Hvordan skaber man sit eget liv?

Hejsa
Ja, overskriften lyder måske lidt mærkelig, men jeg kom lige til at læse dette indlæg, der er et svar på et andet indlæg:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=2124346
Det ramte mig som et lyn fra en klar himmel. For jeg har i den grad, om nogen "ladet mig flyde med i den tilværelse, jeg har fået foræret", som der nævnes i indlægget. JEG burde have læst dette indlæg som 19 årig. Nu er jeg præcis dobbelt så gammel - og ikke gjort nogetsomhelst ud af at skabe mit eget liv.
"Hvorfor fik jeg aldrig det at vide??", sidder jeg nu her og tænker! Noget, der virker helt åbenlyst for andre - altså at følge sine drømme. Måske hænger det (eller det gør det) sammen med meget konstant mobning og forældre der altid sagde "nej" og gav mig "gode råd" om, "hvad der var godt for mig".
Det bevirkede godtnok at jeg fik en universitetsuddannelse og få år brugte jeg også denne, men jeg kunne slet ikke magte jobbet. Og gik ned i et sort hul. Jeg har altid haft meget svært ved at sige overfor andre, hvad jeg selv vil - og så ender det somregel (næsten altid) med det stik modsatte. Mine drømme og tanker inde i hovedet afspejler slet ikke min personlighed udaftil, jeg er idag meget, meget langt fra, hvor mine inderste drømme har været.
Og af en eller anden grund har jeg heller ikke KÆMPET for at komme derhen, hvor jeg gerne ville. F.eks. var jeg rigtig god til mange forskellige sport, allerede som 7-årig i 1979 ville jeg være cykelrytter og ville melde mig ind i den lokale cykelklub, men fik et rungende "NEJ" af min far, for sådan noget var alt for dyrt. Ligesom min mor gjorde alt for at forhindre, at jeg tog på en jordomrejse efter gymnasiet "for så længe kunne hun ikke undvære mig" - og hendes mission lykkedes, så i stedet for et sabbatår startede jeg direkte på universitetet - endda på et studie, som jeg slet ikke var sikker på, at jeg ville studere. Jeg drømte i mine barndomsår også om at blive arkitekt, og selvom jeg var den dygtigste dreng i skolen, så sagde min far "NEJ, sådan noget er alt for svært og usikkert - men du kan blive en god ingeniør". Ingen insigelser fra min side og således blev det mange år senere.
Ja, motorsportskører kunne jeg også være blevet, jeg slog faktisk nogle racerkørerer i gocartløb for sjov som dreng, nogen, som er halvkendte idag og hvor jeg også kunne have været, faktisk tænkte den lokale bilimportør på at satse lidt på mig, fordi jeg havde nogle naturtalenter, han ikke havde set før, men igen kom der et "NEJ", denne gang fra min mor, som ikke turde lade mig køre motorsport.
Sådan kunne jeg blive ved i én uendelighed. Og mine forældre har sikkert villet mig det bedste i mine barndomsår, men det har gjort, at hver gang, jeg så, at jeg var dygtig til noget -altså noget som jeg BRÆNDTE for, så har jeg bare fået et hak i tuden. JEg kan huske at jeg fra omkring 7. klasse begyndte at være "ligeglad", eller ihvertfald totalt undertrykke mine ønsker og ideer og det hjalp nok heller ikke på det at jeg var mobbeoffer #1 i klassen.
Ja, rigtig gamle ting, men her 20-25 år senere hænger det stadig ved. Og ovennævnte indlæg har ramt mig, jeg vil ikke sige som et lyn fra en klar himmel, men alligevel hårdt.
Det med at skabe sit eget liv - det råd ville jeg også virkelig gerne have haft, da jeg var 19, og jeg havde MANGE flere muligheder. Spørgsmålet er bare, hvad jeg gør nu?
PS: jeg skriver i "Ensomhed", da jeg også har rigtig svært ved at være opsøgende ift. venner og at tage kontakten til dem - det er så til gengæld noget, der har forfulgt mig altid, jeg lider nok også en del af social angst.
Håber, der er nogen, der kan hjælpe mig her. Eller ihvertfald kan hjælpe mig med, hvor jeg skal opsøge kvalificeret hjælp.
Mange tanker
Tabt M

Hejsa [f]
Hvad holder dig tilbage i at tage på en feks. single rejse? rejs alene! søg en rejseven!motionshold, aftenskole jeg kunne blive ved...ja du bestemmer selv hvad og hvor meget du vil have ud af livet...
Jeg tænker at du er som de fleste mænd jeg kender, de mangler simpelthen at kunne se muligheder fremfor begrænsninger (jeg elsker det motto) at du bare lader dig flyde med strømmen som så mange andre, er vel fordi man oftest vælger den nemmeste løsning, og det er jo bare at lade stå til!. Men vil lige tilføje at efter min mening, så er den nemmeste løsning, sjældent den bedste.
Det koster arbejde og energi at skabe sig en venneskreds, og passe godt på den, jeg tror absolut at vi kvinder er bedst til dette!😉 (find sådan en, hvis du ikke allerede har en 😉 )
Men op med humøret, livet er jo ikke slut endnu, og du kan nå at få en masse ud af det! nogen siger at livet starter ved de 50, så glæd dig 😃 Find ud af hvad du godt kunne tænke dig at opleve, og før det ud i livet. Husk der ligger altid et arbejde og forberedelse bag, intet kommer af sig selv!!
du skal altså lige have et citat med på vejen af Søren Kierkegaard:
At miste fodfæstet for en tid, og turde træde ved siden af, er at vove livet!
ikke at turde er at miste livet...
Held og lykke fremover
mange hilsner den livsglade😃

Øv alt det med at man burde og burde. Dem har jeg også en del af i tasken.
Og det med hvordan du kommer videre?
Hmm, ja den er dælme også svært.
Hvad med at finde en coach der også er psykologuddannet. De har en uddannelse der gør at de blive ved med at spørge ind til de ting du gerne vil vende. I dit tilfælde kunne det være hvad du vil.
For du er ikke alene om at side med en føelse af at du ikke kan læse det kort livet har givet dig.
Få dig en fritidsinteresse der giver lidt. I den tråd du angav var der en der skrev han var begyndt at ro. Og det er en god sport. Man møder de mennesker der er i klubben og melder du dig ind som aktiv et eller andet. Om ikke andet så for arrangemant af fest i klubben. Eller hvad du nu har flair for. Så skal du samarbejde med andre og dermed tale med andre, lære dem at kende. Være sammen med folk. God måde at møde folk naturligt på.
😃😃😃😃
Du behøver ikke gøre det hele på en gang. Start med hvad du føler er lige for dig.😃

Lige præcis Kierkegaards berømte citat brugte jeg selv i et indlæg her på SOL'en for 10 år siden. Jeg er bare ikke kommet en s.... videre i mit eget liv siden hen. Og det paradoksale er, at NETOP dette citat rumsterer i mit hovede flere gange om ugen.
Eller jo noget er jeg måske, i hvertfald i forhold til det, jeg henvendte mig omkring dengang (piger).
Jeg ved heller ikke, hvad der fraholder mig. Jeg føler mig nærmest passificeret, på akkurat samme måde som tilbage i 7. klasse, hvor jeg begyndte at være ligeglad med livet. Egentlig kan man vel sige, at jeg har levet i 2 spor: den synlige, hvor jeg gør andre glade og tilfredse og så den "indvendige" med alle mine uforløste drømme, som jeg snart ikke engang ved hvad er (teenagedrømme synes nu uopnåelige).
Og du har da ret i, at piger generelt er meget bedre til det med det sociale. Nu har jeg selv en samboende kæreste nu (en singlerejse er derfor nok ikke et godt valg) og jeg føler da mig lidt pinligt berørt over, at jeg slet ikke har venner, mens hun har vel omkring 25 venner, heraf 5-6 rigtig nære veninder, som hun har haft et nært bånd til siden barndomsårene (hvor jeg selv havde travlt med at kappe båndet til alle pga. mobning).
Ja jeg fik nok ikke udtrykt mig helt klart klart, men det jeg søger hjælp til, det er ikke så meget det at få sparket til at få udlevet drømme, det er et skridt lidt længere tilbage. Sagen er, at alle disse drenge- og teenagedrømme stadig rumsterer paralelt i mit hovede, mens mit liv sejler afsted derudaf en helt anden snor. Grunden til, at jeg ikke tager fat på dem er nok at de fleste er helt urealistiske nu, og det virker komplet ubærligt at tænke over dette, netop da verden for 20 år siden lå for mine fødder, da jeg var dygtigst til det hele - og det har netop været min sovepude.
Det er nok svært for mig selv at finde ud af, hvad jeg godt kunne tænke at opleve. "Det hele" tænker jeg indvendigt, da jeg har haft det bedst med ikke at begrænse mig - og her kommer nok min udfordring......
Ja, jeg kan ikke rigtig forklare det, men jeg føler jeg sidder i en "skal" og der er meget indeni den skal, som jeg ikke rigtig ved, HVORDAN jeg skal få ud...
Tak fordi du brugte din tid
Tabt M

Hej Grith
Tak for dit råd. Roning. Ja det var faktisk en rigtig god ide. Rent faktisk har jeg været roer i flere perioder i mit liv, vel omkring 7-8 år ialt fordelt over de sidste 25 år, sidste gang for 10 år siden. Tænk, det havde jeg helt glemt!
Ja, jeg tror jeg vil gøre det. Godtnok et lidt uheldigt tidspunkt på sæsonen, men de fleste roklubber har jo vinteraktiviteter. Du gør mig helt glad, jeg havde helt glemt hvor glad, jeg var for at ro 🙂
MANGE tak for dit svar, mit sind er allerede ikke helt så sort, som det har været [f]🙂
PS: og der findes kun én slags rigtig roning, alt andet er padling 😉
Tabt M

Godt at kunne hjælpe. Jeg har roet et stykke tid og har været rigtig glad for det.
Åh det er lige før jeg hapser en singelsculler i Odense Roklub, når de kikker væk. *gg*
Jeg læste lige dit svar til den første. Og det er alvorligt ment at finde en spykolog uddannet coach. Og jeg synes det bør være en psykolog uddannet. Da de lære hvordan hovedt virker på folk og coach-delen gør at de er rigtig gode til at spørge ind. Jeg går hos en selv og har virkelig kunnet bruge det.

Odense Roklub har jeg desværre ikke besøgt endnu. Har mest gjort det i diverse øst-, sønder- og nordjyske klubber.
Ja jeg glemte at svare mht. en psykoterapeut, sådan noget har jeg nemlig været meeeget skeptisk overfor, endda også dem der kan skrive en psykologeksamen eller endda en læge-/medicineksamen på CV'et. I efteråret 2004 gik jeg nemlig til konsultation hos en psykiater, ambulant henvist fra min læge. Det kom der ikke rigtig noget godt ud af. Jeg fik også at vide, at der er stor forskel på, hvad kvinder og mænd får at vide. Der er i virkeligheden nok meget "kvinde" og følelser i mig til en psykiater, der tog alt på ryggraden og gav sædvanlige svar til mænd med mindre identitetskriser.
Men ja, jeg vil give det forsøget med en psykoterapeut, men så skal det også være en dygtig en af slagsen - alene det, at vedkommende er psykolog er måske et skrit på vejen, men jeg har hørt meget - og meget af det er ikke godt. Men ja, en coach, som kan vende mine tanker, kan jeg bestemt trænge til.
Endnu engang tak...

Jeg ved ikk rigtig noget om psykoterapeuter med eller uden lægeeksaminret(som bare betyder at en læge har læst deres opgave)
Men jeg kan anbefale at bruge en coach med en rigtig psykolog uddannelse bag sig. Da coach uddannelsen er god til at få dig selv til at svare på dine egne spørgsmål. og at som psykolog ved de forhåbentligt nok om psyken til ikke at "fuvke" den op.
Jeg synes det er lidt sjovt at man betaler en coach til at få en selv til at besvare ens egne spørgsmål.
Spøjs måde at se det på. Man skal selv gøre arbejdet men han/hun får pengene. LOL😃😃😃😃😃
Jeg har gået ved en almindelig psykolog som skulle være god. Men det føltes som en snak og kaffen manglede. Øv. ¨Nå men jeg er glad for min coach, hun har fået mig til at svare på flere spørgsmål jeg havde. Og svarene har overrasket mig, mere end en gang.

Of topic
Kan man få tastatur med lys i til en bærbar. Jeg kan ikk se mine taster og er ikke helt god til ti-fingersys....😉

mine forældre var enormt fattige, hvilket resulterede i at vi knægte måtte begynde med at arbejde som 12 årige.
næsten hver nat var vi på fjorden for at fange ål med et vod, som var frygtelig tung, fordi det var før man kunne købe nylon net, så voddet var kogt i tjære for at det kunne modstå fugten.
der var ikke mange fisk, og de få 25 kg. vi kunne fange efter en hel nat med utallige åretag, og fastgørelse af stagerne, så vi kunne trække voddet ind igen, så vi levede for det meste af grød og skidtfisk hele ugen, undtagen om søndagen, hvis der var en syg høne der skulle slagtes, eller nogle dueunger vi kunne koge med ris, også kaldet souasage.
som 14 årig kom jeg i bagerlære, der var ikke andre muligheder, selvom læreren havde sagt at jeg skulle læse videre, men dengang var der noget med transport, jeg kan ikke huske om mine forældre skulle betale for bussen for de 20 km. til den nye skole, men fakta er, at da jeg skulle skrive kontrakt som 15 årig, nægtede jeg at jeg ville i lære, og istedet tog jeg et reb og gik om i skoven for at hænge mig.
jeg havde fortalt bageren at jeg ville hænge mig, og pludselig stod der en flok mennesker under træet, og bad mig om at kaste rebet ned, og det var så det.
jeg havde en simpel drøm, jeg ville være kirkesanger, men den drøm sejlede også langt væk, for da jeg var 15 år svømmede jeg rundt i fjorden, og da jeg dykkede op igen var der en fyr der kastede en flaske i ansigtet på mig, så alle mine tænder var knust.
min far sagde til tandlægen at alle stumperne skulle trækkes ud, og først lige uge før jeg skulle ind som rekrut i fredericia havde jeg tjent penge nok til et gebis.
som 15 årig stak jeg til søs, og på min første tur var jeg væk i 9 måneder, da jeg endelig kom hjem igen, lød spørgsmålet, er du nu her igen, jeg kom slæbende på en køjesæk og en gammel kuffert, og jeg havde ingen sko eller andet fodtøj.
jeg kunne ikke bo hjemme uden at betale for kost og logi, og jeg havde ingen penge,, så jeg måtte meget ydmygende gå til tanken og bede om at læse deres avis, og evt. telefon så jeg kunne søge arbejde, jeg fik arbejde i et bageri som bydreng, og jeg fik også et klamt kammer i ejerens kælder.
jeg fik hurtigt en ny hyre, og pludselig var jeg i afrika og senere rusland og grønland.
under en 14 dages orlov havde jeg mødt en pige, som jeg tog med hjem til mine forældres hus, og da min mor opdagede pigen blev hun smidt ud af værelset omgående, og næsten nøgen måtte hun gå ca. 16 km. hjem til hendes egne forældre, dum som jeg var ""lånte jeg en knallert så jeg kunne køre hende hjem, senere fik jeg en dom på 4 måneders fængsel med 3 års prøvetid for knallettyveriet, og som om det ikke var straf nok, så kunne jeg læse i den lokale sprøjte, at en koksmaht fra ---- fra - byens navn, havde fået omtalte dom, og fra den dag kunne jeg ikke længere være i sognet, da jeg var den enste koksmath.
nogle af os har måttet arbejde fra vi var ganske unge, selvom vi måske også havde evner, dengang var der ikke SU eller fagskoler, så jeg gik i skole med smede og tømre, og min tid gik med at tegne lagkager, og intet andet, naturligvis 3 gange om aftenen, og hver gang i fritiden, den ene tur var på 18 km. og den anden var på 23 km. da det var 2 forskellige skoler, og naturligvis på en gammel lånt cykel uden gear.
grusvejen førte til 29 år i grønland, deraf de 18 år på thule air base, et sted hvor en brugt damesaddel blev solgt for en månedsløn.
vi kunne komme hjem i 28 dage efter 8 måneder, men jeg tog altid 16 måneder, for jeg havde intet at komme hjem til, men af hensyn til feriplanen blev jeg tvunget på ferie, da de ellers ville miste den i ferieregnskabet.
i 1988 blev jeg alvorlig forbrændt, og måtte på dansk hospital, det tog 8 måneder, og ifølge ansættelsættelsaftalen skulle firmaet sende 150 kg. private ejendele, og det endte med at de sendte mit køleskab og TV til 110 volt, men alle mine papirer og breve kom aldrig, så min fagforening skrev utallige breve til fællestillidsmanden, senere viste det sig at han var blevet fyret fordi han havde misbrugt de nye danmarkstelefoner som vi lige havde fået på basen, men desværre skrev min fagforening fælledstillidsmandens navn på brevene, og den nye tillidsmand var åbenbart ikke særlig klog, han kunne jo se at brevene kom fra en fagforening, og det var først da jeg ringede til forbindelses officeren at jeg opdagede at fyren var fyret.

Tror sagtens du selv kan finde ud af det. Hver dag i livet er et betydningsfuldt NU, så det er manglende bevidstgørelse, der gør du tænker som har du "tabt" noget i det liv, blot fordi du ikke realiserede specieller ungdomsdrømme. Prøv at læse en filosof der hedder J.Krishnamurti. F.eks. bogen "Om at leve". Den er til at blive klog af og giver mig ofte en erkendelse, der giver livsmod og indsigt og giver mig en masse energi :-)

men har lige lovet mig selv ikke at skrive mere herinde, så egentligt er det her mest ment som et endegyldigt farvel.. jeg tror faktisk de fleste udover min kæreste og nogle få andre er temmeligt ligeglade med mig og mit liv. Måske har man kun fortjent de venner man nu engang har, jeg ved at det er SVÆRT for mig som først i 30'erne at finde nye veninder, da de fleste har travlt med familie etc., men sådan er det jo, nogle er mere heldige end andre.

Hvis du skriver med de trolls der altid findes på et debat-site som SOL, er der ikke meget positiv energi at hente.
Hvis du skriver med de menneskelige mennesker der trods alt også findes her, kan du dels få afløb for din egen humor og gode tanker, dels kan du få både hjælp og skub bagi.
Det kræver en smule tilvænning at sortere de indlæg fra, der intet indeholder udover sure opstød, og det kan være svært ind imellem at "ikke-læse" de negative indlæg, men sådan er "det virkelige liv" jo også - der er mennesker, du ikke gider omgås.

og jeg kan ikke vænne mig til tonen. Nogen kan, men jeg magter det ikke mere. Vil nok nærmere opfatte det som når der en del mennesker der ikke vil omgås mig i det virkelige liv, så der jo heller ikke den store chance for at de vil her.. jeg kan alligevel heller ikke være anonym her - sådan er det når kæresten har hackervenner. Adieu.

1. hacker-venner KAN ikke bryde anonymiteten på SOL, hvis ikke du skriver noget, der identificerer dig selv - og så kan man bryde anonymiteten helt uden at kunne hacke 😉
Men selvfølgelig kan din PC være inficeret med noget key-logger. Hvis det er tilfældet uden at du har givet lov til det, er det da en gyldig grund til en politianmeldelse, eller i det mindste til at hænge kæresten til tørre - hvad jeg ikke ville tøve et sekund med at gøre 😖
Du kan omgå det ved at gå på biblioteket og bruge deres maskineri.
2. du har en helt ny start på et debat-site som SOL. Her er der ingen, der kender din forhistorie, så du kunne opfinde dig selv helt forfra, hvis du gider - eller du kunne optræde med en helt ren tavle 😃
3. mennesker i det virkelige liv, som ved hvem du er, de er oftest forudindtaget af det, de er blevet fortalt om dig.
Du vælger naturligvis din egen vej, men jeg tror altså, at det er en god øvelse i modstandskraft at bevæge sig på SOL - med alle de tåbeligheder, du finder her.

kærestens ven kan sagtens bringe mig i fedtefadet her, han er snu nok. PC'en er ikke inficeret, det er jeg rimeligt sikker på, og biblioteket har jo begrænset åbningstid.
Jeg ved du vil mig det godt, men jeg må også indse at de råb om hjælp jeg har sendt ud her er blevet misforstået, venneindlæg ej besvaret, så jeg kan ikke se det nytter.
Ad 3) Ja det er de, derfor prøver jeg også at være mere nøjeregnende med hvad jeg fortæller. Venner er enormt svære at få for sådan en stille type som mig, jeg er nok for kedelig!?
Men lykke til dig nona, især herinde på sol.

Uanset hvad din kæreste og hans hacker-venner siger til dig, så kan de altså ikke bryde anonymiteten her på SOL 😃
Jeg ved godt, det er "populært" at sige, men det er altså tom snak !
Venner er noget, man får - det er altså en gave.
Det lyder lidt som om du er i dårligt selskab. Den mistillid du har til din kæreste og hans venner, det ville være utåleligt for mig. Føler du dig i dårligt selskab når du er alene ?
Du siger, du har udsendt råb om hjælp. Er det det eneste, du har gjort, eller har du blandet dig i snakken iøvrigt❓Jeg kan ikke mindes at have set dit nick undtagen de sidste par dage.
Desuden ville jeg nok vælge et andet nick 😃
Enten et "neutralt" som "blomster-pigen" eller et "positivt" som "Gubbi the great". Folk her sætter ikke deres lys under en skæppe, selv om der sikkert ville være god plads - de "strutter" af selvtillid, uanset hvor svært de måtte have det i dagligdagen 😉

og deri består min fejl nok, men sket er sket. Ja jeg føler mig trist til mode, når jeg er alene, det er som om jeg ikke KAN være lykkelig fordi jeg ikke hviler i mig selv og er konstant utilfreds med mit udseende, som jeg jo ikke kan ændre. Jeg har kun brugt unpretty de seneste dage, og kan godt se det ikke er så positivt 😕.

Du ser mange bruge forskellige nicks hele tiden, og mange, der kalder sig anonym eller Anonym - ingen af delene er der meget sjov ved, hvis du ønsker lidt sammenhæng i tingene, så folk kan genkende dig fra gang til gang 😉
Samtidig er det denne mulighed for at skifte nick, der gør det muligt at lave en frisk start lige når det passer dig.
Mit nick er så tilpas gammelt, at det startede som dovenskabens sejr over fantasien - "noname" var lidt langt, og "anonym" var for anonymt 😉
Men i og med at jeg ikke har registreret det, vil der komme en dag, hvor en idiot misbuger det, og så skal jeg have gang i hjernevindingerne igen.
Jeg ville dog aldrig kalde mig "smukke", selv om det svarer ganske godt til virkeligheden 😃
Men måske "Kloge Åge" - det vil der aldrig være nogen der tror er mig, så det var da en mulighed 😉

Hvis du kun er 38 år gammel, har du stadig livet foran dig - grib det dog med begge hænder! Hvad afholder dig fra at sætte dig nye mål og opnå dem? Hvilke muligheder er det du begræder?
Jeg lever efter devisen "Jeg skaber mit eget liv" - og selvfølgelig er der sat mig nogle livsvilkår, men derudover er det op til mig, at få det ud af dem jeg ønsker!
Og husk: De fleste af os løber rundt med ar på sjælen, fra barndom/ungdom/forhold/ægteskab osv......
Jeg ønsker ikke at lyde hård, men jeg tror bare, at du har brug for at nogen fortæller dig, at 38 år ingen alder er - det er først der livet rigtigt begynder🙂så LEV det :)
Kh.
Hende der smiler

Jeg mente også en coach med en psykologuddannelse. For min skyld måtte vedkommende dog også gerne være en dygtig psykoterapeut samtidig. Jeg synes mange coacher har det med at begynde at stille for mange spørgsmål og opgaver inden de har et fuldt overblik over problemstillingen.
Her tænker jeg specielt på konsultation hos føromtalte psykiater for 6 år siden, som straks farede ud af en tangent og coachede mig og gav mig opgaver på ét problem jeg nævnte 2 minutter inde i første konsultation og så blev hele fokus på dette, selvom mine personlige problemer var mange og havde hobet sig op gennem 30 år. I mit tilfælde ligger der så mange personlige ting i det, men ok det må vel også dreje sig om at jeg insisterer på at fortælle mine baggrunde, for det, som JEG anser for at være nødvendigt.
Ang off-topic-spørgsmålet: Jeg ved, at bla. Acer har nogle dyre modeller til formålet, men var en bordlampe ikke en lidt mere oplagt løsning?

Tak skal du have for din livshistorie, jeg bliver jo næsten flov over mine tanker - men det var måske også meningen - og at "vi unge" på omkring de 40 har det for nemt? 😖
Men ja, nogle gange skal man jo bare være glad for livet, og oprigtig talt så er jeg det også og har lært mig at finde glæden i det små, specielt her de sidste 7-8 år....

Og så bruge aftenerne på lidt boglæsning i stedet for at hænge her på solen, det gør jeg vist generelt lidt for meget. Undtagen lige med denne tråd, det har været en af de bedre - tænk at alle har kunnet holde sig til gode og nyttige svar, det vil jeg gerne sige tak for!

Hej Hende der smiler
Tak for dit svar. Nej mit problem er ikke, at jeg bare skal have et spark bagi samtidig med aen-paa-kinden om, at jeg er god nok. Jeg er ikke ved at nærme mig en panikalder, jeg tabte håret for 15 år siden, så min panikalder har jeg allerede haft. Jeg går også stadig ud fra, at mit liv stadig er langt, mit problem er dog, at jeg ikke ved, HVORDAN jeg skaber mit eget liv.
Jeg får lidt lyst til at citere hele sætningen fra brugeren 'sydthy': "og begynd at skabe det liv der er dit OG VISER, HVEM DU ER".
Mit kæmpestore problem er, at INGEN ved hvem jeg er! Pga. usikkerhed har jeg altid blot tilegnet mig situationer pga. konfliktskyhed og derfor haft mange "falske" venner, som jeg blot har snakket efter munden. Og når man snakker overfladisk med gud-og-hver-mand, så HAR man netop ikke sine egne meninger og kan ikke argumentere det store, ej heller kan man stå fast på egne meninger!! JA, det slap det ud, og det er det kæmpestore problem - at jeg rummer så meget forskelligt fra rigtig mange forskellige mennesker, som jeg alle har gjort mig venner med. Du tror mig måske ikke, men jeg har aldrig haft fjender - og slet ikke der, hvor det måske var mest essentielt, nemlig i barneårene, hvor de fleste dannede sig sin personlighed.
Mit tankeunivers har derfor siden de tidlige barndomsår været et paralelunivers - altså 2 tanker hele tiden - mine indre tanker om, hvad jeg følte og så de ydre, hvor jeg koncentrerer mig om at tilpasse andre. Ja, det lyder helt forrykt, men sådan er det.
Og frygten for, at jeg taber "skallen" forstærker blot min passivitet ift. nogle forældede, urealistiske teenagedrømme. Jeg er ikke ret god til at revisionere drømme og mål, måske fordi jeg lever i denne paralelverden, hvor jeg netop drømmer mig tilbage, hvor jeg havde ALLE mulighederne, det værste er, at folk netop dengang igen og igen sagde til mig "grib dagen". Det er i virkeligheden FRYGTEN for, at jeg endegyldigt må give slip på disse drømme i tankerne, der gør, at der rumsterer dette paralelunivers i mit hovede, som gradvist er blevet urealistisk.
Mange gange bider jeg mig selv i læben og ville gerne skrue tiden tilbage og netop have ØNSKET, at jeg ikke var den bedste til det hele og havde mange naturtalenter - og ønsker at jeg havde været dårlig til det hele, hvorved jeg jo blev tvunget til at finde frem til noget, jeg var god til. Dog misunder jeg på ingen måder "kendt loosers" grusvej...
Nå, jeg må desværre slutte midt i det hele, da der også er en dag i morgen. Heldigvis, vil jeg dog trods alt sige.
Tanker fra
Tabt M

Der er både 'pros' og 'cons' ved at holde sig til det samme nick. Rent faktisk har jeg selv en fast profil her på sol'en, godtnok kunne den blive brugt noget mere.
Problemet er bare, at når man skriver om personlige problemer (som jeg synes dette debatsite er fint velegnet til) og derigennem er nødt til at komme med detaljer for at få hjælp, så er frygten - ihvertfald for mig - at blive "genkendt" af omgangskredsen og den tanke er ikke just behagelig, synes jeg...
Mange her på solen vrænger af, at nogle profiler skifter nick, personligt har jeg intet imod det, så længe man holder en ordentlig tone og ikke er ude på at spolere debatterne. Netop da man kan have sine gode grunde til det. [s]

Det er fair nok at man skifter nick i en situation som den du er i, men.... jeg finder det ikke fair, når den samme mand eller kvinde skifter nick flere gange i samme tråd, og det blot er få minuter efter at han eller hun skrev sit forrige indlæg.
Der er tilfælde hvor der skrives med et høflig sprogbrug under et nick, hvorefter der skrives med et nedladende sprogbrug under et andet nick.

Som jeg skriver; sålænge man ikke har til formål at spolere debatterne...

men jeg mener stadig ikke at det er fair, når den samme mand eller kvinde skifter nick flere gange i samme tråd, og det blot er få minuter efter at han eller hun skrev sit forrige indlæg. Og det er i den forbindelse uden betydning for mig, om sprogbruget er høfligt eller ikke er det.

så jeg forstår ikke, du skriver "men" ?

Jeg sidder ikke altid ved et bord og synes i øvrigt det ville se sejt ud med lysende tastatur og samtidig praktisk.
😃😃😃😃😃😃😃
Ang terapeut. Nogen gange må man lige kysse et par stykker inden man finder en man synes man klikker med. Jeg har prøvet at tale med en caoch der var alt for meget traditionel psykolog for mig.😉 Og psykolog der ikke rigtig rykkede noget.

Du er ALT for høflig og selvudslettende, det er da tydeligt :-) Det lyder som om, du trænger til også at kunne mærke din egen vrede og aggression. Ikke at du skal blive voldelig eller truende, slet ikke. Men aggression er også en kraft, der beskytter os mod andre og får os hen imod ens mål.
I det hele taget trænger du til at føle efter - og ikke tænke så meget over hvorfor! Du lyder til at være meget "i dit hoved", og skulle tænke over alt. Det er svært at lave om på fra den ene dag til den anden, og idéen om en coach/psykolog som andre har foreslået må klart være det første skridt. Det er i hvert fald svært at klare alene, når man ikke ved, hvem man selv er eller hvad man egentlig føler.
Det er super vigtigt ikke altid at sige "ja og tak" med det samme. Det giver en kæmpe energi at sige nej UDEN at undskylde, til noget, som man faktisk ikke har lyst til. Og TURDE tage risikoen for at andre bliver sure over det. Til at starte med kan man sige "jeg skal lige tænke over det", hvis man ikke kan mærke hvad man har lyst til først.
Noget af det du skal finde ud af, er hvorfor du er så bange for at gøre andre mennesker sure og skuffede. Det stammer jo nok fra din barndom, men du ER voksen nu, så du må tage ansvaret for ikke at lade det styre dig længere. Så skynd dig at finde en god psykolog med erfaring i coaching. Via dette link finder du autoriserede psykologer:
http://www.psykologeridanmark.dk/Find/SoegPsykolog.aspx
Du er slet ikke tabt, du lever i et samfund hvor du har alle muligheder for at få et frit og godt liv. Tænk hvis du bare lod stå til, indtil du blev gammel, ensom om døende. Du har masser af liv foran dig - grib det :-)

Det skal du nu lige tænke over!
Dine indlæg er da nogen af dem, jeg har læst med interesse. Men jeg har ikke læst dit nødråb - før nu.
Og udseendet uanset om det er et reelt problem eller ej, - kan jo umuligt være problematisk her på nettet.
Jeg synes nu, du skulle give det en chance til.
Man skal også passe på, man ikke begrænser sig selv. Negative tanker fører sjældent til noget positivt... 🙂

Meget interessant! - Vi er nok nogle stykker, som nikker genkendende til - i hvert fald - dele af din beretning.
Også jeg har haft evner for mange ting, - og også jeg er blevet "skubbet" i en helt anden retning, end jeg selv ville have valgt, hvis jeg ellers havde fået tid til at tænke mig om.
Men jeg har så oplevet noget helt andet end dig, - idet der er dukket nogle områder op i mit liv, hvor jeg viste mig at brænde for noget, som jeg slet ikke ville have troet på forhånd.
Nu er jeg så ca. 10 år ældre end du; men jeg kan da fortælle dig, at jeg for nogle år siden af "naturlige årsager" blev fyret, - og ved den lejlighed besluttede jeg mig så for at forfølge en af de drømme, jeg havde haft fra barnsben.
Det var ikke nogen "let løsning". Men som en af svarerne også bemærker, er de bedste løsninger sjældent de letteste... Så i dag beskæftiger jeg mig med noget helt andet, end - i hvert fald min mor - havde tænkt sig... 😃
Og til det dér med "skallen"... Du er vel nødt til at prøve tingene af??? - Er du ræd for at tingene ikke lever op til dine forventninger?
Jeg kan ikke helt greje, hvad du mener? Men jeg tænker, at selv om tingene "folder sig ud" på en helt anden måde, end man havde forestillet sig, så fører det vel altid til, at man bliver klogere på sig selv - og livet?
Eftersom du altså er så meget yngre end jeg - og også noget yngre end jeg var, da jeg "begyndte forfra", er der vel ikke så meget at være bange for?
Men det er klart, - som jeg plejer at sige, - at der er en tid til alting her i livet. Og de evner og muligheder, vi havde, da vi var 20, har vi ikke nødvendigvis, når vi nærmer os 50... TIL GENGÆLD er vi blevet en hel del klogere... 😉
Og så skal du lige tænke på, at det ikke nødvendigvis hænger sådan sammen, at man får mest ud af livet, når man forfølger sine drømme. Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke kunne have fået lige så meget ud af livet, i og med du "flød afsted", som hvis du stædigt havde kæmpet for et eller andet?
Også jeg blev seriøst mobbet i skolen, og mine skolekammerater bliver ALDRIG mine venner; men det ser jeg heller ikke som noget problem. At man går i klasse med et bundt fjolser, betyder jo ikke, at man skal gå gennem resten af livet uden nogle fantastiske venner!
Det må du vist til at gøre noget ved... 😉

Hej Yabt M
Puha sikken en omgang rod, men bare rolig, prøv denne hjemmeside, den har hjulpet mig til et nyt liv.: www.frankzinco.dk
Held og lykke

Måske skulle du prøve finde ind til dit livs formål. Det kan du blandt andet gøre ved at kigge tilbage på dine lykkeligst bardomsminder og kigge tilbage på hvad du gerne ville være da du var 18-19 år for det er typisk der ens kald opstår.
Jeg kan anbefale at læse startwithwhy.com eller "find din passion".
Næste skridt er blot at tage et lille skridt der er intet at være bange for det er blot at gå i stille og roligt i gang. Og når du først er i gang så er der ingen grund til at kigge tilbage. Som man siger en jager pilot kigger aldrig tilbage. Men du skal selvfølgelig bruge fortiden til at finde dit kald. Jeg har selv været meget motiveret af sportens verden så vi har mange ligheder der. Og jeg måtte heller ikke dyrke et en sportsgren for mine forældre. Du er altid velkommen til at skrive eller mødes på et tidspunkt. jstar(at)skim.com

http://howshereallydoesit.com/podcast/2010/12/simon-sinek/
🙂