hvordan fanden lærer jeg en mand bedre at kende!!!!!

Hm har fået den er betændelses-tilstand... Den består i at jeg tror jeg har lært jeg er for hurtig på aftrækkeren, når det handler om at arrangere at ses med en jeg er interesseret i. Det synes jeg er en vildt irrerende lektie! for hvorfor skal jeg gå rundt og lade tiden gå hvis jeg har tid idag - og vitterlig bare vil lære manden at kende! Ikke noget med at være omklamrende eller begynde på at spørge om vi skal væe kærester - nej bare ses - snakke om altmuligt måske høre noget live musik. Men betændelsen er jo at hvis jeg kigger tilbage over skulderen og ind i fortiden, ja så ser jeg at den ene mand efter den anden ser spøgelser og tror jeg er dybt forlibt bare fordi jeg tager initiativet til at invitere - for tiligt! Har i andre det også sådan og hvordan er de forpulede spilleregler hvis man gerne vil lære en perifær ven bedre at kende! - uden at skulle sige noget hø med at det er "bare" venskabeligt.....

Hvis en mand ikke kan acceptere dig for hvad du er, er han så manden for dig???
Vær ærlig .....og lad så tiden vise om der overhovedet er basis for videre bekendtskab! Hvis han flygter, fordi du tager aktion på sagerne, så vil et videre bekendtskab alligevel blive fuld af forstillelse ...og ingen af jer være ærlige ;)
Selvfølgelig findes der mænd derude, der ikke vil blive så forskrækkede over at du ikke er den lille bly viol, der sidder og venter på at der dumper en invitation ind af din brevsprække :)
Smil

Du har bare været uheldig! De som blir forskrækkede er da ikke værd at samle på!

foretrækker selv at tage initiativ.

Svarer lige jer alle sammen.
Timing! tror at livet er et stort bundt af muligheder - men det kræver en person er på det rette sted på det rette tidspnkt med de rette mennesker. Jeg mener ikke det er så let - at hvis bare jeg er som jeg er så skal den rigtige mand nok finde mig. Jeg har mere end en side - nogle dage er jeg genert, andre dage er jeg fuld af spass og tænker ikke så meget over om mine handlinger lige passer til siuationen. Men når det handler om kærlighed, så bliver det svært - for bare fordi jeg ser noget i en mand er det jo ikke det samme som han har opdaget det samme i mig - endnu! men hvis jeg virkelig kan lide manden så er jg vel også villig til at slow down - jeg mener hvis det er ham må jeg jo også acceptere ham og ikke kn han skal acceptere mig.
Kærliheden er flyvsk og det vanskelige er ikke at holde for fast om den -for så mister den sin magi.
Jeg kender min mand på et venskabeligt plan - lidt mere end bekendt - men det virker stadig lidt underligt at lave ting med ham alene uden den kreds vi kender hinanden igennem. Der er nogle barriere - mentale - jeg skal træde over og det tror jeg er bedst at gøre varsomt og sørge for jeg har noget at træde over på. Har i aldrig tænkt - der var det rette tidspunkt og så handlet og haft ret? Eller måske kommet forsent eller fortidligt til dette øjeblik??