Hvad tænker i om dette?

Jeg har igennem hele mit liv gået til psykolog, og skulle til en time idag efter 1 års pause. Jeg var spændt, og samtidig bange.

Det gik faktisk rigtig fint, indtil da hun spurgte indtil min nuværende forhold, fandt for 1 år siden den sødeste kæreste, og den bedste kæreste jeg nogensinde har haft,vi flyttede sammen for 3 mdr siden og det går rigtig godt, og hvis i spørger min omgangskreds vil de sige det samme, han har bare 1 problem - Han er den type der helst vil snakke om sig selv end hører om andre! så hvis man vil høres bliver man nødt til og "råbe op", han er ikke så god til og trøste og vil helst ikke have dybere samtaler medmindre der virkelig er en go grund, han er ikke så go til og forholde sig til at jeg går til psykolog, lader det ligesom bare STÅ til og lade mig selv ordne dette som jeg nu skal for´og kunne få det bedre med mig selv og mine problemer - dette nævner jeg for min psykolog - altså de her ting med min kæreste - og hun siger :

"Det er dejligt du ENDELIG har fundet sammen med en som vil dig det bedste, det bekymre mig bare MEGET at han ikke tænker på DIG, og ikke kan trøste dig, og han bare lader din problemer stå til, og jeg må være ærlig og sige jeg tror ikke i bliver sammen på længere sigt"

WHAT?! Sagde hun godt nok lige det! Jeg blev faktisk ret sur, og spurgte: Hvad sagde du? eller hvad mener du?

Hun svarede:
" Jeg skal selvfølgelig ikke kunne vide mig sikker og det er godt i har det godt sammen nu, men statistisk set, vil sådanne modsætninger ikke blive sammen for altid, den ene part (dig) vil til sidst mangle et behov for og blive set, hørt og trøstet m.m og dette vil den anden part (din kæreste) aldrig lære".

Vi snakkede videre om nogle andre ting, men jeg har det virkelig underligt og er ked af at hun sagde sådan fordi .... ja sådan noget skal hun da ikke sige... tænkte jeg... For 1 års tiden siden hvor jeg også gik der, inden jeg fandt min nuværende kæreste, var pga jeg altid valgte de "dumme" fyrer, dem som tog stoffer, var utro, nogle som løj konstant m.m, så vi skulle finde en måde jeg kom ud af den onde cirkel på, og det har jeg jo så gjort nu synes jeg selv, også kommer hun og siger sådan noget.. så bliver man jo lidt underlig til mode

Min kæreste spurgte mig da jeg kom hjem om hvordan det så gik:
og jeg svarede at det var gået fint og det var dejligt og få snakket med hende igen - men et eller andet sted løj jeg for det gjorde mig godt nok noget ked af det, og ja har ikke ligefrem lyst til og fortælle min kæreste om lige den episode for vil ikke gøre ham bekymret uden grund ! Han vil jo slet ikke se positivt på en person som siger sådan noget - forståeligt nok !

Er lidt i chok over hun kom med sådan en udmelding...

Jeg ved godt at så længe jeg elsker min kæreste for den han er, skal jeg ikke tænke mere på det men det går mig alligevel på

Hvad tænker i om dette ?

Jeg tænker at din psykolog bevidst prøver at sætte nogle tanker igang hos dig.
Du skal tage en ærlig snak med din kæreste om de ting din psykolog har sagt om jeres forhold.
Egentlig er jeg enig med din psykolog. Det holder ikke på sigt at han ikke trøster dig og lytter til dig. Det vil langsomt slide dig op.
Den gode nyhed er så at hvis din kæreste virkelig elsker dig, så tager han også kritikken til sig og forsøger at ændre sig til det bedre. Husk på at i gode forhold der varer livet ud. der fungerer man som hinandens bedste ven/kæreste/allierede/psykolog/m.m

Jeg er forøvrigt selv i et forhold med en kvinde som kun kan snakke om sig selv og ikke rigtig tænker på mine behov (selvom hun gør et stort nummer ud af at lade som om at hun gør).
Vores forhold er lige gået i stykker - jeg blev slidt op af hende..desværre.

Er ked af og høre at du er gået fra din kæreste, men hvis man ikke kan acceptere at et menneske er sådan og det virkelig går en på , som det tydeligt har gjort dig, er vejen os og komme ud af det. helt enig.

Jeg vil også sige, at jeg har tænkt tanken, at jeg nok bliver nødt til og snakke med ham om hvordan jeg VIRKELIG har det, og hvordan jeg har haft det siden d. 6 december hvor min kontrakt ophørte på mit daværende job, for jeg græder jo når han er på arbejde og når han er gået i seng, for og skåne ham, og måske er jeg heller ikke selv for god til og fortælle ham hvor slemt det er, tror jeg vil prøve og tage en snak med ham om dette🙂
Og kan godt følge dig i at blive slidt op, vi har os gået fra hinanden i juni måned sidste år, hvor vi var fra hinanden i halvanden måned, for jeg var blevet en lille mus som aldrig sagde noget, men bare lod ham snakke.
Efter halvanden måned fra hinanden fandt vi bare ud af begge to at vi ikke kunne undvære hinanden, og denne gang vidste jeg hvilken type han er, og jeg har accepteret at hvis jeg vil høres må jeg bare råbe lidt højere end ellers.
Kan os godt se hvad du mener med, at det ikke er et godt tegn, og holde tingene hemmelige allerede nu i vores forhold, så det var faktisk dejligt du lige skrev det med at jeg bliver nødt til og få snakket med ham om hvordan det gik hos hende. Jeg må nok bare fortælle ham det på en lidt anden måde end min psykolog fortalte mig, så jeg ikke skræmmer ham som psykologen skræmte mig da hun lige sagde det. For en ting er hvad hun sagde, en anden ting hvad man vil hører og HVAD man hører 🙂
Tusind tak for dit svar, håber os du vil svare på det jeg lige har skrevet.

Mange lader sig dupere i starten, indtil de finder ud af, at vedkommende bare hare det hele i munden, uden at gavne andre.

Hej Second.
Jeg er enig med Henrik.
Både at din psykolog vil sætte nogle tanker i gang hos dig, som du kan arbejde videre med, men også at du på et tidspunkt kommer til at køre død i det forhold. Som du skriver i svaret til ham, var I på et tidspunkt gået fra hinanden fordi du var blevet til en lille mus som aldrig sagde noget. Har du lyst til at blive det igen?
Jeg synes at du skal tage nælden ved roden, snakke med ham og hive ham med til parterapi. Han har muligvis også nogle ting han bør få arbejdet med, når han nu er den type han er. Måske. Men under alle omstændigheder, skal han lære at støtte og trøste dig. Og det ER altså vigtigt i et forhold. Mod- og med-spil skal alle have i et ligeværdigt forhold.
Prøv at se ud fremtiden. Alle de rædsler der rammer alle, eller rigtig rigtig mange. Næres død, alvorlig sygdom, ulykke, fyring...hvem skal så trøste dig og være der for dig? Hvem skal høre på dine tanker om og om igen...den måde langt de fleste bearbejder sorg. Han BØR...og kan han ikke det, vil du have to ting at deale med samtidig. For så sørger du også over manglen på ham i din sårbare tid.
Vil han ikke med til parterapi, eller en time hos din psykolog, så skal du overveje om han egentlig vil dig dit bedste!! For selvom HAN ikke synes der er nogen grund til at rode i jeres forholds mentale habitus, så bør han gøre det fordi DU har et behov. Ene og alene af den grund.
Og vil han ikke det, så tror jeg ikke du har valgt en af de "rigtige" denne gang.

Tak dit svar
Jeg har ikke lyst til og tage ham med. Han skal ikke tvinges ind i noget han ikke vil. og desuden er jeg ikke selv mentalt klar til han skal med..
At jeg har et problem med nogen ting skal ikke ligges over på ham :-S
Men jeg tager en snak med ham om det med og lytte.. også tager jeg den derfra :-)

Jeres forhold har et problem.
Du har et problem...derfor går du til psykolig. Men Jeres forhold har et ANDET problem. OG derfor bør det også løses. Ikke nødvendigvis hos din psykolog. Men måske af en anden terapeut.

at skal man i parterapi efter man kun har kendt hinanden i så kort tid,kan man lige så godt droppe forholdet.Man kan IKKE lave om på andre og længere er den ikke.

parterapi er ikke om at ændre hinanden, men skabe forståelse, rum og muligheder for at enderne kan nåes.
Og de har jo været hver for sig, for så at komme tilbage til hinanden. Så åbenbart vil de gerne hinanden. Og så må man jo arbejde for forholdet.

den psykolog har taget helt forkert på dit "problem" med din kæreste. Altså at begynde og skræmme dig med at det nok ikke holder etc. er en meget meget dårlig vejleder du her har fundet. Få dig en anden psykolog - men hvorfor går du til psykolog, kunne jeg så spørge?
Havde psykollogen været god, havde hun givet dig nogle gode råd om HVORDAN du fik din kæreste vækket til at føle mere empati for dig.
De råd vil jeg så give dig. Du skal ikke godtage det, hvis han ikke ønsker at blive draget ind i dine problemer. Ikke at han skal tvinges til at se dig tude daglig, men mere at han skal tvinges til at gå ind i dine problemer sammen med dig. Du skal reagere på hans afvisning her og nu - ikke holde igen. Og hvorfor være så forsigtig overfor ham, når han kun taler om sig selv? Sig dog til ham som det er, at det er uudhodeligt når det KUN er ham der snakker, og du ikke gider råbe op hver gang DU har noget at sige.
Der er altid et eller andet i vejen med de partnere vi finder os - mænd som kvinder. Men er der kærlighed mellem os, kan man ændre på hinanden i positiv retning, ved netop at sige fra og forlange dit og dat - sådan i små portioner. På den måde udvikler man sin partner - og sig selv.
Min mand er ikke det mest empatisk anlagte menneske jeg kan komme i tanke om, det ligger mere til ham at være hovedpersonen i eget og vores liv. Men han har måttet ændre på en masse ting gennem vores ægteskab, hvis han ville holde på mig. Og han har virkelig ændret sig. Husker i begyndelsen hvor jeg engang var syg, og han fjernede sig fra mig. Jeg fattede det ikke, da jeg er opvokset i et kvindemiljø med masser af omsorg. Det er ikke alle mænd, der kan den side så naturligt som vi kvinder kan det. Så lær ham det hen ad vejen stile og roligt.
Kvinden skal kultivere manden - manden skal naturalisere (seksualisere) kvinden sådan sagt lidt firkantet. Men noget er der altså om snakken.
Så find dig en anden psykolog, og gå så til den overfor din kæreste. Viser du samtidig din kærlighed på så mange andre områder, så vær bare rolig, så opper han sig 😉
Held og lykke med dit liv SAMMEN med den mand du elsker [f][l][f]
Pus

Jeg kan godt følge din tanke med at jeg skulle skifte psykolog, det samme tænkte jeg da jeg gik derfra igår, for var som sagt ret sur over min psykologs udmelding, men dertil skal det os siges at jeg har tænkt meget over det hun sagde, og det satte virkelig nogle tanker igang hos mig.
Som andre skriver vil jeg os være enige i at hvis man skal i parterapi efter 1 års forhold så kan det vist være det samme, men tager os hatten af for folk som har en anden mening :-)
Men jeg valgte og se tingene på en anderledes måde, og jeg tog det til mig min psykolog sagde, og havde en snak med min kæreste igår aftes, hvor jeg fortalte ham at jeg havde gået og gemt mig når jeg var ked og kun græd når han ikke var tilstede, og han blev rimelig overrasket, men han vidste os med det samme hvorfor, og vi fik snakket frem og tilbage , og han sagde at han vidste godt han havde et problem på det punkt, men at han skulle lære det, og han ville gerne vide hvad jeg forlangte af ham når det var jeg var ked eller havde brug for en skuldre og græde ved, og det fik jeg fortalt ham, så jeg håber at det er et tegn på han gerne vil være der for mig, og gøre noget ved hans problem.
I skal ha mange tak for jeres inputs. :-)

Godt gået :)
Du skal ikke rende rundt og gemme dine følelser for ham, så jeg synes det er fint at du tog snakken med ham. Det virker som om det har åbnet hans øjne en hel del.
Du virker som en meget ydmyg person. Tro på dig selv! Du er ligeså meget værd som alle andre!
Held og lykke med JERES forhold🙂
Jeg skriver jeres forhold fordi det skal være jeres forhold før det kommer til at fungere. Du skal trives og han skal trives. Men hold for guds skyld fast i at han skal lytte til dig fremover og han skal lære at snakke mindre om sig selv og mere om dig.

nu har jeg selv gået til psykolog, hvor vi også snakkede om mit parforhold.
Det kørte meget op og ned på det tidspunkt, og da vi (min kæreste og jeg) holdt pause/gik fra hinanden i en tid, syntes min psykolog også det var godt, hvor man bare sidder og tænker: nej, det er da ikke særlig godt. Vi er så stadig sammen den dag i dag, og det er jeg virkelig glad for.
Jeg synes først og fremmest at du skal konfrontere din psykolog med dine tanker, det skal man hvis der er noget man er utilfreds med. Så må du se hvad hun siger til det, jeg er sikker på at hun vil prøve på at forstå det (det er deres arbejde).
Hvis ikke, så er hun nok ikke noget for dig, nej.
Men kan da godt forstå at det er svært at fortælle kæresten det - mange siger så, at det ikke er meningen at man skal fortælle andre hvad man snakker med psykologen om.
Personligt synes jeg at man kan blive nødt til at snakke med sine nærmeste om nogle af tingene (ville ikke kunne lade være). Tror man ville blive endnu mere frustreret, hvis man slet ikke nævnte noget. Så jeg synes også du skal nævne det forsigtigt for din kæreste - eller måske først for en veninde/din søster/din mor, hvem du nu er tæt på.
Jeg snakkede i hvert fald med min kæreste om det, for jeg var også meget i tvivl og frustreret. Synes ofte at man bliver frustreret af at have været hos en psykolog, for det sætter en masse tanker i gang, og det er ikke altid lige sikkert at de tanker passer ind i den virkelighed, man står i lige nu.
De kan også hurtigt komme til at sige en hel masse, der måske ikke lige stemmer overens med det man selv tænker-
Men ja, det er grænseoverskridende at være til psykolog, det er måske også meningen at det skal være det. Det skal sætte en proces i gang på en eller anden måde, og så skal der helst komme resultater ud af det.
Men er dit parforhold hovedproblemet? For hvis det ikke er det, er der måske heller ikke grund til at tage det op lige nu. Det var mit ikke, det var så meget andet, og så er det måske bedst at fokusere på dit egentlige hovedproblem.
Hilsen én, der har været der selv.

Hej Ung kvinde
Tak for dit svar.
Jeg har efter og ha fået det psykologen sagde på afstand faktisk endt med og være glad for det, for hun fik virkelig sparket mig igang, og indset at sådan en kæmpe ting, som og være sammen med en der ikke kan trøste er ikke vejen frem, så jeg valgte og snakke med min kæreste om det som tog det rigtig flot og gerne vil "lære" og trøste mig hvis jeg hjælper ham på vej :-) Så det er positivt :-)
Mit hovedproblem er ikke mit forhold, men grundet et arbejde hvor jeg blev kørt psykisk terror på også kører det ellers bare i den trælse retning hvad angår job.
Tak fordi du delte din erfaring med mig, det varmer :-)🙂

Nej det fandt jeg også ud af at det på længere sigt aldrig ville gå hvis jeg gjorde.
og jeg skal nok love dig og sige til ham at han godt må blive bedre til og hører på mig, og ikke kun "tænke/tale" om sig selv 24/7 :-)