Hvad står der egentlig i 1 Mosebog?
„KREATIONISTERNE“ hævder at universet ifølge Første Mosebog blev skabt af
Gud for mindre end ti tusind år siden. De siger også at jorden og livsformerne
på den blev skabt i løbet af seks bogstavelige dage på hver 24 timer.
Tilhængere af udviklingsteorien affejer derimod Første Mosebog som en myte.
De mener at universet og jorden, med alle livsformerne på den, er et produkt
af en tilfældig udviklingsproces der har strakt sig over milliarder af år.
Mange finder imidlertid begge teorier utilfredsstillende. Visse elementer
i kreationisternes teori synes at stride imod almindelig fornuft og modsiges
også af de vidnesbyrd vi kan iagttage i naturen. Men det falder også mange
svært at godtage den tanke at livet, i al dets forunderlige og komplicerede
natur, blot skulle være produktet af blinde evolutionskræfters spil. Findes
der kun disse to synspunkter at vælge imellem?
Nej. Der findes et tredje synspunkt, som bygger på de oplysninger Første
Mosebog faktisk giver. Lad os se nærmere på dette.
I indledningen til Første Mosebog står der: „I begyndelsen skabte Gud himmelen
og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Skal det forstås sådan at dette skete for cirka
ti tusind år siden? Nej, tidspunktet angives ikke. „Begyndelsen“ kan derfor
have ligget milliarder af år tilbage.
Bibelen viser imidlertid at et forstandsvæsen, Skaberen, allerede fra „begyndelsen“
kontrollerede tilblivelsesprocessen. Ganske vist har mange videnskabsfolk
svært ved at forlige sig med denne tanke, men den stemmer helt overens med
de konklusioner astronomerne er nået til, nemlig at universet havde en begyndelse,
at det er særdeles velordnet, og at det styres af fastsatte love. Et velordnet
system der er grundlagt på love, kan kun være et produkt af intelligent
tankevirksomhed. Videnskaben har forklaret mange af disse love for os, men
kun Første Mosebog præsenterer os for Lovgiveren.
Beretningen i Første Mosebog giver derpå en oversigt over de berømte seks
„dage“ hvor skabelsen fandt sted. Men disse dage omfatter ikke det tidsrum
hvori jordens og universets grundstoffer blev frembragt. Det var allerede
sket „i begyndelsen“. De seks skabelsesdage var de perioder hvori urtidens
ugæstmilde jordklode lidt efter lidt blev gjort beboelig.
Var hver af disse seks dage et bogstaveligt døgn på 24 timer? Det siger
Første Mosebog ikke. På hebraisk, det sprog bogen er affattet på, kan ordet
„dag“ betegne lange tidsrum, endog tusinder af år. (Jævnfør Salme 90:4;
Første Mosebog 2:4.) For eksempel varer „den syvende dag“, som vi stadig
lever på, tusinder af år. (1 Mosebog 2:2, 3) Ud fra det foreliggende må
de seks dage derfor betragtes som en periode på titusinder af år.
Ifølge beskrivelsen af de seks skabelsesperioder blev vandet, jorden, lyset,
atmosfæren, planterne, fiskene, fuglene, landdyrene og til sidst menneskene
frembragt i den nævnte rækkefølge. (1 Mosebog 1:3-27) Denne rækkefølge stemmer
i alt væsentligt overens med det forskerne har fundet frem til.
En bemærkelsesværdig udtalelse forekommer imidlertid gentagne gange i beretningen
i Første Mosebog, kapitel 1. Angående den femte skabelsesdag siges der for
eksempel i vers 21: „Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og
hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem
efter deres arter.“ Om den sjette dag hedder det i vers 24: „Lad jorden
få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende
smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“
Det fremgår heraf at ’arterne’ i bibelsk forstand sigter til de store hovedgrupper
og ikke til de enkelte varieteter. Disse hovedgrupper blev skabt hver for
sig og nedstammer ikke fra hinanden. Inden for disse grupper er der givet
mulighed for en mangfoldig variation, som det ses hos for eksempel hunde,
katte og mennesker. Men Skaberen har trukket bestemte genetiske grænser
der altid vil holde ikkebeslægtede livsformer adskilt. Det er grunden til
at en kat og en hund ikke kan formere sig indbyrdes og frembringe en ny
livsform.
Sandt nok strider dette imod udviklingsteorien, men det strider ikke imod
iagttagne kendsgerninger. Inden for de enkelte hovedgrupper er dyrene meget
forskelligartede, men ingen har nogen sinde kunnet dokumentere at én dyregruppe
ved formering eller udvikling er blevet til en ny.
Men hvad er da årsagen til at forskellige dyr kan have anatomiske fællestræk?
Årsagen er nærliggende når vi tager i betragtning at de alle er frembragt
af den samme Skaber, at de alle består af de samme grundstoffer, og at de
har fælles livsbetingelser.
Desuden rummer Første Mosebog løsningen på en gåde som forskerne ikke kan
løse: Hvorfra stammer livet? Man forsøger at besvare spørgsmålet ved hjælp
af forskellige teorier, men uden held. Og den uomgængelige kendsgerning
der gentagne gange er blevet bekræftet i laboratorierne, er at liv kun kan
komme fra allerede eksisterende liv, og dét kun i overensstemmelse med arvelighedslovene.
Første Mosebog oplyser os også om at livet er ældre end universet, og at
alt andet liv i himmelen og på jorden udspringer fra den samme kilde til
liv, nemlig den almægtige Skaber, der kalder sig ved navnet Jehova. Videnskaben
kan ikke fremsætte en bedre forklaring som harmonerer med alle de videnskabelige
kendsgerninger vi kan iagttage. — Salme 36:9; 83:18; Esajas 42:8; Åbenbaringen
4:11.
Det sidste der blev skabt på jorden var ifølge Første Mosebog mennesket
selv: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde
ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7)
Også videnskaben mener at mennesket har gjort sin entré ret sent, sammenlignet
med de øvrige livsformer.
Skriftstedet modsiger imidlertid de fleste kreationisters opfattelse af
sjælen som udødelig og adskilt fra legemet. De siger at sjælen forlader
legemet ved døden; men Første Mosebog viser i lighed med mange andre skriftsteder
at mennesket ikke har en iboende sjæl. Mennesket er en sjæl. Ved døden ophører
mennesket med at eksistere og må vente på en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10;
Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:12, 13) Bibelen
sammenligner døden med en søvn man kan blive vækket af i opstandelsen. — Johannes
11:11, 43, 44.
Ordene i Første Mosebog 2:7 er også i modstrid med evolutionsteorien, idet
de klart viser at mennesket blev skabt direkte af Gud og ikke nedstammer
fra dyrene.
Er denne fremstilling troværdig? Her må man påpege at videnskaben ikke har
formået at fremlægge noget bevis på at mennesket nedstammer fra dyrene.
Der findes intet bevis for at de abelignende fossiler man har gravet op
i Afrika og andre steder, i nogen henseende har været menneskets forfædre.
Hvis disse fortidsdyr var levende i dag, ville de sandsynligvis blive anbragt
i zoologiske haver sammen med andre abelignende skabninger. Alle forsteninger
der i knoglebygning og størrelse minder om mennesker, har sandsynligvis
blot repræsenteret en gren af menneskeslægten.
Det er også hævet over enhver tvivl at menneskelegemet består af stoffer
der findes i „jordens støv“, sådan som Første Mosebog siger. Faktisk er
mennesket afhængigt af dette „støv“ for at kunne opretholde livet. Vi vedligeholder
og fornyr legemet ved hjælp af føde der består af næringsstoffer som findes
i „jordens støv“ og som vi optager gennem den vegetabilske og animalske
føde vi spiser.
Endnu en beskrivelse af menneskets skabelse findes i Første Mosebog 1:26,
hvor Gud siger: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner
os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og
husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“
Eftersom Bibelen oplyser at Gud er en ånd, må vendingen „i vort billede“
betyde at mennesket besidder egenskaber som også kendetegner Gud.
Denne udtalelse forklarer hvorfor der er så udpræget forskel på mennesker
og dyr — hvilket evolutionsteorien ikke formår. Kun mennesket kan beherske
dyrene og plantevæksten. Kun mennesket er i besiddelse af moralfølelse og
samvittighed. Kun mennesket har en så fri vilje og en fremragende forstand.
Kun mennesket har en bevidsthed om Guds eksistens og er udrustet med evnen
til at tale så det kan kommunikere med ham. Tidsskriftet Journal of Semitic
Studies udtaler: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave.“
Evolutionisterne fremstiller de tidligste mennesker som bestialske og vilde.
Utvivlsomt har nogle tidligere medlemmer af menneskeslægten udvist brutale
karaktertræk, men det gælder også nutidsmennesket, hvilket bevidnes af at
over hundrede millioner mennesker er blevet nedslagtet i dette århundredes
krige. Det brutale er altså langtfra gået af mennesket! Bibelen viser imidlertid
at de første mennesker ikke stod tilbage for nutidsmennesket hvad angår
moralsk og intellektuel kapacitet. (Jævnfør Første Mosebog 4:20-22; 5:22;
6:9.) Dette modsiges ikke af iagttagne kendsgerninger. Tag for eksempel
de malerier som såkaldt forhistoriske mennesker malede på hulevæggene i
Lascaux i Frankrig. Den følsomhed og kunstneriske sans som disse malerier
udstråler, vækker den dag i dag stor beundring.
De indledende kapitler i Første Mosebog giver os således et glimt af hovedtrækkene
i tilblivelsesprocesserne. Første Mosebog er imidlertid ikke en udtømmende
naturvidenskabelig afhandling — og det var heller ikke hensigten med den.
Dens oplysninger har et dybere formål.
For eksempel viser den at menneskets lykke afhang af at det vedblev med
at samarbejde med Skaberen. Men da mennesket nægtede at anerkende sin stilling
og gjorde oprør imod Guds ordning, mistede det sin oprindelige lykke og
styrtede hovedkulds ned i den vildskab, synd og død vi stadig er vidne til.
— 1 Mosebog 3:1-18; 5 Mosebog 32:4, 5.
Første Mosebogs indledende kapitler viser imidlertid at Gud straks efter
menneskets oprør tog det første skridt til at gennemføre sit langsigtede
forehavende, at føre menneskeheden tilbage til dens oprindelige lykkelige
tilstand. Der ville fremstå et „afkom“ som skulle ophæve de negative virkninger
af menneskets synd. (1 Mosebog 3:15) Hvem dette afkom skulle være er et
fremtrædende og gennemgående tema i Bibelen. Den skildrer hvordan afkommet
til den fastsatte tid fremstod i skikkelse af Messias, Jesus, og hvordan
Gud når hans tid er inde vil gribe afgørende ind, med Jesus i hovedrollen,
og vende menneskeheden bort fra dens ødelæggende kurs. Den beskriver også
hvordan hele jorden vil blive forvandlet til et paradis, beboet af fuldkomne
mennesker — et paradis hvor krig, vold, kriminalitet, sorg og endda sygdom
og død aldrig mere vil hjemsøge menneskeslægten. — Salme 46:9; Åbenbaringen
21:4, 5.
Ja, Første Mosebog er meget mere end skabelsesberetningen. Den danner optakt
til hele menneskehedens historie — i fortid, nutid og fremtid. Der er meget
i historien og selve tilværelsen vi ikke kan fatte hvis vi lader denne vigtige
skildring ude af betragtning. Hvad mere er, vi sætter selve vor fremtid
på spil hvis vi ignorerer det som Første Mosebog egentlig siger. — 1 Johannes
2:15-17.
Gud for mindre end ti tusind år siden. De siger også at jorden og livsformerne
på den blev skabt i løbet af seks bogstavelige dage på hver 24 timer.
Tilhængere af udviklingsteorien affejer derimod Første Mosebog som en myte.
De mener at universet og jorden, med alle livsformerne på den, er et produkt
af en tilfældig udviklingsproces der har strakt sig over milliarder af år.
Mange finder imidlertid begge teorier utilfredsstillende. Visse elementer
i kreationisternes teori synes at stride imod almindelig fornuft og modsiges
også af de vidnesbyrd vi kan iagttage i naturen. Men det falder også mange
svært at godtage den tanke at livet, i al dets forunderlige og komplicerede
natur, blot skulle være produktet af blinde evolutionskræfters spil. Findes
der kun disse to synspunkter at vælge imellem?
Nej. Der findes et tredje synspunkt, som bygger på de oplysninger Første
Mosebog faktisk giver. Lad os se nærmere på dette.
I indledningen til Første Mosebog står der: „I begyndelsen skabte Gud himmelen
og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Skal det forstås sådan at dette skete for cirka
ti tusind år siden? Nej, tidspunktet angives ikke. „Begyndelsen“ kan derfor
have ligget milliarder af år tilbage.
Bibelen viser imidlertid at et forstandsvæsen, Skaberen, allerede fra „begyndelsen“
kontrollerede tilblivelsesprocessen. Ganske vist har mange videnskabsfolk
svært ved at forlige sig med denne tanke, men den stemmer helt overens med
de konklusioner astronomerne er nået til, nemlig at universet havde en begyndelse,
at det er særdeles velordnet, og at det styres af fastsatte love. Et velordnet
system der er grundlagt på love, kan kun være et produkt af intelligent
tankevirksomhed. Videnskaben har forklaret mange af disse love for os, men
kun Første Mosebog præsenterer os for Lovgiveren.
Beretningen i Første Mosebog giver derpå en oversigt over de berømte seks
„dage“ hvor skabelsen fandt sted. Men disse dage omfatter ikke det tidsrum
hvori jordens og universets grundstoffer blev frembragt. Det var allerede
sket „i begyndelsen“. De seks skabelsesdage var de perioder hvori urtidens
ugæstmilde jordklode lidt efter lidt blev gjort beboelig.
Var hver af disse seks dage et bogstaveligt døgn på 24 timer? Det siger
Første Mosebog ikke. På hebraisk, det sprog bogen er affattet på, kan ordet
„dag“ betegne lange tidsrum, endog tusinder af år. (Jævnfør Salme 90:4;
Første Mosebog 2:4.) For eksempel varer „den syvende dag“, som vi stadig
lever på, tusinder af år. (1 Mosebog 2:2, 3) Ud fra det foreliggende må
de seks dage derfor betragtes som en periode på titusinder af år.
Ifølge beskrivelsen af de seks skabelsesperioder blev vandet, jorden, lyset,
atmosfæren, planterne, fiskene, fuglene, landdyrene og til sidst menneskene
frembragt i den nævnte rækkefølge. (1 Mosebog 1:3-27) Denne rækkefølge stemmer
i alt væsentligt overens med det forskerne har fundet frem til.
En bemærkelsesværdig udtalelse forekommer imidlertid gentagne gange i beretningen
i Første Mosebog, kapitel 1. Angående den femte skabelsesdag siges der for
eksempel i vers 21: „Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og
hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem
efter deres arter.“ Om den sjette dag hedder det i vers 24: „Lad jorden
få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende
smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“
Det fremgår heraf at ’arterne’ i bibelsk forstand sigter til de store hovedgrupper
og ikke til de enkelte varieteter. Disse hovedgrupper blev skabt hver for
sig og nedstammer ikke fra hinanden. Inden for disse grupper er der givet
mulighed for en mangfoldig variation, som det ses hos for eksempel hunde,
katte og mennesker. Men Skaberen har trukket bestemte genetiske grænser
der altid vil holde ikkebeslægtede livsformer adskilt. Det er grunden til
at en kat og en hund ikke kan formere sig indbyrdes og frembringe en ny
livsform.
Sandt nok strider dette imod udviklingsteorien, men det strider ikke imod
iagttagne kendsgerninger. Inden for de enkelte hovedgrupper er dyrene meget
forskelligartede, men ingen har nogen sinde kunnet dokumentere at én dyregruppe
ved formering eller udvikling er blevet til en ny.
Men hvad er da årsagen til at forskellige dyr kan have anatomiske fællestræk?
Årsagen er nærliggende når vi tager i betragtning at de alle er frembragt
af den samme Skaber, at de alle består af de samme grundstoffer, og at de
har fælles livsbetingelser.
Desuden rummer Første Mosebog løsningen på en gåde som forskerne ikke kan
løse: Hvorfra stammer livet? Man forsøger at besvare spørgsmålet ved hjælp
af forskellige teorier, men uden held. Og den uomgængelige kendsgerning
der gentagne gange er blevet bekræftet i laboratorierne, er at liv kun kan
komme fra allerede eksisterende liv, og dét kun i overensstemmelse med arvelighedslovene.
Første Mosebog oplyser os også om at livet er ældre end universet, og at
alt andet liv i himmelen og på jorden udspringer fra den samme kilde til
liv, nemlig den almægtige Skaber, der kalder sig ved navnet Jehova. Videnskaben
kan ikke fremsætte en bedre forklaring som harmonerer med alle de videnskabelige
kendsgerninger vi kan iagttage. — Salme 36:9; 83:18; Esajas 42:8; Åbenbaringen
4:11.
Det sidste der blev skabt på jorden var ifølge Første Mosebog mennesket
selv: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde
ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7)
Også videnskaben mener at mennesket har gjort sin entré ret sent, sammenlignet
med de øvrige livsformer.
Skriftstedet modsiger imidlertid de fleste kreationisters opfattelse af
sjælen som udødelig og adskilt fra legemet. De siger at sjælen forlader
legemet ved døden; men Første Mosebog viser i lighed med mange andre skriftsteder
at mennesket ikke har en iboende sjæl. Mennesket er en sjæl. Ved døden ophører
mennesket med at eksistere og må vente på en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10;
Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:12, 13) Bibelen
sammenligner døden med en søvn man kan blive vækket af i opstandelsen. — Johannes
11:11, 43, 44.
Ordene i Første Mosebog 2:7 er også i modstrid med evolutionsteorien, idet
de klart viser at mennesket blev skabt direkte af Gud og ikke nedstammer
fra dyrene.
Er denne fremstilling troværdig? Her må man påpege at videnskaben ikke har
formået at fremlægge noget bevis på at mennesket nedstammer fra dyrene.
Der findes intet bevis for at de abelignende fossiler man har gravet op
i Afrika og andre steder, i nogen henseende har været menneskets forfædre.
Hvis disse fortidsdyr var levende i dag, ville de sandsynligvis blive anbragt
i zoologiske haver sammen med andre abelignende skabninger. Alle forsteninger
der i knoglebygning og størrelse minder om mennesker, har sandsynligvis
blot repræsenteret en gren af menneskeslægten.
Det er også hævet over enhver tvivl at menneskelegemet består af stoffer
der findes i „jordens støv“, sådan som Første Mosebog siger. Faktisk er
mennesket afhængigt af dette „støv“ for at kunne opretholde livet. Vi vedligeholder
og fornyr legemet ved hjælp af føde der består af næringsstoffer som findes
i „jordens støv“ og som vi optager gennem den vegetabilske og animalske
føde vi spiser.
Endnu en beskrivelse af menneskets skabelse findes i Første Mosebog 1:26,
hvor Gud siger: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner
os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og
husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“
Eftersom Bibelen oplyser at Gud er en ånd, må vendingen „i vort billede“
betyde at mennesket besidder egenskaber som også kendetegner Gud.
Denne udtalelse forklarer hvorfor der er så udpræget forskel på mennesker
og dyr — hvilket evolutionsteorien ikke formår. Kun mennesket kan beherske
dyrene og plantevæksten. Kun mennesket er i besiddelse af moralfølelse og
samvittighed. Kun mennesket har en så fri vilje og en fremragende forstand.
Kun mennesket har en bevidsthed om Guds eksistens og er udrustet med evnen
til at tale så det kan kommunikere med ham. Tidsskriftet Journal of Semitic
Studies udtaler: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave.“
Evolutionisterne fremstiller de tidligste mennesker som bestialske og vilde.
Utvivlsomt har nogle tidligere medlemmer af menneskeslægten udvist brutale
karaktertræk, men det gælder også nutidsmennesket, hvilket bevidnes af at
over hundrede millioner mennesker er blevet nedslagtet i dette århundredes
krige. Det brutale er altså langtfra gået af mennesket! Bibelen viser imidlertid
at de første mennesker ikke stod tilbage for nutidsmennesket hvad angår
moralsk og intellektuel kapacitet. (Jævnfør Første Mosebog 4:20-22; 5:22;
6:9.) Dette modsiges ikke af iagttagne kendsgerninger. Tag for eksempel
de malerier som såkaldt forhistoriske mennesker malede på hulevæggene i
Lascaux i Frankrig. Den følsomhed og kunstneriske sans som disse malerier
udstråler, vækker den dag i dag stor beundring.
De indledende kapitler i Første Mosebog giver os således et glimt af hovedtrækkene
i tilblivelsesprocesserne. Første Mosebog er imidlertid ikke en udtømmende
naturvidenskabelig afhandling — og det var heller ikke hensigten med den.
Dens oplysninger har et dybere formål.
For eksempel viser den at menneskets lykke afhang af at det vedblev med
at samarbejde med Skaberen. Men da mennesket nægtede at anerkende sin stilling
og gjorde oprør imod Guds ordning, mistede det sin oprindelige lykke og
styrtede hovedkulds ned i den vildskab, synd og død vi stadig er vidne til.
— 1 Mosebog 3:1-18; 5 Mosebog 32:4, 5.
Første Mosebogs indledende kapitler viser imidlertid at Gud straks efter
menneskets oprør tog det første skridt til at gennemføre sit langsigtede
forehavende, at føre menneskeheden tilbage til dens oprindelige lykkelige
tilstand. Der ville fremstå et „afkom“ som skulle ophæve de negative virkninger
af menneskets synd. (1 Mosebog 3:15) Hvem dette afkom skulle være er et
fremtrædende og gennemgående tema i Bibelen. Den skildrer hvordan afkommet
til den fastsatte tid fremstod i skikkelse af Messias, Jesus, og hvordan
Gud når hans tid er inde vil gribe afgørende ind, med Jesus i hovedrollen,
og vende menneskeheden bort fra dens ødelæggende kurs. Den beskriver også
hvordan hele jorden vil blive forvandlet til et paradis, beboet af fuldkomne
mennesker — et paradis hvor krig, vold, kriminalitet, sorg og endda sygdom
og død aldrig mere vil hjemsøge menneskeslægten. — Salme 46:9; Åbenbaringen
21:4, 5.
Ja, Første Mosebog er meget mere end skabelsesberetningen. Den danner optakt
til hele menneskehedens historie — i fortid, nutid og fremtid. Der er meget
i historien og selve tilværelsen vi ikke kan fatte hvis vi lader denne vigtige
skildring ude af betragtning. Hvad mere er, vi sætter selve vor fremtid
på spil hvis vi ignorerer det som Første Mosebog egentlig siger. — 1 Johannes
2:15-17.