Hvad vil kunne hjælpe mig videre
Jeg har haft en god og tryg barndom, altid haft masser af kammerater - veninder. Men da jeg var 15 fik min mor kræft og døde 9 år senere - og det ændrede alt.
Lige siden min mor blev syg har mit liv stået standby - jeg har følt at det var mig der skulle tage over, følt et ansvar for at hjælpe min mor og efter hendes død et ansvar for, at min far og søstres liv lykkedes, bekymret mig, taget over.
Jeg påtager mig igen og igen ansavar og pligter som jeg med min fornuft godt kan se er helt urimelige - fordi de stjæler mit liv, frarøver alt mit overskud til at få MIT eget liv videre. Men det er svært at ændre på når det er ens kære det angår, for det gør så inderligt ondt at se dem have ondt i livet, være triste og glædesløse.
Men efterhånden er jeg ved at indse det urimelige i at deres liv og nederlag skal styre mit liv, trække alt overskud ud af mig - jeg giver så meget mere af mig selv end jeg får igen, går igen og igen på kompromis med mine drømme for livet.
Jeg vil ud af denne onde cirkel, tage ansvar for mit eget liv istedet for min far og søstres, slippe de evige bekymringer, som dræner mig. Have det liv jeg drømmer om -finde mit livs kærlighed og stifte familie. Selvfølgelig ønsker jeg stadig at være der for min elskede familie, hjælpe dem i deres nød - men ønsker blot ikke at deres liv skal være styrende for mit.
Men det er åbentbart lettere sagt end gjort - så hvem kan hjælpe mig videre, tror I derude, at det er professionel hjælp i form at psykolog/coach der skal til?
Lige siden min mor blev syg har mit liv stået standby - jeg har følt at det var mig der skulle tage over, følt et ansvar for at hjælpe min mor og efter hendes død et ansvar for, at min far og søstres liv lykkedes, bekymret mig, taget over.
Jeg påtager mig igen og igen ansavar og pligter som jeg med min fornuft godt kan se er helt urimelige - fordi de stjæler mit liv, frarøver alt mit overskud til at få MIT eget liv videre. Men det er svært at ændre på når det er ens kære det angår, for det gør så inderligt ondt at se dem have ondt i livet, være triste og glædesløse.
Men efterhånden er jeg ved at indse det urimelige i at deres liv og nederlag skal styre mit liv, trække alt overskud ud af mig - jeg giver så meget mere af mig selv end jeg får igen, går igen og igen på kompromis med mine drømme for livet.
Jeg vil ud af denne onde cirkel, tage ansvar for mit eget liv istedet for min far og søstres, slippe de evige bekymringer, som dræner mig. Have det liv jeg drømmer om -finde mit livs kærlighed og stifte familie. Selvfølgelig ønsker jeg stadig at være der for min elskede familie, hjælpe dem i deres nød - men ønsker blot ikke at deres liv skal være styrende for mit.
Men det er åbentbart lettere sagt end gjort - så hvem kan hjælpe mig videre, tror I derude, at det er professionel hjælp i form at psykolog/coach der skal til?