hvor blev du af?

en forårs kold aprilnat,
vi hyggede os, sammen allesammen,
vi skildtes og vi tog selv hjem,
jeg ville i seng, men ikke dig...
"bare en enkelt øl, så kommer jeg igen"sagde du.

sekundviseren tikkede rundt på urskiven forfulgt af de andre visere.
jeg var døset hen da det bludselig bankede på døren...
jeg grinte lidt ved mig selv, for havde du virkelig glemt nøglen...det lignede da ikke dig.
det var heller ikke dig,
det var to nydelige mænd i uniform...
jeg så dig aldrig varm og blød igen...
hvor blev du af min elskede skat?

Min kommentar i dit andet indlæg kom jeg selv til at slette ved en fejl.
Men ville sige dig, at det er meget fin poesi du kommer med her.
Og nu får du så min kommentar her, da specielt dette her går helt ind under huden på mig.
mummi_tøsen

112% sandhed...han kom aldrig hjem til mig igen.

været der.
Derfor gik dette ind under huden på mig.
-og til dig.
Du er så ung, og du må vide, der går tid før det kommer på afstand. Tiden læger som sagt de sår vi får gennem livet.
Arrene vil være der, men blir mindre tydelige med tiden.

Kærligst mummi_tøsen

Du får lige mine varme tanker med på vejen og min dybeste medfølelse
Har ikke selv den slags erfaring, men det kryber langt ind i sjælen
Knus
Tidlig Morgen

det varmer alt sammen