Hvor jeg dog hader den..
Hvor jeg dog hader den kærlighed..
Det er så frustrerende og hvor den dog kan ødelægge et menneske fuldstændig. Hvad gør man når den man elsker og holder af pludselig stort set mister interessen. Jeg går rundt om mig selv 1000 gange om dagen og venter på han skal ringe/skrive/komme forbi, men så sjældent sker der noget.
Kærlighed gør virkelig blind, og man bestemmer ikke selv sine følelser, uanset hvor meget man råber til sig selv at man er bedre uden den person og viser han ingen interesse fortjener man så ikke bedre? - Jo, det er nemt at sige til andre, men skal man sige det til sig selv gør det pludselig det hele 1000 gange svære.
Man prøver og prøver, holder sig beskæftiet med så mange ting man overhovedet kan skrabe sammen på 24 timer, bare for ikke at tænke på ham.
Man prøver at fjerne tankerne, men de bliver ved med at komme frem, uanset hvor meget man prøver og prøver.. Det er som en evig hovedpine.
Man savner ham og længes efter ham uafbrudt, man tænker på alle de gode ting, hvor perfekt han er, hvor dejligt og trygt det føles i hans arme.
Man drømmer om fremtiden og benægter nutiden. Man håber en dag at det hele bliver godt, at man bare kan rejse væk og være sammen, en ubrydelig kærlighed som ingen kan tage fra en, men så ser man virkeligheden og hvad der virkelig sker, han er væk, og hvem siger han nogensinde kommer tilbage.
Selvfølgelig går livet videre, men hvorfor skal det tage så lang tid, hvorfor kan man ikke overbevise sig selv om bare at komme videre og stoppe de mange tanker og følelser, som virker som et spøgelse i ens hoved som aldrig vil forsvinde..
Jeg har aldrig oplevet kærlighed kunne gøre så ondt før nu.. Jeg hader det, den kan være ligeså vidunderlig og dejlig som kold og forfærdelig..
Jeg var nødt til at komme ud med det.... Der er sikkert mange der har oplevet samme følelse...
Anonym
Det er så frustrerende og hvor den dog kan ødelægge et menneske fuldstændig. Hvad gør man når den man elsker og holder af pludselig stort set mister interessen. Jeg går rundt om mig selv 1000 gange om dagen og venter på han skal ringe/skrive/komme forbi, men så sjældent sker der noget.
Kærlighed gør virkelig blind, og man bestemmer ikke selv sine følelser, uanset hvor meget man råber til sig selv at man er bedre uden den person og viser han ingen interesse fortjener man så ikke bedre? - Jo, det er nemt at sige til andre, men skal man sige det til sig selv gør det pludselig det hele 1000 gange svære.
Man prøver og prøver, holder sig beskæftiet med så mange ting man overhovedet kan skrabe sammen på 24 timer, bare for ikke at tænke på ham.
Man prøver at fjerne tankerne, men de bliver ved med at komme frem, uanset hvor meget man prøver og prøver.. Det er som en evig hovedpine.
Man savner ham og længes efter ham uafbrudt, man tænker på alle de gode ting, hvor perfekt han er, hvor dejligt og trygt det føles i hans arme.
Man drømmer om fremtiden og benægter nutiden. Man håber en dag at det hele bliver godt, at man bare kan rejse væk og være sammen, en ubrydelig kærlighed som ingen kan tage fra en, men så ser man virkeligheden og hvad der virkelig sker, han er væk, og hvem siger han nogensinde kommer tilbage.
Selvfølgelig går livet videre, men hvorfor skal det tage så lang tid, hvorfor kan man ikke overbevise sig selv om bare at komme videre og stoppe de mange tanker og følelser, som virker som et spøgelse i ens hoved som aldrig vil forsvinde..
Jeg har aldrig oplevet kærlighed kunne gøre så ondt før nu.. Jeg hader det, den kan være ligeså vidunderlig og dejlig som kold og forfærdelig..
Jeg var nødt til at komme ud med det.... Der er sikkert mange der har oplevet samme følelse...
Anonym