HVORFOR BLIVER EN FAR SPORLØS?

Kan nogle svare mig på hvad årsagen er, til at så mange fædre gemmer sig langt væk fra deres egne børn?
Skyldes det egoisme? Skyldes det moderen? Skyldes det misbrug? Skyldes det sygdom? Skyldes det andre forhold?
Umiddelbart vil jeg tro at spørg man disse fædre hvorfor, så vil de nok allesammen svarer at det er moderens skyld. Det vil jeg tro fordi der kun er 3 parter: BArnet, moderen og faderen. Barnet kan man jo ikke give skylden og hvis man har fravalgt sit barn, vil man nok ikke indrømme at man sådan bare har sat børn i verden og skåret hånden af dem, så derfor er der kun moderen tilbage at skyde skylden på, så det vil man nok høre fra mange af de sporløse fædre. Men hvad er den virkelige grund mon?

Hvad snakker vi om her? Altså fædre som gik med til at lave barnet eller dem som bare var uheldige og gjorde dagens fangst gravid?
Jeg ved ærlig talt ikke hvad dem som gik med til at lave et barn med det formål at få en søn/datter, at de så laver 180 og ikke gider mere, syntes ikke man hører om dette især da det ikke ligger i de fleste mænds natur at ændre holding så drastisk.
De andre hører man mere om og dem kan jeg godt forstå, de gik med til sex og enten var dumme for ikke at bruge kondom, dumme fordi de troede pigen var på pillen eller bare skide uheldige, uanset hvad har de ingen ønsker om børn, men derimod sex.
Hvis du blev pålagt noget så drastisk som et barn i dit liv vil du så være ellevild glad? Kvinder glemmer ofte at mænd har ingen ret i de her sitationer hvis pigen vælger at føde barnet jamen så er det lige præcist det som sker, hvad manden/one night stand eller hvad fanden vil er totalt ligegyldigt.
Det mindste han skal gøre ifølge loven er betale børnebidrag, ellers vil de fleste bare væk.
At flygte fra noget du ikke ønsker..? Er det mærkeligt? Lad vær med at gøre det her til en følelses sag, der er forskel på kvinden som går med barnet 9 måneder og så manden som havde fordrukken sex med hende, hans følelse for dette barn kan varriere fra kærlig til næsten direkte forvirring og had.

Først og fremmest kender jeg til 2 børn, der ikke ser deres far. Den ene far havde boet sammen med moderen i 5 år og planlagt graviditeten, men da testen så viste positiv ombestemte han sig og skred. Barnet er i dag 4 år og har aldrig set ham.
Den anden boede sammen med moderen til barnet var 1 år. Forældrene gik fra hinanden og faderen har aldrig søgt samvær med barnet.
De tilfælde med et engangsknald som du nævner findes selvfølgelig også, men enhver myndig mand har altså et ansvar for sine handlinger og da barnet er uskyldigt, bør samvær ikke kommet an på, hvor længe han havde kendt moderen.

at ham der bare har gjort dagens fangst gravid burde betale dobbelt bidrag hvis han ikke ser barnet.

måske overveje om hun vil sætte et "brandertbarn" i verden velvidende at det aldrig vil få kontakt med faderen. Det er stadig tilladt for kvinder at tænke så meget, at de ikke får sig selv og et barn bragt i den situation.
De to andre er den "lede" slags. Men har de to mødre selv foretaget sig noget, for at ændre situationen? Med den nye børnelov i hånden, kan de indkalde fædrene i statsforvaltingen og "tildele" dem samvær. De kan ikke tvinge dem til at benytte den, men mon ikke de fleste - især ham der forlod sit et år gamle barn, ville få en "tænker" af den handling?
Jeg har selv et barnebarn, som ikke længere ser sin far. Han har haft samvær med ham regelmæssigt og uden problemer hver anden weekend og én hverdag i de uger hvor weekendsamværet ikke finder sted. Så fik faderen en ny kæreste, der er noget ældre end ham og hun "gider ikke" små børn. Hendes egne er i tyverne. Han får altså turen i statsforvaltningen! På deres opfordring.

Jeg er idag 40 år gammel, og er ædru stoffri og ude af hårdkogt kriminalitet, på 10 år.
Jeg har en dreng på 11 år som jeg har valgt ikke at se og have samvær med.
Jeg havde en kæreste der havde 2 børn, som jeg ikke længere øsnkede at komme sammen med. Pga mit misbrug, har jeg en meget nedsat sædkvalitet.
Da vi var gået fra hinanden, kom hun og fortalte at hun var gravid og at jeg var faren til barnet, i min rus verden tænkte jeg ikke klart og skrev under på faderskabs parpier.
Da barnet blev født måtte jeg ikke se ham, moren havde mange og store psykiske problemer, børnene var i aflastning.
Alt efter hvordan hun havde det måtte jeg se, og så måtte jeg ikke se ham.
Da jeg mødte en pige UDEN for milijøet, som jeg blev vanvittig forelsket i, bad hun mig vælge mellem det hårde miljø eller hende - det endte med jeg valgte hende, og gik i behandling for mit misbrug, og forlod fuldstændig det krimminelle miljø.
Jeg så engang i mellem drengen, og kunne se at moren havde meget svært ved at tilgode se hans behov. Derfor kontaktede jeg kommunen igen og igen og igen.
Det samme gjorde vuggestuen, kommunen havde dog for meget at se til, de gjorde intet ved henvendelserene.
Af årsager jeg ikke vil komme ind på her, kom det dog frem da barnet var 2 år gammel, at moren i sin desperation for at holde på vores parforhold, havde haft sex med 9 andre mænd for at blive gravid.
Da jeg efterfølgende fik af vide at jeg skulle have hjælp til at få børn, blev jeg naturligvis i tvivl om jeg reelt var far til barnet.
Jeg kontaktede en advokat, og vi forsøgte igennem statsamtet at få lavet en faderskabstest, for at fastslå faderskabet.
Statsamtet nægtede bla pga barnets alder, at lave den.
Så på parpirene er jeg far til barnet, og jeg betaler mine børnepenge.
Moren kørte dog så meget hets på mig og min nye familie, at jeg valgte IKKE at se barnet.
Igen forsøgte jeg at få kommunen til at hjælpe barnet, og familien - uden resultat.
Ja jeg har valgt dette barn fra, jeg ved ikke om barnet er mit, men alt at dømme er der en minimal chance for det kan være det.
Jeg har valgt, at tage denne beslutning så jeg havde bedst mulig chance for at forblive stoffri og ude af kriminalitet.
Jeg har valgt min nye familie, og det ansvar de har pålagt mig, at passe bedst muligt på mig selv.
Jeg har måske svigtet, det har jeg nok - men jeg kan ikke se jeg kunne have handlet anderledes.

Opsøger barnet mig en dag vil jeg fortælle ærligt om mine valg og hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort, jeg kan dog på ingen måde forstille mig han kunne blive en del af min familie, det har jeg ikke lyst til.
Jeg savner ham aldrig, har ikke gjort det, men tænker da på engang imellem hvordan det mon går ham.Om han er blevet fjernet hjemmefra eller hvordan ???
Det er min historie, ærlig og sand.
Jeg påtager mig ansvaret - og jeg påtager mig den svaghed at jeg ikke kunne formå at opret holde en kontakt til moren, uden at have faldet tilbage til hele miljøet, med alle de problemer, som jeg ikke kunne formå at være i uden at falde i med dope, speed, druk og et voldigt rocker miljø som jeg var medlem af.

Jeg synes du er et meget smukt menneske. Sikke en smuk personlighed, der står ved denne sandhed. Du har helt sikkert haft et hårdt liv med misbrug. Med sådan en hård fortid er du nød til at tænke mest på dig selv, for at klare dig ovenvandet. Et eller andet sted har du et ansvar for drengen fordi du underskrev faderskabet og det ikke kan ændres. Men dette ansvar har du også påtaget dig ved at kontakte myndighederne og gøre opmærksom på at denne dreng har brug for støtte. Jeg kan ikke have noget imod en sporløs far som dig.

...med at grine lidt. Så fordi denne mand var narkoman var det okay. Men den mand som af følelsesmæssige grunde ikke var klar til at være far er ikke ok.
Jeg synes du har en underlig måde at retfærdiggøre dine meninger på. Som Cilotte siger, du har fået masser af grunde, men du vil ikke tage alle til dig.
Som det er nævnt før tror jeg ikke du kan finde et entydigt svar. Nogle fædre forlader deres børn, og de har mange froskellig grunde til det. Naturen har indrettet det således at kvinden bærer barnet og har derfor ikke de samme muligheder for at smutte. Og ja det er børnene der taber.

Når hun gebærder sig dumt, så vender manden simpelthen ryggen til hende. Og så kan hun himle nok så meget op - han vender aldrig tilbage.

En narkoman lider faktisk af en meget alvorlig sygdom og derfor er det bedste en narkonman kan gøre for sine børn, at råbe om hjælp til at tage sig af deres børn. De tager mere ansvar ved at overlade det til andre end ved selv at tage noget de p.g.a. sygdommen alligevel ikke kan. Tænk hvis en narkoman sidder alene med en 1 årig og er ved at få abstinenser, så tvinger sygdommen narkomanen ud for at skaffe stoffer, mens den 1 årige må passe sig selv. Narkomanen ville ikke være undskyldt hvis han ikke havde kæmpet for at nogle andre skulle tage sig af barnet, men har denne mand jo.
Jeg synes bestemt at følelsesmæssige grunde om ikke at føle sig klar er i en helt anden boldbane. Der er masser af mødre der ikke har følt sig klar, men som har været nød til at blive det. At nogle af disse mødre så ovenikøbet bliver tvunget til at blive klar til at være fædre samtidig med at være mødre, er i mange tilfælde så urimelige krav, at man godt kunne stille bare lidt krav til faderen om ansvar. F.eks. ved et højere børnebidrag, så moderen enten kan arbejde lidt mindre og koncentrere sig mere om børnene eller få råd til en reservebedstemor eller barnepige, hvis hun ikke har netværk.

var en persom jeg havde kendt i 2 måneder, da jeg blev gravid ved første eller andet samleje. Vi valgte begge ikke at bruge beskyttelse. Det var altså ikke kun mit valg.
Jeg vaklede imellem barn og abort, men følte det var et ønskebarn, så jeg sagde til manden at jeg ville beholde barnet og at han bare skulle tage stilling til om han ville have mig og barnet eller barnet med henblik på samværsordning eller ingen af os. Han valgte straks os begge, men overholdte efterfølgende ingen aftaler. Jeg lod derfor vær med at kontakte ham. Pludselig kontaktede han mig og skældte ud og at jeg ikke havde ringet. Ok, så begyndte jeg igen at ringe og lave aftaler som han stadig ikke holdte. Pludselig ringede han og skældte mig ud over at jeg var sur over at han ikke holdte aftaler, hvilket jeg ikke havde været sur over, da jeg tænkte det måtte være en svær situation for ham. Jeg forsøgte mange gange og sige at jeg ikke ønskede at være uvenner og at han bare kunne fravælge barnet hvis det var det han ville, men det ville han ikke. Da abortgrænsen nærmede sig og han slet ikke havde vist sig og ovenikøbet kun havde skælt ud og været sur, blev jeg i tvivl om jeg kunne være bekendt overfor barnet at sætte det i verden. Jeg ringede derfor for at sige at han nu havde 2 dage tilbage til at ombestemme sig hvis han ønskede abort. Han blev sur og sagde at hvis det skulle være på den måde ville han ingenting p.g.a. mig. Jeg sagde at så måtte han tage med hen og få abort indenfor de næste 2 dage. Det ville han ikke og dukkede først op efter 4 dage for at fortælle at han ikke ønskede barnet alligevel og heller ingen kontakt. Han har skabt sig helt ånsvagt med retssag og hvad ved jeg. Gået og sagt at jeg havde været sammen med så mange mænd at jeg ikke vidste hvem faderen var osv. Han var IKKE fuld eller noget og han drikker faktisk slet ikke. Han er sådan en sund lille mors dreng-type, der sagtens kunne tage lidt ansvar. Sagtens, men det gør han ikke.

han vil ikke afgive sin frihed.
Ifølge min læge, da jeg selv blev forladt højgravid, da er det ikke unormalt at de samme mænd laver det samme nummer mere end end gang.
Ja, de giver moren skylden. Hvad ville du sige til, hvis du mødte en mand, der sagde at han havde sat et barn i verden som han var ligeglad med❓Han ville få en negativ reaktion. Giver han moren skylden og lyder overbevidsende, så vil du acceptere det.
Derfor er den eneste måde at andre vil acceptere hans valg og ikke kalde ham en kold skid med psykopatiske træk nemlig at give moren skylden og spille offer.
Jeg håber det er forklaring nok...

men det de så ligeglade med kan jeg regne ud.

TV dokumentaren "Farvel far" dokumenterede dette.

og skrider fra al ansvar..
Men fint at du tror på manipuleret doko-soap programmer

har jeg ikke set. Findes det på nettet?
Anyway, hvis det er et tv-program følger det vel bare moden -man vælger at dreje hele skylden over på moderen. Jeg fatter ikke at hele befolkningen er så lette at manipulere med. Folk æder rådt at det hele er moderens skyld. Har jeg ret?

ikke magter enten kvinden eller børnene.

... kan man også tage ansvaret for de børn, der eventuelt skulle komme ud af det...

Hvis de ikke magter kvinden, skal det da ikke gå ud over samvær med børnene!
Hvis de ikke magter børnene, kan det være en grund!

men hvis nu de ikke magter kvinden SÅ meget at det desværre kommer til at gå ud over børnene.

Det er ikke en skid andet end en dårlig undskyldning, når en sporløs far bruger moderen som begrundelse. Uanset hvor meget han ikke magter moderen, er der ingen undskyldning for ikke at lade statforvaltningen fastsætte samværet, så manden henter børnene i institutionen om fredagen og aflevere dem der igen mandag morgen! Eller han kan sende en anden ud til moderen for at hente og bringe børnene.
Ikke at magte moderen er kun en dårlig undskyldning for at skide sine børn et stykke.

... :-)
Hvis du siger det.
Jeg kendte en mand der forlod det hele fordi han ikke magtede hverken kvinden eller barnet. Han var/er en svag stodder og havde aldrig ønsket det barn. Kvinden ville have barnet og han gik med på det (det skete næsten lige efter de havde fundet sammen). Hun havde længe ville have barn og havde netop fået overtalt xkæresten til at få barn. Men hun rendte med ham der så blev faderen istedet ... så det er altså ikke noget jeg bare finder på det sker faktisk.

jeg står selv i det min datter på 13 måneder har aldrig set sin far fordi han lige pludselig ændrede mening da jeg var 4 måneder henne så ville han ikke have et barn alligevel så siden har jeg ikke hørt noget fra ham vil meget gerne i kontakt ned ham og vide hvordan han bare kan vende ryggen til sit eget barn

Ja, det må jo så gælde begge veje. Man kan blive gravid på trods af prævention, diagnoser etc. men ansaret burde man ikke kunne løbe fra. Dog tror jeg det er bedst for barnet at føle sig ønsket - også selvom det betyder savnet af en forælder - tænk hvis barnet evigt og altid skulle kæmpe for den kærlighed og opmærsomhed det har fortjent - uden at få den!
Som kvinder står vi både med det stærkeste og det svageste kort - man er den gravide og uanset mandens ønsker - er det i sidste ende vores beslutning hvorvidt barnet skal fødes eller ej. (Dog er det rigtig tavligt, hvis den ene part bakker ud når barnet er født)
Man er nødt til at finde ud af, så godt man kan, hvordan man er stillet, hvad faren vil etc. Hvis man vælger barnet, skal man virkelig også vælge det og fra det øjeblik, er man nødt til, at sætte sine egne behov til side! Der er altid en risiko for at blive alene når man får et barn. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan vælge deres eget barn fra, men det er der jo masser af eksempler på - så det er virkeligheden og det er man nødt til at forholde sig til.