker, hvad jeg bestemt IKKE gerne vil tænke, at han ønskede et nyt liv, en ny partner, at han forkastede vores liv, at han søgte den 'ægte' kærlighed og kasserede mig og vores liv sammen.

menneske. Du skriver "at han bare ønskede "sex", men at den anden kvinde havde længsler, drømme, savn. Det vil sige, hvad enten hun også sagde at hun kun ønskede sex, så har din mand - ud fra det du har beskrevet i dine indlæg - været bevidst om, at den anden kvinde ville mere.
Ligegyldigt hvad, så forstår jeg faktisk ikke utroskab der bare er sex, for så kunne man vel gå til en prostitiueret? Eller er din mand så "kynisk" at han blot gerne ville spare pengene...også i øvrigt få lov til at spille "den rare bamsefar derhjemme", der bare fortryder. Altså noget i hans historie hænger ikke sammen - eller dit syn på ham. Måske er din mand mere kynisk end du ønsker at indse???
Sorry, jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget mere kærligt eller opmuntrende til dig, da jeg synes at din situation virker svær og til tider sorgfuld.

nu skal du ikke ødelægge hendes selvbillede.😉
Der er et eller andet der ikke hænger sammen, men vi skaber jo alle den virkelighed vi ønsker.
Både omkring hendes mands forklaring og hendes egen præsentation af sig selv er der ting der halter.
Men det er min virkelighed. Baseret på utallige indlæg herinde. Hun er trods alt så ærlig, at hendes mening kun bygger på egen erfaring.😉
Som en anden skriver, så har hun et god hoved, og er god til at formulerer sig. Ikke mindst overbevise sig selv.🙂
venlig hilsen
Grøn

Jeg synes bestemt at du gør det rigtige når du vælger at tro på din egen virkelighed, faktisk er det det jeg oplever at stort set alle debatører vælger at gøre her. Derfor handler det i den grad også for dig om at du,når nu du vælger at dele tanker og følelser herinde sørger for at holde en vis distance til hvad andre oplever som deres sandhed og virkelighed.
Du er dig og din mand og jeres liv sammen, er der ingen andre der kan stille sig til dommer over. Der sidder folk herinde som har elsket en gift mand, der er gifte folk der har elsket deres elsker/elskerinde. Disse menneskers sandhed er en anden, og deres virkeligheds opfattelse trues, når du fortæller om din og din mands følelser i forhold til utroskaben.
Jeg tror på dig og jeg tror på at du skal blive ved med at stole på det som din mand har fortalt dig, lad ingen her få dig til at tvivle. Jeg synes du lyder som om du har overblikket over det der er sket, men at du naturligvis mangler at få bearbejdet svigtet og sorgen over at din mand lod en anden komme imellem jer. men husk, nok kan man vælge at gå ud ad en dør, men man kan også vælge at gå ind ad den igen, hvis man er så heldig at den ikke er smækket bag en. Din mand valgte at gå ind ad døren igen, han har erkendt en masse og i har fundet hinanden. Nu ønsker han sikkert bare at dele sin glæde over jeres liv sammen med dig, hvilket er både jeres fortid, nutid og fremtid.
Jeg har skrevet det før herinde, og mener stadig at der er tusinde grunde til at folk vælger utroskab, men fælles for alle er at man som regel søger noget man savner. Enten fra sin partner eller inde i en selv.
Jeg anerkender at alle parforhold er forskellige og jeg anerkender at de følelser der ligger til grund for kriser i parforhold samt utroskab er forskellige. Det eneste du kan få ud af disse debatindlæg her, er at høre en historie engang imellem og måske, hvis du er heldig, læse om en der følelsesmæssigt har oplevet noget der ligger tæt på dine følelser.

Din mand siger det der kan betale sig at sige, og du ved det godt, men har svært ved at erkende det. Din mand er jo ikke dum, så ville han jo ikke tage sådan en stærk kvinde til sig, som du lyder som om du er, men du bskytter og negligere det der er sket. Han satser da ikke sit ægteskab for en omgang sjov sexleg vel, og du ved det. Det er den viden du skal forholde dig til, og så er hende den anden fuldstændig ligegyldig om hun har mistede drømme eller forhåbeninger, men din mand har valgt bevist at satse sit ægteskab for denne kvinde.
Hvis din mand "bare" ønskede et sexsuelt eventyr og dermed træde på dig så groft som man overhovedet kan når man er sin partner utro, så har han i min verden også valgt. Mange menneske ønsker i små øjeblikke at have et andet liv eller bare drømme om det, men når man først kommer derud hvor man satser det man har, så er man rigtig langt ude også selvom det kun var for sjovt og for en omgang med en eller anden ligegyldig kvinde. Jeg ville tænke, det er jo mit selvværd jeg ved det, der vil sige okay han satser vores ægteskab for en ligegyldig kvinde og noget sex. Det giver ingen mening og jeg ville være meget flad og ked af det, så ville jeg bedre kunne forstå hvis han satsede sit ægteskab for en kvinde han synes var utrolig lækker og han bare måtte have fordi hun var noget helt specielt. Det specielle møder vi ikke hver dag, men vi møder noget ligegyldigt hver dag, så hvad med imorgen og i overmorgen, hvis der så kommer noget ligegyldigt forbi, så skal det også bare prøves, så min kone kan blive ked, blive trådt på, ryge ned i selvindsigt, mangle troen på ægteskabet osv osv. Du ved jo selv hvad du har tænkt i denne proces, og mon dog det er så meget anderledes end alle andre der kommer i din situation. Man vil så gerne tro sin partner, for gør man ikke det, så er vejen til at gøre en forskel i sit liv meget tæt på. Alle mennesker laver sig nogen overbevisninger de kan leve med og de fleste utro (jeg kender ikke nogen der ikke har fortiet sandheden, men kun nogen som har sagt det der kan tåles at blive hørt) siger det som ens ægtefælle vil høre. De betød ikke noget, det var bare for noget sex og du kender jo resten af historierne og du ved hvad andre tænker, for du tænkte sikkert som de fleste, når først ægtefællen har været utro.
Det er jo ikke for sjovt at psykologerne skriver at der skal en hel del held med, hvis kærligheden skal kunne bevares hele livet, det næste er respekten (den har din mand vist han ikke har) og det sidste er ærlighed (ups det har din mand også vist han ikke kan leve op til). Det jeg mener med det er, du kender sandheden, men vælger at leve sammen med din mand alligevel og det er mere end ok, for der er masser af mennesker der ikke har behov for at føle sig elsket. Lige nu føler du dig elsket vil jeg tro, fordi din mand gør lige som alle os andre hopper på tungen for modparten, når vi godt ved vi har overtrådt nogen regler, etik og moral og alt hvad der overhovedet kan blive tale om svigt i et ægteskab. Mit bud er, når du erkender hvad jeres ægteskab er bygget på og du kan leve med den viden, så får du ro og så tør og vil du gerne tale om jeres fortid, men ikke før.

Jeg vil svare meget kort på din lange indlæg. En anerkendt præst i Danamrk sagde i fjernsynet sidste år, at utroskab var en måde at sige til sin partner på at det ikke er godt nok og man er på vej ud af døren.
Dette er nok det mest fornuftige jeg har hørt en præst sige 😖For den handling er det mest sigende man overhovedet kan komme ud for i et ægteskab, når ens partnere bare ikke er vild nok med en og ens ægteskab ikke godt nok til at være sin partner tro, hvad er der så mere at sige med ord. 7% er ord resten er kropssprog, mimik og måden man gør det på.

Det er trist at du ikke kan se og anerkende at der findes andre forklaringer på folks utroskab, end den du kender fra dit eget liv.
Jeg er enig i at utroskab opstår når man tvivler på sit ægteskab. Den tvivl kan opstår af mange årsager. Mange gange er tvivlen opstået lang tid inden man overhovedet har mødt sin utrospartner. Hvis man i lang tid har følt afsavn og frustration måske pga. dårlig kommunikation, skænderier, skrantende sexliv m. m. hvis man føler at hele ens liv går op i arbejde, pligter og trivialitet, kan det jo ske at man kommer i tvivl om det nu er sådan man vil leve sit liv, og om det nogensinde kan blive bedre med den man nu er sammen med.
Pludselig får man så øje på den søde kollega, som altid smiler så sødt til en, roser ens arbejdsindsats, giver komplimenter m. m. Man mærker sommerfugle i maven, føler sig pludselig meget attraktiv og værdsat, en følelse som man måske helt have glemt i det livet og hverdagen er blevet til. Man begynder at drømme om kollegaen som giver en den helt fantastiske følelse, sex er fantastisk fordi det er nyt og spændende og forbudt. Alle disse følelser er skam reelle og virkelige nok, og lige det man har savnet for at føle sig i live. Men er det så ikke mere et symptom på at der er noget man har savnet at få fra et andet menneske end at det nødvendigvis er den store kærlighed?
Somme tider sker det jo så at når affæren er udlevet og afsløret og sommerfuglene ikke længere flakser rundt, at man så vågner op. Jeg har hørt om mange utro som aldrig havde tænkt at de kunne eller ønskede at miste deres ægtefælle. Når bomben er sprunget, er der pludselig en helt anden balance på vægtstangen, nu risikerer den utro jo pludselig selv at blive valgt fra, som en konsekvens, og måske var det slet ikke det man ønskede. Måske ønskede man bare at føle glæde og lyst. Lykken ville jo så have været hvis man havde kunne vende sig mod i stedet for imod sit ægteskab og fremelsket dette. Men sådan kan mange jo først i bagklogskabens lys se hvad der manglede og se hvad der skal til, plus at det at vende sig væk tit er det letteste når man er i underskud. Dette vælger nogle utro og utroskabramte at tage revanche på når kærligheden til hinanden fortsat er stor, og hvilket jeg har dyb respekt for.
Læg mærke til at ovenstående blot er et eksempel. Jeg anerkender stadig dine følelser og årsager i din utroskabshistorie kunne du ikke godt prøve at anerkende alle vi andres?

Det har udviklet sig til påstand mod påstand.
Heldigvis ikke for eller imod utroskab, som det plejer.
Men for at det ikke skal blive alt for personligt her på siden, så skriv til mig, hvis du har lyst. Så vil jeg gerne uddybe min holdning.
Vi er alle forskellige mennesker, men historierne herinde har gang på gang vist, vi er meget ens. Hvorfor i himlens navn skulle du være noget særligt?
venlig hilsen
Grøn

Jeg giver dig meget ret i det du skriver. "Problemet" er bare, at trådstarter ikke er glad og lykkelig. Hun har problemer med at få lagt efterveerne af utroskaben bag sig. Og derfor skriver hun herind...
Når vi andre kommer med forskellige kommentarer og synsvinkler er det fordi vi prøver at hjælpe trådstarter til at løse sin problemer.
Der er jo en grund til at trådatarter ikke er kommet videre.
Man kan ikke overtage andres erfaringer direkte, og debatten herinde indeholder jo langsfra et repræsentativt udsnit af befolkningens erfaringer. Men vi bringer jo ikek vores erfaringer fordi vi tror hun kan overføre dem direkte. Vi deler en del af vores tanker her på debatten fordi vi øsnker at trådstarter skal se, at der er andre virkeligheder.
Overordnet set er det jo fælles for de mange indlæg, at vi prøver at fortælle, at trådstarters problemer sandsynligvis hænger sammen med hendes opfattelse af virkeligheden. Hun har valgt at definere virkeligheden ud fra hvad hendes mand har fortalt hende om utroskaben. Dvs den side at virkeligheden, han ønsker hun skal se.
Men hvad med alle de andre vinkler? For der ER andre vinkler. Ikke to mennesker har den samme opfattelse af virkeligheden. Det gælder alle sider af livet.
Jeg har fulgt med herinde fordi jeg inderligt føler med trådstarter. Jeg synes hun kæmper bravt og er enormt sej. Hun fortjerner at kunne lægge utrsokaben bag sig - ikke kun som en rationel tanke men også følelsesmæssigt.
Og det kommer hun også til på et tidspunkt. Det er jeg overbevist om. Når hun er klar. Hun er midt i en bearbejdelsesproces, og jeg er overbevist om, at man kæmper der hvor man er. Der er omstændigheder omkring utroskaben hun ikke er klar til at face. Når man klar til at løse problemer, opdager man, at man også har redskaberne til at løse dem.
Lige nu er trådstarter ikke klar til at se andre virkeligheder eller vinkler, og derfor er debatten gået i stå. Så tak for denne gang. En af de bedre og mere lødige debatter. Tak for det 🙂[s][l]

Nej, på ingen måde. Men jeg ville ønske, at du kunne se, at der er andre virkeligheder. Vi siger ikke, at du skal overtage vores erfaringer. Men vi ville ønske, at du ville acceptere, at der altid er flere sider af en sag - og vi er mange der har nogle erfaringer, der kunne forklare hvorfor du har svært ved at komme videre.
Du har ladet din mand definere din virkelighed. Og det tror jeg er årsagen til at du kæmper for at lægge de sidste efterveer af utroskaben bag dig.
Jeg har skrevet et indlæg længere nede for et par minutter siden. Jeg er overbevist om, at når du er klar til at håndtere de sidste problemstillinger, vil du også være vide, hvordan du skal lægge dem bag dig. Jeg ønsker dig alt det bedste[s]🙂

Ja trådstarter har problemer med at få lagt efterveerne efter sin mands utroskab bag sig, at få bearbejdet svigtet.
Jeg kan blot ikke få øje på hvad der er for virkeligheder og omstændigheder omkring utroskaben i HENDES ægteskab som du og måske andre mener hun bør se?
Jeg læser ikke at trådstarter på noget tidspunkt, har stillet sig tvivlende i forhold til hvordan andre opfatter verden, men derimod læser jeg at flere stiller sig yderst tvivlende i forhold til det som hun og hendes mand har valgt, nemlig hinanden og deres ægteskab efter utroskab.

Jeg stiller mig bestemt ikke tvivlende overfor trådstarter og hendes mands valg af hinanden og deres ægteskab. Hvis du læser mine og flere andres indlæg er det slet ikke det, vi kommenterer.
Tværtimod...
Jeg stiller mig udelukkende tvivlende overfor, at trådstarter så blankt afviser, at der kan være en anden virkelighed, end den hun handler ud fra. Min bekymring handler udelukkende om, at trådstarter har valgt en virkelighed defineret af hendes mand. Og hun finder ingen anledning til at betvivle den...
Jeg ved ikke hvad hendes virkelighed er - på ingen måde. Men jeg mener, at man risikerer at overse nogle faktorer, når man vælger at se historien fra kun een vinkel. Hun skal være kildekritisk. Ikke fordi hun absolut skal stille spørgsmålstegn ved mandens forklaring, men fordi jeg tror hun finder nogle af svarene på sine problemer, når hun er klar til at se, at der er andre vinkler, end den hun ser lige nu.
Der er slet ingen grund til at pege fingre ad alle os, der med de bedste intentioner har forsøgt at hjælpe trådstarter.
Man hjælper jo ikke en, der har den type problemer med at tale hende efter munden. Trådstarters indlæg bærer præg af en velformuleret og velovervejet kvinde. Hun har gjort sig mange tanker og bearbejdet mange ting. Men hun har desværre stadig problemer med at lægge de sidste efterveer bag sig. Og derfor henvender hun sig.
Prøv at læse det vi skriver.

den dummeste generalisering jeg har hørt en præst citeret for. Ikke at 'det ikke er godt nok', for det har selvfølgelig selv præster ret i, - men at man er på vej ud af døren. Jeg vil påstå at der findes masser af utro, der indleder en affære uden hverken hverken at føle eller tænke den tanke.

De indlæg, der er kommet i dag, gjorde mig mere og mere ked af det, som jeg læste dem. Åh nej, alle disse velmenende mennesker, der gerne vil hjælpe,- har fanget meget rigtigt, sat tanker i gang og repeteret andre, - og givet gode råd, men har også vist mig helt tydeligt, at sådan er det IKKE for mig, - og så desværre synes jeg at flere af jer gør netop det, I mener jeg gør.
Jeg tænkte, hvordan man dog kunne imødegå alt dette, men det blev ikke nødvendigt, for mine tanker og meninger blev fantastisk godt udtrykt af Q35, hvis indlæg simpelthen er en lise for sjælen for mig. Endelig et menneske, der har forstået mig og min situation; der er faktisk ikke noget at svare eller kommentere til Q35. Jeg kan bare nikke og samtykke. Hvor skønt og opløftende. Jeg var ved at føle mig mast op ad en mur. Dejligt at møde forståelse.
Men jeg er også glad for 'næsten' alle andre indlæg, da de giver mig et godt indtryk af hvad der rører sig i utro og fhv. utro. Hele forløbet har været så langt og så forskelligartet for mig, at der ikke er mange tanker og følelser jeg ikke har haft. Jeg har været ude i alle kringkelkroge af mit sind og ved godt hvad virkeligheden er. Håber ikke jeg selv har lige så svært ved at acceptere at andre har en anden virkelighed som visse her i tråden har givet udtryk for at ha'.
Der er kommet mange gode overvejelser og tanker, men også meget, der viser at netop den utro ikke er 'kommet videre', men sidder fast i fortielser og komediespil, - længsel og savn efter en anden. Jeg tænker på det håbløse og bitre i for en utro at leve i en tilværelse som er funderet i en løgn man ikke selv kan tro på, men alligvel byder sin partner. Hvor nedværdigende og trist for begge.
Jeg håber man vil fortsætte debatten. Selv har jeg vist ikke mere at bidrage med og desværre (eller heldigvis) dårlig tid de næste par dage, men følger med og suger alt hvad man kan bruge. Tak for en sober debat.

mener jeg er argumenter. Og fordi man ikke er noget særligt, så er alle som du selv skriver forskellige og jeg og min historie kan altså ikke lige stoppes ind i andres erfaringer. Hvilket jeg tvivler på at nogen kan!
Tak for dit tilbud, - lige nu har ikke mere at bidrage med; jeg er en 'langsom fordøjer' og skal bruge tid og tanker på at genlæse indlæggene her.
også venlig hilsen til dig!

Ja, jeg er enig, og ville også tro på mig selv, hvad Mutterskrap også ser ud til.
Jeg vil egentlig godt knytte en kommentar til en af "tudserne", du selv nævner, nemlig den med, at du føler din man ikke var der til at støtte dig, da du mest behøvede det", og at du oplever det som et svigt.
For at komme denne "tudse" til livs, tror jeg, du skal tænke på en anden måde. Din mand var i krise, og han kunne ikke engang være der for sig selv, og har ikke kunnet give dig noget, han ikke havde. Det er menneskeligt.
Jeg er selv i et 24 år gammelt forhold, og har også med min mand været perioder igennem, hvor jeg har følt mig svigtet. Ikke via utroskab, men så på anden vis, men det har ikke ødelagt mit ægteskab, og jeg har valgt at tilgive det ud fra, at man ikke kan give noget, man ikke har.
Jeg mener naturligvis ikke, at utroskab er ok, men sket er sket, og din mand valgte dig inden du opdagede utroskaben, så jeg ville heller ikke tvivle på ham, hvorfor skulle jeg det? Jeg ville da kende min mand gennem så lang tid nok til at vide, at han mente, hvad han sagde, frem for at vedblive at se spøgelser over det hele.

Jeg har skam læst det alle i denne debat har skrevet, men af en eller anden årsag tror jeg at vi tolker indlæggene forskelligt, og hvem af os har så tolket rigtigt? dette kan vi jo diskutere fra nu af og til verdens ende.
Men det som jeg læser er, at trådstarter har haft en yderst grundig dialog med både sin mand men også med sig selv. jeg læser at hun har overvejet sin andel i den krise hendes ægteskab har været i som har ført til utroskab.
Jeg erkender at der altid er en risiko for at den utro fortier vigtige informationer, enten for ikke at såre eller i frygt for at informationerne kan føre til at man bliver fravalgt. Men hvis man vælger at læne sig op ad denne risiko kommer man jo aldrig videre i sit parforhold, Iøvrigt er der vel i alle parforhold en risiko for at den man er sammen med kan have en skjult dagsorden. Udgangspunktet for at et parforhold kan eksistere i alle tilfælle, er vel at man vælger at lytte til og stole på det som den anden fortæller en om sine følelser.
Jeg synes ikke at jeg peger fingre ad nogen i denne debat, jeg skriver gentagne gange at jeg anerkender at folk opfatter verden forskelligt.

Der skulle naturligvis have stået Til Marimarolle

om din mands utroskab er eskapisme! DEt var dog den aller bedste undskyldning jeg længe har hørt! Hvad var det han flygtede fra,dig? Tænk at leve og være gift med en mand,som er nødsaget til at flygte over til en anden kvinde for sex,siger det ikke meget om din mand? Det kunne jeg ikke leve med og som sagt findes der tusindevis af undskyldninger men ikke en eneste god grund(andet en at han flygtede fra dig )...Smid ham ud fluks!

Du er vist helt utrolig bitter over noget uforløst. Måske kan du ikke læse indenad? Hvor finder du en UNDSKYLDNING i mutterskraps indlæg? Vi har vel alle prøvet at stikke af i stedet for at blive og løse problemerne.

den man elsker, må man elske den man får! - En gammel floskel, men måske ikke så dårligt for folk, der har en familie at bevare og et godt samliv bag sig. 'Trygheden fra en kvinde (m/k) der elsker dig' - ikke dårligt for nogen, især måske for en mand som måske er lidt drenget og uselvstændig af natur. Eller en kvinde, som har lidt ekstra brug for at føle loyalitet og opbakning. Hvem siger man kan ændre sig radikalt? Vi er som vi er, - og måske nødvendigt for en sådan mands kone at dominere lidt, hvis der skal ske noget og besluttes noget, hvad der jo skal af og til i et familieliv og det er mit indtryk, at svage mænd og dominerende kvinder bliver endnu svagere og endnu stridere, når de ikke føler hinandens loyalitet og kærlighed. (Ligesom når oversete, usynlige kvinder bliver federe og federe). I øvrigt er der ikke noget så kærlighedsfremmende og lidenskabsfremmende som at føle sig elsket. Er det lykken at leve et liv helt på egne betingelser, kompromiløst efter alt-eller-intet-princippet? En anden floskel: Pas på hvad du ønsker dig, - du kan risikere at få det! (Man KAN godt tage fejl af sig selv og hvad man virkelig ønsker). Selvfølgelig er ønske-scenariet at to mennesker er sammen fordi de begge to er hinandens eneste ene og at parforholdet bæres af lidenskabelig kærlighed. Men forelskelse og betagelse er en flygtig ting, der går og heldigvis af og til kommer tilbage, - og hvor mange i længerevarende forhold lever i ønske-scenariet uafbrudt? -
Du fortæller ham hvis indlæg du svarer på ' Skal du have et lidenskabligt forhold til en kvinde, så må du lægge din drengerolle fra dig og blive voksen'.
-- Åh ja, det er evident, men hvilken mand (m/k) ønsker at nøjes med 'kun' lidenskab? Jørgen Leth måske! Mænd vil også gerne have tryghed, sammenhæng, fremtid, og alle de andre sider af kærligheden med; og helst i forhold hvor man kan acceptere og endda elske hinandens fejl og mangler. Men lidenskaben ER vigtig, det har du helt ret i. Og vi kan kun håbe for den pågældende mand, som du svarer, at han træffer de rigtige afgørelser og 'går efter' det han har brug for i livet.

der sker- især i denne del af debatten. Man får revet op i sine egne sår. Men tak alligevel.
Jeg har ikke lyst eller brug for at svare udover hvad du har gjort på mine vegne. Kun at jeg heller ikke i andre af livets forhold er tilhænger af brug-og-smid-væk-princippet.

og egentligt ret mærkeligt at nå hinanden på denne måde - her på en anonym site. Jeg mener, jeg har været elskerinden og forelsket. Du har oplevet det fra den anden side - og alligevel kan jeg tydeligt lide dig og det, som du skriver.
Jeg tror helt sikket, at det lykkes for dig på den ene eller anden måde - altså at finde roen og kærlighed.
De bedste "natlige" hilsner fra en træt Venus - der skal tidligt op og på arbejde i morgen!

Dine indlæg viser med al ønskelig tydelighed, hun ikke er nul og nix for dig.🙁 Hvorfor ellers dine kvaler?
og når argumenter ikke umiddelbart kan bevises, så er det vel påstande. Men selvfølgelig indgår begge dele i en dialog.
Al respekt for at du forsvare dig selv og din familie, men med hensyn til at hun er nul og nix, så er der dømt ommer.
venlig hilsen
Grøn

Få givet den pude nogle tæsk, smidt nogle tallerkener, hæl noget chili i maden, undlad at vaske underbukserne, og brug det som undskyldning for hvad som helst.
Men vigtigst af alt, kys dine børn.
Kram
Grøn

godnat til dig, Grøn!
har husket at give min pude nogle tæsk...
/Venus

Nu er du sort/hvid!
Det er ikke hende, der giver mig kvaler MERE og jeg kunne godt lægge en del håndfaste beviser på bordet om de kvaler hun har forsøgt at påføre mig og min familie, - men helt ærligt, - jeg gider ikke. Hun kan langt om længe 'rende mig'.
OK, - Sådan generelt kan jeg godt give dig ret i dit synspunkt om argumenter contra påstande, - jeg har nok opfattet begrebet 'påstand' mere som en fordom eller en forhastet mening. Der er sådan et eller andet ureflekteret over 'påstand', - vil jeg påstå🙂
godnat!

Jeg er ikke den mest opfindsomme, når det gælder navne. Det er helt sikkert.
Vi skal lige have en ting på plads, du må leve dit liv som du vil.
Du har et indlæg om tiden før utroskaben. Der må som følge deraf være en tid efter, og en kvinde der markerer forskellen.
Det er et utroligt stort emne for mange. Som indeholder rigtig mange problemstillinger. På forhånd at sige, at de og de del-problemstillinger ikke har nogen betydning, er meget flot i mine øjne.
Måske lukker en sådan forhånds stillingtagen for nogle løsninger på længere sigt. Men er selvfølgelig en måde at overleve på på kort sigt.
Da jeg i sin tid begyndte at bearbejde nogle ting, startede jeg med det, jeg troede var problemet. Men jeg skal da love for, jeg kom langt omkring.
Er det løsningen for dig. Ikke nødvendigvis. Gør det mig anerledes end dig. Tja, hvem ved, ikke nødvendigvis.
Det er kun dig selv, der ved hvor meget dine tanker fylder, og hvor stort ønsket er, om at komme af med dem.
Det jeg ved er, at har man et ønske om at komme af med nogle tanker og handlemønstre, så er det en rigtig dårlig ide, at lukke nogle problemstillinger ude, som man ikke kan lide.
Om det er sort/hvidt. Tja, du har et godt hoved, men har ikke følelserne med, efter min opfattelse. Den opfattelse kan du være fuldstændig ligeglad med. Ud fra de meget få indlæg her, er det en meget grov generalisering, og kan derfor godt opfattes sort/hvid.
Men det er ikke det samme som, du ikke har følelser. Det er netop dem du kæmper med, at give en plads.
venlig hilsen
Grøn

Jeg plejer ikke at følge ret meget med i de mange debatter om utroskab, og jeg har heller ikke læst alle de mange svar, du har fået.
Jeg giver dig ret i at Q35 siger mange brugbare ting. F.eks. at der er mange slags virkelighed, og at vi er forskellige, og at vores historier er forskellige.
Klog kvinde.
Jeg er sikker på, at der er mange triste historier, hvor tingene gentager sig, med partnere, der er notorisk utro, men jeg er også sikker på, at utroskab KAN være en øjenåbner, og at man KAN få et liv sammen efter utroskaben.
Dog er der det med tilliden, som er knust, og som kan være meget svær at reparere på. Måske lykkes det aldrig helt. Utroskab kan være en "skade", man må lære at leve med. Uanset om man vælger at blive eller man vælger at gå.
Som jeg læser dit indlæg, efterlyser du noget om, hvordan andre føler omkring fælles oplevelser før bomben sprang. Det kan jeg give et eksempel på.
For mit vedkommende har jeg ingen problemer med tiden før min mands utroskab, men de to år, jeg ved det stod på, spøger stadig her fire år efter. Og vil nok altid gøre det.
Jeg kan ikke se fotos fra ferier eller andet fra perioden, uden at det popper op igen.
"Der sidder han og griner nytårsaften, mens han havde gang i...."
Og den der ferie til Paris, hvor jeg sidder på billedet og smiler ...naivt, synes jeg nu, fordi jeg ingenting vidste. Datterens konfirmation, hvor jeg ingenting vidste. For ikke at tale om sølvbrylluppet! Bestemte vejstrækninger minder mig om det. Bestemte numre minder om et telefonnummer. Et navn. Det dyre smykke, jeg fik til jul, mistede værdi for mig, fordi han havde brugt kolossale beløb på "hende".
Mange ting kan "trigge" de triste følelser. Og jeg har, som du, heller ikke særlig lyst til at tale om begivenhederne fra perioden.
Nogle vil sige, at jeg så ikke er kommet videre. Jeg vil sige, som Q35, at vores historier er forskellige, og jeg har valgt at sige, at traumet har sin plads og nødvendigvis må være der. Jeg kommer aldrig af med det, uanset hvad.
Jeg giver mig selv lov til at mærke vreden, men forsøger også at aflede, f.eks. ved at gøre nogle ting, som jeg gerne vil. Efter mange år som fortrinsvis kone og mor, at gøre noget, der gør MIG glad. Og jeg (vi) er jo (desværre) ikke de eneste, det er overgået.
Jeg tror ikke, for mit vedkommende, at det bliver anderledes med følelserne for "perioden". Og vores sølvbryllup, fire uger før opdagelsen, er decideret "brændemærket", men måske fylder det mindre og mindre med tiden.
Tiden arbejder jo trods alt for én.

Det er klart man går igennem mange faser. Spørg mig om det, og nu sidder jeg og griner.
Nogle gange for lidt hoved - andre gange for meget.
Egetlig tror jeg ikke på man nogensinde finder en balance, man er vel et menneske. Men stræber man efter det, tror man kommer træt på, at blive et "ordentligt" menneske.
Det er menneskeligt at fejle- guddommeligt at tilgive.
Betyder det at mennesket ikke kan tilgive? Tja, det viser vel egentlig, det er svært for et menneske.
Det er i hvert fald ikke noget man kan vedtage, at have gjort, følelserne skal være med. Men man kan med sin fornuft sætte gang i en proces.
Vær ærlig omkring, hvor meget det fylde i dit sind. Synes du selv det er for meget, så skal boldene kastes op i luften igen. Kan du leve med, hvor meget det fylder, ja så kan du netop leve med det, og ikke andet.
venlig hilsen
Grøn

Hvis man er utro, og det kun er sex. Man må gå ud fra det var sex der var værd at satse sit ægteskab for, så det må ha været god sex. God sex kan det så undgås at man bliver mere end bare fasineret i dette menneske eller hænger begær, god sex og forelskelse sammen?
Hvis jeg har god sex kan jeg ikke undgå at blive forelsket og glad. Da jeg var utro var jeg forelsket, så måske nogen kan være utro men hvor er så deres følelser er de følelsesløse, men mit spørgsmål er så, er de mon så ikke det helt generelt, så der hvor de nu engang bor, så er der tryghed og rammer som passer ind, men ikke nødvendigvis kærlighed. Utroskab uden en eller form for forelskelse, giver det mening overhovedet, og for den forsmået part giver det ingen mening overhovedet, så hvad er grundlaget for det hvis den der utro?
Manden lyder for mig som en man ikke kan stole på og står ikke til ansvar for sine handlinger og de følelser der må have været inden ægteskabet blev satset. Min vurdering enten er han en selvcentreret mand eller så tør han ikke erkende den virkelig som han står over for, hvor alle drømme og illusioner er brast.
Et eksempel fra en jeg kender. Manden er gift og har 2 børn og påstår han elsker sin kone, men er alligevel konen utro i 3 år indtil hun opdager det. Han har forbindelse til en ven, som har været sin kone utro 2-3 gang for en nat, kan ikke lige huske hvor mange, men den mand er han dybt forarget over, så hvor hænger historien sammen og mon han som utro i 3 år helt har fundet sig selv og sin egen værdi og har erkendt hvor respektløs han har opført sig. Næppe vel 😖 For I skal se den forargelse han har og kender man så hans egen historie, så er man ved at kaste op i hvor lidt selverkendelse folk har, når det kommer til stykket.
Venus du har ret, han lyder til at have udnyttet et andet menneske, så den erkendelse skal også proppes med oven i alt det andet møj som han har lavet.

tror jeg😖
Det hedder hun tør ikke give følelserne plads, for så ser verden sandsynligvis anderledes ud. Det der kommer ud af mutterskrap er efter det jeg læser kun tanker, som hun gerne vil have skal være rigtige, fordi ellers bliver det svært at blive i ægteskabet efterfølgende. Jeg forstår hende fuldt ud, så ingen svinger i valsen her fra.
Manden lyder kynisk, og derfor skal overbevisningerne være godt bearbejdet og iscenesat, for jeg tror godt mutterskrap ved hvordan verden i virkeligheden ser ud, men det er så svært at se, når man ikke har den overskud der skal til for at få slået det søm i der skal til for at komme videre i livet på den ene eller anden måde.
Min råd til dig mutterskrap er, tør at føl dig selv og du vil komme ud med de rigtige svar og ikke de svar du overlever på her og nu. Din mavefornemmelse er også et godt skridt på vejen.
Mange kram her fra af flere årsager, men mest fordi jeg forstår din kamp og det næste er du lyder som en kvik kvinde, trods din krise, så det er godt gået at turde tage denne svære dilog med alle os herude i debatten som på den ene eller anden side har prøvet nogenlunde det samme.
God weekend
Problemet er sjældent problemet, og det er tit det der er svært at turde at slå kloen i.

Jamen jeg synes da også du skal tro på han gjorde det for sjovt, hvis du har det bedst med det, men helt ærlig utroskab sker af en grund og det er at man har nogen udfordringer derhjemme eller at det ikke er godt nok eller ægtefællen ikke synes det er vigtigt nok, så joooo den præst har ret, utroskab er en fortælling af ens liv som ikke bliver sagt med ord, men med handling.
Der står jo ikke at foden ikke kan komme ind af døren igen, men når man er utro er man på vej ud af døren. Nu er jeg ikke helt sikker i min antagelse her, men så vidt jeg husker var din mands affære ikke bare en engangsfornøjelse til en julefrokost vel. Du må selvfølgelig rette mig, hvis jeg husker helt forkert.
Jeg vil påstå ud fra de samtale jeg har haft med flere utro, at de alle kendte til hvad de satte på højkant da de var utro ,og de var parat til det på det tidspunkt, så masser og masser. Men jeg har også selv været utro, så det gjorde det jo ok at sige sandheden til mig. Dermed ikke sagt at nogen bare gør det at nogen ikke tænker over hvilken betydning deres handlinger kan få, men det er jo mega trist, hvis det vitterlig er rigtigt at de ikke erkendte hvad konsvensen kunne blive.

Du har ret i noget helt rigtigt det er at tiden arbejder for en, men for mig føles det bare som om den arbejder for langsom.
Da jeg var utro for nogen år siden, så kan jeg huske jeg sagde til min ven, at det værste for mig ville være, når min mand og jeg havde sølvbryllup og skulle holde tale og sige noget, som jeg udemærket godt ved jeg på ingen måde ville kunne leve op til. Selvfølgelig har min mand og jeg haft rigtig mange gode år og selvfølgelig har jeg ikke spildt min tid, bestemt ikke, men hvor ville det være forfærdeligt og hyklerisk, når man ved hvad man har gjort at stå og holde tale om ens dejlige ægteskab.
Min mand har heller ikke lyst til at tale om den periode og det tror jeg vel egentlig de fleste kan forstå, hvis man gerne vil fortsætte sit ægteskab fordi man mer har vurderet med sit hjerte at det er værd at satse på. Forhåbetlig på grund af kærligheden 2 mennesker imellem, fordi efterfølgende bliver at man aldrig rigtig kommer tilbage til udgangspunkt i ægteskabet, som nok i de fleste tilfælde også er godt, for var ægteskabet godt ville man jo ikke være utro. Udfordringen er bare også at man skal leve med det man har gjort og det virker til at man aldrig rigtig glemmer det, og man aldrig helt rigtigt tror på sit ægteskab, og ikke helt synes det er ok man er sammen, selvom ægteskabet principielt er blevet meget bedre, men tankerne er bare har man vitterlig fortjent den omsorg, når man har svigtet den man har sagt ja til at leve sammen med resten af livet i tillid og respekt. Jeg føler hele tiden at alting er på lånt tid, jeg føler hele tiden jeg skal gå på listefødder fordi jeg ikke kan tale om dengang, jeg løbende rigtig ked af det af mange årsager sagde jeg farvel til noget der kunne være levet det rigtige for mig, dvs. mere rigtig end det jeg har, jeg glemmer ham jo ikke det må jeg jo konstatere, da der ikke går en dag, hvor ham den anden strejfer mine tanker.
Jeg sidder inde med indebrændte følelser som aldrig rigtig kommer ud, selvom jeg har fået et bedre ægteskab, så må jeg også konstatere at der var en grund til jeg var utro, jeg har ikke den begær den flyvene følelse med min mand som jeg havde med ham den anden i flere år. Min mand giver mig trygheden og vores fælles hjem, men han giver mig ikke det et ægteskab bygger på det vil sige lyst og begær til sin mand i en eller anden norm målestok. Måske er det også tit det der er problemet at man ikke føler det for sin ægtefælle mere og derfor går man i byen og er det så rigtig uheldigt så er man blevet forelsket i en anden mand og han i en, og så er man rigtig meget på skideren. Jooooo de følelser er svære at håndtere, og ville jeg gerne kunne føle det samme for min mand, ja for det ville jo være den perfekte verden med det perfekte ægteskab, men findes det perfekte nej overhovedet ikke, og så må man stille sig selv det spørgsmål hvad kan jeg leve med og hvad kan jeg ikke leve med? Stort spørgsmål som mange ikke rigtig kan svare på når det kommer til stykket, for alt det man før ville have påstået man ikke ville kunne leve med gør man jo når først en af parterne har være utro, så man har mistet sig selv og sit værdisæt i et eller andet sted på vejen i livet, og alligevel vælger man at blive fordi det er dt nemmeste og så ellers holde alle sine indebrændte følelser væk fra alt uvedkommende, dvs. ens mand for han skal jo ikke vide at jo jeg er rigtig meget tilfreds og for det meste en rigtig glad "pige", men indvendigt så er jeg ved at æde mig selv op i sorg over at jeg synes livet er lidt for udfordrene og lidt for kujonagtigt af mig selv og andre i mit liv, fordi vi ikke siger sandheden til vores ægtefæller, for de kan og vil ikke takle det, og jeg forstår dem fuldt ud, for det skal de heller ikke, men spørgsmålet er alligevel det gør de jo allerede og de ved jo godt at har man taget et andet menneske ind til sig, som f.eks. ved utroskab, så går det jo ikke bare i glemmebogen fordi man med sit rationale siger, så er det ud og væk med de tanker. De kommer ikke bare ud, men tiden gør det hele tiden nemmere at leve, men hvor lang tid skal der gå. Her fra er der gået et par år, og jeg har stadigvæk ikke glemt, så hvorfor skulle min mand ha glemt!
Spørgsmålet er, om man nogensinde kommer rigtig videre Birdie, hvad så rigtig er 😖

Vi idealisere det at kærligheden vare for evigt, men hvad er for evigt. Er det når man erkender at der ikke kun en i verden til dig, men der findes faktisk nok nogle stykker som passer til dig.
Hvad er det der gerne skulle være forskellen på ens vennekreds og det at være gift med lige præcis den mand man er gift? Er det begæret, lysen og det at være sammen med ham, som gør forskellen. For forskellen på det at være venner og det at være tryg skulle jo gerne være forskelligt fra den tryghed og det venskab vi får fra vores venner, for hvorfor ellers være gift med lige præcis denne mand?
Det man kan sige når utroskaben nu har invaderet deres ægteskab, så bliver det svært at tro sådan rigtigt på det igen, for hvad med næste periode hvor man synes det er en lille smule kedeligt eller konen ikke helt begærer sin mand nok eller man bare tillader sig selv at blive forelsket i et andet menneske end lige netop ens egen mand. Er han så stærk nok til at sige til sig selv næste gang, for den kommer i de fleste ægteskaber hvor det hele er lidt trivielt, min liv lige nu og her er vigtigere end det svigt jeg vil give min kone eller bliver det igen næste gang hvor man siger jeg bliver nødt til at leve og føle mig selv. jeg er nødt til at føle mig elsket og blive forelsket, hvorfor er det så vigtigt at idealisere noget som i bund og grund mange desværre er skuffet over når det kommer til stykket, så hvorfor ikke bare være til stede i nuet, leve i nuet og sige jeg har behov for tryghed det giver min mand mig, for jeg ved godt jeg ikke er den eneste ene for ham der er nok nogen stykker, så det er vel beslutningen kan jeg leve med den viden, for lige meget hvilket forhold vi kommer ind i blive vi små forelsket i andre, men det er bare ikke det samme som vi vælger at kaste det bort vi allerede har ved at være utro. Nogen ægteskaber bliver bedre efter utroskab, inkl. min eget, men for mig er det mere jeg får mere fra min mand end nogen sinde før, men det er ikke det samme som jeg begærer ham mere end nogensinde før, men til gengæld giver han mig den tryghed der gør at jeg lever og er i live og har noget at leve for, men begæret, lysten og det at føle mig sådan rigtig elsket det kan min mand ikke give mig, men til gengæld den følelse gav ham den anden mig. Forstil dig at gå ind i et kagehus og kunne vælge lige præcis den kage du havde lyste til uden dårlig samvittighed, hvilken kage ville så vælge den der giver dig sødme, smagen af det kan ikke gøres bedre eller noget som er trygt og rart som en chokoladebolle eller romsnegl. Ja det er et svært valg, men ofte bliver romsneglen og chokoladebollen valgt fordi det ved man hvad er? er det helt forkert?

særligt utroværdigt bliver det, når du ikke selv valgte ham den "lækre kage", men altså valgte den kedelige chokoladebolle til din ægtemand!?
Du skriver samme historie, da du også gerne vil tro på din fantasi om, at din utroskabspartner valgte dig fra, men helt sikkert elsker dig mere rigtigt end konen derhjemme. Manden er en skiderik - se det. Han havde sex med dig og kunne så alligevel ikke stå ved alle sine søde ord til dig...
også mange varme hilsner til dig fra Mettebestemt

... for hvem har lyst til at ens mand/kone bliver grundet tryghed. De fleste af os vil jo alle helst være den eneste ene.

Hmmm jeg tror du gætter forkert her for jeg valgte den lækre kage fra til fordel for en romsnegl, ligesom du selv har gjort, dvs. blevet i et ægteskab selvom du godt ved inderst inde at din mand var interesseret i den lækrer kage og han blev jo også hos romsneglen ikke? Det er helt normalt og dermed ikke sagt det er i orden, men sådan er det nu engang trygheden findes i romsneglen og chokoladebollen uanset om du vil have det er sådan i det virkelig liv eller ej. Hvis det gør dig mere lykkelig, at tro min ven valgte mig fra så er det ok for mig, men vil du høre sandheden så var det omvendt, men hvem har også lyst til at blive betragtet som en romsnegl og en chokoladebolle. De fleste vil jo hellere være den søde kage med alt det atraktive det er inden i.
Du bliver nødt til at lade være med skære alle over en kamp, nogen, selvfølgelig ikke din mand, men nogen andre vælger faktisk at blive i sikker havn, fordi det ved man hvad er. Problemet er så bare næste gang man keder sig værdsætter man så sit ægteskab højt nok til ikke at være utro. Nok ikke de næste par år for der ligger den begivenhed rimelig i front, men når vi taler lidt længere frem i tiden, hvor vi trænger til føle os elsket igen, hvem ved så hvad dagen bringer. De utro har gjort det en gang, hvorfor så ikke igen?
Skrev jeg virkelig kedelig chokoladebolle eller skrev jeg noget med trygehed nu bliver jeg helt i tvivl, men gider ikke lige gå tilbage i mit indlæg for at finde ud af det.

som jeg skriver blev jeg skilt efter at have oplevet utroskab. Ikke at alle skal gøre som mig - men det var altså det lykkeligste for mig!
Så derfor er det ikke rigtigt opfattet, som du skriver, at jeg valgte at blive i mit ægteskab. Tror du ikke at du forveksler Mutterskrap eller Venus med mig?

Det er min erfaring, at man først kommer videre den dag man træffer den rigtige beslutning. Og har accepteret den beslutning, man har truffet.
Den rigtige beslutning er individuel - for den ene er det rigtig at blive efter utrsokab, for den anden er det rigtigst at gå.
Begge beslutninger indebærer et valg, og når man vælger noget til, vælger man som oftest også noget fra. Man kan ikke få det hele, men man må gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst.
For nogle mennesker er trygheden vigtigst - de tør eller har ikke lyst til dele økonomien, vennerne og børnene. Andre kan ikke leve uden lidenskaben. Der kan selvfølgelig være andre elementer, men det er vist de mest almindelige :-)
De mennesker der vælger at blive skilt ved godt - eller opdager de det - at det får en masse konsekvernser. Det sker mere eller mindre automatisk at hele ens liv slår en gevaldig kolbøtte. Man skal igennem en hård krise og der er både praktiske og følelsesmæssige problemstillinger, man tvinges til at bearbejde.
De mennesker der vælger at blive i forholdet, træffer også et valg, men det er min erfaring at de ofte ikke er særlig opmærksomme på, at der i dette valg også ligger nogle fravalg. Hvis man har været sin ægtefælle utro fordi man keder sig, fordi man ikke elsker den anden eller fordi lidenskaben simpelthen er død, kan man jo ikke forvente at disse ting genopstår blot fordi man vælger at blive. Hvis man vælger trygheden er det kun det rigtige valg, hvis man kan leve uden de andre ting.
Jeg kender flere der har været deres ægtefælle utro. Både mænd og kvinder, og af forskellige årsager. Det er min erfaring, at de mennesker der har valgt skilsmissen efterfølgende er blevet gladere og mere lykkelige, end de var før. Omvendt forholder det sig med de mennekser, der har valgt at blive i ægteskabet. De har valgt ægteskabet pga trygheden - især økonomisk og fordi de ikke vil undvære deres børn halvdelen af tiden - og eftersom det er deres eget valg, skulle man tro at de var blevet lykkelige. Men det er de ikke. I mine øjne overlever de - de lever ikke. Og så kan man jo diskutere, om det er det rigtige valg.
Min bekedtskabskreds er naturligvis ikke et repræsentativt udsnit at noget som helst, og kan ikke bruges til en videnskabelig undersøgelse eller til at konkludere noget som helst. Men jeg synes alligevel at det er underligt - og trist - at der ikke er nogen af de, der er blevet i ægteskabet, som er lykkelige.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at deres liv er ønsketænkning. De VIL gerne vægte trygheden højere end lidenskaben, men de kan ikke forlige sig med det valg. Måske fordi de har oplevet hvor levende man føler sig i et forhold fyldt med lidenskab.
Er der overhovedet nogen der har genfundet lykken i ægteskabet efter utroskab? Ikke bare sådan halvhjertet, hvor man accepterer tingenes tilstand samtidig med at man dagdrømmer om elskeren/elskerinden.

"Er der overhovedet nogen der har genfundet lykken i ægteskabet efter utroskab? Ikke bare sådan halvhjertet, hvor man accepterer tingenes tilstand samtidig med at man dagdrømmer om elskeren/elskerinden."
JA - JA og atter JA! Helt bestemt!
Jeg har været utro, og det var ikke fordi, der var noget i vejen med ægteskabet som sådan. Min mand og jeg egner os udmærket til at være gift.
Det var nogle ydre ting, der var svære, som gjorde udslaget. Ingen grund til at uddybe det, for det er MIN historie.
Det er et spørgsmål, om ikke der også ville gå hverdag i affæren, hvis man lod den få konsekvenser i form af skilsmisse. Måske drømmer man stadig, fordi det netop ikke kom dertil? Hvad ved jeg.
En utrosskabsforelskelse kan fordampe, akkurat som alle andre forelskelser.
Man kan udmærket - ja, måske netop på baggrund af den - genfinde lykken i ægteskabet efter utroskab. I hvert fald som den utro part.
Det er jeg et eksempel på. Jeg tænker aldrig på ham, jeg var utro med. Kun som her, hvor emnet er oppe at vende.
Jeg er helt og aldeles færdig med ham, og jeg dagdrømmer bestemt ikke om ham længere.
Jeg har et bedre ægteskab end nogensinde, og jeg bliver aldrig utro igen.
Det er et svigt af uendelige dimensioner. Som en anden skriver, så er den bedragne jo anbragt ufrivilligt i en situation, hvor den man stolede allermest på, valgte at sk.. højt og flot på tilliden. Det medfører et knæk, som jeg har fuld forståelse for.
Utroskab er noget rigtig skidt, og det kan ikke anbefales.

og rammer meget dybt med dit indlæg her.
Jeg er en af de urto som blev i ægteskabet. Jeg var ikke modig nok til at gå eller også hænger jeg så tæt sammen med min mand - efter 20 mest spændene år sammen - at jeg ville føle det som at få en arm opereret væk, hvis jeg skulle undvære ham. ´Des mere uforståeligt kan det nok være for andre at læse jeg alligevel måtte følge min lidenskab til en anden mand, da han dukkede op for flere år siden. Det tog mig over 2 år overhovedet at turde gengælde min (forhv.) elskers bejlen. Det var SÅ umulig en tanke, at jeg løj direkte op i min elskers ansigt og fandt alle de fejl ved hans liv jeg kunne få øje på, for ikke at blive fanget ind. Jeg blev uhjælpeligt forelsket.
Og jeg er desværre ikke færdig med ham. Min mand tror det var en lille flirt - han aner ikke noget om mine inderste følelser. Tænker jeg på elskeren nu fyldes jeg af en længsel efter ham - som MAND. Men det at jeg stadig har følelser for ham som mand skyldes jo at jeg stadig har følelser for ham som MENNESKE også. Det er for mig følelser der hænger uløseligt sammen, når de er så stærke som her.
Jeg har ikke en smerte længere - har haft det de sidste år - når jeg tænker på min elsker. Men jeg opfyldes af en længsel efter ham. Nu er den til at leve med UDEN det påvirker mig anderledes end det inspirerer mig i min kunst på så mange måder.. Tror han er blevet min "muse" og forstår bedre hvad der i fortiden fik mandlige kunstnere til at finde sig nogle elskerinder, som de kunne have som muser også. Man har fat i lidenskaben stadig i sit liv, når man omsætter den i kunst.
Men havde jeg ikke kunsten, ja så ville jeg kalde mig selv et ulykkeligt menneske. Jeg føler jeg ikke kan andet end blive hos min mand - men måske er det en tvangstanke. Har tænkt over jeg jo ville savne ham som en vanvittig, hvis vi skulle skilles. En total umulig situation at leve i, men sådan er livet jo for mange af os, som hverken kan leve uden eller med lidenskaben i vores liv.
Har stærkt overvejet at flytte for mig selv og så have et forhold til både min mand og min elsker, men selvfølgelig skulle de begge vide besked. Så ville det - ifald min mand ikke ville en sådan løsning (kunne jeg forestille mig!) - jo blive ham og ikke mig der fravalgte forholdet. Det ville mærkeligt nok være nemmere for mig at leve med.
Pusser

Det er ikke så mærkeligt, det sidste. Så slap du jo for ansvaret.

Hej Anonym B
Jeg tænker om det måske er svært for dig at glemme din elsker, fordi han valgte dig fra? Eller var det ikke tilfældet? Min oplevelse er i hvert fald at det er sværere at slippe en person, hvis man ikke selv fik valgmuligheden for at beholde/slippe.
Hilsen en tænker...der også savner

Jeg aldrig hørt om nogen som efter utroskaben kan sige de lever 100% lykkelig i deres ægteskab for der er altid et MEN: vi glemmer ikke, tilliden er ikke helt optimal, uærlighed kan u helt stole på, 2 min. for sent hjem hvad laver han eller hun og sådan går det i et væk. Det læser man jo også her i diverse indlæg at selvom mutterskrap er en kvik kvinde lyder det som om i de indlæg hun skriver, så har hun jo også et MEN i sit ægteskab og det MEN skal man vælge at leve med eller komme vider ei livet.

Leg og stemning er nogen gode følelser, så hvis det eventuelt er det din mand har følt for hende er det jo faktisk nogen vigtige følelser for det er ikke alle og enhver der for en til at have lyst til det.
De fleste sexsuelle oplevelser er der en eller anden forpligtigelse i, hvis og såfremt din mand selvfølgelig ikke har sagt sandheden til hende, men mon dog du ved jo hvordan det gik dig selv, og det er jo ikke sandheden der lever i jeres forhold vel. Inddikrete har han ønskes et liv, men ikke nødvendigvis med en anden kvinde, men han har helt sikkert skreget på et nyt liv, hvorfor ellers være utro. Den han var utro med har jo højst sandsynligvis givet ham det du ikke kunne, hvorfor ellers være utro? Jeg synes der noget der ikke hænger sammen i det du skriver, for hvis det er rigtigt det du skriver så er han jo en beregnende og egoistisk mand som i er værd at samle på.
Hvis din mand fortalte dig han var forelsket i en anden kvinde, hvor ærekær ville du så være inden du stiller spørgsmålstegn ved om at måske kunne miste alt ved at han var utro og ydermere havde tilladt sig at føle noget for hende.
Nej jeg er ikke hende den anden 😉 men jeg betvivler dine gode intentioner omkring din mand og hans hensigt og ærlighed.

i ægteskaber før utroskab og i ægteskaber helt uden utroskab er der et MEN. IN-GEN er 100% lykkelige.

Jeg har prøvet begge dele. Både at opleve min partner var utro og selv været det, om det er en fordel ved jeg ikke? for vi står nu i en situation, hvor vi ikke har noget at lade den anden høre for. Der er MEGET der skal arbejdes med og om det lykkes må tiden vise.
Jeg tror det er vigtigt for begge parter at hvis man vælger at kæmpe, er man nød til at viske tavlen ren (Hvor svært det end er) ellers kan man gå resten af livet og bruge negativt krudt på "noget" der engang var skidt, meningen er vel at man skal tage ved lære.
Når jeg læser disse "utrosdebatter" fylder det meget HVEM der har skylden, og den skal vel for pokker deles imellem den der er utro og den man er utro med. De kvinder og mænd der har sex med en gift VED at de er det og den som er utro VED det jo også. så helt ærligt forstår jeg ikke, at man har så skide travlt med at placere skylden ET sted. Der skal 2 til en tango og 2 til at lave lort i den.

Tak for spørgsmålet, men nej han valgte ikke mig fra, men jeg valgte ham fra af en for mig meget vigtig grund, han sagde han elskede sin kone. Elsker sin kone og var hende utro i flere år, konen fik hentydninger fra andre om hans utroskab og det fik ham ikke til at stoppe, selvom jeg sagde til ham jeg synes han skulle stoppe, når han nu elskede sin kone.
Men fik det ham til at stoppe, overhovdet ikke, så hvad kunne jeg andet end at fravælge ham rigtig i mit liv, for hvis jeg "overtog" hans kærlighed fra konen, som han jo elskede, hvad skulle så gøre han havde behandlet mig anderledes? Det kan godt være jeg ikke tænkte helt rationelt, men for mig levede han i idealiseret verden, og det han var utro havde intet at gøre for ham at han ikke elskede sin kone, men så stiller jeg spørgsmålet hvad betyder det når du siger du elsker din kone. Jaaa hvad tror du han svarede: vi har børn sammen, familie, venner og andet i den dur. Det har for mig intet at gør med at elske et andet menneske, så nej tak til at sidde med sådan en mand, som mener det er at elske. For mig er det at elske noget helt andet, og derfor valgte jeg at satse mit ægteskab fordi jeg elskede ham og havde det afbalanceret og godt i min krop og sjæl når jeg havde været sammen med ham. Jeg kunne tale med ham om rigtig mange ting som jeg aldrig havde talt med min mand, kunne lege og have det sjovt med ham, kunne elske med ham i flere timer og bare være hensat til en anden verden. For mig var det grænseoverskridene at give mig selv så meget, men jeg kunne ikke lade være fordi det gav mig så meget glæde. Selvfølgelig kunne jeg lade være, hvis mit ægteskab havde været vigtigt nok, men jeg valgte bevist at satse det og have både tryghed og et godt hjem + min ven i fritiden, når jeg havde tid. Jeg tog faktisk engang min ven i at stå ca. 300/400 meter fra vores hjem hvor han stod bare og kiggede efter mig, da han håbende jeg var ude på en af mine løbeture, så han lige kunne få et glimt af mig. Han havde fortalt mig det før, men troede ikke på det, men den dag kom jeg løbende og så han stod op af en lygtepæl og bare kiggede efter mig, så kunne jeg hilse og så løb vi sammen hen og snakkede i mørkede i nærheden. Jo jeg tror han elskede mig men af mange andre grunde end dette eksempel, men så længe han selv troede på han elskede sin kone, selv efter 2½ års utroskab så vil jeg ikke ødelægge hans illusion om det gode ægteskab, som intet havde med respekt, tillid eller da han have en anden kvinde ved sin side.

Jeg tror du med din historie er inde på noget meget essentielt. Vi har hver vores opfattelse af kærlighed og lægger derfor noget forskelligt i ægteskabet - og såmænd også i utroskabet.
Man kan ikke påvirke andres opfattelse, men man kan overveje om man kan leve med den andens værdier.
Jeg har ikke fulgt med i alle dine ndlæg, så jeg ved ikke om du valgte at blive hos din mand, efter du havde fravalgt din elsker. Jeg håber bare du har taget for den for dig rigtige beslutning og er blevet lykkelig.
Min historie ligner til forveklsing din. Min elsker mente også han elskede sin kone - og netop derfor afsluttede jeg vores forhold, fordi jeg ikke kunne hverken acceptere eller respektere en mand, der har så anderledes en opfattelse af begrebet kærlighed.
Efter bruddet med min elsker, valgte jeg at forlade min mand. Det var den værste periode i mit liv - både at skulle bearbejde 20 års ægteskab OG en forelskelse i en mand, som gjorde livet fantastisk at leve men som jeg godt vidste, jeg ikke ville have i den virkelige verden. Men jeg kom ovenpå igen, og idag er jeg mere lykkelig end jeg har været i mange år.
Livet stiller en overfor mange svære valg, men hvor føles det bare skønt, når man HAR truffet valget. Man bliver et gladere menneske af at tage ansvar for sit eget liv. Det er i hvert til fald min erfaring🙂
Rigtig god dag til alle [s]

Der lægges op til debat fra mutterskrap, men debatten udebliver og ender i noget, som jeg synes lidt ligner personfnidder - mod trådstarter og omvendt retur igen. 😖
Altså en slags skyttegravskrig om hvilken opfattelse af årsagen til utroskab, der er den sande og i dette tilfælde i familien skraps virkelighed. Men havd med at finde årsagen til det svigt der sker, når man er utro? Når man svigter den man elsker skyldes det vel noget så basalt som manglende intimitet og samhørighed indbyrdes, at der har sneget sig et tomrum ind i forholdet, som en anden mand/kvinde så udfylder næsten som en naturlov. Var det ikke blevet til utroskab havde DRØMMEN om noget bedre - end det ægteskab man lever i - alligevel sneget sig ind, og kunne have skabt samme følelsesmæssige AFSTAND - ikke materielt set eller i handling nødvendigvis.
Mutterskrap hæfter sig alt for meget ved selve det faktum, at elskerinden ikke var så skøn alligevel, som hendes mand åbenbart engang har ment hun var - går jeg ud fra 😉
Altså hvad der skete de to imellem, ved ingen øjensynlig og sikkert heller ikke mutterskrap. For som en anden siger - den utro er parat til aat sige hvad som helst, der kan berolige partneren, fordi man jo godt ved man mister den goodwill man ellers lever så højt på fra sin partner. Uf ja det er i grunden usselt overfor partneren med den utroskab, når man går helt ind i detaljerne omkring det. Altså at begge parter lever videre uden egentlig at kende sandheden om den anden.
Men mit spørgsmål er bare om man nogensinde kender sandheden om den andens følelser - er det ikke netop hvad man SELV mærker og føler, som er den sandhed man må og kan forholde sig til. Og er man usikker omkring den andens følelser, ja så er der sikkert også en grund til det. Omvendt hvis man virkelig FØLER sig elsket, så bliver man det også - og så kan det vel være ligemeget, om det er "rette" måde man elskes på er det ikke?
Jeg tror ikke vi kommer videre. Jeg mener sagtens man kan leve i et intimt og lykkeligt fællesskab med den man elsker, også selvom man tør forholde sig til den virkelighed at INGEN mennesker er identiske eller lever sit liv udelukkende for een anden person. Hvert menneske har sin egen unikke vej at finde glæde og lykke i tilværelsen på, og elsker man et menneske, må man være stor nok til at rumme at den elskede også i visse situationer må leve sit eget liv og gå sine egne veje mod at blive et mere helt og harmonisk menneske.
Jeg personlig mener bestemt ikke, at jeg alene har patent på min mands kærlighed. Det er denne ejendomsfølelse vi er nødt til at slippe, for at kunne komme videre og kaste dette ÅG bort mht. absolut at skulle være den bedste alle døgnets timer. Indse dog at det kan vi kun stræbe efter at være overfor os selv - og selv her volder det problemer´, hvorefter vi gør alt for at flygte væk fra os selv......
Pusser

Jeg tror, jeg vil være så stærk i min udtagelse at jeg vil sige at det er meget naivt, hvis vi tror vi er den eneste ene for vores mand/kone. Derfor bliver folk også skilt, finder en ny kærlighed, nogen er så uheldige at finde en ny kærlighed imens de er gift og der er her udfordringen så opstår. Hvad vil man med sit liv, og er det her jeg vil leve resten af mit liv. Nogen tager så ikke rigtig stilling ved at være længerevarende utro, inkl. mig selv, og lever i bedste velgående med både det trygge derhjemme, som er en form for kærlighed og så den anden form, hvorfor jeg tog ham den anden ind i mit liv som gav mig passionen, begæret og ham som fik mig til at føle mig elsket og det at være en rigtig kvinde. Her tages der ikke stilling, men man lever i bedste velgående i en periode indtil uroen og frustrationerne kommer op, for de kommer, når man ikke tager stilling til sit liv, spørgsmålet er bare hvornår.
Du har ret, vi har ikke patent på vores mands/kones kærlighed, men vi kan have patent på respekt, ærlighed og tillid, men at tro vi har patent på sin mands følelser er nok lige i overkanten og en lille smule naivt at tro. Følelser er svære at styre, selvom jeg godt ved nogen siger de bare smider dem væk, fordi det ikke er vigtigt nok for dem at satse deres forhold. Men går vi så ikke også glip af noget, jaaa alle de spørgsmål om hvad der er rigtig og forkert er svært, men en ting er sikkert vi skal leve livet og det er kun os selv der ved, hvad der rigtig for os selv.

har siddet og læst en del af alle disse indlæg.... og jeg syns jeg skylder min ærlige mening, for mit synspunkt kommer stort set aldrig frem herinde....
jeg er kvinden der blev forelsket i en gift mand!
han fik mig til at føle mig elsket, og værdsat og som noget helt specialt, noget han ville gøre alt for at få.
jeg var ikke meget for at starte noget med ham, men lod mig med tiden overtale, da han sagde at han ikke elskede sin kone mere, og de kun var sammen pga. hus og børn m.m og at han planlagde at forlade hende i nærmeste fremtid, nu da han havde mødt mig, kunne han simpelhen ikke blive i det!en rigtig helt.... og jeg faldt pladask for ham!
vi havde det fantastisk sammen og det var vildt spændende. da det havde stået på i en 4 månders tid, skete der det at hans kone opdagede hvad vi havde gang i.
hun var selvfølgelig pisse ked af det, men hun havde bare sagt at hun ville skilles....da han fortalte mig det virkede han sådan set rimelig tilfreds, og meget afklaret. han havde bare pakket sine personlig ting og var smuttet op i deres sommerhus ( et sted vi tit brugte ) og jeg spurte om jeg skulle komme derop, men han sagde at han lige måtte have noget tid til at tænke.... og ud over et par enkelte mærkelige telefon samtaler så vi intet til hinanden? 10 dage efter ringede han pludselig en sen aften....han var fuldstændig kold, og det eneste han sagde var, at han havde fundet ud af at han stadig elskede sin kone, han var selvfølgelig ked at det, men det mellem os skulle aldrig have været sket, og jeg skulle aldrig ringe til ham igen!
jeg var helt ødelagt og kunne slet ikke forstå det... følte mig så bondefanget og udnyttet! og jeg skammede mig a h.... til!
i lang lang tid efter (år) fortalte jeg migselv og alle andre, at han simpelhen ikke kunne forlade sin familie, og at jeg var den han i virkeligheden ville have. for jeg kunne ikke overskue at det ikke betød mere for ham, men idag ved jeg faktisk godt at han sikkert elskede kællingen, men først opdagede det da hun kylede ham ud på røv og albuer....om han har været utro igen ved jeg ikke noget om? men de er stadig sammen her godt 5 år sener. og jeg har aldrig hørt fra ham igen, selvom jeg i lang tid håbede det var ham hver gang telefonen ringede...snøft!
hilsen
frk. ingen gifte mænd tak

ja det er jo vidunderligt når kærligheden til hans kone til pludselig bliver så stor efter at ha været ligeglad i 4 måneder. Undskyld min ironi, men den holder nok ikke mange steder, men jeg er ikke i tvivl om han haft svært ved at slippe det han havde, men elsker hende vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved, når man først mister respekten til sin kone, så er der ikke meget tilbage at bygge på, men derfor kan de sagtens have et godt samliv, men det er noget helt andet. Han har helt sikkert holdt af dig hvor meget ved vi ikke, for du kan også ha været springbrættet til at han kunne få sig et nyt liv, men da det stod i ansigtet på ham og muligheden kom, så manglede måske modet, måske var de trygge rammer vigtigere osv osv, men tilliden den er væk for altid, uanset hvor mange år man er sammen herefter, så vil efter hvad jeg hører og kan læse her i debatten altid være en utroskab med i bagagen uanset om folk vil det eller ej. For mon ikke de fleste gerne vil glemme det, men det er svært efter sådan et svigt. Håber du er kommet videre i livet.
Forstår dig fuldt ud med det du skriver aldrig mere gifte mænd, men til jer mænd vil jeg sige det samme hold jer væk fra os gifte kvinder, for i oppe imod meget andet en kærligheden i er oppe imod familie, fælles venner, børn og en masse minder, og det er svært at give op selvom man godt ved man burde. sorry, men det er bestemt ikke det samme som ikke at elske den man var sin kone utro for, bestem ikke kan jeg så sige med 100% sikkerhed, desværre😖
God weekend.

Modsat hans kone er du jo blevet fri for at leve i evig uvished om,hvad den mand egentlig føler for dig. Hvor meget han end siden har gået med drømme om at være sammen med dig siger historien jo ikke noget om. Men skal vi ikke gætte på at det nok mere var fordi han havde fået kolde fødder(mht. hvad han kunne miste -trygheden først og fremmest) end det var fordi han pludselig som et lynnedslag havde fået lidenskab for sin kone igen.
Min historie (beskrevet længere oppe) med en mor,der var elskerinde til en gift mand i 18 år! kan jo være hhv. til advarsel eller inspiration til andre - hvem man nu er.
Hun stillede ikke spørgsmål ved hans valg af konen fremfor hende, da han jo havde sin religion som undskyldning (en katolik må ikke lade sig skille - dengang) - så deres "affære" kunne stå på i så mange år, fordi begge parter var YDERST diskrete. Jeg så dem sjældent sammen - og har aldrig set ham så meget som røre ved min mor.

Men glad på digne vegne, at du ikke skulle lide samme skæbne som min mor. Stort tillykke med det 🙂
Pusser

En anden elskerindehistorie er en kær veninde til mig, har også beskrevet den i et mutterskrap indlæg længere oppe, hvor hun mente det var min egen historie. Men denne ligner lidt din, bortset fra elskeren (en gift mand) stadig kontakter min veninde, selvom der kan gå en måned imellem. Hun blev også lokket ind i det forhold uden hun vidste noget om hans private forhold - noget med han var ved at afvikle en kæreste.
Så han sagde intet om han var gift, for så havde hun betakket sig (siger hun nu)så først senere fik hun sandheden - men så var hun fanget ind. For ja det er ofte i disse elsker-elskerinde forhold at begge fanges ind - "ikke er sig selv" som man siger 😉
Under alle omstændigheder, lidenskaben blusser og undertrykte længsler og undertrykt livs FØLELSE får frit løb. Og begge parter indvolveres så intens, at man slet ikke er i tvivl om at dette er stor kærlighed, og derfor bliver man netop "fanget ind". Det har ikke noget med selvbedrag at gøre, da enhver normal kvinde/mand jo godt godt hvad det handler om, når følelserne (ikke mindst de erotiske) ikke vil lytte til fornuften.
Men jeg forstår egentlig godt din elsker var nødt til at agere kold overfor dig, måske eneste måde at få dig UD af sin bevidsthed og sit følelsesliv på - ?
For jeg gjorde nøjagtig det samme mht. min elsker. Og jeg kan fortælle dig, det har været eneste måde at overleve dette på. Og jeg ville helst det var sådan, at jeg aldrig mere skulle se ham. Det ville være det nemmeste at leve med. Men desværre mødes vi engang imellem via vores arbejde. Og her bliver vi begge konfronteret med det umulige og alt for i indvolverende (i forhold til hvor vi hver især er i livet og hvor vi vil være fremover) når vi mødes. Tror du skal se din elskers afvisning mere i dette lys, end fordi han pludselig ikke følte noget for dig mere - eller du intet betød mens det stod på. Så emkelt er det bare ikke!
Min veninde udviklede sig desværre til "stalker" fordi denne mand pludselig blev mere kold og afstandtagende overfor hende - efter en "betænkningstid". Hun gik dog ikke så langt som at sende alle hans frække gaver samt flere af hans personlige ejendele )som hun stadig har liggende) tilbage, så konen kunne se hvem hendes mand OGSÅ var!
Han valgte så huset/konen/familien/fælles venner og aktiviiteter osv. men de ER jo også en del af ens liv, og drejer sig jo ikke KUN om materialisme vel? Men min veninde følte sig som dig SÅ forrådt, så hun ringede til konen en dag - selvom hun havde lovet IKKE at kontakte hende nogensinde. Konen sagde næsten ingenting i tlf. - hun ønskede ikke at vide noget, mente det var min veninde,der rendte efter hendes mand og bad hende om at "lade dem i fred".😮
Sikkert den eneste måde for konen at kunne udholde tanken om hendes mand også havde en anden personlighed, ja et helt andet LIV, som hun åbenbart ikke kendte til. Min veninde er gået ned på dette forhold og det kan jeg bare ikke bære. Det er så trist dette - også fordi han stadig kontakter hende (med måneds mellemrum) og hun ikke kan sige nej åbenbart. Hun er blevet svag pga. ham og derfor har hun så meget brug for så lidt, i håb om at blive stærk igen. En ond cirkel simpelthen 😕
Men det er lige her jeg må stå af. Min veninde bilder stadig sig selv ind at det er HENDE han virkelig elsker, akkurat som konen bilder sig ind at være den eneste ene hendes mand elsker - siden han valgte elskerinden fra..hm.
Pusser

Hvorfor kan man ikke tage folk på deres HANDLINGER, fremfor hvad man selv mener og tror og håber på? Er man som kone eller elskerinde blevet valgt FRA så er det fordi manden SELV har valgt dette. Han er hverken blevet forført (af elskerinden) eller blevet indfanget af materialismen fængsel (konen og den fælles borg han flygede væk fra) - han harb handlet, fordi det er den måde han vil leve sit liv på. Tag de mænd alvorligt for pokker!
Kvinder behandler alt for ofte mænd som ufrie væsener og det er de IKKE!
Nogle kan sagtens leve med den erkendelse ikke at være eneste ene for en mand - andre kan ikke. Men man må forholde sig til sandheden og ikke forstår ikke ligge under for eget drømmesyn, når manden så tydeligt har vist han har flere personer i een. Hvorfor har man brug for at undskylde hans fravalg, umyndiggør man ikke mænd, når man ikke tager deres handlinger som noget de SELV vil og ønsker ?
Hvorfor ikke indse at den drøm om at være eneste ene for en mand skal man slippe totalt. Så bliver man selv frigjort, og mindre krampagtigt fastholdende hans kærlighed. Vi kvinder må se at frigøre os den tvangstanke at MANDEN skal være årsagen til vores lykke eller ulykke.
Læg drømmen på hylden og få tyngde i jer selv fremfor i de mænd, vil jeg råde alle kvinder til. Jeg forsøger selv at efterleve dette, selvom det bestemt er svært at frigøre sig nedarvede kvinderoller...
Til anonym elskerinde: Jeg synes din elsker har været en skidderik, men jeg vil alligevel tage ham i forsvar. Hans pludselige kulde betød at han ikke kunne leve med sine følelser for dig, hvis han skulle fortsætte sammen med sin kone.
Synd for konerne - mere end for elskerinderne der trods alt får den forløsende kærlighed at føle 🙂 omend med bitter eftersmag 😖
Men jeg vil af to svære muligheder HELLERE VÆRE ELSKERINDE end mor for en mand, simpelthen fordi det første er det sjoveste og udvikler, hvis man altså er stærk nok til at klare mosten 😮
Ha et godt liv elskerinde. Men hold fast i din lidenskab - den er DIN og ikke din elskers, husk det!
Pusser

... med den utro mand, men det gør konen, som skal forestille sig resten livet. Du kommer i det mindste videre med tiden.
Pris dig lykkelig for at det ikke er dig der skal sidde og drømme og fantasere dig resten af livet til din mands kærlighed, for det er sådan de utroskabsramte i de fleste tilfælde har det. Sidder tilbage med en følelse af, jeg var ikke god nok inden min mand eller kone fravælger mig i en periode. Den kan du undgå og gå ud og finde en der vil dig livet, så tillykke med det og tænk på alternativet, at du i det mindste ikke sidder tilbage som den forsmået part og skal forestille dig eller forsvare dig for at du blev i dit ægteskab, selvom du godt ved din mand sandsynligvis ikke elsker dig godt nok. Ved utroskabens indfindelse må man jo sige man fremover lever på en illusion.
Lev livet og gør dig klart der ikke kun en mand derude som du kan elske og som gerne vil elske dig. Næste gang kan du bare håber på du falder for en der ikke er optaget. Held og lykke med livet.

skulle man ikke lige kigge på ordet kærlighed engang, herinde bliver ordet brugt i flæng sammen med begrebet utroskab?
jeg er da ikke et øjeblik i tvivel om at nogle utroskaber udvikler sig til kærlighed, men det er min overbevisning at det rigtige ord at bruge er forelskelse.
det virker som om mange herinde har lullet sig ind i en fantasi om at den "kærlighed" der er i forbindelse med utoskab er større, bedre og mere rigtig end det der var før?
tror personligt vi alle forelsker os lidt et par gange om året, i større og mindre grad? for det meste i vores respektive partner, men selvfølgelig kan man da også finde fristelser uden for matriklen. hvor mange af os har indset at efter enhver forelskelse kommer der en hverdag? og så er spørgsmålet bare om den person man blev forelsket i har vundet ens kærlighed, nogen gange er det det helt rigtige, andre var forelskelsen højdepunktet. hvor mange af os er ikke vågnet efter en stormende forelskelse, og har tænkt " hvad faen skete der lige der?"
man er nød til at se det store perspektiv, uanset om man er elskerinden/elskeren, utro kvinde/mand eller ulyklig partner. jeg er ikke enig med ret meget at det pusserpigen skriver, men en ting vil jeg gerne vedhæfte mig,at skal bedømme folk på der gerninger ikke deres ord! hvis man høre om en børnerettighedforekæmper der her forgrebet sig på en 11 årig, under et ferieophold i thailand? hvad er så det vigtigste...det er jo selvfølgelig at han har krænket et barn, alt det andet er bare snak og tågeslør! vi får aldrig så meget indsigt i andre mennesker, at vi kan stole 110 % på det de siger....
mht. til utroskab så er der jo et stort område af ens virkelighed, som man ikke kan få indblik i. Alt det der forgår på den anden side af hegnet! og så sætter vi for stor lid til det der bliver sagt, læg dog vægten i folks gerninger istedet.
for mig er utroskab noget af det mest egoistiske.....man vil gerne have og nyde noget "forbudt" men man er i bund og grud ikke villig til at slippe noget andet for at få det! og det er det rene vandvid for mig at tænke at sådanne Personer sener skulle ofre sig i en højre sags tjeneste? for børn og fællesvenner? nej nej..😃
så til mutterskrap og andre koner. din mand er hos dig fordi du i bund og grund var den bedste og dejligste. han elsker dig højst af alle, men han blev bare forelsket i en anden....han er lige der hvor han gerne vil være, for så egoistisk er han nemlig😉
hilsen[l]

Jeg tror ikke jeg har læst et eneste sted det du skriver her, at "mange herinde har lullet sig ind i en fantasi om at den "kærlighed" der er i forbindelse med utroskab er større, bedre og mere rigtig end det der var før?" men jeg læser nogen stykker der skriver de har turde at give sig selv hen som aldrig før i deres liv, og det er for mig noget helt andet. Jeg tror nu også på, at der ikke kun er en kærlighed, men jeg tror at mange gerne i deres drømme og fantasier gerne vil have det er sådan, men i den virkelige verden er det ikke sådan, meget hårdt sagt, men det tror jeg ikke man behøver en professorgrad til at vide. En masse vælger alligevel at blive sammen og det er da dejligt, hvis det er det de vil have ud af livet, ligesom dig selv at du ikke mener andet end at din mands utroskab var en fejl og nu har han fundet ud af du var den rigtige for ham. Er det ikke ok, men jeg håber du alligevel er parat til en dag, at se verden fra andre vinkler og lader dig selv kigge efter andre mulighed end netop 2-som heden, du kan jo selv hvis du vil, men det er det du ikke har lyst til. Det er jo helt ok, at så mange inkl. mig selv betvivler din mands adfærd og ærlighed er vel også ok, når nogen af os selv har stået i samme situation som din mand og har sagt præcis de samme ting til vores respektive partnere for ikke at såre mere end højst nødvendigt, så hopper og danser og viser den store respekt, ømhed og kærlighed som aldrig før, fordi man skide dårlig samvittighed og man synes ens partner har fortjent bedre, vi hopper som aldrig før i ægteskabet og det er vel en helt naturlig følge efter utroskab.
Handlinger siger mere ord, og derfor er utroskab også utroskab, som ikke kan forsvares på nogen måde, men man kan vælge at sige det ingen betydning skal have på vores ægteskab, men det er jo noget helt andet.

når du så sikkert antager at jeg er en af "konerne", men så har vist også dækket de områder, hvor vi to er enige😕
jeg har taget stilling i min personlige situation, på baggrund af min intuition, min intuition sagde mig en gang at min mand var mig utro, og det var han! efterfølgende at jeg skulle sætte ham fri, selvom han sagde at han elskede mig, og at min intuition sagde mig at han faktisk talte sandt.
jeg var såret og savnede min mand, men min intuition sagde mig at jeg skulle gøre mig fri og leve mit liv, og det gjorde jeg!
min mand bejlede stadig for mig end imellem, og sagde at han elskede mig! og faktisk troede jeg ham, men mine fornemmelser var at han var svag og splittet, og super egoistisk. så jeg holdt fast!
tiden gik! en dag talte vi tilfældigt sammen i telefon, og der klikkede vi bare, og min intuition var klar, det her er rigtigt, det her kan jeg stole på, og jeg behøver ikke have forbehold, vi fik en anden forelskelse. og vi har det idag fantastisk sammen, vores kærlighed føles mere ren og virker dybere end før.
jeg ved det hele lyder meget rosen rødt i min beskrivels, tag endelig ikke fejl det er altid svært at rejse sig efter utroskab
men hvorfor er det lige at jeg som kone er nød til at indse at min mand ikke elsker mig, at han er en skuespiller med dårlig samvittighed? når min intuition siger mig at det jeg gør er det rigtige, jeg lever med ham fordi jeg elsker ham, og fordi jeg er overbevist om at han elsker mig, og det bliver jeg ved med ind til min intuition siger mig noget andet! og hvor våger du at ynke mig! det er folk som dig man skal have ondt af! jeg lever og jeg elsker af et rent hjerte, og det vil jeg aldrig fortryde...og min indstilling er helt klar, skulle det en dag vise sig at min mand har det som dig. så må han være helt alene med sine fortrydelser, for jeg har ikke noget at fortryde 😉 det er ikke mig der har "solgt ud".....
for øvrigt så ser jeg ikke min mands sidespring som en "fejl" eller "en upser", men som cyklus der blev startet, og som måtte køres til ende...
hilsen[l]

AT du lyttede til din egen intuition. Både da du oplevede din mands manglende kærlighed - under utroskaben. Og sidenhen da I begge var kommet tilbage til hver jeres ståsted helt uafhængigt af hinanden og siden fandt frem til I godt ville leve sammen igen - men nu på helt andre vilkår. Du fik nemlig sat din egen fornemmelse for sandt og falsk på en prøve her - ved at gå fra ham. Klogt gjort. 😉
Noget jeg selv ville gøre i fald jeg blev udsat for utroskab (igen - har gjort som dig tidligere) og noget jeg også har anbefalet mutterskrap at gøre.
Jeg tror simpelthen man ikke kan se skoven for bar` træer, sålænge man befinder sig inde i dens mørke. Man skal UD af det følelsesmæssige mørke og finde sig selv igen, førend man kan tænke klart - og ja have tillid til egen intuition!
Pusser

Jeg ynker dig bestemt ikke, og slet ikke voksne mennesker som selv vælger at være sammen med deres utro ægtefæller, hvorfor skulle jeg ynke et valg du selv har taget. Det forstår jeg ikke. Du er jo en moden kvinde som selv kan tage stilling livet og hvilke behov du har. Det er der ingen andre der kan betvivle at du gjorde det der var rigtigt for dig, men veninde ville jeg til hver en tid bakke op, hvis det var det hun ville og hun ville aldrig høre et ondt om det, og jeg ville aldrig svine hendes mand til på grund af hans handling.
Du er nødt til at indse det du gerne vil for at være i dit ægteskab og for dig var din mands utroskab jo en forbedring af jeres ægteskab med åbenbart ingen negative følger herefter i jeres nuværende forhold. Undskyld mig, men kan du så forlange mere. Du tror jo på det, og det er jo det vigtigste. Du lever jo med din mand fordi du elsker ham, hvorfor ellers leve med ham og du har jo ingenting at fortryde, så om jeg ynker dig, bestemt ikke du er voksen og kan og vil selv, og i dette tilfælde vil du din mand. Jeg forstår ikke hvorfor nogen skulle ynke dig for det. Jeg kunne forstå hvis du var tvunget.
Klogt at være realistisk omkring din mands sidespring ikke var en upser eller en fejl for så har man nemmere ved at komme videre i ægteskab med de ægte værdier, hvis man holder sig til sandheden, for det er sjældent det er en ups'er. Når det så er sagt tror jeg faktisk på et enkelt sidespring kan være en ups'er, så vågner man op med det samme og siger til sig selv, hvad f..... har jeg gjort, når jeg elsker mit liv. Hermed er ups'eren smidt væk og ude af stand til at burde gøre en større forskel i ægteskabet. Jeg ved ikke om din mand var længerevarende utro eller det var et enkelt sidespring derfor skriver jeg sådan.

lidt du har travlt med at forherlige længerevarende utroskab. Du synes at mene, at det nødvendigves var følelsesmæssigt "dybt og alvorligt", alene fordi det vsr længerevarende, men gør det nu ikke til mere end det måske er/var.
Længerevarende utroskab er ikke en ups'er, men behøver bestemt heller ikke at handle om inderlig seriøsitet. Og jeg kan love dig for, at man kan vågne op efter længerevarende utroskab, og indse at det var en stor fejltagelse. Og man kan også spørge sig selv, efter længerevarende utroskab, om "hvad f..... har jeg gjort".
Jeg har selv været længerevarende utro, og det var mit livs fejltagelse. Jeg forstår ikke hvad jeg så i manden, jeg var utro med, jeg drømmer IKKE om ham stadigvæk, og jeg har ingen ønsker om, at gøre det om, eller iøvrigt have noget med ham at gøre idag.
Mit ægteskab er bedre end nogensinde, på trods af fortiden.
Jeg tror personligt, nogen af dem, der beklager, at utro/ utrosramte bliver i ægteskabet, og mener, at de så nødvendigvis må "nøjes", er forsmåede elskere/ elskerinder, der har svært ved, at forstå, at konen/ manden virkelig valgte elskeren/ elskerinden fra, til fordel for ægtefællen. Ja, måske ligefrem gjorde det på grund af en genopdaget kærlighed og samhørighed.

Der er kommet mange gode og læseværdig indlæg, som man kan reflektere over.
Man kan spejle sig i andres historier, men jeg synes, man skal være varsom med at trække
egne personlige erfaringer med utroskab ned over hovedet på andre, som om det var eviggyldige sandheder.
Årsagerne til utroskab er forskellige. Derimod synes jeg, det tråden oprindelig startede med, nemlig reaktionerne på utroskab, er interessant at tage op. For der tror jeg til gengæl, man kan mødes og forstå hinanden, i nogle meget menneskelige og almene reaktioner.
Jeg tror faktisk,det er meget sandsynligt, at mutterskraps mand virkelig har fortrudt, og at han er der, hvor han ønsker at være nu.

Der findes mange forskellige udfald af utroskab. Nogle elskerinder bliver forfuldt efterfølgende. Andre forfølger manden. Det samme gælder elskerne.
Der findes en årsag/virkning.
Virkingen er tydelig for enhver, så hver enkelt må finde årsagen til sin egen opførsel. Sådan ser jeg på det i hvert fald. Finder man kun årsagen hos "de andre" er man ikke nået langt.
Jeg tror helt sikkert også hendes mand er tilfreds med hvor han er. Han har fået lov til at udleve en drøm. bearbejde den og valgt. (det sikre, nu da drømmen ikke gik?)
Modsat dig og din mand er mutterskrap dog ikke tilfreds med hendes situation. (Da hun var allerlængst ned hørte hun det hun gerne vil høre).
Den sidste påstand behøver jeg ikke have ret i. Lod os blot konstatere hun ikke er tilfreds fordi der er noget ubearbejdet. Eller har jeg heller ikke ret i det?
Ja, jeg ved godt jeg her har forenklet situationen. Det bliver man nogle gange nød til.
venlig hilsen
Grøn

så prøv lige at forklare
'Man må gå ud fra det var sex der var værd at satse sit ægteskab for, så det må ha været god sex.'
Det vil sige, at man ikke er utro før man HAR HAFT sex? - Altså laver jeg en aftale på en datingside om at mødes og ha' sex, så er jeg ikke utro?
Altså Hr. Fatterskrap satsede ikke ægteskabet ved bestigningen og inden det viste sig at være godt eller skidt? Men først da knaldet blev godkendt?

Og Grøn, du er faktisk en af dem, der har leveret indlæg, der var værd at tænke over:)

som en der må overbevise sig selv og andre at du valgte rigtigt. man kan lære af jeres bortforklaringer her at i ikke er rodfæstet i kærlighed til partneren. så behøver man ikke angribe andre eller tage afstand fra de følelser man engang havde. jeg forstår heller ikke hvad jeg så i min tidligere mand fordi følelserne er der ikke længere. ikke det samme som han ikke i en periode var den mand jeg elskede. prøv dog at blive voksen.

muligheden at kvinder også - (det er ligesom accepteret at mænd kan gøre det),- at kvinder også nogle gange går efter sex og spænding, men i højere grad end mænd har brug for at bilde sig ind, at det er dybere følelser, ja helst kærlighed for at kunne forsvare deres utroskab? -
Man erkender så,kvinder som mænd, at sex UDEN dybere følelser altså ikke holder i længden og man kan komme frem til, selv som voksent menneske, at tage afstand og i nogle tilfælde fortryde at man satte noget som helst på spil for det som den trådstartende mutterskrap ret præcist kalder 'en gang lir'.
Ret interessant tråd, den her - bare en skam med de mistænkeliggørelser af andres erfaringer, som også er her.

Ja, og æv bæv, det man siger er man selv. Er det sådan du vil "debattere"?
Jeg har ikke behov for at overbevise nogen om, at jeg valgte rigtigt. Det forsøger jeg heller ikke i dette forum. Lige så lidt, som jeg angriber andre, som du påstår.
Jeg påpeger netop, at vores historier er forskellige.
Men hvad er det lige, du gør? "Prøv dog at blive voksen", siger du.
Hvad bilder du dig ind? Du kender mig jo overhovedet ikke, og angriber netop p.gr. af nogle linier, du åbenbart ikke forstår ordlyden af
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er voksen, og det vil dem, der kender mig til enhver tid skrive under på.
Dit udfald er til gengæld barnagtigt.

Jamen, du har da ret.
Grunden til, at jeg blandede mig i debatten var, at jeg gentagne gange så, at man ynkede dem, som blev i ægteskabet efter utroskaben. Og at man dermed betvivlede de følelser, der kunne være for hinanden på trods af utroskaben.
Det blev udlagt, som at man lagde den store passion på hylden, luskede hjem og "nøjedes" med ægtefællen. Fordi det var det "nemmeste". Udsagnet blev forsøgt tilpasset både den utro og den utrosramte ægtefælle.
Min pointe var egentlig bare, at man ikke skal "forstørre" en affære - længerevarende - eller ej - op til mere end det nødvendigvis var.
Hvorfor skulle en elsker/ elskerinde være svaret på ens inderste længsler - i længden!!
Måske er det sådan, MEN måske er det ikke sådan.
Og jeg er i hvert fald et eksempel på, at man kan vågne op og fortryde de (forkerte) valg, man tog.
Måske er det sådan mutterskraps mand har det, for det ER en MULIGHED.
Det var egentlig bare det, jeg ville sige.

været i en 'hr. mutterskrap-situation' som du,- jeg har ikke læst ALLE indlægene, men må give dig helt ret.
Det er jo lykkeligt når det lykkes at få et godt ægteskab igen og at føle sig sikker på både partnerens og egne følelser, men jeg tror, at disse mennesker der 'forstørrer' og gør affæren til 'det rigtige kærlighedsforhold' netop har måttet opleve, at ægteskabet ikke blev bedre, - og ingen af dem har ændret sig. Det er dem, der lever i en drøm, på en drøm om elskeren/elskerinden, - som måske slet ikke havde med virkeligheden at gøre, da affæren var igangværende.
Men 'det man siger, det er man selv' - og hver tyv/selvbedrager tror hvermand stjæler/lyver!

at der var en anden årsag til du søgte en elsker, end lige lir. eller var du så underernæret hjemmefra, at det alene gjorde du blev utro. dine søforklaringer her lyder mere som selv beroligelse efter en tur ude i den barske virkelighed, hvor du ikke blev elsket efter forventning. men hjemme hos manden fandt su så tilbage til kærligheden og trygheden. du lyder yderst utroværdig. men da godt for dig hvis du inderst inde selv tror på den udlægning...........

at jeg havde ret. se at blive voksen, du er langt mere effekt end relektion. hvorfor mon?

Jeg har aldrig sagt at "lir" var årsagen til utroskaben, og jeg ser ingen steder, at jeg forklarer utroskaben. Og slet ingen søforklaringer.
Må bare konstatere, at du er meget lidt konstruktiv at debattere med. Din tilsvining af andre, du ikke ved det mindste om, siger mere om dig end det gør om mig.
Hvorfor har du mon behov for det? Hmmmm.......

"du er langt mere effekt end relektion". Hvad er det for noget pølsesnak?
Undskyld, jeg griner, men "effekt" og "relektion"? Ta' et danskkursus.

Og vi er helt enige:)

Jeg skal lige forstå dig ret, at du mener man godt kan komme til rigtig mange gange at være utro og så vågne op et stykke tid efter og sige det var en fejl. Men den dersens fejl skulle lige prøves af til det blev en ups'er, ja sådan kan man selvfølgelig også tænke og gør man det længe nok, så kan det selvfølgelig nå at komme i den samme tilstand som ens ægteskab, som nåede det højdepunkt at det ikke var værd at lade være med at være utro for. Dette er helt sikkert også en mulighed, men holder den i længden.
Masser af gode indlæg med masser af gode indfaldsvinkler til det at være utro. Helt sikker jeg fortrød også mit utroskab da det blev opdaget og efter nogen år, så joooo du har ret utroskab kan godt være en ups'er efter længerevarende utroskab.

Jeg tror ikke at fordi man er utro med en er den endegyldige sandhed, jo for nogen, og for nogen er det et springbræt til at komme videre i livet eller gøre en forskel i livet. Utroskab sker ikke for sjovt for særlig mange, men fordi der er nogen behov der ikke er dækket. Elskerinden/elskeren er svaret på det tidspunkt lige som vi gifte var svaret den gang vi giftede os. Ingenting er jo endegyldigt eller til døden os skiller i kærligheden. Det er de færreste der kan leve op til det. Ikke det samme som ikke at leve sammen til døden os skiller.
Alt er muligt her i livet heldigvis, men jeg forstå bare ikke ordet fortryde for noget man selv har valgt at gå ind i, sorry.

Nej, du har vist ikke forstået mig ret. Jeg mener ikke, at utroskab er noget man "kommer til", og jeg har ikke skrevet, eller ment, at længerevarende utroskab kan være en "ups'er". Og slet ikke, at den skal prøves af, til den bliver det. Jeg forsvarer ikke utroskab, og jeg synes faktisk, du lægger mig ting i munden.
I det hele taget var det ikke ups'eren, der var min pointe.😉
Jeg gentager:
"Min pointe var egentlig bare, at man ikke skal "forstørre" en affære - længerevarende - eller ej - op til mere end det nødvendigvis var.
Hvorfor skulle en elsker/ elskerinde være svaret på ens inderste længsler - i længden!!
Måske er det sådan, MEN måske er det ikke sådan."
Og det var ment som en modreaktion, på de indlæg, der antydede, at utro sikkert stadig drømte om elskeren/elskerinden.

"men jeg forstå bare ikke ordet fortryde for noget man selv har valgt at gå ind i, "
Tjaeh, hvis ikke man skal kunne fortryde noget, man selv har gjort, hvad skal man så fortryde? Man kan jo dårligt fortryde noget, andre har gjort. 🙂
Bortset fra det, så ville du, hvis du læste mine indlæg, finde ud af, at jeg netop ikke beskæftiger mig med årsagen til utroskab. Den er der jo derimod rigtig mange andre, der gør. Min mening er, at der er adskillige og meget forskellige årsager til utroskab, så det vil jeg faktisk ikke kloge i. Og gør det så heller ikke.

Ja, det ender ofte i kommaer og punktumer. Og en tror at den anden mener osv. når debatten har kørt længe nok.
En elsker/inde er ikke svaret nogensinde på ens inderste længsler.
Når utroskaben bliver til noget, så er det fordi et behov man har ikke bliver tilgodeset af partneren. Enten fordi partneren ikke har fået noget at vide om længslen eller ikke kan gøre noget ved det. Og der er sikker også andre grunde.
Nogle vælger så elskeren/inden som en vej ud af ægteskabet, som egentlig var ønsket, og dropper så den ny partner når kræfterne er til det. Der findes mange varianter over emnet. Andre bliver.
Men er man utro får man en eller anden længsel opfyldt, hvor elskeren/inden er midlet men ikke målet.
Så kan man godt "vågne op" eller hvad man nu kalde det, og blive lykkelig med sin partner igen.
Men det kræver altså at man får snakket om den længsel efter et eller andet. Der opnås en fælles forståelse for svigtet, og en høj grad af ment tilgivelse. Hvis længslen var at bryde ud af ægteskabet, men man ikke har gjort, da det kom til stykket, står elskeren/inden som frihed/det gode/ et tabt mål.
Er den fælles forståelse om hvad problemet ikke tilstede, så bliver det svært i rigtig mange forhold efterfølgende. Ikke det samme som det ikke kan lade sig gøre blive lykkelig bagefter. Men hold kæft det kræver arbejde. Læs bare siderne her.
venlig hilsen
Grøn

årsagen til nogle debattører har ondt af de forsmåede koner, mens årsagen til utroskab ikke interesserer dig. måske du selv har et problem her, for en utro der er gift og går tilbage til mand eller kone kan jo også være en forsmået, har du tænkt over det? den vinkel har vi ikke set endnu, men jeg kom til at tænke på det, da jeg læste dine indlæg. føler du dig forsmået siden du bliver så aggressiv ?

Det behøver ikke uddybes. Du skriver så rigtigt, og vi er så enige, som vi kan blive🙂
Èn af varianterne var min, og det var netop bare et eksempel på noget, der kunne lade sig gøre.
Sommetider er det bare anstrengende, at blive misforstået. Især hvis nogen vil fordreje med vilje. Og der skal jo ikke meget til, før der falder brænde ned. :)

lige sige at jeg i det mindste forstår dig og ved præcis hvad du mener!🙂
ja. jeg kunne faktisk ikke være mere enig... rummelighed det er det det hele handler om 😉
alle mennesker er forskellige, og derfor man nød til indse at det der med at generaliserer kommer man altså ikke langt med, når man befinder sig i gråzonerne af livet...desværre, ville det ikke bare være nemt hvis man lige kunne slå op i brugsanvisningen, når livet var svært 🙂 men sådan er det jo bare ikke
......og mændende ville sikker også nægte at læse den! (det sidste var altså en Joke 😃)
selvfølgelig kan vi alle have vores meninger, men jeg syns det er vigtigt at vi ikke begynder at trampe på hinanden, der er så mange alderede "ligger ned" ....
go vind til alle
hilsen [l]

Din respons glæder mig. Det var faktisk også dén med, at nogle allerede ligger ned, der fik mig til at reagere på visse antydninger om, at utro/utrosramte ikke kan mene det, de siger.
Selvfølgelig nej til at trampe på hinanden. Det er ellers en yndet diciplin på sol'en.
Af samme grund holder jeg mig oftest langt væk.🙂

nej for pokker....der er behov for folk som dig, især med den bagrund som du har! bliv endelig 🙂
der skal være balance i tingene, og vi kan sku ikke kaste "konerne for ulvene" herinde 😖 for det er så vigtigt at huske at hvor der er vilje er der håb 😉
hilsen [l]

Jeg bliver ikke agressiv. Der skal mere til. Men som jeg tidligere har nævnt, er du så lidt konstruktiv i din debattone, at jeg rent ud sagt ikke gider spilde min tid på dig.
Hvad jeg mener, kunne du finde ud af, hvis du gad læse mine indlæg ordentligt, uden at lade dig forblinde af dine egne fordomme.
Ha'en god aften.

Mange tak. Dit argument er godt, så måske......
Du kan jo også se, at jeg ikke kunne nære mig til sidst. 🙂

Okay jeg læser, hvad du skriver, men hvad ville der være sket, hvis du ikke havde afprøvet det der viste sig at være en ups'er i dit tilfælde? Det der viste sig at være en ups var jo trods alt værd at satse et forhold for ikke.
Kunne godt tænke mig du svarede på mit spørgsmål, hvad tror du ville være sket hvis ikke du havde afprøvet den ups, som virkede til at være spændende og interessant.

Det er jo en lille løgn du her fyrer af ikke, forhåbentlig kan vi blive enige om det, for du skriver du ikke spilde din tid med voksne kvinde. øhhhh er det en anden der skriver under dit synonym eller kom du til at spilde din tid 🙂 Undksyld jeg kunne ikke lade være, men du er måske en lille bitte smule selvmodsigende 🙂
Du gider at spilde din tid fordi du får afreageret ligesom så mange her ude på debatten, så derfor er det kvalitetstid for mig at se. Du afreagere og vi andre responderer. Nogen er enige med dig, måske fordi de har samme oplevelse som dig og andre er uenige med dig fordi de har oplevet noget andet, så i bund og grund kan du kun lytte og tage det til dig som du kan bruge til noget i dit liv, og de andres indlæg som du ikke er enige i fordi du ikke selv har prøvet det på din krop smider du så ud og negligere fordi du ikke har haft det sådan. Jeg oplever dig ikke som rummelig, men som fastlåst i den egen verden, som jeg godt kan forstå, men vil du kun dig selv og din egen erfaring så er det jo ikke nemt.
Jeg læser ikke fordomme men en der har en anden holdning og måske et andet erfaringsgrundlag og synspunkt end lige netop dit.

Ja korrekt som du skriver, har selv været i et længerevarende forhold til en mand som er kæresten utro...gennem 1 år...
Som du skriver tror jeg det pludselig går op for dem hvad er det lige jeg har gang i, men utroligt at de ikke kan se det noget før, kan da ikke passr der skal gå et år inden,tror jeg ikke rigtig på, og ham her valgte også kæresten frem for mig..
Så han havde nok fundet ud af at hun betød noget for ham alligevel.. Men forstår da ikke man skal gå ud og være utro gennem længere tid, for at finde ud af at man jo nok alligevel elsker det man har derhjemme.
Eller er er det trygheden, venner, fam der får dem til ay blive

Det er nok som de fleste andre at det er trygheden man går hjem til igen, man ved hvad man har og ikke hvad man får, hvis man tager den man er utro sammen med rigtig ind under huden. Når man er utro slås man mod familie, venner, minder, hus, børn osv, så det er svære odds at være oppe imod og sjælden "vinder" kærligheden selvom det måske var det der var taget tiltag til. Forestil dig lige selv give slip på alle ting du har bygget op, og skal til at starte forfra, hvad er nemmest. Heldigvis er det jo også sjældent at de utro, inkl. mig selv, ikke kan lide sin partner, men passionen og begæret er over, og som en rigtig god ven sagde til mig i går, så det der med at gå i seng med manden gør jeg for at få fred i hjemmet. Undskyld mig men den sætning tror jeg mange kan sætte sin ind i, men vi savner det at være passioneret og give sig hen bare fordi det er dejligt med dette menneske der nu er værd at give sig hen til, men stadigvæk skal du "slås" med konen, børnene, familien, vennerne, hus, hund og volvo. Sorry men det er ikke nemt, og jeg siger bestemt ikke det er rigtigt, men det er sådan det tit er.
Egen erfaring er tryghed, familie, børn og hus fik mig til at blive + jeg mente ikke jeg kunne tillade mig at såre min mand mere efter mit utroskab. Ja, han ville beholde mig efter mine udskejelser, hvem der kan forstå det, men han kan ikke forestille sig at blive alene og uden mig i sit liv. Mærkelig verden ikke, vi sårer et menneske så groft som jeg overhovedet kan, laver det største svigt som jeg overhovedet kan og alligevel mener han det er vigtigt vi bliver sammen. Jeg har det sommen blommen i et æg, men alligevel forstår jeg ikke min mand for jeg havde aldrig tilgivet sådan et svigt. Det ville jo også betyde jeg er i stand til at tilgive alt, og jo jeg skrev alt.

en af disse mænd der siger..."nej, hvor umodent af mig at have sex med en anden kvinde...bla...bla...det var altså kun sex...det var overhovedet ikke noget med kærlighed...jeg elsker kun dig...åh, nå ja det var godt nok i 8 mdr og jeg glemte dig hver gang...
Tror du at vi kivnder med vores fulde fem svarer:
Nå var det bare sex, selvfølgelig fortryder du, den dumme uskønne kvinde var da over´hovedet ikke nóget værd, vel skat...hun var var et hul...helt i orden...jeg ved jo godt at hun er en slags undermenneske...nej, ved du hvad skat...nu må jeg le...har denne uskønne kvinde fået følelser for dig...kærlighed ligefrem...hvor latterligt...du har vel fortalt hende at hun bare var til grin...
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det her skrevet med en fed ironi...intet menneske er under andre.

Ser du "dervarengang".
Det jeg mente var, at jeg ikke vil spilde min tid på at diskutere med én, der kalder mig "utroværdig", mener mine udsagn er "søforklaringer", at jeg ikke "er voksen", mener at kunne konstatere, at jeg ikke elsker min mand, at jeg har "et problem", mener at kunne konstatere, at jeg "er forsmået" osv. I det hele taget kun kan komme med personlige negative udfald. Det fører intet med sig, der kan bruges til noget, og det er ikke en måde at debattere på.
Jeg undrer mig over nogle af dine udsagn:
"Nogen er enige med dig, måske fordi de har samme oplevelse som dig og andre er uenige med dig fordi de har oplevet noget andet"
Jeg mener ikke, jeg har diskuteret holdninger eller utroskab som sådan. Det er der andre, der gør. Jeg har skrevet:
"Man kan spejle sig i andres historier, men jeg synes, man skal være varsom med at trække egne personlige erfaringer med utroskab ned over hovedet på andre, som om det var eviggyldige sandheder."
På baggrund af ovenstående, forstår jeg ikke helt, hvor du vil hen, når du siger:
"i bund og grund kan du kun lytte og tage det til dig som du kan bruge til noget i dit liv,"
Har du overhovedet læst mine indlæg? Jeg har iøvrigt ikke "brug for noget" i forhold til min utroskab, og angler heller ikke efter det her.
Videre skriver du:
"og de andres indlæg som du ikke er enige i fordi du ikke selv har prøvet det på din krop smider du så ud og negligere fordi du ikke har haft det sådan."
Undskyld mig, men hvor er det lige, det er sket? Og hvilke indlæg og udsagn drejer det sig om?
Du mener, jeg er "fastlåst i min egen verden". Ja, den må stå for din egen regning. Det ved du ikke en hujende fis om.
Du mener: "vil du kun dig selv og din egen erfaring så er det jo ikke nemt."
Hvad er ikke nemt? Søger jeg hjælp til noget?
Hvordan kan andre være "uenige" i en personlig oplevelse? Kan man tillade sig, at antyde jeg lyver og har skjulte dagsordener?
Jeg har ikke gjort andet end brugt mig selv som eksempel i én bestemt sammenhæng. Som eksempel på, at man KAN vågne op, at man KAN fortryde utroskab, at man KAN komme videre efter utroskab, også med ægte kærlighed til sin ægtefælle.
Det var ment som en modreaktion, på de indlæg, der antydede, at utro sikkert stadig drømte om elskeren/elskerinden.
Jeg må tørt konstatere, at DET åbenbart føles virkelig provokerende for nogen!

det lyder sku ynkeligt i mine øre..."hvor er mit ægteskab lykkeligt og jeg føler mig igen sikker".
Seriøst, hvis det var så lykkeligt, havde konen/manden nok ikke været utro, du havde ikke tid - eller gad - at spilde tiden her med "såkaldte" rigtige venner.
Mutterskrap - det er tydeligt for enhver, at du gerne vil have "tilskuer" til din såkaldte sejer over den uskønne elskerinde...hvad skulle ellers være dit motiv for at blive ved i en uendelighed her på denne tråd?
Jeg fatter det ikke...

Det er da stort af dig at kalde konen for kælling, HUN HAR INTET GJORT.😮

altså ikke mig, der opfandt og brugte "ups'erne. Derfor kan du selvfølgelig godt anvende den terminologi.
Bortset fra det, var jeg lige ved at ville prøve, at svare dig, men så så jeg din henvendelse til mig kl 18.37......

Og man skal ikke underkende, hvad der kan mistes. Det kan være rigtig meget. Det kunne jo også være, at man simpelthen fandt ud af, at affæren ikke gjorde noget godt for én. At det ikke er en løsning, men et problem. At den ville få alvorlige konsekvenser, også for andre, og at lykken måske ikke var at skrotte sit ægteskab, men tværtimod kunne findes i at kæmpe for det. At man fik øje på de værdier, man var lige ved at smide ud. Og sikkert meget, meget mere.
Utroskab kan være en flugt fra nogle ting, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med, hvem man har giftet sig med. Det er kendt, at ydre, ukontrollerbare hændelser kan være en belastning for et ægteskab. Også selvom man elsker hinanden. Dette er ikke sagt, som et forsvar for utroskab, men det kan være en delvis forklaring. Nogle redder så ægteskabet inden det helt kuldsejler, og kommer styrkede, og ikke mindst klogere ud på den anden side.
Jeg er en af dem, der undgik et brud på den baggrund.
Og du har da ret. Det er utroligt, at man ikke har kunnet se det noget før. 😖😉

i det du skriver.
Men mange inklusive mig selv, vil vel sige, at laver man utroskab, så mangler respekten for ens partner, fordi det er en for nem løsning på et parforholds problem.
Den respekt skal så genetableres, og det er med garanti ikke gjort med et undskyld.
venlig hilsen
Grøn

din egen situation dette. sådan som du tager på vej i tråden. handler det ikke mere om at få overbevist dig selv og os andre om succes med at kæmpe for at genoplive et dødt ægetskab. har i brug for en pacemaker?
denne tråd er rigtig sjov at studere. som i dog forsvarer jeres positioner herinde.

Nu har jeg siddet og læst en del indlæg, og jeg bliver mere og mere klar over at de forsmået sidder og forsvarer deres ægtefæller for deres utroskab, og så kommer den der med at de fandt ud af da de var ved at miste, at de elskede deres koner lige pludselig alligevel. De utro sidder tilbage og savner deres respektive partner, som de var utro med, og så er der nogen få som fortryder efter de selvfølgelig skulle prøve det af nogen gange om det nu også var helt rigtigt at ham eller hende var utro med nu også var en hovsa-løsning.
En ting der kommer ud af utroskab, som jeg læser og oplever det er en masse forsvarsmekanismer går i gang fra begge sider, og en masse løgn går i spil fra begge sider. Klassiskeren hun betød ikke noget, så kunne man måske i den logiske verden sige, hvis hun ikke betød noget, hvorfor var det så så vigtigt for dig at svigte mig. Næææ så går den her i spil, jamen han fandt ud af han elskede mig så meget, øhhhhh elsker hvad har utroskab med elsker og respekt at gøre? Det næste er, at det ord bliver godt nok brugt en hel del, når man tænker over hvor groft et svigt modparten har lavet. Hvis vi skal se på hvad psykologerne siger, så kan vi ikke elske vores ægtefælle for resten af livet, men vi kan føle det er svært at give op fordi trygheden og det at være en del af noget er vigtigt for os. Dermed ikke sagt vi ikke kan komitte os, men det bliver svære og svære som årene går, hvis den kærlighed ikke blusser op med jævne mellemrum. Måske er jeg bare træt af at læse om hvor vigtig konen er eller hvor vigtig elskerinden er, ingen af jer ejer jo denne mand, så hvad med først og fremmest at være ærlig omkring sit ægteskab og sige vi lever sammen, fordi vi føler det giver os den ballast til at kunne leve livet, som nogenlunde hele menneske og ikke være anderledes.
Hvis vi kigger på Freud, så er han jo en af de største inde for sit felt, så er det hvad han siger vi har nogen drifter som er nødvendige for at kunne leve, så har vi et superego som holder os fast i hvordan man skal opføre sig og til sidst har vi vores ego. Hvis vi nu kigger på at grundfundamentet er i orden, som er vigtigt for alle for at kunne overleve, så er vi kun menneske med nogen behov som vi får via vores ægteskab. Men betyder det vitterlig at vi behøver at kalde at min mand fandt ud af hvad han mistede, jo det kan vi faktisk godt, for han var ved at miste sin base, dvs. driften/ID'et, som giver det de fleste har behov for. Hvad er der galt med det, og hvorfor skal vi kalde det kærlighed, og hvorfor skal vi bilde os selv ind at han elsker, for han har jo bevist noget andet. Hvorfor er det så svært at forstå, at kigge man på alle de mest kendte psykologer, så grundfundamentet for os alle vigtige, dvs. få dækket sult, tørst, tryghed og bla bla.
For mig at se giver det mening at blive i sit ægteskab, selvom man godt ved det ikke giver det at elske et andet menneske noget helt oplevelsesrigt, men vi fungerer jo i det og vi lever i det, og går vi ud i livet og får oplevelserne, for mig at se er der ikke noget unaturligt i at der er så mange utroskab, hvis man skal kigge logisk på det, men skal vi kigge følelsesmæssigt på det, så tramper vi på dem vi holder af og de forsmået accepterer og mon ikke det hænger en lille smule sammen med Freuds drift/ID og Maslows nederst niveauer i pyramiden. Det handler tror jeg om tryghed og det at være en del noget, og når det kommer til stykket ikke om at elske eller tosomhed og kærlighed, men noget helt basalt, men hvorfor alt den forsvar for at erkende sandheden, er det ikke i orden at have behov for andet end bare lige en helt almindelig standard familie, så når det er i orden, så kan vi mærke os selv, og se hvad vi også har behov for.
Vi bliver nødt til at slå fast, at det at tro man kun elsker en hele livet igennem er noget opreklameret romantisk forestilling vi har, som vi er voksen op med via diverse kærlighedsromaner og film, men når det kommer til stykket, så er det så simpelt at vi mennesker har behov for en base, hvor de helt almindelig ting bliver vedligeholdt for at kunne eksistere er det ikke ok!

Også i dit ”men”. Jo, det er i allerhøjeste grad mangel på respekt. Det er vel også derfor, at nogle af os skammer os gevaldigt efterfølgende.
Utroskab er noget rigtig skidt. Det er det ultimative svigt i et parforhold. Løgne og bedrag klæder ingen, og jeg betragter det absolut ikke som en løsning. Det skal da være helt og aldeles slået fast. Noget af det, jeg skammer mig over, var da -også - at jeg, der ellers betragter mig selv som et nogenlunde ordentligt og empatisk menneske i dén grad kunne slå den side fra, og blive direkte kynisk og snæversynet.
Nogle vil så kalde mig en hykler og andet grimt. Det er for så vidt i orden. Det er ikke noget, der bliver dyrket herfra på nogen måde længere. Det var jo en af mine pointer.
Sket er sket. Tiden kan ikke spoles tilbage, hvor gerne jeg end ville. Det er noget, der skal leves med. Jeg har angret dybfølt og ærligt, for det havde virkelig ingen værdi. Er utrolig glad for, at mit ægteskab blev reddet, og begge parter har vel lært noget. I dag gør vi os virkelig umage. Vi trives i hinandens selskab, og jeg bliver aldrig utro igen.
Og du har ret, det kræver meget mere end en undskyldning, at gøre sig fortjent til respekt igen. Det kræver, at man virkelig får talt, og at man viser, ikke bare i ord, men også i handling, at man mener det, når man siger, man vil sit ægteskab.
Indlægget sidst i går, var jeg egentlig ikke selv helt tilfreds med. Det sker ikke sjældent, at man fortryder, skulle have formuleret sig anderledes, ikke har fået nok med osv.
Jeg havde overvejet ikke at svare, men syntes alligevel, jeg burde, da spørgsmålet var stilet til mig.
Det kan være svært, at få alt det man tænker ned på så lidt plads.
Tak for god respons og meget læseværdige indlæg.
velig hilsen Gisle

Egentlig ikke så ringe endda tænkt, og hvis jeg så skal videreudbygge Maslow lidt, så på 3. niveau i Maslows behovspyramide, så er det her vi mennesker begynder at adskille os fra dyrene og det gør vi ved at vi har behov for ikke kun at forplante os rent seksuelt, men her er det en kilde til opdagelse og samværd med et andet menneske vi holder af. Men så nemt er det ikke, for det handler ikke kun om forplantning, men på dette niveau om behovet for også at føle sandselighed, leg, kropsglæde og behov for fysiske aktiviteter.
Her vil jeg så spørge hvor mange af jer utro har haft det i ægteskabet de sidste mange år eller måneder inden utroskaben indtraf i ægteskabet? Hvor mange af jer efter utroskaben tog sit togt i ægteskabet har formået at få disse ting tilbage i ægteskabet, hvis I har valgt at blive sammen?

Sikken I kan 😮
Hold da op for en debat, den når ud i alle afkroge efterhånden...
Jeg giver B ret i at det basale bare er noget, som vi mennesker må have for at kunne fungere - ja overleve. Men vi er jo ikke kun dyr, som Anonym så godt skriver så handler det om mere. Sanselighed og ikke mindst indelighed og nærvær mennesker imellem!
Og jeg vil sige den dybe inderlighed og lidenskablige kærlighed til et andet menneske ER en så vigtig faktor, for at vi MENNESKER kan føle os I LIVE, at jeg vil sidestille det med andre basale behov.
Oplever vi ikke dette i vores liv, bliver vi krampagtige og frustrerede. Hvad det medfører af destruktiv adfærd, kan vi jo se os omkring og registrere hver dag. Krig og had til sine medmennesker er en udløber af man ikke selv har inderlighed og lykke i sit liv, men kun får dækket de basale behov for at eksistere: have en familie, beholde sit job, et hjem hvor man er tryg, mad på bordet osv.
Så spørger Anonym:" Her vil jeg så spørge hvor mange af jer utro har haft det i ægteskabet de sidste mange år eller måneder inden utroskaben indtraf i ægteskabet? Hvor mange af jer efter utroskaben tog sit togt i ægteskabet har formået at få disse ting tilbage i ægteskabet, hvis I har valgt at blive sammen?"
Ja bare udtrykket "tog sin togt" siger jo lidt om, hvad vi har med at gøre. Kan man KÆMPE for at få lidenskab for sin partner? Noget så mange utrosramte igen og igen taler om de bakser med. Nej gu kan man ej. Og vi ved det allesammen, både de der var utro og de som blev ramt af partnerens utroskab.
Og årsagen til utroskaben var jo netpo manglende intimitet og sanselighed, mangel på lidenskab til og fra ens partner. Den specielle samhørighed mellem er par forsvinder jo i årernes løb, fordi man ikke taler kærligt sammen men taler hinanden NED. Hvis man overhovedet virkelig taler sammen - sådan for alvor!
Så er det man godt vil beholde det man har opbygget - trygheden ikke mindst - og nu skal kæmpe FOR at få denne lidenskab tilbage for ens partner. Lige modsat kampen for at holde lidenskaben (for en anden) UDE af ens liv.
Hm...hvilken af de to kampe her har de bedste odds for at vinde mon?
Nej jeg mener bare, at skal man kæmpe for at få lidenskaben og en ægte tro på sit forhold (ikke bare troen på rammerne holder) så er det jo en VILLET kærlighed. Kan viljen fremmane lidenskab da - er der nogen der tror på det? At ønsket om at få dette så uhåndterlige, som ægte naturlig sanselighed indpasset i ens trygge ellers gode samliv skulle kunne styres af VILJEN! ?
Nej den kamp er bare dømt til nederlag, når først der er behov for at kæmpe for at fremmane lidenskaben, så er det en kunstig tilstand, som kun de der mestrer løgnen og fortrængningens kunst tror på.
At man ikke VIL anerkende nederlaget, men bliver ved med at leve med ønsket om at få lidenskaben fremmanet - samtidig med facaden udadtil skal holdes - gør bare det hele endnu mere falskt. Det er fortrængningens kunst de utrosramte par her praktiserer, ikke underligt tvivlen gnaver under det hele. For når man virkelig har lidenskaben sammen, ja så er følelserne så stærke indbyrdes, at man ikke er i tvivl. Og man behøver ikke vide sig elsket, for man føler det og denne følelse er stærkere og mere sand end viden eller nok så mange ord.
Så når mutterskrap og andre f.eks. en Gisle nu taler om utroskaben, som en "fejltalelse" og bagataliserer den, fordi den ikke passede til deres såkaldte "basale behov" (trygheden?) ja så lyder det i mine ører temmelig anstrengt og utroværdigt.
Jeg tænker også på det selvforsvar, der er kommet frem her de sidste dage. Er det da facaden der her forsvares? Ægthed og sanselighed et par imellem behøver man ikke at forsvare og italesætte!
Har man DÈT i sit liv, er der ingen grund til at forsvare sig - tværtom 😉
Pusser